Søvngængerne fra OECD

Jeg vil med denne artikel dels pege på rapportens ideologiske undertoner og manglende dokumentation, dels også efterlyse en mere visionær og Grønlandsrettet måde at tænke udvikling på.

Tirsdag d. 6. juli 1999
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Økonomi.

Indholdsfortegnelse: Den offentlige sektors rolle i Arktiske økonomier OECDs nyliberale korstog mod velfærdsstaten De messende søvngængere Andre påstande Nye måder at tænke privatisering på Fire OECD økonomer har begået en rapport om den grønlandske økonomi, der følger den samme skabelon, som vi ser i forbindelse med andre OECD lande-analyser. Forfatterne synes ikke at gøre sig alt for megen umage med at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i Grønland. Efter læsning af rapporten kan man ikke slippe den tanke, at de fire OECD økonomer har den mening, at der altid findes en standardiseret medicin, der kan kurere alle økonomiske sygdomme uanset, hvor et samfund måtte være placeret geografisk på kloden. At tro, at der findes entydige patent-løsninger på alt, er imidlertid en forkert opfattelse af, hvordan verdensøkonomien er skruet sammen. Verden er - heldigvis også efter 1989 - en mangfoldighed af kulturer, økonomiske systemer og politiske ideer. Liberalismen står ikke ikke alene tilbage i ringen som sejrherre, og derfor er der heller ikke en region eller et land på verdenskortet, der ikke kræver en særlig analyse med skyldig hensyntagen til lokale forhold! Faren ved OECD rapporten er, at man i en offentlig debat gengiver konklusionerne i en ukritisk form, hvor forfatterne til rapporten tildeles en rolle som objektive eksperter. Hvis denne opfattelse tillægges for megen vægt tror man måske, at OECD økonomernes analyse er videnskabelig, ligesom man kunne lade sig vildlede til at tro, at man kan betragte analysen som fuldstændigt adskilt fra et ideologisk grundlag. Begge dele er forkerte, og jeg vil med denne artikel dels pege på rapportens ideologiske undertoner og manglende dokumentation, dels også efterlyse en mere visionær og Grønlandsrettet måde at tænke udvikling på. Den offentlige sektors rolle i Arktiske økonomier Thomas R Berger fremhæver i sin bog "Village Journey", at økonomiske aktiviteter i stort set alle arktiske og subarktiske udkantsområder fra Alaska til Grønland på den ene eller anden måde er afhængig af offentlig efterspørgsel og offentlige indkomstoverførsler. Den private sektor er en følge af de offentlige aktiviteter, og at det er blevet sådan, er der desværre mere jordbundne forklaringer på end de, man ser i de ideologiske luftkasteller, der skabes omkring den grønlandske økonomi. Privat erhvervsdrift i Arktis går hånd i hånd med et ekstra højt omkostningsniveau, hvilket skaber krav om ekstra høje risikogevinster. Følgeligt bliver den private kapital væk, og det offentlige må træde hjælpende til for at sikre forsyningen af varer, tekniske input og serviceydelser. Det kan være en ubehagelig kendsgerning for markeds-entusiaster, at skulle indrømme, at ressourcegrundlaget måske ikke kan bære den værditilvækst, der skal til for en moderne økonomi på et skandinavisk niveau. Dette er en hypotese som ikke er overbevisende tilbagevist, og man kan derfor ikke afskrive den. Selvhjulpethed i Arktis kan lade sig gøre som subsistensøkonomi ved hjælp af det forhånden værende ressourcegrundlag og ved at inkorporere generationers erfaringer og livsformer i udviklingen. Det er moderniseringskravene, der har skabt problemerne, og dette antyder, at der skal tænkes i nye baner. I tilfældet Alaska har end ikke lovgivning omkring de oprindelige befolkningers rettigheder til andele af olieindtægterne og til land formået at ændre på denne afhængighed af overførsler. Det må undre at OECDerne ikke vil se, at det ikke nytter at forfalde til skabelon-tænkning. Det centrale i henvisningen til Berger er, at man ikke uden videre kan analysere det grønlandske samfund og andre arktiske regioner med ny-liberalistiske økonomiske opfattelser og metoder i kufferten. Man kan ikke udelukke, at markedsøkonomiske løsninger er umulige pga de særlige forhold der gør sig gældende. OECDs nyliberale korstog mod velfærdsstaten Det har i mange år været god latin i OECD regie at basere sig på nyliberalismen - en teoriretning, der i øvrigt globalt set har hærget og ødelagt mere end den har virket mht løsningen på fattigdomsproblemer, stigende social ulighed og tilbagevendende økonomiske kriser. Denne ny-liberale orientering viste sig første gang i halvfjerdserne i forskellige publikationer som "The Economic Outlook", "The OECD Observer" og "McCracken rapporten". Automatiske stabilisatorer som arbejdsløshedsunderstøttelse og sociale overførsler skal skæres ned, og på arbejdsmarkedet er det lønningerne der sættes under angreb. Man ønsker ikke overenskomster og mindstelønninger, og omkostningsbestemt inflation tilskrives alene lønglidning og ikke stigninger i profitter og renteindkomster. I relation til samhandlen med udlandet betragtes frihandel, totalt liberaliserede kapitalbevægelser og fri valutakursdannelse som nødvendige foranstaltninger. De transnationale selskaber skal uhindret kunne operere over landegrænserne. Det centrale er at den offentlige sektor skal minimeres, man talte tidligere om institutionel sclerose underforstået, at det er den offentlige sektor, der hindre den private sektors ekspansionsmuligheder. Hovedtanken i dette er, at den institutionelle sclerose angriber det private initiativ og markedsmekanismen, som alene er det der kan sikre økomisk effektivitet, vækst og udvikling. Bag alle disse opfattelser af økonomi og udvikling ligger der grundlæggende set en påstand om, at en højere grad af social lighed vil føre til mindre økonomisk effektivitet. I USA kalder benævner man dette "trickle down" økonomi - noget med "nedsivning" - i danske sammenhænge har vi et ordsprog, der beskriver denne borgerlige opfattelse endnu bedre. Det gamle mundheld "når det regner på præsten, så drypper det på degnen" er her en udmærket illustration. Hvis man forgylder nogle få entreprenante individer skabes der også udvikling, fordi disse belønnes med højere indkomst, formue og magt. Derfor argumenteres der for frie kapitalbevægelser, derfor skal profitterne gå op, mens arbejderes, fiskere- og fangeres og små erhvervsdrivendes indkomster skal gå ned! Derfor skal velfærdssamfundet beskæres og afvikles - Argumenterne er imidlertid forkerte, og de kan ikke gøres til genstand for en videnskabelig påvisning, hverken i Grønland eller andetsteds - der er tale om ren ideologiproduktion, det burde man sige mere klart i rapporter fra internationale organisationer som OECD, IMF og Verdensbanken. De messende søvngængere Forherligelsen af privatiseringer og markedsøkonomi illustreres flere steder. Med nærmest søvngængeragtig sikkerhed konkluderes det, at kun "et markedssystem med konkurrence sikrer at ressourcerne bruges på en effektiv måde. Der er ikke en sådan mekanisme ved tilvejebringelsen offentlige goder og tjenesteydelser, og dette antyder at ressourcerne ikke udnyttes effektivt". Lad være, at offentlige goder som regel ikke tilvejebringes via det private - I stedet er det værd at bemærke, at denne udtalelse alene begrundes i teoriernes verden; der leveres i rapporten ingen dokumentation for denne udtalelse, og man kommer i øvrigt til at modsige sig selv, når man erkender, at Grønland ligger langt væk fra den effektive idealmodel baseret på fuldkommen konkurrence. Det påstås i stedet, igen udokumenteret, at selv mindre velfungerende markedsløsninger er mere effektive? Offentlige virksomheder er nærmest pr. definition ineffektive, selvom historien i den vestlige verden leverer eksempler på profitable offentlige virksomheder. At erstatte et offentligt monopol med et privat er bestemt ikke altid en god løsning. Når offentlige virksomheder er tabsgivende, henter dette i nogle tilfælde sin forklaring i virksomhedens særpræg. En offentlig virksomhed er mestendels ikke etableret med henblik på profitmaksimering, men med henblik på at opfylde de mange menneskelige behov, som den rene markedsøkonomi ikke kan opfylde. Profitable offentlige virksomheder findes i øvrigt - på det seneste igen i Grønland. At lade private monopoler overtage hjemmestyrevirksomheder, der i øvrigt er profitable, savner enhver begrundelse andet end den rent ideologiske? Det er symptomatisk, at OECD rapporten overser, at man tidligere i Grønlands økonomiske historie har forsøgt sig med at privatisere. G50 erfaringerne ignoreres fuldstændigt, selvom der var meget lempelige etableringsvilkår for det private initiativ. Investorerne blev væk fra eksportsektoren i halvtredserne, og det offentlige blev en væsentlig medspiller med hensyn til at skabe vækst og udvikling. Det var ikke velvilje der manglede fra regering, ministerium og statsvirksomheder. Det private initiativ dukkede op, hvor statens efterspørgsel spillede med, og dette var indtil først i halvfemserne en succes, hvor det til stadighed lykkedes at nedbringe afhængigheden af Danmark. At der nu er behov for reformer, der kan genoprette udviklingstempoet vil de færreste vel tilbagevise - spørgsmålet er om OECD medicinen mht traditionel "business" og privatisering vil virke? Andre påstande Det vil føre for vidt, at behandle alle problemer i rapporten, derfor alene her to eksempler, der går på finanspolitikken og arbejdsproduktiviteten. M.h.t førstnævnte siges det, at "finanspolitikken begrænses af en allerede stor offentlig sektor, og da skattesystemet er gennemsigtigt og velfungerende med lave skattesatser kan der ikke argumenteres for påvirkninger fra den del af økonomien". Denne sætning i rapporten knæsætter igen den ny-liberale orientering, idet man påstår, at lav beskatning er et gode for en økonomi, og at der kun skulle være en begrænset effekt af ændringer i finanspolitikken. Finanspolitik praktiseres imidlertid og den er mulig. For det første har hjemmestyret allerede gennemført en finanspolitisk stramning, der satte økonomien på vågeblus og bragte inflationen ned, og for det andet er det muligt enten at øge skattetrykket eller reformere det eksisterende skattesystem. Hvis man går fra den nuværende proportionale beskatning til en progressiv, vil man kunne øge den offentlige efterspørgsel yderligere, ligesom man ville kunne udligne noget af den skæve indkomstfordeling. Dette kan "trickle down" økonomerne i OECD ikke lide, men det kunne give lav-indkomstgrupperne en større købekraft, hvilket i sig selv kan forøge den samlede efterspørgsel. Forbrugsindholdet i de sidste indkomstkroner hos høj-indkomstgrupper er lavere end i lav-indkomstgruppers sidste kroner. I relation til det andet, arbejdsproduktiviten præsenteres nogle stærkt simple tal på BNP pr beskæftiget. Produktiviteten i Grønland er lavere siges det, og på trods af de store metodeproblemer, der er forbundet med sådanne sammenligninger, afstår man ikke fra følgende: "Det er en vigtig udfordring, at bringe produktiviteten bedre i overensstemmelse med lønningerne for at opnå stigende velstand og højere beskæftigelse". Altså, folk skal enten se at blive meget fattigere i en fart, eller også må de se at få bestilt lige så meget som danskere! Ved den slags sammenligninger må man gøre sig klart, om der overhovedet er et grundlag for sammenligningen. Kan man ikke kontrollere for alle de forhold, der kan indvirke på produktiviteten, kan der være uforklarede faktorer, der spiller ind. F.eks ville det være det glade vanvid at sammenligne produktiviteten på et skibsværft i Odense med produktiviteten på¨en olivenplukker-farm på Sicilien. Vi ved ikke om der er andre faktorer end arbejdsindsatsen, der forklarer det lave output pr. hoved i Grønland. At melde ud med et krav om, at lønningerne skal sænkes til mere end en 1/3 af sit nuværende niveau ville selv på længere sigt være ren eventyrpolitik, og det ville have klædt OECD økonomerne bedre, at lade være med at konkludere så skråsikkert på dette dårlige datagrundlag. Det kunne være, at det er strukturændringer der er behov for i det grønlandske samfund. Disse ændringer kunne sikre en større grad af sammenlignelighed, og måske en øget arbejdsproduktivitet på makroniveau? Nye måder at tænke privatisering på Få kan være uenige i, at human-kapital kunne blive en vigtig ressource i fremtidens Grønland, men man skal undgå, at uddannelse bliver et mantra, som man altid kan mumle for sig selv uden at fortælle, hvordan viden udnyttes optimalt. Vil man fremme innovationsevnen er det ikke nok at pege på et par forkromede forretningsfolk i en bestyrelse eller traditionelle privatiseringer baseret på monopolisme og hierarkisk organisation. Der er langt fra den ene Lars Kolind til den næste, og en hær af traditionelle forretningsfolk vil næppe kunne udgøre den store forskel - i stedet er der behov for nytænkning blandt virksomhedsledere og politikere. Videnssamfundet kræver fleksibel organisation, nye ejerformer og demokratisk deltagelse i beslutningerne hos de ansatte, brugerne og leverandørerne. Medarbejder- og leverandøraktier ville være det, der kunne sikre at "videns-ejerne", også vil bruge sin uddannelse i samfundets interesse. Forskning i udlandet viser at medarbejderejede og demokratiserede virksomheder klarer sig bedre end traditionelle virksomheder. At en spredning af ejendomsretten, et øget deltagerdemokrati og en øget inddragelse af lokalbefolkningen måske i højere grad peger tilbage mod oprindelige livs- og organisationsformer i de arktiske økonomier kan her kun være et plus. Der er derfor behov for at tænke nye ejerformer ind i privatiseringsdiskussionerne. Vi arrangerer dette efterår et seminar om participatoriske ejer- og organisationsformer i Arktis i Ilulissat i samarbejde med forskningskoordinator Mogens Holm fra det tidligere direktorat for Sundhed og Forskning - man kunne håbe, at en udgivelse af seminarpapirerne ville kunne medvirke til at gøre privatiseringsdebatten mere alsidig? I forbindelse med det sidste seminar om udvikling i Ilulissat i 1997 udgives papirerne netop i Arktisk Forskningsjournal. Allerede i disse konferencepapirer er der tale om en anden udviklingstænkning end OECDs.