Færøsk selvstyre - Begrebet suverænitet

Et riges suverænitet i international ret indebærer derfor, at det ikke er undergivet noget andet rige, og at andre riger ikke kan blande sig i dets interne anliggender.

Onsdag d. 1. september 1999
Det færøske Landsstyres Traktatudvalg
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Begrebet suverænitet har en lang historie, både i statsret og international ret. Opfattelsen har været, at ethvert retssystem må bygge på en grundlæggende hjemmel, der så at sige lå uden for eller over selve retssystemet, hvis den ikke skulle mangle reel myndighed og troværdighed.

Oprindelsen til suverænitetsbegrebet er religiøs. Kun hos Gud fandtes den fuldkomne magt, som verdens fyrster repræsenterede på jorden. Paven, der stod i spidsen for den eneste "verdensmagt" efter datidens opfattelse, ville være den øverste mellem fyrsterne, og i striden med de tyske kejsere var hans stilling som Guds øverste repræsentant på jorden hans ideologiske våben. Denne strid endte med fyrsternes sejr, og med reformationen og oplysningstiden blev det nødvendigt at søge efter et andet grundlag for suverænitet end det guddommelige.

Striden om den øverste magt i samfundet var langt og ofte blodig, men enden blev, i hvert fald i vor del af verden, at folket vandt og demokratiet blev almindeligt anerkendt som det eneste overbevisende samfundssystem. Den øverste hjemmel til al regeringsmagt ligger således hos folket, der udøver denne magt gennem sine valgte repræsentanter.

Den højeste rigsmagt er sædvanligvis tredelt, lovgivende magt, udøvende magt og dømmende magt. Intern suverænitet beskrives sædvanligvis som den øverste magt over det territorium og det folk der tilhører riget. Med andre ord er det regeringsmagtens monopol til at lovgive og opretholde landets love og beskytte land og folk mod indblanding udefra.

Når højhedsbegrebet anvendes i international ret, er billedet ikke helt så klart, da en af grundreglerne i det internationale samfund er, at alle suveræne stater er ligestillede. Intet rige kan siges at have suverænitet i international sammenhæng, hvis begrebet skal have samme betydning som i national sammenhæng, nemlig øverste magt til at skabe lov og ret. Den internationale ret organiseres netop ikke på samme måde som den nationale ret, da der i international ret ikke findes en lovgiver, der har myndighed til ensidigt at fastsætte hvad der er gældende ret, bindende for medlemmerne af det internationale samfund, som først og fremmest er suveræne stater.

I paragraf 2, stk. 1 i FN pagten siges det, at organisationen er bygget på ligestilling i suverænitet ( the sovereign equality ) mellem alle medlemsstaterne, medens paragraf 2, stk. 7 forbyder indblanding i interne anliggender, som er afgørende del af den enkelte stats interne jurisdiktionsområde.

I proklamationen fra FN's generalforsamling i 1970 om venlige forhold og samarbejde mellem landene, er en del om staternes suveræne ligestilling, som beskrives således:

Alle riger har ligestilling i suverænitet. De er ligestillede mht. rettigheder og pligter, og er ligestillede medlemmer i det internationale samfund, uanset forskelle i økonomiske, samfundsmæssige, politiske og andre forhold. Den suveræne ligestilling omfatter især disse emner:
  1. Alle stater er juridisk ligestillede.
  2. Alle stater har de i fuld suverænitet indbyggede rettigheder.
  3. Hvert land har pligt til at anerkende andre landes identitet.
  4. Et lands territorium og politiske frihed er fredlyst.
  5. Hvert land har ret til i fuld frihed at vælge og udvikle sine politiske, samfundsmæssige, økonomiske og kulturelle systemer.
  6. Hvert land har pligt til pålideligt og fuldt ud at overholde sine internationale forpligtelser og at holde fred med andre lande.
Et riges suverænitet i international ret indebærer derfor, at det ikke er undergivet noget andet rige, og at andre riger ikke kan blande sig i dets interne anliggender. Kun suveræne stater kan være medlemmer af FN, medens flere af FN's institutioner giver medlemskab til lande, der ikke er suveræne stater.

Medens organisationer og enkeltpersoner i en vis grad kan have rettigheder og pligter ifølge international ret, er det kun suveræne stater, der kan skabe international ret, enten ved sin adfærd (sædvaneret) eller ved overenskomster (aftale). Den internationale domstol har kun ret til at dømme i uoverensstemmelser mellem de lande, der klart har anerkendt domstolens myndighed.

Suverænitet er dog ikke ubegrænset. Af selve suverænitetsbegrebet følger som nævnt, at intet rige har ret til at blande sig i andre riges interne anliggender. Denne regel, der er fastsat i paragraf 2, stk. 7 i FN's pagten, har dog ikke hindret FN i at blande sig i forholdene i et land, når det drejer sig om grove brud på menneskerettighederne og andre forhold, som det internationale samfund fordømmer. I følge kapitel VII i FN pagten, kan sikkerhedsrådet ligeledes iværksætte foranstaltninger mod et land, der vurderes at true den internationale fred. Hertil kommer, at det bliver mere og mere anerkendt, at den internationale ret tillader indblanding i et riges interne anliggender af humanitære grunde. Der er dog ikke enighed om dette, eller om betingelserne for en sådan indblanding.

At et rige gennem en traktat har bundet sig til internationalt samarbejde, der lægger bånd på dets suverænitet, kan ikke anses for at være en juridisk begrænsning af suveræniteten, i hvert fald ikke i det omfang at aftalen kan opsiges, hvilket er det almindelige. På den anden side er der mange eksempler i international retssædvane (customary law) på begrænsninger af suveræniteten. Et af dem er den stadige udvikling af menneskerettighederne de seneste år og den stigende indblanding fra det internationale samfund i de riges interne anliggender, som groft krænker disse rettigheder.

I Europa har to forhold de sidste år ført til væsentlige begrænsninger i det virkelige indhold i suveræniteten hos alle de mest betydelige riger i verdensdelen. Det første er det økonomiske og politiske samarbejde i EU, der efterhånden bliver mere og mere omfattende og dybtgående. På de mange vigtige samfundsområder, som samarbejdet omfatter, ligger lovgivningsmagten reelt hos unionsmyndighederne, og det samme gælder for den dømmende magt. Denne udvikling bliver endnu tydeligere, nu det er på tale at danne en form for europahær i tilknytning til dette samarbejde.

Det andet forhold er den europæiske beskyttelse af menneskerettighederne, som uden sammenligning er den mest udviklede i verden, både når det drejer sig om de rettigheder, der er traktatsikret, og den beskyttelse, som den europæiske domstol har mulighed for at iværksætte.

I begge de tilfælde, der her er nævnt, kan man føre frem, at intet rige er bundet til at være med i dette samarbejde uden af egen vilje, og så henseende er suveræniteten fortsat intakt. Dette er formentlig korrekt, selv om der ingen opsigelsesregler er i EU traktaten, men i praksis bliver det mere og mere virkelighedsfjernt at udtræde, jo mere den virkelige magt bliver centraliseret, og jo længere samarbejdet varer.

At Færøerne ikke har suverænitet under hjemmestyreloven er åbenlyst. Selve loven siger klart, at ordningen er af statsretlig art, og at hjemmestyrets lovgivningsmagt og udøvende magt er begrænset til anliggender der er overtaget som særanliggender. Dertil kommer, at den dømmende magt overhovedet ikke kan overtages ifølge hjemmestyreloven.

Hvis Færøerne bliver suveræn stat, får de del i det internationale samfund som andre stater og kan dermed deltage i det internationale samarbejde som jævnbyrdig part. Som den dansk-islandske forbundslov fra 1918 viser, hindrede det ikke Island i at blive anerkendt som suveræn stat, at visse grundlæggende samfundsanliggender som den dømmende magt, udenrigsanliggender og søværn fortsat skule varetages af Danmark. En lignende ordning mellem Færøerne og Danmark skulle derfor ikke være nogen hindring for, at Færøernes suverænitet bliver anerkendt af det internationale samfund.