Sundhedsdedatten der blev væk

Men nu hvor politikerne ikke vil tage stilling til sund hedspolitikken, vil vi opfordre læserne til at komme med deres syn på sagen. Landsstyremedlem Alfred Jakobsen siger klart, at han nu vil spørge befolkningen, patienterne, brugerne af sundhedsvæsenet.

Fredag d. 4. juni 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Politikerne tør ikke - eller forstår det ikke. Vi har ikke råd til det hele alle steder. Og det er politikernes pligt at fortælle vælgerne, hvad vi har råd til, og dermed også hvad vi ikke har råd til.

Sundhedsdebatten - eller rettere den manglende sundhedsdebat - viste, at landstingspolitikerne ikke tør eller ikke kan prioritere. Landsstyret står nu uden nogen sundhedspolitik og det hele kan fortsætte uden styring.

Nogle får, og andre får ikke. Nogle bliver behandlet, og andre bliver ikke behandlet. Det afhænger af tilfældigheder, og om de nødvendige ressourcer er til stede.

Atassut løb fra ansvaret, og sagde at det må landsstyret selv finde ud af. Siumut krævede både lokale sygehuse og regionale sygehuse. IA’erne vil have behandling for alt, til alle, alle steder, og det sammen mener Kandidatforbundet.

Hvis vi skal op på et dansk serviceniveau i hele landet, vil det koste mindst 1,4 milliarder. Det er endda et niveau, som danskerne er utilfredse med.

For at få råd til det, skal vi enten skære kraftigt ned andre steder, hæve skatterne eller politikerne må prioritere.

Alle har efterlyst en prioriteringsdebat for at finde ud, hvordan vi skal løse problemet. Marianne Jensen har i fire år efterlyst debatten. Hun fik ingen opbakning i landsstyret til at foretage de nødvendige tiltag. Hun fik bestilt en rapport, der i store træk gav hende ret.

Og nu hvor landstingspolitikerne fik chancen for at debattere det, flød det hele ud i sandet. Ingen styring og ingen brugbare anbefalinger.

Landsstyremedlemmet fik ikke en gang mandat til at gennemføre anbefalingerne i den store sundhedsrapport.

Konklusionen er, at vi står med en sundhedsrapport, som ikke kan bruges til noget. Og vi står med et sundhedsvæsen, som vi ikke ved, hvad vi vil bruge til. Det hele dalrer videre derudaf med stigende krav om bedre behandling. For udviklingen giver os konstant nye muligheder for behandling.

Men nu hvor politikerne ikke vil tage stilling til sund hedspolitikken, vil vi opfordre læserne til at komme med deres syn på sagen. Landsstyremedlem Alfred Jakobsen siger klart, at han nu vil spørge befolkningen, patienterne, brugerne af sundhedsvæsenet.

Skal vi give sundhedspersonalet mere i løn for at sikre den nødvendige bemanding alle steder, eller skal vi fortsat evakuere patienter?

Skal vi satse på uddannelse og opfordre unge til at tage en sundhedsuddannelse evt. lokke med en mindre præmiering, eller skal vi fortsat tilkalde dyre korttidsvikarer.

Hvilke sundhedsydelser kan folk selv betale? - Skal det koste 200 krone at gå til lægen? - Skal det koste 500 kroner at gå til tandlægen? - Skal vi selv betale halvdelen af medicinen? - Kommunerne kan give os alle et sundhedskort med magnetfelt. De der ikke kan betale får det gratis, mens pengene trækkes fra de der har råd.

Med de nye landingsbaner behøver vi så fuld bemanding på alle sygehuse?

Er der mulighed for regionalisering og at spare på bemandingen på de mindre sygehuse?

Hvad med telemedicin?

Skriv til Sermitsiaq og fortæl hvad du mener om sundhedsvæsenet, og hvordan vi kan prioritere.

For vi har ikke råd til det hele alle steder.