Indsigt: OECD om Grønlands økonomi: 2. Vigtige karakteristika ved Grønlands økonomi

OECD om Grønlands økonomi: 2. Vigtige karakteristika ved Grønlands økonomi

Set i et længere perspektiv viser udviklingen i den grønlandske økonomi, at bruttonationalproduktet og bruttonationalproduktet pr. capita i faste priser var på samme niveau i 1996 som i 1986. I løbet af samme periode er det gennemsnitlige bruttonationalprodukt i OECD-området steget med 30 procent.

Fredag d. 21. maj 1999
Henrik Thomasen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Grønlands økonomi
Boks 1. Generelt om landet
Geografi og klima
Befolkning og historie
Administrativ struktur
Internationale relationer
Boks 2. Nogle karakteristika ved Grønlands økonomi
Det høje pris- og omkostningsniveau
1. Smådriftsulemper
2. Økonomiens struktur
3. Den hollandske syge
Produktivitet
Lønniveauet
Prisniveauet
Omkostningsniveauet
Levestandard
Uformel økonomi
Den nuværende økonomiske situation
Udsigterne på kort sigt
Mulige risici
Vækst på længere sigt


Dette kapitel indeholder en generel beskrivelse af nogle af hovedtrækkene i den grønlandske økonomi. For at nå en bredere skare gives en mere generel introduktion og mange af de berørte aspekter, især i de første afsnit, er muligvis velkendte for grønlændere og andre, der har kendskab til Grønlands økonomi.

Grønlands økonomi
I sammenligning med de fleste andre lande er Grønland meget specielt på grund af de klimatiske forhold, geografien og den lave befolkningstæthed (se Boks 1). Disse faktorer kan i en vis udstrækning forklare nogle af de særlige forhold ved den grønlandske økonomi. I de følgende kapitler er disse særlige faktorer så vidt muligt holdt adskilt fra de mærkværdigheder, som udspringer af eller påvirkes af politiske beslutninger, og som følgelig kan ændres ved at føre en hensigtsmæssig politik. Da det overordnede politiske mål i både Grønland og Danmark er, at Grønland skal blive en mere uafhængig økonomi baseret på landets egne ressourcer, har man valgt at se på Grønland som et land, skønt dette juridisk set ikke er korrekt, da Grønland formelt er en del af kongeriget Danmark. Også til analytiske formål er det bekvemt at betragte Grønland som et land, fordi det er et særskilt samfund med egen lovgivning og egne statistikker inden for adskillige områder. Der foretages mange sammenligninger med forholdene i Danmark, fordi relationerne mellem Grønland og Danmark er meget stærke, og fordi de fleste relevante, sammenlignende studier omfatter begge lande.

De ekstreme klimatiske og geografiske forhold i Grønland og den kendsgerning, at det private erhvervsliv har været afhængig af bare én ressource (fiskeriet), har nødvendiggjort offentligt engagement i økonomien, hvad der har været muligt, fordi Danmark har finansieret aktiviteter i Grønland. I dag finansierer Danmark stadig aktiviteter i Grønland, og Grønland modtager et årligt bloktilskud. Den samlede værdi af disse overførsler er DKK 3 mia. eller næsten USD 0,5 mia. (jf. Kapitel 3). For så vidt angår analytiske formål, skaber bloktilskuddene problemer, fordi de slører de data og nationalregnskabstal, der normalt bruges i en økonomisk analyse, og oplysninger om nationalregnskabsdata bør derfor tolkes med omhu. Når man analyserer og diskuterer økonomien i Grønland, er det vigtigt at være opmærksom på den række forhold, som gør, at strukturen i Grønlands økonomi og den måde, hvorpå økonomien fungerer, adskiller sig fra situationen i de fleste andre lande. Nogle af disse forhold er opsummeret i Boks 2. Spørgsmålene vedrørende nationalregnskabet og priserne behandles nærmere i de følgende afsnit. De andre punkter er integreret i analysen i de følgende kapitler.

Boks 1. Generelt om landet
Geografi og klima
Grønland er verdens største ø og dækker et område på 2,2 millioner km², hvoraf 400,000 km² er isfri. 80 procent af befolkningen lever langs den 1.200 km lange kyst på sydvestsiden af denne kolossalt store ø. Resten af området på 1,8 millioner km² er dækket af indlandsisen. Indlandsisen stiger til en højde på 3.200 m i dens centrale del og måler mere end 3.500 m, hvor den er tykkest. Det nordligste punkt, Cape Morris Jesup, er kun 740 km fra Nordpolen og er således det nordligste landområde i verden. Det sydligste punkt er Cape Farewell, og afstanden mellem det nordligste og det sydligste punkt er 2.670 km. På det bredeste sted fra øst til vest måler Grønland 1.050 km.
Klimaet i hele Grønland er arktisk på grund af indlandsisen. Middeltemperaturen overstiger ikke 10 grader celsius, selv i den varmeste måned af året. På grund af landets størrelse er der betydelige klimatiske forskelle mellem Nord- og Sydgrønland. Der er også stor forskel på kystområderne, især de områder, hvor havet er isfrit i vintermånederne og på indenlandske beliggenheder. Polarcirklen krydser vestkysten lige syd for Sisimiut, 900 km fra Grønlands sydligste punkt. Ved polarcirklen er der hvert år nogle få dage med midnatssol og polarnat, og jo længere nordpå man bevæger sig, desto længere bliver de to perioder.

Befolkning og historie
Befolkningen i Grønland tæller 56.000 indbyggere fordelt over næsten 100 beboede steder - 18 større byer, 59 små bygder og nogle beboede baser. Med en befolkning på 13.000 er Nuuk Grønlands største by, foruden at den er det politiske og administrative center. Fjorten af byerne har en befolkning på mere end 1.000 indbyggere, og disse byer tæller cirka tre fjerdedele af befolkningen. De fleste bygder har en befolkning på mindre end 100. De oprindelige folk i Grønland er eskimoer eller inuitter, beslægtede gennem deres kultur og sprog med de oprindelige folk i Canada og Alaska. Fordi Grønland har været en dansk koloni fra 1721, og på grund af de politiske og økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark, og som stadig eksisterer, er der i befolkningen også et stort dansk element, som udgøres af tilkaldte samt danskere, der har slået sig ned på mere permanent basis. Af de 56.000 beboere er cirka 7.000 født i Danmark. Tilsvarende er der ca. 11.500 personer, som født i Grønland men bosiddende i Danmark. Det grønlandske sprog er polysyntetisk. Selv om grønlandsk er hovedsproget, taler en stor del af den grønlandske befolkning dansk, og dansk er obligatorisk i skolerne.

Indtil anden verdenskrig var Grønland et meget isoleret samfund med sin økonomi baseret næsten udelukkende på levende ressourcer. I 1953 ophørte Grønland med at være en dansk koloni og blev en integreret del af Danmark. I de følgende år blev der gjort en stor indsats for at modernisere landet, og Grønlands økonomi har udviklet sig hurtigt over de forløbne 50 år. Finansieringen fra den danske regering blev kanaliseret over på anlægsarbejder og sociale forhold, omfattende sundhed, uddannelse, kommunikation og transport. Udviklingen i fiskeriet fik stor opmærksomhed. Gradvis urbanisering blev kraftigt tilskyndet, og mange små bosættelser blev forladt, fordi folk flyttede til de større bygder og byerne. Siden 1970’erne har hovedprincippet været, at folk bør have mulighed for at bo i bygderne og samtidig opretholde en rimelig levestandard.

Administrativ struktur
I 1979 introducerede man en hjemmestyreordning, som gav Grønland status af at være et særskilt samfund inden for kongeriget Danmark. Hjemmestyrets fundamentale princip er, at administrationen af lokale anliggender og forhold af lokal interesse er de grønlandske myndigheders ansvar, mens sager af mere generel karakter varetages af centraladministrationen i Danmark. Siden 1979 er mange områder blevet overført til hjemmestyre, hvad der indebærer, at kun få områder, som for eksempel forsvaret, internationale relationer, juridiske anliggender og penge- og valutapolitik, stadig ligger inden for den danske regerings ansvarsområde. Disse aktiviteter finansieres fortsat af den danske regering, som også giver et årligt bloktilskud til Hjemmestyret. Grønland Hjemmestyre består af et repræsentativt organ, der er valgt i Grønland, Landstinget, samt et administrativt organ, som ledes af et kabinet af ministre, nemlig Landsstyret. Landstinget er den øverste politiske myndighed for de ansvarsområder, der nu ligger hos Hjemmestyret, og som sådan fastsætter Landstinget reglerne for disse områder. Landstinget har også det økonomiske ansvar for områderne under Hjemmestyret. Administrativt er Grønland delt op i 18 kommuner med befolkningstal fra under 200 indbyggere i Ivittuut til 13.000 i Nuuk. Kommunerne er ansvarlige for driften af folkeskolen, de fleste sociale anliggender, veje, byplanlægning, brandvæsen og i nogen grad boligbyggeriet. Derudover er der i næsten alle bygder et bygderåd, som står for administrationen af de opgaver, som kommunalbestyrelsen har videregivet til det. Desuden har Grønland to af de 179 pladser i det danske folketing.

Internationale relationer
Bemyndigelsen til at træffe beslutninger i sager, der vedrører udenrigsanliggender, ligger hos den danske regering, men Grønland skal konsulteres vedrørende udenrigspolitiske anliggender af betydning for Grønland. Landsstyret kan deltage i internationale forhandlinger om sager af vigtighed for Grønland og kan også bemyndiges til selv at forhandle. Kongeriget Danmark, inklusive Færøerne og Grønland, er medlem af forskellige internationale organisationer som FN, WTO, Nordisk Råd og OECD.

Da Danmark blev optaget i EF, blev Grønland også medlem af Fællesskabet. Efter en folkeafstemning besluttede Grønland at udtræde af Fællesskabet med virkning fra 1. februar 1985. I forbindelse med udtrædelsen opnåede Grønland OLT-status - status som et af de oversøiske lande og territorier, der er tilknyttet EU. Dette gav Grønland adgang til Fællesmarkedet uden kvoter og toldrestriktioner, forudsat at EU fortsat fik tilfredsstillende adgang til Grønlands fiskerizone inden for rammerne af en fiskeriaftale.

Derudover er Grønland repræsenteret i adskillige internationale fiskeriorganisationer og Inuit Circumpolar Conference (ICC), som repræsenterer inuitterne i Grønland, Canada, Alaska og Rusland. I årtier har USA haft militærforlægning i Grønland, og det amerikanske militær er stadig til stede på Thulebasen.

Boks 2. Nogle karakteristika ved Grønlands økonomi
  • Bruttonationalproduktet pr. capita var i 1996 USD 21.400.
  • Den disponible bruttonationalindkomst er 40 procent højere end bruttonationalproduktet på grund af bloktilskuddene.
  • Bloktilskuddene giver den offentlige sektor mulighed for at spille en dominerende rolle i økonomien, hvad der medfører, at bruttonationalproduktet er meget højere, end det ville have været uden overførsler.
  • De offentlige udgifter udgør 84 procent af bruttonationalproduktet.
  • Økonomien lider af (en form for) hollandsk syge af samme type som i olieproducerende lande. Bloktilskuddene har presset lønningerne, omkostnings- og prisniveauet op. Nogle af konsekvenserne er, at lønningerne er meget højere end produktiviteten, hvad der medfører meget ringe konkurrenceevne.
  • Det er meget vanskeligt at starte en ny virksomhed i en økonomi, hvor lønningerne er for høje sammenlignet med arbejdskraftens produktivitet, og hvor Landsstyret er involveret i det meste af den økonomiske aktivitet.
  • Et ensprissystem hæmmer konkurrencen og den måde, hvorpå økonomien fungerer.
  • Den private beskæftigelse udgør en lille andel af den samlede beskæftigelse, og der er en betydelig skjult arbejdsløshed.
  • Grønland har ikke et betalingsbalanceproblem i traditionel betydning, da bloktilskuddene kan finansiere et tilsvarende handelsunderskud.
  • Mere end 90 procent af eksporten udgøres af fisk og fiskeprodukter (rejer), og økonomien er derfor meget sårbar over for udefra kommende chok.

Den vigtigste relation i det grønlandske nationalregnskab er skitseret i Tabel 1. Den totale absorption, svarende til den disponible bruttonationalindkomst, omfatter både det offentlige og det private forbrug og investeringerne. Forskellen mellem absorptionen og produktionen vil i de "traditionelle" lande vise sig som et underskud på betalingsbalancens løbende poster. Dette er ikke tilfældet i Grønland, fordi bloktilskuddet gør en absorption mulig, som er større end produktionen. Det, der kaldes landets egenproduktion, er ikke et gængs nationalregnskabsbegreb. Egenproduktionen omfatter det, som produktionen i Grønland ville have været uden bloktilskuddet, der finansierer en væsentlig produktion af offentlige varer og tjenesteydelser. I (Paldam, 1994) er Grønlands egen produktion anslået til at være 45 procent af bruttonationalproduktet. Dette estimat er ikke særligt præcist (og formentlig for lavt), men det giver en ide om størrelsesforholdene.Tabel 1. Produktion og indkomstniveau   Million DKK Indeks Disponibel nationalindkomst 9.769 141 Bruttonationalprodukt 6.946 100 Egenproduktion 3.126 45 Kilde : Grønlands Statistik og OECD-beregninger

Implikationerne af disse tal er ret vidtrækkende. De illustrerer, at den disponible bruttonationalindkomst kan være mere end tre gange højere end Grønlands egen produktion, og understreger dermed, hvor vigtigt bloktilskuddet er for Grønland. Da det ydermere er den offentlige sektor, der bruger bloktilskuddet, er det også klart, at den offentlige sektor er i stand til at spille en dominerende rolle i økonomien.

Det høje pris- og omkostningsniveau
Varer og tjenesteydelser er meget dyre i Grønland, og konkurrenceevnen er dårlig, hvad der ofte ses som en hindring for økonomisk vækst. På grund af Grønlands geografiske forhold og landets natur vil både omkostningerne og priserne uundgåeligt være højere end i andre lande, fordi fragtomkostningerne (skønt der er en potentiel mulighed for en sænkning af fragtraterne) og lageromkostningerne i de fjerntliggende egne, hvor havet er dækket af is om vinteren, ikke kan undgås. Der er dog også andre faktorer, som spiller ind:

1. Smådriftsulemper
Smådriftsulemper eller - med et måske mere præcist udtryk - omkostninger på grund af manglende koncentration er en vigtig faktor i et land med kun 56.000 indbyggere spredt over et meget stort område, fordi der derved skabes en struktur med mange meget små markeder. Følgelig er der i Grønland to niveauer, hvor smådriftsulemperne viser sig: den lille befolkning og de mange spredte markeder. Det er meget vanskeligt at sætte tal på størrelsesordenen af smådriftsulemperne, men de er meget groft anslået til at udgøre 10-15 procent af bruttonationalproduktet (Paldam, 1994).

2. Økonomiens struktur
Økonomiens struktur påvirker også pris- og omkostningsniveauet. Et eksempel herpå er ensprissystemet. Andre aspekter, der kan nævnes, er mangelen på konkurrence fra såvel hjemlige som fra udenlandske selskaber. Det fører til højere omkostninger, end man har på et mere konkurrencepræget marked. Desuden er der den dominerende rolle, som den offentlige sektor spiller i økonomien, hvad der giver meget lidt plads til aktiviteter i den private sektor. Desuden er lokale monopoler fremherskende inden for mange områder, og priserne bestemmes derfor af de omkostninger, der er forbundet med at fremstille varerne, og omkostningsniveauet bestemmes ikke af priserne.

3. Den hollandske syge
De årlige bloktilskud fra Danmark er en ikke-produceret indkomstkilde, og har nogle af de samme konsekvenser for økonomien i Grønland, som indtægter fra for eksempel olie- og gasproduktion har haft i visse andre lande. Det mest kendte eksempel er erfaringerne fra Holland fra sidst i 1950’erne, hvor en hurtigt voksende gasproduktion førte til en kraftig appreciering af valutaen og en fortrængning af de brancher, som producerede varer, der kunne eksporteres. I Grønland kommer den hollandske syge til udtryk på følgende måde: Bloktilskuddene gør det muligt at have et lønniveau, der er højere end produktiviteten, hvilket giver øger prisniveauet (givet konstant "mark-up"). Dette igen sænker realindkomsten og underminerer konkurrenceevnen med et begyndende underskud på betalingsbalancen til følge. Et betalingsbalanceunderskud er ikke problematisk i sig selv, da det finansieres af bloktilskuddene. Imidlertid er de langsigtede strukturelle konsekvenser vigtige: Produktionen flyttes væk fra eksportvarer over mod hjemmemarkedet, inklusive varer og tjenesteydelser, som hidrører fra den offentlige sektor. Det bliver derfor sværere og sværere at starte en ny virksomhed inden for de konkurrenceudsatte brancher, og dermed mindskes mulighederne for diversifikation.

Produktivitet
Mangelen på statistiske data gør det vanskeligt at vurdere produktivitetsudviklingen. Hvis man imidlertid forudsætter en meget simpel produktionsfunktion, kan arbejdskraftens samlede produktivitet udregnes på grundlag af den samlede produktion og den totale beskæftigelse. I en grønlandsk kontekst kan dette gøres på forskellige måder, da den samlede produktion er et mindre eksakt begreb end i de fleste andre lande. Hvis bruttonationalproduktet bruges som udregningsgrundlag, er arbejdskraftens produktivitet i Grønland 69 procent af produktiviteten i Danmark men kun 34 procent, hvis Grønlands egen produktion bruges som grundlag (Tabel 2). Selv om sådanne tal bør tolkes med stor forsigtighed, er den overordnede konklusion, at gennemsnitsproduktiviteten er meget lavere i Grønland end i Danmark. Ydermere er den danske arbejdsstyrke i Grønland blandt de højest betalte og bidrager dermed meget til bruttonationalproduktet. Bruttonationalproduktet pr. ansat, dvs. produktiviteten, i den grønlandske arbejdsstyrke er således endnu lavere.Tabel 2. Arbejdskraftens produktivitet, 1996   Grønland Danmark Beskæftigelse, 1.000 personer 25 2.649 Bruttonationalprodukt, millioner DKK 6.946 1.065.880 Egenproduktion 3.126 1.065.880 Produktivitet, bruttonationalprodukt pr. ansat 276 402 Indeks 69 100 Produktivitet, egenproduktion pr. ansat 124 402 Indeks 31 100 Kilde : Statistisk Årbog (1998).

Lønniveauet
Arbejdsmarkederne i Danmark og Grønland er meget integrerede, da der almindeligvis ikke er sprogbarrierer. Tidligere var der et kraftigt økonomisk incitament for danskere til at arbejde i Grønland. Siden først i 1990’ere har princippet om "lige løn for lige arbejde" været gældende i Grønland, og det medfører, at grønlandskfødte oppebærer samme løn for identiske jobs som danskfødte. Som følge heraf er det økonomiske incitament for danskere til at arbejde i Grønland nu relativt beskedent (indkomstskatterne og huslejerne er lavere, men prisniveauet er højere end i Danmark).

Arbejdsmarkedet i Grønland er ikke desto mindre kraftigt påvirket af udviklingen på det danske arbejdsmarked. Når arbejdsmarkedet er stramt i Danmark, bliver det vanskeligere at tiltrække og fastholde danske medarbejdere. Det forlyder, at den kraftige beskæftigelsesfremgang i Danmark siden midten af 1990’erne har reduceret det potentielle udbud af arbejdskraft i Grønland væsentligt og følgelig øget den nuværende risiko for overophedning i Grønland (se nedenfor). Integrationen af arbejdsmarkederne er således ikke uden problemer (se Kapitel 5). I princippet bør lønningerne i et land bestemmes af landets økonomiske udvikling. Dette sker imidlertid ikke i Grønland. For personer med en videregående uddannelse (fx. lærere, læger, advokater og økonomer) er lønniveauet stort set på højde med niveauet i Danmark. Det er noget lavere for arbejdere, da minimumslønnen i Danmark er DKK 78/time og DKK 59,30/time i Grønland. Ikke desto mindre er minimumslønnen høj i Grønland sammenlignet med produktiviteten og med minimumslønnen i andre lande.

Prisniveauet
En undersøgelse (Statistisk Årbog, 1998) har vist, at det gennemsnitlige prisniveau for en kurv varer og tjenesteydelser var 25 procent højere i Grønland end i Danmark (Tabel 3), og prisniveauet i Danmark er endda blandt de højeste i OECD-landene (OECD, 1998d). For eksempel priserne på fødevarer, drikkevarer og tobak 53 procent højere i Grønland end i Danmark. De høje skatter på drikkevarer og tobak kan forklare noget af forskellen, men fødevarerne er stadig meget dyrere i Grønland. Og som det kan forventes, er priserne på transport og kommunikation meget højere i Grønland. Der er ingen moms i Grønland, hvorimod momsen i Danmark er på 25 procent. Forskellen i det underliggende prisniveau eller forskellen mellem prisniveauet minus moms er således godt 50 procent. Da inflationen har været en smule lavere i Grønland end i Danmark i de senere år er dette gab formentlig mindsket noget.Tabel 3. Forbrugerpriser i Grønland sammenlignet med Danmark, 1994   Grønland Privatforbrug 125 Fødevarer, drikkevarer og tobak 153 Tøj 105 Boliger, brændsel etc. 104 Møbler, boligudstyr 114 Medicin og farmaceutiske produkter 96 Transport og kommunikation 139 Underholdnings- og fritidsudstyr 116 Andre varer og tjenesteydelser 117 Turistbalance 100 Private organisationer 105 Prisen i Danmark=100
Kilde : Statistisk Årbog (1998).

Omkostningsniveauet
Det er forsøgt at lave en sammenligning af omkostningsstrukturen i Grønland og nogle få andre lande på grundlag af nogle meget detaljerede regnskaber fra detailhandelen og fremstillingsindustrien (Andersen et al., 1998). Selv om konklusionerne af en sådan mikro-angrebsvinkel ikke generelt er anvendelige på nationalt niveau, kan de give en indikation af proportionerne i omkostningsstrukturen.

Som det fremgår af Tabel 4, er omkostningerne i et typisk selskab i detailhandelen i Grønland 5 procent højere end i Danmark og 10 procent højere end i Island. Især rejseomkostninger, udgifter til telekommunikation og husleje er højere i Grønland. På grund af de store forskelle i prisniveauet kunne det på forhånd ventes, at forskellen i omkostningerne ville vise sig at være noget større. Imidlertid er produktionsprocessen i detailhandelen forholdsvis ukompliceret, og det er vanskeligt at forestille sig, at der potentielt vil være særligt store forskelle i produktiviteten.Tabel 4. Sammenligning af omkostningsniveauerne for et selskab i detailhandelen i Grønland, Danmark og Island   Grønland Danmark Island Biler 88 108 94 Indkøb og markedsføring 162 126 138 Administration 375 289 276 Lokaleomkostninger 625 531 513 Personaleomkostninger 1.500 1.604 1.477 Direktion 500 444 442 Totale omkostninger 3.250 3.102 2.940 Indeks 100 95 90 (Tusind DKK)
Kilde : Andersen et al. (1998).

Omkostningsstrukturen i en produktionsvirksomhed i Grønland og en i Danmark blev også sammenlignet og viste, at de samlede omkostninger i den danske virksomhed kun udgør 63 procent af omkostningsniveauet i den grønlandske virksomhed (Tabel 5). Især var lønomkostningerne (inklusive rejseomkostninger og andre medarbejderrelaterede omkostninger) meget højere i Grønland. Derudover var telekommunikation og husleje/kapitalomkostningerne betydeligt højere.Tabel 5. Sammenligning af omkostningerniveauerne for en produktionsvirksomhed i Grønland og Danmark   Grønland Danmark Input 41 36 Variable personaleudgifter 49 23 Andre variable omkostninger 5 7 Faste lønrelaterede omkostninger 18 14 Andre faste omkostninger 18 11 Anlægsomkostninger 22 6 Totale omkostninger 153 97 Indeks 100 63 (% af den samlede omsætning)
Kilde : Andersen et al. (1998).

Disse resultater bør tolkes med stor forsigtighed, og tallene kan ikke tages som nøjagtige indikationer af de relative omkostningsniveauer. Ikke desto mindre giver de et indtryk af, hvor der kan være latente problemer, og de bekræfter den generelle konklusion, at priserne er meget højere og produktiviteten meget lavere end i Danmark. De sammenligninger, der er gjort ovenfor, er især interessante for analysen af iværksætterkulturen i Grønland, hvor en af de slående faktorer er, at der ikke findes mange små produktionsvirksomheder, mens der faktisk eksisterer private firmaer i detailhandelen.

Levestandard
Levestandarden i et land illustreres ofte ved bruttonationalproduktet pr. capita (Figur 1), selv om der er mange mangler forbundet med et sådant mål. Bruttonationalproduktet pr. capita i Grønland er tæt på det niveau, mange OECD-lande ligger på (Figur 1).Figur 1. Bruttonationalproduktet pr. capita i Grønland og OECD-landene, 1996
Kilde : OECD Sekretariatet.

For at få et mere nøjagtigt billede af levestandarden i Grønland er det nødvendigt at tage effekten af bloktilskuddene i betragtning samt at korrigere for de forskelle, der er i prisniveauerne, og derigennem opnå en sammenlignelig realindkomst pr. capita. Målt på denne måde ligger den disponible nationalindkomst per capita i Grønland 13 procent højere end bruttonationalproduktet pr. capita, hvad der ikke ændrer den generelle rangordning særligt meget. Egenproduktionen pr. capita er derimod meget lavere end bruttonationalproduktet pr. capita.

Levestandarden påvirkes også af indkomstfordelingen. Ulighederne i indkomsterne kan udregnes og måles på forskellig vis. I Tabel 6 vises indkomstfordelingen ved brug af deciler og den maksimale udligningsprocent. Decilerne viser den andel af den samlede indkomst, som tilfalder hver tiendedel af befolkningen, når personerne er rangordnet efter indtægt. Den maksimale udligningskoefficient er den procentdel af den samlede indtægt, som skal omfordeles fra dem, der tjener mere end gennemsnitsindkomsten til dem, der tjener mindre end gennemsnittet for, at den samlede indkomst bliver ligeligt fordelt. Indkomstfordelingen er blevet mere ligelig i perioden fra 1979 til 1993. Ikke desto mindre er den mere ulige i Grønland end i de nordiske lande, selv om det forekommer rimeligt at antage, at skævhederne er mindre, hvis den uformelle økonomi tages i betragtning.Tabel 6. Indkomstandele i deciler og den maksimale udligningsprocent   Grønland Danmark Finland Island Norge Sverige 1979 1983 1993 1992 1992 1992 1992 1992 1. decil -0.1 0.0 -0.1 0.5 1.5 1.3 0.2 1.1 2. decil 0.0 1.4 0.9 3.3 3.6 3.3 2.2 3.9 3. decil 0.8 2.4 2.6 4.3 4.8 4.8 4.2 5.6 4. decil 2.5 3.7 4.3 6.1 6.2 6.0 5.8 7.4 5. decil 4.4 5.5 5.8 8.2 8.2 7.2 7.6 8.8 6. decil 6.8 7.6 7.8 9.8 10.0 8.6 9.7 10.0 7. decil 9.8 10.0 10.2 11.5 11.4 10.5 11.7 11.2 8. decil 14.0 13.8 13.8 13.3 13.2 13.0 13.8 12.7 9. decil 21.2 19.5 19.5 15.9 16.7 16.8 16.6 15.0 10. decil 40.7 36.1 35.2 27.3 24.4 28.6 27.8 24.3 I alt 100 100 100 100 100 100 100 100 Maksimale
udjævnings-
procent 46.2 37.0 36.5 28.0 26.2 28.8 30.2 23.4 Kilde : Poppel (1997).Tabel 7. Forventet levetid ved fødslen, 1996   Kvinder Mænd Australien
Østrig
Belgien
Canada
Tjekkiet
Danmark
Finland
Frankrig
Tyskland
Grækenland
Ungarn
Island
Irland
Italien
Japan
Luxembourg
Mexico
Holland
New Zealand
Norge
Polen
Portugal
Spanien
Sverige
Schweiz
Tyrkiet
Storbritannien
USA
OECD gennemsnit
Grønland 81.1
80.2
81
81.5
77.2
78
80.5
82
79.9
80.4
74.7
80.6
78.5
81.3
83.6
80
76.5
80.4
79.8
81.1
76.8
78.5
81.6
81.5
81.9
70.5
79.3
79.4
79.6
67.8 75.2
73.9
74.3
75.4
70.5
72.8
73
74.1
73.6
75.1
66.6
76.2
73.2
74.9
77
73
70.1
74.7
74.3
75.4
67.8
71.2
74.4
76.5
75.7
65.9
74.4
72.7
73.3
61 Kilde : OECD (1998 e ) og Statistical Yearbook (1999).

Da økonomiske indikatorer ikke giver et fuldstændigt billede af levestandarden i et land, er det relevant at inkludere nogle bredere mål. Til trods for den kendsgerning, at der bruges mange ressourcer på sundhed i Grønland, er den forventede levealder ved fødslen lavere i Grønland end i OECD-landene, især for mænd (Tabel 7). Høj børnedødelighed, mange ulykker og selvmord (især blandt unge mænd) kan forklare nogle af disse forskelle.

For nogle år siden blev overdreven indtagelse af alkohol betragtet som et stort problem i det grønlandske samfund. Der er sket betydelig fremgang på dette område, og det årlige forbrug pr. capita over 14 år er faldet fra 18,3 liter i 1985 til 12,8 liter i 1997. Alkoholforbruget er nu på linie med forbruget i mange OECD-lande (Figur 2), skønt dette niveau stadig kan være for højt.

Uformel økonomi
Den uformelle økonomi er pr. definition ikke registeret, og ethvert estimat af størrelsen af denne del af økonomien vil være meget usikkert. En undersøgelse baseret på interviews (Grønlands Statistik, 1994 a ) tyder på, at salg til private og forbrug af personlige fangster beløber sig til 13 procent af familiernes samlede indtægt inden for fiskeri og jagt. Imidlertid omfatter denne undersøgelse kun en lille del af økonomien. Uanset hvad det korrekte tal er, så forekommer det rimeligt at formode, at den uformelle økonomi er et ganske vigtigt element i den grønlandske økonomi, især i bygderne og i fjerntliggende områder.Figur 2. Alkoholforbrug, liter pr. capita, 1994
Kilde : OECD (1998 e ) and Statistical Yearbook (1999).

I mange OECD-lande betragtes den uformelle økonomi som et problem, da den ofte ledsages af skatteunddragelse og socialt bedrageri. Bedrageriaspektet er meget mindre fremherskende i Grønland end andre steder, da lave indkomster ikke beskattes, da arbejdsløshedsunderstøttelsen og de sociale ydelser er meget beskedne, og da der ingen moms er. Det lave understøttelsesniveau og de lave sociale ydelser skal ses på baggrund af den lette adgang til naturlige ressourcer, og der kan argumenteres for, at den uformelle sektor er en slags sikkerhedsnet, som afhjælper fattigdom i de fjerntliggende områder.Figur 3. Vækst i bruttonational- produktet og inflation
Kilde: Grønlands Statistik.

Den nuværende økonomiske situation
Målt i makroøkonomiske variable synes den økonomiske situation i Grønland at være gunstig. I de sidste par år har der været positive vækstrater og lav og stabil inflation (Figur 3). Sammenlignet med mange OECD-lande klarer Grønland sig ganske godt, og Grønland kan for eksempel nemt overholde Maastricht-kriterierne. Boks 3. Statistiske data og deres kvalitet Selv om der er sket store forbedringer i det seneste tiår, er kvantiteten og kvaliteten af de til rådighed værende statistiske data lavere i Grønland, end det er tilfældet i de fleste OECD-lande. Følgelig er den analyse, der foretages i de følgende kapitler, i mindre grad baseret på data end hvad der er normalt i OECD-publikationer, da det har forhindret udarbejdelsen af en række standardtabeller og figurer.
Set fra et analytisk synspunkt gør det tingene mere komplicerede. Set fra et omkostningssynspunkt derimod er det en økonomisk fornuftig disposition ikke at producere alle de typer af statistikker i Grønland, som laves i andre lande, fordi produktionen af statistiske data er et område, der er karakteriseret af storsdriftsfordele. På grund af den opmærksomhed arbejdsmarkedet får i Grønland, udtrykt både i politisk vigtighed og i penge, der bruges på forskellige projekter til bevarelse og skabelse af beskæftigelse, ville en bedre statistisk dækning af dette område imidlertid være ønskværdig. Derudover ville betalingsbalancedata og dermed et komplet nationalregnskab være nyttige for den økonomiske beslutningstagning set fra et politisk og administrativt synspunkt og set med den private sektors øjne. Uden fuldstændige betalingsbalancestatistikker er det ikke muligt at lave en nøjagtig vurdering af opsparings-/investerings-balancerne, men den private opsparing forekommer at være meget lav i Grønland. Det siges, at det meste af opsparingen foretages af danskere, der sparer op i Danmark, og at grønlændernes opsparing er meget beskeden. Tidsindskud og særlige kategorier af indskud over tre måneder i Grønlands eneste bank er små (Grønlandsbanken, 1998), hvad der understøtter dette indtryk. Desuden ligger bidragene til arbejdsmarkedspension for adskillige erhverv som et resultat af overenskomstforhandlingerne helt nede på 1½-4½ procent af lønsummen (arbejdsgiverens og den ansattes bidrag).

Udsigterne på kort sigt
Nationalregnskabsoplysninger udarbejdes på årsbasis ud fra indkomstdata, men der eksisterer kun nationalregnskabsstatistikker baseret på produktionssiden for 1992. Det er således ikke muligt at få et fuldstændigt billede af den makroøkonomiske situation. På grund af manglende tidsserier af makroøkonomiske variable er det meget kompliceret at forudsige den økonomiske udvikling i Grønland. I stedet for en traditionel økonometrisk angrebsvinkel kan analyserne kun baseres på indikatorer. De seneste data er noget blandede - de indeholder indikatorer, der tyder på en stagnation i økonomien og andre, der indikerer en rimelig vækst.

Prisindekset for rejer er steget ni procent i 1998, og kvoterne er blevet forhøjet, hvad der tyder på, at væksten i denne sektor er tilfredsstillende. Endvidere har finanspolitikken stimuleret aktiviteten på hjemmemarkedet. Den stigende aktivitet støttes også af statistikker over indkomstskatten, som viser en stigning fra 1997 til 1998 på fem procent. På den andne side har den samlede import været noget uregelmæssig, men hvis der korrigeres for ekstraordinære faktorer, så har importen i den første halvdel af årene været stort set konstant siden 1995. Arbejdsløshedsprocenten har også været stabil siden 1994, og også dette tyder ligeledes på stagnation i økonomien.

For 1999 er rejekvoterne blevet forhøjet yderligere. På grund af de svage udsigter til fornyet vækst i verdensøkonomien er det vanskeligt at forudse yderligere prisstigninger. I henhold til 1999-budgettet er finanspolitikken planlagt til at være moderat stram. Hvis imidlertid tendensen fra de senere år til at slække på finanspolitikken i løbet af året (jf. Kapitel 3) fortsætter, så vil der være en vis vækstimpuls, og en svag eller moderat vækst vil da være resultatet i 1999.

Mulige risici
De væsentligste risici på kort sigt vedrører arbejdsmarkedet. Sidst i 1998 blev der indgået en ny lønaftale for skolelærere, som medfører en samlet lønstigning på syv procent (plus tillæg) over tre år, og lønpresset er voksende i andre dele af den offentlige sektor. På grund af den offentlige sektors dominans i økonomien giver denne udvikling anledning til alvorlig bekymring, da der kan udvikle sig en lønspiral, og en overophedning af økonomien kan ikke udelukkes. Følgerne vil være et voksende underskud på budgettet og en forværring af symptomerne af den hollandske syge (højere løn, pris- og omkostningsniveau) og dermed vil udviklingen af en konkurrencedygtig privat sektor skubbes længere ud i fremtiden.

På grund af vanskelighederne med lønafsmitning og med at tiltrække og fastholde folk med specialviden og medarbejdere i nøglestillinger er det ikke nemt at undgå risikoen for overophedning. Behovet for moderate lønstigninger bør pointeres, og lønudviklingen bør følges nøje. Hvis der viser sig tegn på acceleration i lønstigningerne, vil det være nødvendigt at tage nogle initiativer for at holde overophedningen i skak. Finanspolitiske stramninger og initiativer af mere strukturel karakter, der kan øge konkurrencen, bør alvorligt overvejes.

Vækst på længere sigt
Set i et længere perspektiv viser udviklingen i den grønlandske økonomi, at bruttonationalproduktet og bruttonationalproduktet pr. capita i faste priser var på samme niveau i 1996 som i 1986 (Figur 4). I løbet af samme periode er det gennemsnitlige bruttonationalprodukt i OECD-området steget med 30 procent.Figur 4. Bruttonationalproduktet og bruttonationalproduktet / capita i faste priser
Kilde : Grønlands Statistik.

Den svage udvikling i den grønlandske økonomi i de sidste 15 år kan i høj grad forklares af følgende faktorer: Torsken er forsvundet, og rejepriserne var været faldende. Den totale eksport faldt med en tredjedel mellem 1989 og 1992; For store investeringer i fiskeflåden i midten af 1980s førte til alt for stor kapacitet, og der blev indført kondemneringsordninger til nedbringelse af den for store kapacitet; Zinkproduktionen i Maarmorilik ophørte i 1990; En finanspolitisk konsolideringsproces blev påbegyndt i 1989, som en reaktion på lånekrisen sidst i 1980’erne; Sidst i 1980’erne viste anlægssektoren tydelige tegn på overophedning. Disse tendenser giver anledning til adskillige bekymringer. For det første viser de endnu engang, hvor sårbar den grønlandske økonomi er ved primært at være baseret på fiskeri og aktiviteter i den offentlige sektor. For det andet illustrerer de økonomiens strukturelle problemer, da der kun er få indikationer af, at der skabes nye aktiviteter i andre sektorer i økonomien. I en tilstrækkeligt fleksibel økonomi vil frigørelsen af ressourcer i én sektor skabe nye aktiviteter inden for andre sektorer.

Mulighederne for at føre traditionel makropolitik til styrkelse af den økonomiske vækst er meget beskedne i Grønland (som andre steder). Finanspolitikken er begrænset af en allerede meget stor offentlig sektor, og mulighederne for en forbedring af skattesystemet er små. Den monetære union med Danmark sikrer lave rentesatser og bidrager til en lav og stabil inflation. Uden et sådant nominelt anker ville økonomien risikere betydelige udsving som følge af store svingninger i valutakursen og en høj og ustabil inflationsrate. Som følge heraf er uddannelses- og strukturpolitikken, inklusive reformeringen af den offentlige sektor, de eneste anvendelige politikker i Grønland.