Når det offentlige svigter familier i krise

Familier, der har været udsat for så hårde belastninger skal ikke sidde og granske sig selv for at finde ud af, hvor de kan hente hjælp. Det skulle slet ikke være nødvendigt at henvende sig til medierne med sådanne historier.

Torsdag d. 1. juli 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Sociale spørgsmål.

AG HAR IGENNEM en årrække beskæftiget sig med seksuelt misbrug af børn. Fagfolk har udtalt sig om emnet, men ikke mindst har de, der selv har prøvet det på egen krop fået lov til at fortælle om de forfærdelige oplevelser, de har været ude for. Oplevelser, som sætter sig som ar på sjælen. Livet går videre, men livskvaliteten er efter oplevelse af seksuelt misbrug så lav, at nogle bukker under. Andre forsøger desperat at få et liv, der er værd at leve. Fælles for de mange AG gennem tiden har talt med, er den manglende hjælp, ofrene føler de får fra det offentlige. "Gerningsmanden bliver behandlet", bliver der ofte klaget. "Hvorfor er der ingen hjælp at hente for os". Efter socialreformkommissionens betænkning blev fremlagt er der kommet større fokus på børn og unge. Der er i mange kommuner ansat miljøarbejdere, psykologer og forebyggelsesmedarbejdere. Men det er desværre ikke nok. PÅ SIDE 12 OG 13 fortæller en mor med egne ord, hvilket helvede hun og hendes datter har gennemgået, siden datteren for et år siden blev seksuelt misbrugt af en fremmed mand. Ikke nok med at hjælpen til familien har været fattig, så er den lille pige nu anbragt på børnehjem langt fra sin mor. Mon vi ikke alle bliver berørt, når moderen skriver: "Hun ringer grædende til mig, siger hun savner mig og vil have, jeg skal hente hende, men jeg kan ikke gøre noget". Det er galt nok, når familien føler, at den ikke får den hjælp fra det offentlige, som den har behov for. Men noget er fuldstændigt ude af proportioner, når en familie splittes ad efter en så forfærdelig oplevelse som seksuelt misbrug er. Hvordan det kan lade sig gøre er en gåde, som man skal have en livlig fantasi for at kunne løse. LANDSTINGET SAGDE på landstingssamlingen nej til at oprette et Børneråd - foreløbig. For i virkeligheden var alle enige om, at det var en god idé. Det, der fraholdt Landstinget fra at sige ja til Rådet var usikkerhed over, hvordan det skulle fungere. Medlemmerne ville blandt andet vide, hvad de fravalgte, hvis de sagde ja til forslaget. Men hvem siger, at det skal være et enten eller. Er børneområdet ikke netop så vigtigt, at det ikke er her man skal spare - vel at mærke 3,6 millioner kroner. Så lille et beløb, at det ville være svært at se, de blev taget ud af den store kasse. Og havde Landstinget viljen ville det ikke være svært at finde de 3,6. Det er da rigtigt, som Atassuts Anders Nilsson gjorde opmærksom på, at det ville koste det samme at ansætte 20 miljømedarbejdere. Hvis det er det man vil, skal man gøre det. Men man må ikke sige enten eller i forsøget på at varetage børns interesser. Ideen med et Børneråd er netop, at det skal være et supplement til det, der allerede findes. Problemet i dag er præcis, at der ikke findes et overordnet organ, som tager sig af børn og unges interesser. HVEM RÅBER OP om det uretfærdige, det helt utilgivelige i, at en lille pige, der har været ude for det værste i sit liv, skal skilles fra sin mor for at få hjælp. Det er ikke det offentlige. Tværtimod må de enkelte familier selv tage dette initiativ. Og det er ikke alle, der har kræfter til at kontakte medierne, når tingene bliver for svære at magte. Helt naturligt er det kun en lille brøkdel af de mennesker, der bliver dårligt behandlet, der har det overskud. Og det bør heller ikke være sådan. Familier, der har været udsat for så hårde belastninger skal ikke sidde og granske sig selv for at finde ud af, hvor de kan hente hjælp. Det skulle slet ikke være nødvendigt at henvende sig til medierne med sådanne historier. Men som forholdene er i dag, er det i mange tilfælde den sidste udvej familierne ser. Og de mange historier, der på trods når frem til medierne om børns forhold, viser netop, at der er behov for et organ, der råber op om børns rettigheder, behov og interesser. EN FAMILIE, der har været ude for, at deres lille datter er blevet slået halvt ihjel for bagefter at blive misbrugt seksuelt skal have al den hjælp og støtte, der er nødvendig - i deres eget nærområde. Under ingen omstændigheder kan det accepteres, at en lille pige skal sidde alene på et børnehjem uden sin familie, fordi der ingen hjælp er at hente i den by, hun kommer fra. Det er blandt andet sådanne forhold Børnerådet skal råbe op om. Når du på side 12 og 13 læser artiklen skrevet af moderen, der har måttet sige farvel til sin seksuelt misbrugte datter, så hun kan få den hjælp, der er nødvendig, vil du blive berørt. Men stop ikke der. Vær med til at sørge for, at hun, hendes datter og deres ligestillede får den hjælp, de har behov for.