Rensdyrjagt i et år - uden begrænsninger

Og det er det, man kalder for lige vilkår for befolkningen. Bag denne tanke, er det en ting, der er helt klar, og det er flertallets politiske bestræbelser for at holde fast på magten.

Tirsdag d. 10. august 1999
Søren Møller
Emnekreds: Fritid, Jagt.

De fleste rensdyrjægere har nok med interesse fulgt med i debatten i Landstingets forårssamling.

Vi, der har boet på sommerbopladser før begrænsning af rensdyrjagten blev indført, har kendskab til, hvor stort antal rensdyr, der gik rundt i de områder, hvor der aldrig kom mennesker. Dog skød fangerne aldrig mere end de skulle bruge. De gjorde også alt for, at der var rent i naturen, når de forlod den. De skød aldrig vildt ned, som man gør i dag.

Der er stort set ingen, der tager så langt ind i indlandet i dag, bortset fra enkelte, der måske tager ind for at nyde naturen.

Man kan forestille sig, at mange rensdyr tager til indlandet om sommeren. I forhold til tidligere behøver vi ikke længere at tage så langt ind i fjordene på jagt. I dag går vi i land hvor som helst, går et stykke vej, og fanger et rensdyr på ingen tid. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at der må findes rigtig mange rensdyr i indlandet.

I dag bliver der lavet mange politiske begrænsninger, og det drejer sig ikke kun om rensdyr. Man tager ikke hensyn til rensdyrjægernes erfaringer og viden ved beslutningerne. Det eneste, man tager hensyn til, er dem der end aldrig har skudt en kalv, men sidder foran en computerskærm dagen lang. De kommer med forslag, der ikke er tillidsvækkende for os erfarne rensdyrjægere.

Formålet med fordelingen af rensdyrkvoterne ved lodtrækning er noget ringe.

Erhvervsfangere får automatisk tildelt størstedelen af kvoterne, fordi de lever af fangst, men de fleste fangere lægger deres fangst i fryseren med det samme. Kun dem, der ikke har mere plads i fryseren sælger det overskydende kød.

Derfor mener jeg, at det bedste vil være, at hele den kvote, de enkelte kommune får tildelt, bliver fordelt til alle ansøgere, og alle får lige behandling på den måde, uanset om de er fritids eller erhvervsfangere.

Man kan heller ikke lade være med at bemærke, at selv dem, der end ikke har drømt om rensdyrjagt, ja, jagt i det hele taget, nu er blandt de heldige ved lodtrækningerne. Nogle af dem har ingen mulighed for at tage på fangst, mens nogle af dem får deres venner til at fange dyret. Og det er det, man kalder for lige vilkår for befolkningen. Bag denne tanke, er det en ting, der er helt klar, og det er flertallets politiske bestræbelser for at holde fast på magten.

Det siges, at rensdyrbestanden er vokset her i de seneste år. Derfor skulle man mene, at det ikke ville skade noget, hvis man åbnede helt for rensdyrjagten i et år.

Det er ikke tanken, at alle fritidsjægere skal tage ud på jagt, for de fleste har nok ingen båd, eller skydevåben, der er tilladt til rensdyrjagt.

At man ikke kan undgå at indføre restriktioner, lige så snart en dyrebestand i Grønland er i fare, har vi erfaringer i. Med vi bør vide og forstå, at alvorlige begrænsninger skal have med virkeligheden at gøre.