Indsigt: Prioriteringsdebat og strukturproblemer indenfor det grønlandske sundhedsvæsen - forelæggelsesnotat

Prioriteringsdebat og strukturproblemer indenfor det grønlandske sundhedsvæsen - forelæggelsesnotat

Selv om vi er et lille samfund, må vi fortsætte og øge befolkningstilvæksten og selvforsyningen i solidaritet og med respekt for miljøet og vore levende ressourcer

Mandag d. 31. maj 1999
Alfred Jakobsen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Jeg skal hermed på Landsstyrets vegne fremlægge "Oplæg til prioriteringsdebat indenfor sundhedsvæsenet".

Indledningsvis vil jeg gerne takke sundhedsvæsenets personale overalt i Grønland, som på trods af til tider vanskelige arbejdsbetingelser, ved deres ihærdige indsats alligevel får tingene til at hænge sammen.

Det er vores forpligtelse at videreføre et godt og traditionsrigt liv, der indeholder fortsat styrkelse af samfundet - således vore efterkommere kan få en tilværelse, der i større grad er præget af fællesskab.

Selv om vi er et lille samfund, må vi fortsætte og øge befolkningstilvæksten og selvforsyningen i solidaritet og med respekt for miljøet og vore levende ressourcer.

Vi må selv hele tiden sørge for at have stor medindflydelse på vores egen sundhed og de levende ressourcers sundhed.

Et samfund i fortsat udvikling, et samfund der altid har noget at være fælles om og et samfund, der sikrer et sundt og stærkt liv til den næste generation - det er os, der netop i dag er medborgere her i vores land. Vi må heller ikke glemme, at et fortsat sundt liv også kræver, at vi til stadighed har muligheder for at rekreere os.

Prioritering inden for sundhedsområdet er et vanskeligt emne. Trods flere års opmærksomhed på nødvendigheden af prioritering, har dette blandt andet medført, at der i princippet i dag siges ja til alle behandlinger uanset hvor meget udbytte, vi forventer at få heraf - eksempelvis kan nævnes visse transplantationer og behandlinger med kostbart væksthormon. Dette medfører meget lange ventelister på vigtige behandlinger for liv og helbred. Der er altså i det grønlandske samfund opstået meget stor forventninger til, hvad sundhedsvæsenet kan og bør tilbyde, i forhold til hvad der rent faktisk kan opnås for de tilrådighedværende ressourcer.

Dette stigende gab er vokset parallelt med, at sundhedsvæsenet siden hjemtagelsen i 1992 har fået en betydelig rammeudvidelse. Samtidig står sundhedsvæsenet overfor store udfordringer i de kommende år, her kan nævnes behovet for strukturændringer, rekrutterings- og fastholdelsesproblematikken, stigende ventelister, et ændret sygdomsmønster med flere livsstilsbetingede sygdomme og en voksende ældrebefolkning. Sundhedsvæsenet er nødt til, at tilpasse sig til de ændrede forhold.

Samtidig skal befolkningen tilskyndes til at udvise en større egenomsorg, for også derigennem at lette trykket på sundhedsvæsenet. Her kan Landsstyret nævne at forebyggelsesarbejde efterhånden er blevet en del af hverdagen - og måske bør i højere grad udnyttes.

I forbindelse med Landstingets forårssamling 1998, blev der fremlagt en redegørelse om regionalisering i Diskoregionen. Landstinget tilsluttede sig på daværende tidspunkt anbefalingerne i redegørelsen om at sundhedsvæsenet kunne arbejde videre med regionaliseringstankerne. Men regionalisering alene vil ikke kunne løse de nuværende problemer indenfor sundhedsvæsenet. I forbindelse med Landstingets Efterårsmøde i 1998, lovede Landsstyret derfor at komme med et oplæg til en debat vedrørende prioritering og struktur indenfor sundhedsvæsenet. Nærværende debatoplæg er opfølgningen herpå. Der er taget udgangspunkt i den primære og sekundære sundhedssektor, hvor selve patientbehandlingen finder sted.

Bevillingen til sundhedsvæsenets driftsudgifter er i 1999 på ca. 670 mio. kr., svarende til 9% af bruttonationalproduktet. Dette er relativt mere end alle andre lande i Europa, bl.a. som følge af de meget store transportudgifter. Samtidig kan det konstateres, at antallet af ansatte i sundhedssektoren i forhold til indbyggertallet, ligger væsentligt under niveauet i de andre nordiske lande.

Bl.a. for at belyse sammenhængen i dette paradoks, anmodede Landsstyret om hjælp til udarbejdelse af en rapport herom. Denne er tidligere blevet omdelt og viser, at intentionerne om at have et sundhedsvæsen på dansk/nordisk niveau, vil kræve at bevillingerne til sundhedsvæsenet mere end fordobles. I rapporten vedrørende strukturproblemer i det grønlandske sundhedsvæsen, blev det således skønnet, at der ville være behov for en driftsbevilling på 1,5 mia. kr. Tilførsel af ressourcer i størrelsesordenen 800 mio. kr. med henblik på opfyldelse af de politiske målsætninger er klart urealistiske. Men disse bemærkninger forhindrer os ikke i vort ønske og vilje til at skabe et velfungerende grønlandsk sundhedsvæsen, ud fra samfundets egne sociale, menneskelige og helbredsmæssige forudsætninger.

Der er derfor behov for en udjævning af forskellene mellem befolkningens og politikernes forventninger til sundhedsvæsenet og dets faktiske formåen, under hensyntagen til de økonomiske rammer.

Landsstyret har i 1997 og 1998 fremlagt Redegørelser om sundhedsvæsenet for Landstinget. Alligevel må Landsstyret i dag erkende at der ikke findes en overordnet, sammenhængende sundhedsplan for Grønland. Konsekvensen heraf gør, at det er vanskeligt eller umuligt målrettet at:
  • Styre økonomi og ressourceforbrug
  • Udarbejde langsigtede strategier, tids- og handlingsplaner Rekruttere, fastholde og videreuddanne personale
  • Prioritere behandlingsformer og behandlings- og serviceniveau
  • Tilvejebringe de nødvendige samarbejdsrelationer mellem sundhedsvæsenets forskellige eksterne samarbejdspartnere og interessenter
  • Gennemføre den nødvendige omstrukturering, rationalisering og effektivisering
I det til Landstinget uddelte debatoplæg, bliver generelle aspekter indenfor prioriteringsområdet gennemgået, belyst ved konkrete eksempler og problemstillinger. Endelig fremsættes forslag til en fortsættelse af det videre arbejde med prioritering og struktur indenfor sundhedsvæsenet eventuelt kunne fortsætte.

Landsstyret skal anmode Landstinget om at lade følgende spørgsmål indgå i debatten.
  • Skal man - med risiko for lange perioder med vakancer - på sundhedscentre{primære sundhedsfunktioner) prioritere ansættelse af læge lokalt, fremfor fast lægebetjening fra et regionssygehus (primære og sekundære sundhedsfunktioner)
  • Skal man - med henblik på at nedbringe børnedødeligheden - regionalisere fødselsfunktionen, eller skal man kunne føde i alle byer og evt. større bygder
  • Skal man iværksætte kostbare behandlinger, hvor sandsynligheden for helbredelse eller effekten er minimal, f.eks behandling med væksthormon og behandling mod barnløshed, eller skal man eksempelvis ansætte børnelæger på Dronning Ingrids Hospital
  • Skal der rokeres midler fra behandling af lungecancer til forebyggelse af samme
  • Skal den meste medicin fortsat udleveres gratis, eller skal listen over håndkøbsmedicin udvides
  • Skal det fortsat være gratis at gå til læge, eller skal der indføres en ordning med et fast gebyr på ved første konsultation, som i Island og Sverige
  • Skal sundhedsvæsenet tilbyde alternative behandlingsformer, eller skal man koncentrere sig om de traditionelle behandlingsformer
Dersom ressourcetrækket på sundhedsvæsenet skal begrænses markant, er det desværre store og tunge patientgrupper der skal prioriteres indenfor. Her kan nævnes transplantations- og cancerpatienter.

Landsstyret er opmærksom på, at begrebet prioritering vil vække bekymring hos befolkningen, fordi det kan opfattes som en reduktion i antallet af sundhedsydelser. Dette er rigtigt, set i forhold til de nuværende politiske målsætninger på sundhedsområdet, hvor der i teorien ikke sættes nogen begrænsninger for de sundhedsydelser, der skal udbydes. Disse målsætninger finder Landsstyret urealistiske set i forhold til de økonomiske rammer. For Landsstyret handler prioritering om, indenfor de givne økonomiske rammer at sikre den optimale udnyttelse af sundhedsvæsenets ressourcer. Med andre ord, at arbejde for at sikre det højeste mulige niveau under de givne forudsætninger.

Som det fremgår af debatoplægget er problemstillingen meget kompleks, idet der skal inddrages mange faktorer og instanser. I debatoplægget anføres nogle af de muligheder og forudsætninger der er for prioritering indenfor sundhedsvæsenet. Men listen er langt fra udtømmende.

Det er Landsstyrets håb, at Landstinget på basis af dagens prioriteringsdebat, vil komme med klare udmeldinger vedrørende den fremtidige prioritering af sundhedsvæsenets ressourcer. Det er Landsstyrets intention, på basis af de politiske udmeldinger der fremkommer, at udarbejde en helhedsplan for sundhedsvæsenet.

En helhedsplan for sundhedsvæsenet, der skal redegøre for, hvordan en omstrukturering af sundhedsvæsenet kan gennemføres. Planen skal indeholde en tids- og handlingsplan med konsekvensberegninger for en umiddelbar oprustning af visse sygehuse til regionssygehuse og etablering af sundhedscentre med fokus på den primære sundhedsbetjening i regionens andre sundhedsdistrikter. Planen skal ligeledes indeholde en tids- og handlingsplan med konsekvensberegninger for en umiddelbar oprustning af Dronning Ingrids Hospital.

Helhedsplanen skal herudover som minimum indeholde:
  • Det grønlandske sundhedsvæsens formål
  • Opgør med myter og falsk tryghed, med udgangspunkt i de nuværende holdninger, værdier og forventninger
  • Definition af behandlings- og serviceniveauer
  • Gennemgang af de vigtigste mål og opgaver, herunder administrative omlægninger, normeringsændringer, vagtberedskab, flyberedslab, videreuddannelse, rekruttering og fastholdelse, vikarbureauer, boliger, behandling og behandlingsformer i og udenfor Grønland
  • Optimering af ressourcer
  • Den fremtidige administrative og ledelsesmæssige struktur
  • Konsekvensberegninger
  • Personalepolitik
  • Opstilling af succeskriterier og målindikatorer
Landsstyret anmoder Landstinget om bemyndigelse til at lade udarbejde et kommissorium, med henblik på udarbejdelse af en helhedsplan for sundhedsvæsenet. Kommissoriet fremlægges for Landstinget på FM 00.

Til sidst vil jeg påminde at Landsstyret håber at debatten om sundhedsvæsenet ikke kun foregår levende i salen, men også iblandt befolkningen fremover.

Med disse ord, vil jeg på Landsstyrets vegne, videregive oplægget til debat i Landstinget.