Brug for et børnehotel

I 1998 har Qaanaaq kommune fået 8,4 millioner kroner i skatteindtægter, mens KNI samme år har solgt alkohol i vores kommune for 14,3 millioner kroner. (Der bor 800 mennesker i Qaanaaq og bygderne)

Fredag d. 23. juli 1999
Fatuma Ali
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

Qaanaaq? Skal du til Qaanaaq? Hvor er du heldig. Små stjerner tændtes i øjnene hos folk hver gang jeg nævnte at mit arbejde i distriktspsykiatrien skulle starte i Qaanaaq. Grunden til at jeg valgte Qaanaaq som første stoppested var, at jeg vidste dette lille samfund havde mange problemer og at byen ikke havde haft besøg af en psykiater i urimeligt mange år. I min tid på psykiatrisk afdeling i Nuuk havde vi haft tre patienter indlagt fra Qaanaaq kommune: en fra selve byen og to fra en af bygderne. Jeg vidste fra arbejdet med disse patienter hvor knappe kommunens ressourcer var. Men - for at være ærlig - en forestilling om at møde den "autentiske" grønlandske kultur, var også med i mine tanker på vej herop, Jeg har ikke et stort erfaringsmateriale at tale ud fra, men Qaanaaq forekommer mig byudviklingsmæssigt mere tilbagestående end de steder jeg hidtil har set her på øen. Byen er også kun 46 år gammel og nogle af de bittesmå huse som hele familier blev placeret i ved tvangsflytningen fra det gamle Uummannaq, står her endnu. Qaanaaq by, set fra isen, foråret 1996 To modstridende ting springer straks i øjnene: flere flotte huse er under opførelse, samtidig bærer byen præg af forfald - ikke kun menneskeligt, men også materielt. Der ligger meget affald rundt omkring og mange huse trænger stærkt til vedligeholdelse. Som et kommunalt aktiveringsprojekt er en gruppe unge lige nu i gang med at rydde op i byen - og det hjælper. Min indsats er primært på sygehuset, men jeg når også at deltage i et møde i kommunen. hvor vi drøfter flere psykiatriske patienter. Her møder jeg Aron Olsen, der er ansat som forebyggelseskonsulent og er aflønnet af Socialdirektoratet. Han er en karismatisk mand på 43 år, stammer fra Sisimiut og har arbejdet her i Qaanaaq i to år. Allerede på den første dag af mit ophold på sygehuset har jeg hørt ham omtalt med stor respekt. Han har en imponerende hukommelse og kender hver eneste klients sociale baggrund og familierelationer - helt ud i detaljer. Han er en ildsjæl og der er ikke tvivl om at han er en af de personligheder, der ved deres engagement gør en forskel. "Da min kone, der er lærer, og jeg kom til Qaanaaq for to år siden, var vi begge chokerede over forholdene her. En dag hvor vi sad i vores hjem og talte om vores indtryk, kunne jeg simpelthen ikke finde ord der passede til det jeg følte. ?Det er som om jeg genoplever min barndom i Sisimiut, sagde jeg til min kone. Alkoholmisbruget, volden, de problemfyldte familier. Alt her minder om Sisimiut dengang jeg var dreng’. Tættere kunne jeg ikke komme". "I de to år jeg har været her, har jeg sagt goddag og farvel til 17 ansatte i socialforvaltningen". Han er selv handelsuddannet og har nu i tre måneder fungeret både som socialchef, sagsbehandler og forebyggelseskonsulent. For en uge siden kom den nye socialchef og til efteråret kommer der en uddannet socialrådgiver. "Qaanaaq er på alle måder en underprioriteret kommune. Vi hører hele tiden om politikernes engagement i Ammassalik kommune. Denne interesse er Ammassalik velundt, men det er bittert at vi er glemt, selv om vore problemer er større end Ammassalik kommunes. Hos os er der mange ressourcerige personer, der er interesserede i at arbejde frivilligt, men vi savner et skulderklap. Vores kommunale politikere kunne godt bruge nogen opmærksomhed fra Kanukokas side. Politiker bliver man ikke pr. automatik fordi man bliver valgt, man skal også uddanne sig til det. Og her kunne Kanukoka hjælpe med nogle kurser." Befolkningens store og synlige alkoholproblemer taler vi selvfølgelig en del om. Jeg nævner at jeg allerede har talt med en del patienter og prøvet at overtale dem til antabusindtagelse. Alle var imod antabus fordi man på Qaqiffik sagde, at antabus er gift. "Af de 21 alkoholikere Qaanaaq kommune har haft i behandling på Qaqiffik, er kun tre ædru i dag. Det er en kostbar behandling og udbyttet af den er ringe. I uge 18 - den landsdækkende alkoholfrie uge - havde vi en del aktiviteter og det var en god oplevelse at se hvor engagerede selv alkoholiserede mennesker var i de aktiviteter der foregik. Men det var deprimerende at erfare, at KNI i samme uge bragte 35.000 snapseflasker til byen. På grund af de store problemer med alkohol og vold har vores kommunale bestyrelse sidst i ?98 besluttet at lukke for salg af alkohol i bygderne. Denne beslutning er godkendt af Landsstyret, men det absurde er, at salget skal fortsætte indtil alkohollagrene i bygderne er tomme, for ellers skal kommunen overtage de resterende flasker. At tørlægge selve Qaanaaq har der ikke været tale om. Det skal lige nævnes, at det kun er tre år siden pointsystemet er blevet afskaffet i Qaanaaq og det ser ud til at befolkningen her skal igennem den samme destruktive måde at indtage alkohol på, som man har set andre steder i Grønland, før man lærer selv at styre flasken og ikke lader sig styre af den. I 1998 har Qaanaaq kommune fået 8,4 millioner kroner i skatteindtægter, mens KNI samme år har solgt alkohol i vores kommune for 14,3 millioner kroner. (Der bor 800 mennesker i Qaanaaq og bygderne og på grund af lufthavnsbyggeriet er der yderligere en gruppe skandinaviske håndværkere til stede). "I KNI, der er den eneste forretning her i byen, kan der i perioder mangle basale varer så som mel, men der er aldrig mangel på alkohol". Aron Olsen mener at det er en fordel at man kommer udefra, når man skal arbejde i et samfund, der er så lille. Alle kender hinanden og den professionelle afstand kan blive svær at opretholde. Denne problemstilling blev der også talt en del om på et møde jeg holdt på sygehuset med sundhedspersonalet. En sundhedsmedhjælper fortalte om en aftenvagt, hvor hun og lægen af politiet blev kaldt ud til en ældre dame, der havde begået selvmord. Det viste sig at være hendes mands bedstemor. Som modvægt.til alle de grusomme og ind imellem ufattelige sager vi taler om, fortæller Aron Olsen om et værested for børn og unge, der får besøg af ca. 45 børn og unge dagligt. Selv om det ikke var meningen fra begyndelsen, har man på værestedet også startet aktiviteter for kvinder og her mødes 16 kvinder, der alle har været udsat for en eller anden form for overgreb. Stedet er for lille og kvinderne og børnene kan ikke få husly ved akutte og tilspidsede familiesituationer. Da byen i weekenderne er ramt af en næsten kollektiv psykose udløst af alkohol og med den deraf følgende vold i familierne, har sygehuset og alderdomshjemmet i mangel af et krisecenter nu i længere tid givet de voldsramte kvinder og deres børn husly. Forleden var det en forslået kvinde, ledsaget af otte børn, der ringede på. Situationen er uholdbar. Sundhedspersonalet, der har vagten, har det dårligt med at sende kvinderne væk, samtidig med at kvinderne selv tit er berusede og støjende. Ægtefællen følger tit efter kvinden og er truende overfor personalet og de indlagte patienter. Qaanaaq har hårdt brug for et krisecenter for voldsramte kvinder, samt et børnehotel hvor børnene kan flygte hen, når forældrene på grund af alkoholpåvirkning mister enhver evne til at tage vare på deres børn. Det hænder at de fulde fædre misbruger deres børn seksuelt og mødrene - der er lige så fulde - ikke sanser hvad der foregår. Naturen heroppe er enestående: Smukke fjelde, skulpturelle og utilnærmelige isskosser, et væld af gule, hvide og blå blomster. Små pippende fugle er der også overalt. På gaderne er der mange børn i alle aldre, alle ser søde og velnærede ud. De smiler, vinker og tager tillidsfuldt imod min berøring. Ældre mennesker er der ikke mange af på gaderne, for mange er i den lyse og varme tid taget på fangst eller ud til bygderne. De få jeg har mødt ser udslukte og triste ud. Jeg tænker, at det jo er denne gruppe der har været igennem tvangsflytningen og det er ikke så mærkeligt at de ikke trives, da de ikke har formået at slå rødder det nye sted. Deres mistrivsel og frustration har de givet videre til den næste generation og hvis man fra Hjemmesty-rets side ikke griber ind og giver Qaanaaq og dens bygder en livsreddende indsprøjtning, vil nogle af de søde børn - der leger og griner højlydt lige nu - være de næste tabere. "Vores børn iagttager vores adfærd og lærer af den. De er vores lærlinge og vi må varetage vores ansvar som rollemodeller bedre".