Stilfærdig politisk revolution

MED TRÆTTE og spændte ansigter, men med ranke rygge stemte de tyve landstingsmedlemmer for en politianmeldelse af det tidligere landsstyre. Det var afslutningen på første omgang i den politiske boksering i magtkampen imellem den politiske magtelite og de nyvalgte landstingsmedlemmer.

Torsdag d. 3. juni 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Love og konventioner, Ombudsmanden, Politik.

MED TRÆTTE og spændte ansigter, men med ranke rygge stemte de tyve landstingsmedlemmer for en politianmeldelse af det tidligere landsstyre. Det var afslutningen på første omgang i den politiske boksering i magtkampen imellem den politiske magtelite og de nyvalgte landstingsmedlemmer.

På denne stilfærdige facon, uden brug af de hule politiske paroler signalerer de tyve landstingsmedlemmer en helt ny stil i det politiske liv i Grønland.

Ud med magtmisbrug, nepotisme og småkorruption, der har præget toppolitikken de sidste mange år.

Ind med åbenhed, retsbevidsthed og ikke mindst op med den herskende politiske moral, der er blevet så beskidt og flosset de sidste år.

OMBUDSMANDSRAPPORTEN illustrerer med tydelighed, at grænsen for politisk anstændighed vitterligt har flyttet sig.

Behandlingen af kollegiesagen har nemlig givet os indblik i, at toppolitikere ikke står tilbage for magtmisbrug.

Deres tro embedsmænd er parate til at lystre hvert eneste ønske og bøje loven. Er de ansat med partibogen, som den vigtigste kvalifikation?

Andre har helt specielle bånd til politikere, så et lille personligt brev kan gøre en forskel på det offentliges velvillighed.

Netop magtmisbrug, nepotisme og småkorruption er symptomerne på, at demokratiet ikke har det så godt, som toppolitikerne prøver at bilde os ind.

Derfor er det en positiv nyhed, at Landstinget tager skridtet til at melde det tidligere landsstyre til politiet.

Landstinget viser også med sin handling, at det har forstået vælgernes signal om at vende kajakken, som Kim Larsen sang under KNI-festlighederne.

Medlemmerne ved udmærket godt, at det er på tide at ændre de enevoldsagtige tilstande, landsstyret har indført med de tidligere Landstings stille accept. Det er slut med at banke de menige landstingsmedlemmer på plads.

FINANSUDVALGETS meget modige standhaftighed er også et tegn på, at de er deres opgave voksen som vogtere af demokratiet. De har sammen med Landstinget lavet en stille revolution.

Landstinget er landsstyrets arbejdsgivere. Og det har Finansudvalget vist ved flittigt politisk fodarbejde. Det er slut med at feje skidtet ind under gulvtæppet. Det skal frem i lyset uden at henfalde til drengerøvsmanerer foran tv-kameraet, sådan som det er kendetegnende for meget af den politiske debat.

MEN MAGTKAMPEN i de politiske korridorer er ikke vundet endnu. Det bliver ikke en fodbolkamp med to halvlege men en professionel boksekamp med mange omgange.

Grønlands herskende magtelite, som toppolitikerne står i spidsen for, har meget at tabe. Vel er den rystet, men kæmpen skal nok rejse sig og tage kampen op igen.

Vi har i mange år været vidne til, hvordan centrale personer bliver placeret, når loyaliteten for partibogen og tilhørsforholdet til partiets herskende fraktion falder i god jord.

Til tider er det for os grønlændere endnu en bestemmende faktor, om vi kommer fra de rigtige dele af Grønland i forhold til toppens fødeegn.

For folk, der ikke er født i dette land eller den rigtige region, er det tilsyneladende graden af loyalitet, eller i almindelige folkelig tale evnen til røvslikkeri, der er en ganske god kvalifikation at være udstyret med.

Bestyrelserne for aktieselskaberne er et godt eksempel på denne politiske mentalitet. Det er ikke virksomhedens økonomiske resultateter, der er bestemmende for, hvem der skal skiftes ud.

Det nye Landstings styrke er, at den udmærket er klar over fra hvilken vej, vinden blæser, så kajakken kan vendes uden at kæntre. Medlemmerne er vore repræsentanter, der lever under de samme rammer, som resten af befolkningen.

Derimod har toppolitikerne både de tidligere og nuværende svært ved at holde trit med udviklingen i det virkelige samfund.

Hjemmestyreansatte kuffertbærere, sælskindspelse, mobiltelefoner og dyre mærkevaremapper er blevet en uundværlig del af den livsstil, der giver afstand til resten af befolkningen.

SELVOM POLITIMESTEREN ikke skulle rejse tiltale i forbindelse med sin undersøgelse af det tidligere Landsstyres embedsførelse, så har det nye Landsting vundet, fordi signalet om at opføre sig ordentligt ikke kan overhøres af Landsstyret.

Det kan anstændigvis ikke gøre andet. Men pas på, når sværvægteren har rystet nederlaget af sig i anden omgang af den lange boksekamp, så kommer de beskidte tricks.