Indsigt: OECD om Grønlands økonomi: 6. Erhvervsstruktur og fremtidig udvikling

OECD om Grønlands økonomi: 6. Erhvervsstruktur og fremtidig udvikling

Denne fjerde søjle omfatter mange forskellige slags aktiviteter og er et vigtigt område med et stort udviklingspotentiale. Hvis der kan skabes et bedre iværksætterklima (jf. Kapitel 5), forekommer det oplagt, at nye virksomheder vil vise sig i denne del af økonomien, selv om det er vanskeligt at forudsige, hvilken slags aktiviteter private erhvervsfolk vil sætte i gang.

Fredag d. 21. maj 1999
Henrik Thomasen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Fiskeri
Minedrift og olieproduktion
Turisme
Andre landbaserede erhverv
Erstatning af den udenlandske arbejdskraft
Langsigtede økonomiske udsigter


Det private erhvervsliv i Grønland beskrives ofte ved fire søjler (Grønlands Baseselskab et. al., 1997): fiskeri, råstoffer (minedrift og olieproduktion), turisme og andre landbaserede erhverv (anlægsbranchen, detailhandel, industriel produktion etc.), hvad der understreger vigtigheden af landets naturlige ressourcer. Set fra et økonomisk og beskæftigelsesmæssigt synspunkt er fiskeri og andre landbaserede erhverv langt de væsentligste brancher (Tabel 24), men der er også et stort potentiale i andre sektorer.
Tabel 24. Beskæftigelsen og omsætningen i de fire søjler, 1996
  Beskæftigelse Omsætning,
DKK 1.000
Fiskeri, etc. 6.400 2.477
Råstoffer 40 225
Turisme 210 152
Andre landbaserede erhverv 8.200 6.858
Total 14.850 9.712
Kilde : Andersen et al. (1998).

Fiskeri
Fiskeriet er erhvervslivets vigtigste sektor, og det tegner sig for næsten en fjerdedel af den samlede beskæftigelse og 92 procent af eksporten (hvoraf rejer udgør 70 procent). Fiskeriets fremherskende stilling gør imidlertid økonomien meget afhængig af udviklingen i fiskebestanden og af fiskepriserne. Begge dele kan være temmelig ustabile. Gennem de store subsidier nyder Grønlands fiskeindustri nogen beskyttelse over for disse luner. I 1996 beløb de totale subsidier til fiskeriet sig til DKK 235 millioner, hvad der svarer til DKK 37.000 pr. ansat (Andersen et. al., 1998). Disse tal tager ikke højde for, at fiskeriet er undtaget fra at betale AEB (0,8 procent af lønsummen), og at fiskeindustrien har adgang til billigere elektricitet og vand end andre sektorer.

Grønlandske fartøjers samlede fangster er steget meget fra midten af 1970’erne til sidst i 1980’erne (Figur 17), men efter en nedgang i første halvdel af 1990’erne har mængderne stort set været konstante. Sammensætningen af fangsterne har imidlertid ændret sig drastisk. For femogtyve år siden var rejefangsterne meget små, men i dag er rejer den fremherskende art. Torskefangster derimod, som traditionelt har været den vigtigste art, findes næsten ikke i de grønlandske farvande i dag. I midten af 1970’erne spillede hellefisken en ubetydelig rolle. Nu er hellefisken den næstvigtigste art. Massive investeringer i og tilpasninger af fiskeflåden er gået hånd i hånd med den kraftige stigning i og ændrede sammensætning af de samlede fangster, hvad der viser, at en vigtig del af den private sektor i Grønland har været i stand til at tilpasse sig de nye forhold, selv om dette ikke har været uden vanskeligheder. I løbet af 1980’erne hvor torskefangsterne steg voldsomt, voksede fiskeflåden betydeligt. Det førte til for stor kapacitet, hvad der især blev synligt i kølvandet på faldet i torskebestanden.
Figur 17. Grønlandske fangster, 1970-1996

I dag består rejefiskeflåden af to typer fartøjer:
  • Mellemstore fartøjer, 5-80 bruttoregistertons. I 1994 kom en tredjedel af dette segment ud med nulresultat eller et positivt resultat, en tredjedel lønnede sig kun ud fra et cost-benefit-synspunkt, når de sparede sociale ydelse tages i betragtning, og en tredjedel var urentabel.
  • Store havgående fabriksskibe på mere end 80 bruttoregistertons. 75 procent af fangsterne forarbejdes ombord og eksporteres direkte. De resterende 25 procent skal i henhold til loven forarbejdes i land. De store fartøjer er den mest profitable del af fiskeflåden.
De fangster, der ikke forarbejdes ombord på de store fartøjer, transporteres til fiskefabrikkerne i byerne og bygderne langs kysten. Nogle af fabrikkerne giver ikke overskud men bevares, fordi de har en meget central og vigtig rolle i byerne og bygdernes økonomiske liv, og en væsentlige andel af subsidierne til fiskeindustrien går til disse fabrikker. Den hjemmestyreejede virksomhed Royal Greenland ejer de fleste fabrikker, selv om et privat selskab, Polar Seafood, for nylig har bygget sine egne fabrikker i Nuuk og i nogle strategisk placerede byer. Det har skabt nogen konkurrence på hjemmemarkedet.

Det er af yderste vigtighed, at Grønland opretholder en bæredygtig fiskebestand, og et omsætteligt kvotesystem er nu en integreret del af fiskeripolitiken. Hvert år fastsætter Grønlands Hjemmestyre, hvad den tilladte fangstmængde, TAC (Total Allowable Catch), skal være. Dette gøres på grundlag af anbefalinger fra biologer og internationale fiskeorganisationer og ud fra biologiske og samfundsmæssige målsætninger om at sikre et bæredygtig fiskeri.

For de store fartøjer, som fisker udenskærs, blev ordningen med omsættelige kvoter introduceret i 1991. I 1996 blev der indført en ordning med omsættelige kvoter også for indenskærsfiskeriet. Kvoterne tildeles skibsrederne hvert år som en procentdel af TAC’en, hvorefter kvoterne kan handles mellem skibsrederne inden for hver af de to kategorier, indenskærs og udenskærs. Denne ordning gav mulighed for en reduktion af den for store kapacitet, da ejerne af de mindst profitable fartøjer kunne sælge deres kvoter til andre, mere effektive redere og eventuelt lade deres fartøjer overgå til andre typer fiskeri. Ved brug af kondemneringslån foruden de omsættelige kvoter er kapaciteten i udenskærsfiskeriet blevet reduceret fra mere end 50 fartøjer i 1990 til 17 i 1998, hvorimod kapaciteten i indenskærsflåden faldt fra 140 i 1993 til 75 i 1999.

Selv om det har fungeret godt, så kan kvotesystemet forbedres yderligere ved, at kvoterne sælges på åbne auktioner. Under det nuværende system modtager rederne hvert år en kvote, som de kan sælge og derigennem skaffe sig en profit, hvis de ønsker det. Den praksis er protektionistisk og begrænser nye konkurrenters adgang til markedet. Indtil et nyt auktionssystem er på plads, bør de kvoter, der sælges med ren profit for øje, i det mindste beskattes. Desuden fisker indenskærs- og udenskærsflåden den samme rejebestand, og det er vanskeligt ud fra økonomiske betragtninger at begrunde en opdeling af TAC’en i to kvoter. Myndighederne bør overveje at tillade, at indenskærsfangster bliver forarbejdet på havet eller at slå indenskærs- og udenskærskvoterne sammen og derved øge profitabiliteten i fiskeriet samt mindske behovet for subsidier til støtte for særlige dele af erhvervslivet. Et sådant initiativ ville være en fortsættelse af processen mod et økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt fiskeri.

Alle fangster, som ikke forarbejdes på land, pålægges en særlig afgift på 3 procent af omsætningen for forarbejdningen ombord. Nogle hævder, at det er en skat på landets mest profitable eksportvare. Så længe rejekvoterne imidlertid ikke sælges på auktion men gives væk gratis, bør rejeafgiften betragtes som en retfærdig betaling for adgangen til en naturlig ressource.

At det er én enkelt art, der dominerer, gør som nævnt ovenfor fiskeriet meget sårbart over for ændringer i priserne og i bestanden af den pågældende art. Da rejebestanden efter al sandsynlighed ikke vil stige i samme takt som produktiviteten, vil den samlede beskæftigelse i rejefiskeriet sandsynligvis falde. I et forsøg på at skabe diversificering inden for fiskeriet tages der initiativer til at udvikle nye arter (fx. krabber, rødfisk og lodde). Med henblik på at bevare ekspertisen i at fange forskellige arter, udvikle nye arter og øge udnyttelsen af fiskeflåden har Grønland underskrevet internationale fiskeriprotokoller med Rusland, Norge, Færøerne og Island. Som hovedregel tillader disse protokoller grønlandske fartøjer at fange visse mængder af forskellige arter i de andre landes have og vice versa. Disse initiativer til at diversificere fiskeriet betragtes som en måde, hvorpå man kan mindske sårbarheden og opretholde et højt beskæftigelsesniveau i fiskeriet og en måde, hvorpå man kan forberede sig til det tidspunkt hvor - eller hvis - torsken vender tilbage til grønlandsk farvand. Derudover har Grønland en fiskeriaftale med EU. Den nuværende aftale dækker perioden 1995-2000 og giver EU-fartøjer adgang til visse kvoter i de grønlandske have, og til gengæld herfor modtager Grønland et årligt beløb på 37.7 millioner ECU. Der forhandles for tiden om en ny aftale, og det ville være en hjælp til diversificeringen af økonomien - af de samme årsager som gør sig gældende for aftaler med andre tredjeparter - hvis Grønland kunne opnå adgang til fiskekvoter i EU-farvande i stedet for blot at modtage betaling fra EU.

Da beskæftigelsen inden for rejefiskeriet sandsynligvis vil falde over tid, er det vigtigt at udvikle nye arter og finde nye farvande og produkter til styrkelse af industrien og dermed Grønlands økonomi. Selv om de nye arter ikke måtte blive lige så vigtige, som rejer eller hellefisk er i dag, så fortjener de dog at få opmærksomhed, især som et supplement til det traditionelle fiskeri i bygderne. Der ligger også nogle muligheder i forsøgene på at udvikle udnyttelsen af Grønlands andre levende ressourcer, som for eksempel sælprodukter, pelse, moskusokser og lam, som en måde, hvorpå man kan opnå diversificering af de lokale økonomier gennem en relativt lille nicheproduktion.

Minedrift og olieproduktion
Der er en lang tradition i Grønland for udvinding af mineraler, herunder kryolit, kul, zink, bly og kobber. Den sidste aktive mine blev lukket i 1991, men i de senere år har der været en markant stigning i efterforskningsaktiviterne (Figur 18), inklusive for eksempel guld, diamanter, zink, nikkel og kobber. Desuden er der stigende interesse for olieudvinding. Der er i dag givet to tilladelser til off-shore olie- og gasudvinding ved Grønlands vestkyst. Den første off-shore oliekilde siden 1977 vil blive boret i år 2000. Den generelle strategi går ud på aktivt at tilskynde til udvinding af både mineraler, olie og gas, fordi det er nødvendigt at have et højt efterforskningsniveau for, at man kan finde rentable forekomster.
Figur 18. Mineralefterforskning

Kilde : Råstofdirektoratet.

Interessante fund af sammenlignelige geologiske områder i det nordøstlige Canada har ansporet til øget efterforskningsaktivitet, og en åben politisk holding til internationale olie- og mineselskaber har gjort betingelserne for efterforskning og udvinding gunstige sammenlignet med situationen i andre lande.

En undersøgelse foretaget for nylig (Udvalget om socioøkonomiske virkninger af olie- og gasudvinding samt mineralproduktion, 1997) analyserer de økonomiske konsekvenser af udvindingen af råstoffer. Effekten af olieproduktionen vil naturligvis være langt mere vidtrækkende end en fornyet stigning i mineaktiviteterne (Tabel 25). I investeringsfasen vil beskæftigelseseffekten variere med størrelsen af projekterne og vil ligge inden for størrelsesordenen 100 til 500 personer. Beskæftigelseseffekten inden for minedrift og olieproduktion i produktionsfasen er tilsvarende 100-400 personer. Også den indirekte beskæftigelseseffekt (hotel, transport etc.) kunne være af nogenlunde denne størrelsesorden. Olieudvinding vil dog have væsentligt større konsekvenser for Landskassen end mineraludvinding.
Tabel 25. Økonomiske konsekvenser af minedrift og olieproduktion
  Minedrift
Milliarder DKK
Olieproduktion
Milliarder DKK
Nødvendige investeringer 0.1-1 10
Årlig produktion 0.05-1 4
Skatteindtægter, første år 0.03 0.1
Skatteindtægter efter afskrivning af de samlede investeringer 0.1 1
Kilde : Bach (1998).

Selv om det vil være nødvendigt at øge udnyttelsen af den grønlandske undergrund betydeligt, før der kan opnås økonomisk uafhængighed, så vil forekomster af mindre vigtighed ikke desto mindre bidrage til udviklingen og diversificeringen af økonomien. Det er meget opmuntrende, at efterforskningsaktiviteterne vokser, og en fornyet stigning i råstofpriserne vil stimulere disse yderligere.

Fundet af et oliefelt eller en stor mineralforekomst vil have en betydelig effekt på økonomien, idet Hjemmestyrets indtægter bliver større, og fordi der skabes beskæftigelse. Der er dog også risici forbundet hermed. Hvis indtægterne straks anvendes, kan dette overophede økonomien og forværre symptomerne på den hollandske syge, uden at bidrage til en udvikling af den private sektor - og med en skadelig virkning på fiskeindustrien til følge. Derfor er det meget vigtigt, at de ekstra indtægter ikke bruges konjunkturmedløbende, dvs. når økonomien allerede er præget af højkonjunktur på grund af aktiviteter inden for efterforskning og/eller udvinding. En "Råstoffond" i tråd med den norske "Petroleum Fund" (OECD 1995) kan bidrage til at mindske risikoen for overophedning, og en sådan fond ville gøre det klart for politikerne, at udvinding af råstoffer måske kun er et midlertidigt fænomen af 15-25 års varighed og give fremtidige generationer mulighed for at nyde godt af undergrundens rigdom.

Det er også vigtigt, at en stor del af de ansatte i disse nye aktiviteter kommer fra lokalsamfundene, og at den lokale servicebranche er tilstrækkeligt udviklet til at påtage sig så mange af de tilknyttede opgaver som muligt. Specielt inden for olieprojekterne, og i nogen grad også mineralprojekterne, kræver jobbene en grad af specialisering, som ikke for tiden er til rådighed i den lokale arbejdsstyrke. Desuden er det sandsynligt, at olie- og mineralindustrien vil tiltrække personer, som allerede har job i Grønland. Som følge deraf er det vigtigt, at arbejdsstyrken er tilstrækkeligt uddannet, således at den har opnået en standard, hvor den kan være med til at fremme væksten i beskæftigelsen. Desuden vil det være nødvendigt at have en servicesektor, hvori der hersker iværksætterånd for, at man kan nyde godt af den øgede efterspørgsel efter tjenesteydelser og dermed den indirekte beskæftigelseseffekt af mineral- og olieudvinding (jf. Kapitel 5).

Small-scale mining
Foruden de store mineprojekter overvejes nogle mindre omfattende aktiviteter inden for minedrift. Det er hensigten, at der på disse projekter skal ansættes sæsonarbejdere til udvinding af mindre kvanta af specielle mineraler, typisk i løbet af sommeren. Aktiviteterne kan foregå i gamle mineområder, hvor nogle af mineralerne er let tilgængelige eller nye steder, hvor forekomsten af mineraler er for beskeden til storstilet industriel udvinding. Derudover arrangeres der for at trække på det værdifulde lokalkendskab til geologi hvert år en konkurrence, hvor folk tilskyndes til at vandre ud og søge efter mineraler. Der gives præmier til dem, der leverer de mest interessante, nye oplysninger om mineralforekomster eller generelt inden for geologien. Selv om de fleste væsentlige fund af mineraler er et resultat af en længere proces, der inkluderer indsamling geologiske data og systematisk udvinding, så sker det nu og da, at enkeltpersoner faktisk gør bemærkelsesværdige fund, som kan føre til større miner. Det er imidlertid ikke sandsynligt, at et projekt som dette vil føre til mange jobs, men det giver mulighed for økonomisk aktivitet i fjerntliggende egne, som kan medføre uddannelsesmæssig aktivitet og øge den generelle opmærksomhed på og kendskabet til minedrift.

Miljømæssige overvejelser
Grønland har altid været dybt afhængig af landets naturlige ressourcer, og der er udbredt forståelse for behovet for at lade udviklingen gå i retning af et bæredygtigt miljø, ikke kun hvad fiskeriet angår. I miljømæssig henseende får de fysiske og økologiske faktorer megen opmærksomhed på alle stadier af de aktiviteter, der foregår omkring mineraler lige fra de forberedende stadier til efter afslutningen af produktionen. Mere generelt gøres der en fælles indsats for at opbygge et kendskab til miljøforholdene og mineralerne i det arktiske område. Der foregår basis-undersøgelser i forbindelse med alle større potentielle udvindingsaktiviteter. Under alle produktionsaktiviteterne følges de miljømæssige virkninger systematisk, og dette arbejde fortsætter typisk adskillige år efter produktionen er ophørt.

Turisme
Økonomiens tredje søjle er turismen, endnu et område hvor fremtidig ekspansion primært er baseret på Grønlands enestående natur. Grønland har helt unikke seværdigheder og ganske exceptionelle aktiviteter for turisterne, som man ikke finder andre steder, eller kun finder nogle få andre steder, som for eksempel isbjerge, indlandsis, hundeslæder, nordlys, midnatssol, inuitternes traditioner og kultur osv. På nuværende tidspunkt er der imidlertid kun 240 mennesker beskæftiget inden for turismen (inklusive transportbranchen) på årsbasis. Som sådan synes der at være basis for at udvikle turismen yderligere - i høj grad ved hjælp af lokale ressourcer - og for at skabe nye jobs og supplere aktiviteterne i de fjerntliggende områder.

Hjemmestyret har allerede sat ambitiøse mål for turismen (Grønlands Hjemmestyre, 1998):

"Turismen bør gøre Grønland rigere på både penge, arbejde og kulturel forståelse samt skabe muligheder og oplevelser for såvel lokalbefolkningen som turisterne".

Mere konkret er målet, at:
  • Sikre en omsætning i rejse- og turistbranchen på DKK 500 millioner årligt i 2008;
  • Skabe lokal beskæftigelse, helst fuldtidsbeskæftigelse;
  • Forbedre infrastrukturen til og i Grønland;
  • Øge det generelle kendskab til Grønland;
  • Skabe oplevelsesmuligheder for lokalbefolkningen;
  • Beskytte natur/kulturværdier
Det er Greenland Tourism, et 100 procent hjemmestyreejet selskab, som er mest fremherskende på markedet med hensyn til at levere service inden for turismen. Selskabet blev etableret i 1992 med det mål at udvikle turismen, inklusive produktdiversificering og markedsføring. I de senere år er der blevet etableret lokale filialer af Greenland Tourism, og i 1993 blev der indført en særlig "outfitter-ordning", som skulle tilskynde den lokale befolkning til at engagere sig i turistbranchen. Der kræves et særligt certifikat for at blive outfitter, og det er nødvendigt at have indgående kendskab til det lokale område, førstehjælp etc.

Da turismen skulle opbygges fra et meget lavt niveau tidligt i 1990’erne, og nye investeringer var påkrævet, var det en fornuftig disposition at begynde med en koordineret indsats. Set i et mellemfristet perspektiv bør indblanding fra det offentliges side imidlertid reduceres, fordi turismen er et område, hvor initiativer kan blomstre i den private sektor, for så vidt angår iværksættere og små virksomheder. I 1997 svarede de direkte subsidier til turismen til DKK 2.000 pr. turist eller DKK 225.000 pr. fuldtidsansat i turistindustrien (Andersen et al., 1998), hvad der også tyder på, at det er nødvendigt med mindre offentligt engagement.

Udviklingen af turismen i Grønland er hæmmet af en række faktorer: Det er dyrt at rejse til Grønland og også at rejse rundt i landet; det er dyrt at være turist i Grønland på grund af de høje priser og det høje omkostningsniveau; turistfaciliteterne er endnu ikke tilstrækkeligt udviklet i store dele af landet, og Grønland har endnu ikke opnået et omdømme, som en tilgængelig destination. De fleste af disse ugunstige faktorer er tæt forbundet med de strukturelle forhold i Grønland, og som nævnt i de foregående kapitler er det muligt at modvirke de fleste af disse svagheder. En reform af ensprissystemet forventes at mindske rejseomkostningerne, og vidtfavnende reformer i andre dele af økonomien er virkemidler, som også burde sænke det generelle omkostningsniveau. Desuden vil det, at der kommer flere turister til Grønland, i sig selv sænke omkostningerne i turistbranchen, da der vil være muligheder for at nyde godt af stordriftsfordelene. Større vægt på undervisning (især fremmedsprog) er et andet væsentligt element i udviklingen af turismen, især da anvendelsen af lokale kompetencer har høj prioritet. Turistbranchen ville også have fordel af et bedre iværksætterklima. Selv om det er vanskeligt at forestille sig, at turismen kan løse beskæftigelsesproblemet, så er det en branche, hvor der er et potentiale for udvikling, og en branche, som kan bidrage til en diversificering af økonomien.

Andre landbaserede erhverv
Den fjerde søjle, andre landbaserede erhverv, inkluderer sektorer som detailhandel, anlægsbranchen, servicefagene, fremstillingsindustrien etc. og beskæftiger 8.200 personer svarende til 1/3 den samlede beskæftigelse. Disse brancher er næsten udelukkende rettet mod det grønlandske marked og bidrager med mindre end en procent af den samlede eksport. Skønt den offentlige sektor også spiller en vigtig rolle i denne del af økonomien, så er der noget privat dynamik. En tredjedel af virksomhederne er mindre end seks år gamle, og nogle af de små virksomheder blomstrer (Grønlands Baseselskab et. al., 1996). At 76 procent af virksomhederne har mindre end ti ansatte, afspejler de mange små markeder i Grønland (tabel 26).

Denne fjerde søjle omfatter mange forskellige slags aktiviteter og er et vigtigt område med et stort udviklingspotentiale. Hvis der kan skabes et bedre iværksætterklima (jf. Kapitel 5), forekommer det oplagt, at nye virksomheder vil vise sig i denne del af økonomien, selv om det er vanskeligt at forudsige, hvilken slags aktiviteter private erhvervsfolk vil sætte i gang. På grund af de høje fragtrater og den lange transporttid vil nogle af disse virksomheder sandsynligvis være baseret på importsubstitution, andre på fremstilling af "normale" varer og tjenesteydelser, og nogle igen vil fremstille varer baseret på grønlandske værdier som for eksempel produkter, lavet på gamle teknikker, specielt arktisk udstyr etc. Skabelse af mange små virksomheder, der producerer mange slags varer og tjenesteydelser, vil skabe jobs, lægge grunden til udviklingen af mellemstore virksomheder og bidrage yderligere til en mere diversificeret økonomi.
Tabel 26. Virksomhedernes størrelse i den fjerde søjle, 1995
Ansatte Antal virksomheder
i procent % af totalen
1-2 27
3-5 28
6-10 21
11-20 15
21-50 7
50+ 2
Total 100
Kilde : Grønlands Baseselskab et. al., 1996

Erstatning af den udenlandske arbejdskraft
Siden Hjemmestyrets indførelse har den erklærede politik været, at så mange udlændinge som muligt skulle erstattes af grønlandskfødte personer. I de fleste andre lande besætter immigranter primært de lavtuddannedes jobs. Dette er ikke tilfældet i Grønland, hvor der sidder mange udlændinge i nøglestillinger, og udnyttelsen af denne "femte søjle" giver som følge deraf plads til at skabe lokal beskæftigelse ved substitution i det omfang, det er muligt, at grønlandskfødte personer overtager stillingerne. Den samlede økonomiske effekt af en sådan "jobskabelse" er naturligvis mindre end den økonomisk effekt, som skabelse af nye arbejdspladser har. Det ville være at foretrække at skabe nye job og dermed øge den samlede beskæftigelse og de samlede indkomster og samtidig drage fordel af at have et større lokalt marked for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft.

Der er mindst to uhensigsmæssige faktorer, som udspringer af, at der er mange danskere, som arbejder i Grønland. For det første sidder mange i betydningsfulde stillinger i det grønlandske samfund, hvad der gør deres indflydelse på den generelle udvikling relativt stor. For det andet, når store dele af arbejdsmarkedet er domineret af danskere, er deres indflydelse på lønudviklingen uforholdsmæssig stor (jf. Kapitel 5). Hvis man havde en bedre uddannet arbejdsstyrke og bedre kvalificerede grønlændere, ville flere segmenter af arbejdsmarkedet ophøre med udelukkende at ty til udenlandsk arbejdskraft, og flere grønlændere vil være i stand til at overtage nøglestillinger.

Langsigtede økonomiske udsigter
Uden en makroøkonomisk model for Grønland er det et risikabelt projekt at lave langsigtede analyser af den økonomiske udvikling. Det er imidlertid ud fra analysen i dette kapitel muligt at skitsere, hvorledes beskæftigelsen kunne udvikle sig frem til 2005, forudsat en uændret politik (Tabel 27).

I fiskeriet vil produktivitetsstigninger og en reduktion af noget af den resterende overkapacitet i indenskærsfiskeriet og nogle af produktionsanlæggene mindske den samlede beskæftigelse over tid, selv om fangster af arter, der ikke er fuldt udnyttet i dag, kan skabe udlignende ny beskæftigelse. Det vil imidlertid næppe være tilstrækkeligt at standse nedgangen, som kan blive på 500 personer (8 til 10 procent af beskæftigelsen i sektoren).

Den samlede beskæftigelse inden for minedrift og olieproduktion er for tiden meget lav, og det er ikke sandsynligt, at der kan opnås nogen større udvinding inden for en tiårs periode. Nogen aktivitet inden for minedrift er dog opnåelig, hvis efterforskningsaktiviteten fortsætter i det nuværende tempo, og det forekommer at være rimeligt at formode, at en til to miner af mellemstørrelse kan være aktive i 2005 og således skabe en samlet beskæftigelse i størrelsesordenen 300 personer.

Væksten i turistbranchen vil efter al sandsynlighed fortsætte, og en fordobling af den samlede beskæftigelse frem til 2005, svarende til en årlig stigning på 9 procent, er inden for rækkevidde. Mange af jobbene vil sandsynligvis være deltidsjobs, hvilket betyder at der kan blive brug for op til 2.000 personer i højsæsonen.

Den samlede beskæftigelse i andre landbaserede erhverv omfatter 8.200 personer, og de er således det vigtigste segment på arbejdsmarkedet. På grund af mangelen på boliger i Grønland er en højere beskæftigelse i anlægsbranchen næsten uundgåelig. På den anden side kan en vis rationalisering, især i detailhandelen, have indflydelse på beskæftigelsen i almindelighed i de landbaserede erhverv. Forudsat at økonomiens struktur og overordnede politik er uændret, er det ikke sandsynligt, at man vil erfare nogen væsentlig ekspansion som følge af øget iværksætteraktivitet, selv om dette bestemt ville være ønskværdigt. Et forsigtige skøn over den samlede beskæftigelse i andre landbaserede erhverv er, at niveauet vil være uændret frem til 2005.

Endelig er det usandsynligt, at den offentlige sektor vil blive reduceret meget i de kommende år, selv om det ikke kan udelukkes, at der vil forekomme en nedgang i beskæftigelsen i denne sektor, hvis en privatisering og rationalisering kommer i gang.
Tabel 27. Beskæftigelsen i 1996 og 2005
  Fiskeri Råstoffer Turisme Andre
landbaserede
erhverv
Den offentlige
sektor,
inklusive
infrastruktur
Total
1996 6.380 40 210 8.220 10.320 25.170
2005 5.880 300 450 8.220 10.320 25.170
Kilde : Danielsen et al. (1998).

Stagnation i den samlede beskæftigelse frem til 2005 frembyder betydelige udfordringer for politikerne. Imidlertid er tilstedeværelsen af et uudnyttet potentiale for private initiativer i alle brancher meget opmuntrende, da det giver plads til diversificering af økonomien og skabelse af nye aktiviteter inden for mange forskellige områder, som for eksempel udvikling af nye arter inden for fiskeriet, udnyttelse af råstoffer (måske olie, sandsynligvis mineraler og small-scale mining), udvikling af forskellige turistrelaterede aktiviteter i forskellige geografiske områder og skabelse af små og mellemstore virksomheder i mange landbaserede erhverv. Den vidtfavnende strategi, der er skitseret i de foregående kapitler, lægger grunden til en udnyttelse af disse muligheder.