Indsigt: Færøsk selvstyre - Små nationer med suverænitet

Færøsk selvstyre - Små nationer med suverænitet

Tendensen med regionale organisationer og FN-institutioner, der udarbejder internationale forpligtende regelværk, skaber bedre udsigter for mikrostater til at udnytte de muligheder, som suveræniteten giver.

Onsdag d. 1. september 1999
Det færøske Landsstyres Traktatudvalg
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:: Mikrostater i verdenssamfundet; Selvstændighedsudviklingen; Økonomisk selvstændighed; Mikrostater i international samarbejde; Sikkerhedsanliggender; Forholdene til kolonimagten; Konklusion

I verden er der 10 mikrostater, med en befolkning på størrelse med Færøernes eller mindre. Det er almindeligt i statskundskab at definere en mikrostat som en stat med en befolkning på 1 mio. eller mindre. Af verdens godt 190 suveræne stater, er de 43 mikrostater. 28 af disse er øriger, og selv om Vatikanet ikke medregnes, så er der 15 mikrostater med mindre end 100.000 indbyggere.

I dette afsnit gennemgås nogle betydelige forhold for alle verdens mikrostater med en befolkning på mindre 300.000. Denne udvælgelse foretages for at gøre det lettere at sammenligne med Færøerne. I enkelte tilfælde nævnes der også mikrostater med mere end 300.000 indbyggere, dog kun når de kan tjene som interessante eksempler.

Mikrostater i verdenssamfundet

Som udviklingen har været de seneste år, er det tænkeligt, at flere små uselvstændige lande, eller bilande (dependencies) med en befolkning under 200.000 vil opnå suverænitet. Da sidste verdenskrig sluttede, og man planlagde at lade kolonier få suverænitet, var den almindelige opfattelse i de rådende kolonimagter, at mikrostater med et så lille befolkningstal ikke kunne opnå en tryg tilværelse. Generelt støtter de erfaringer, som mikrostater hidtil har gjort, ikke denne opfattelse.

Da FN blev stiftet efter anden verdenskrig, var der ikke så mange mikrostater som i dag, og de, der var, blev ikke taget for alvor i internationale forhold. Luxembourg var reelt den eneste mikrostat, der var medstiftende medlem af FN. Island blev medlem året efter. De historiske europæiske mikrostater (Andorra, Liechtenstein, Monaco og San Marino) blev holdt udenfor i internationalt samarbejde. Deres suverænitet var ikke direkte truet, men de blev tilsidesat i deres forsøg på at komme med i internationale ordninger på lige fod med andre, ligesom deres ansøgninger om at komme med i Folkeforbundet var blevet dem nægtet næsten 25 år tidligere.

Efterhånden blev disse Europas mindste stater, alligevel optaget i institutioner under FN, men med det forbehold, at de ikke skulle danne præcedens for, at mikrostater kunne i deltage i det internationale samfunds hovedorganisationer. Kort sagt, mellem 1946 og 1960 var Island og Luxembourg de eneste mikrostater, der var med i internationale organisationer som anerkendte ligestillede medlemmer.

Tabel 1: Verdens mikrostater med befolkning under 300.000.

Land	Beliggenhed	Folketal 1994	Størrelse km2	BNP pr. indbygger 1997 omregnet til DKK
Andorra	Europa	48.000	450	97.100
Antigua og Barbuda	Caribiske hav/Atlanterhavet	67.000	440	62.400
Bahamaøerne	Atlanterhavet	272.000	13.940	92.600
Barbados	Atlanterhavet	260.000	430	58.100
Belize	Mellemamerika	206.000	22.960	19.800
Brunei	Sydkinesiskehav/ på øen Borneo	282.000	5.770	127.000
Dominikanske republik	Caribien/Atlanter-havet	71.000	750	24.300
Grenada	Caribien/Atlanter-havet	92.000	340	23.800
Island	Atlanterhavet	266.000	103.000	193.000
Kiribati	Stillehavet	77.000	717	4.800
Liechtenstein	Europa	28.000	160	249.700
Maldiverne	Indiske Ocean	241.000	300	9.400
Marshalløerne	Stillehavet	53.000	181	11.800
Mikronesien	Stillehavet	118.000	702	13.500
Monaco	Europa	28.000	2	169.300
Nauru	Stillehavet	10.000	21	70.000
Palau	Stillehavet	16.000	458	41.300
St. Kitts & Nevis	Caribien	41.000	269	45.500
St. Lucia	Caribien/Atlanter-havet	141.000	620	28.600
St. Vincent og Grenadinerne	Caribien/Atlanter-havet	111.000	340	18.100
San Marino	Europa, Italienske halvø	23.000	60	141.700
Sao Tomé & Principe	Atlanterhavet	130.000	960	2.300
Seychellerne	Indiske Ocean	73.000	455	51.900
Tonga	Stillehavet	98.000	748	12.700
Tuvalu	Stillehavet	13.000	26	5.600
Vanuatu	Stillehavet	165.000	14.760	10.100
Vatikanet	Europa, Italienske halvø	1.000	0,44	-
Vestsamoa	Stillehavet	272.000	2.860	14.700
Færøerne	til sammenligning	44.000	1.399	*152.000

* Den danske stats udgifter på Færøerne er medregnet.

Kilde: Division of the UN Secretariat, World Population Prospects / Statistics Division of the UN secretariat and International Labour Office. CIA World Factbook 1998.

Herudover blev de mindste europæiske mikrostater anset som undtagelser fra reglen om, at meget små stater ikke kunne have den nødvendige evne til at udøve sin suverænitet i praksis. Dette var opfattelsen i de europæiske kolonimagters udenrigs- og koloniministerier frem til 1960'erne. Denne opfattelse var ofte rodfæstet i en ægte omsorg: Regeringen i kolonimagten havde ansvaret for sikkerheden og velfærden i de mindste, uselvstændige lande. I nogle tilfælde, som med de fleste af de små øsamfund, så det ud til at denne kolonitilstand skulle være af vedvarende karakter. Så sent som i 1958 mente det britiske koloniministerium (Colonial Office), at uselvstændige lande mindre end Sierra Leone, som da havde ca. 2,5 mio indbyggere, ikke for alvor kunne antages at være i stand til at administrere en suverænitet. Man mente da, at det var mere passende for sådanne mikrostater, at de fik tildelt en mere begrænset selvbestemmelsesret.

Tabel 2: Verdens mikrostater med befolkning på 300.000 og mere.

Land	Beliggenhed	Folketal 1994	Størrelse km2	BNP pr. indbygger 1997 omregnet til DKK
Bahrain	Arabiske halvø	563.000	620	67.600
Kap Verde	Atlanterhavet	407.000	4.030	5.900
Ækvatorial- guinea	Atlanterhavet + fastland Afrika	389.000	28.050	2.500
Fiji	Stillehavet	755.000	18.270	19.400
Gambia	Afrika	956.000	11.300	2.300
Djibouti	Afrika	496.000	22.000	7.000
Guyana	Sydamerika	825.000	214.970	6.300
Qatar	Arabiske halvø	476.000	11.437	114.800
Comorerne	Indiske Ocean	630.000	2.170	2.400
Cypern	Middelhavet	729.000	*9.250	**78.900
Luxembourg	Europa	383.000	2.586	268.300
Malta	Middelhavet	364.000	320	61.900
Salomonøerne	Stillehavet	366.000	28.450	6.000
Surinam	Sydamerika	455.000	163.270	26.500
Swaziland	Afrika (skønnet tal fra 1998)	966.000	17.360	10.100

Den græske og tyrkiske del tilsammen.
* Gennemsnit for hele øen. I den græske del er BNP pr. indbygger ca. dobbelt så stor som i den tyrkiske del. Dette er skønnede tal.

Kilde: Division of the UN Secretariat, World Population Prospects / Statistics Division of the UN secretariat and International Labour Office. CIA World Factbook 1998.

Den almindelige tankegang i kolonimagten genså man ofte som tvivl hos de første nationale ledere i de små lande. I flere tilfælde var man bekymret for at tage skridtet fuldt ud og skabe et selvstændigt rige. Dette var bl.a. tilfældet med den stærke leder af arbejderpartiet på Malta, Dom Mintoff, hvor der først blev sigtet mod at få en stilling som biland til Storbritannien ( Crown Dependency ) på samme måde som Isle of Man, Jersey og Guernsey havde. Dette var Storbritannien meget lidt interesseret i og Malta fik i stedet suverænitet og har udviklet sig som en selvstændig stat. Også på Seychellerne forsøgte man forgæves at få en stilling som minder om Man.

Grenada forsøgte først en stilling i et assosieret statstilknytning (Free Association), som var en ordning, der gav meget små øer fuld selvbestemmelse på de fleste områder, dog ikke i udenrigs- og forsvarsanliggender. Denne assosierede statstilknytning varede ikke længe. Den betydeligste del i denne type overenskomst var bestemmelsen om, at øerne selv kunne gøre ende på denne status på demokratisk vis og etablere egen suverænitet. Dette gjorde de stort set alle efterhånden.

Da Gabon og Cypern blev selvstændige i 1960 skete der en ændring. Dette medførte nye krav om selvstændighed i de mindste bilande, da deres selvtillid stadigt blev bestyrket i takt med, at man så, at andre andre små lande lykkedes med sine selvstændighedsprocesser.

I 1965, da Maldiverne fik selvstændighed, var dette ikke velset i FN's sikkerhedsråd, da man frygtede for udsigterne til FN-generalforsamlinger med deltagelse "landsbystater" ( village states ). Ansøgningen fra Maldiverne om medlemskab af FN havde brudt en usagt minimumsgrænse, da øerne havde færre end 100.000 indbyggere.

USA's og Storbritanniens forsøg på at løse "mikrostatsproblemet" med forskellige forslag om begrænset medlemskab og medlemskab uden stemmeret blev forkastet. Det kunne ikke lade sig gøre at overbevise lande, som ville være FN-medlemmer, om at man anerkendte deres suverænitet fuldt ud, samtidigt som de reelt blev nægtet at være med på lige fod. Derudover var enhver sådan begrænsning ikke velset mellem den tredje verdens lande, der udgjorde en stadigt større gruppe på FN's generalforsamlinger.

I løbet af de to næste 10-årsperioder blev mange nye mikrostater medlemmer af FN. Udviklingen var delvis et resultat af udmattede kolonimagter. Dette gjaldt især Storbritannien. I den britiske regeringsadministration var der hverken vilje eller ressourcer til at opretholde et verdensomspændende imperium "hvor solen aldrig gik ned". Hvis Storbritannien forsøgte at tale et land fra selvstændighed, var det ikke med tanke på at bevare dem som britisk territorium, men mere for at overtale dem til at gå sammen med nabolandene. Eksempler på dette var den påtænkte Vestindiske Forbundsstat (West Indies Federation), og etableringen af Senegambia, samt unionen mellem indbyggerne på Gilbert og Ellice. Kun i De Forenede Arabiske Emirater lykkedes et sådant fællesskab. I alle de andre tilfælde havde de forskellige lande afgjort at gå sine egne veje til selvstændighed. Begrundelser om, at de var for små, lå langt væk, eller var alt for økonomisk afhængige, havde ingen virkning. Det havde i denne forbindelse stor betydning at landede så, at afkoloniseringen gik godt. Hvis Guyana, hvorfor så ikke Barbados? Og hvis Barbados, hvorfor så ikke Grenada. Og hvis Grenada, hvorfor så ikke St. Kitts? Erfaringerne andre steder havde stor betydning som inspirationskilde.

Ligeledes blev det snart klart, at mikrostater kunne bruge forskellige finansierings- og støtteordninger, ligesom udviklingsplaner i de internationale organisationer. I stedet for bare at satse på velvilje fra den gamle kolonimagt, kunne de nye selvstændige mikrostater se frem til et utal af multilaterale finansieringskilder og et stadigt flere bilaterale ordninger og øgede sådan udsigterne til udvikling.

Den hurtige verdensomspændende vækst i antallet af mikrostater banede også vej for, at de mindste europæiske mikrostater for første gang for alvor fik adgang til det internationale samarbejde. Liechtenstein blev medlem af Europarådet i 1979 og af FN i 1990. San Marino og Monaco fik også fuld FN-medlemskab. Med en ny grundlov i 1993 afsluttedes Andorras uklare og midelalderlige forfatningsmæssige sttus, og det pyrenæiske fyrstedømme fulgte med de øvrige europæiske mikrostater ind i det internationale samarbejde.

Selvstændighedsudviklingen

I så at sige alle tilfældene fik mikrostaterne suverænitet på fredelig vis og i samarbejde med kolonimagten. Dette gjaldt især i de over tyve gamle britiske kolonier, der fik suverænitet. Kun på Cypern kæmpede briterne mod en militær selvstændighedsbevægelse. Sagen blev yderligere kompliceret af striden mellem græske og tyrkiske cyprioter, der støttedes fra henholdsvis Grækenland og Tyrkiet. I nogle tilfælde, især i Belize og Brunei var selvstændighedskursen hindret af frygt for nabolandenes planer. Som bekendt afhænger mikrostaters såvel som store nationers sikkerhedsmæssige forhold oftest af forhold i nabolandene.

Men de fleste britiske kolonier blev selvstændige uden postyr. Som oftest bad Storbritannien om en form for demokrati som betingelse for at støtte en afgørelse om selvstændighed. Det var almindeligt, at dette medførte valg til lovgivende forsamling og/eller folkeafstemning om selvstændighed. Havde selvstændighedsspørgsmålet været hovedtema i landets sidste valgkamp, plejede den nye regering at forhandle med Storbritannien, og siden blev der afholdt folkeafstemning eller valg til lovgivende forsamling. I nogle lande, som i sheikdømmerne ved den Persiske Golf eller kongeriget Tonga, blev denne form ikke anset for anvendelig. Disse lande havde protektoratsstatus, og havde længe havde haft fuld frihed til internt selvstyre og havde egen historisk udvikling. Dette gælder også Brunei.

De franske erfaringer var noget anderledes. Præsident de Gaule’s afgørelse om at give alle franske kolonier i Afrika selvstændighed betød, at Djibuoti og Comorerne til sidst fik selvstændighed. Forbindelserne mellem de selvstændige stater og Paris vedblev at være tætte og stort set af handelsmæssig karakter.

Flere af de små franske lande i Det Caribiske Hav og Stillehavet har beholdt sin status som oversøiske administrative enheder ( departments - Fransk Guyana, Guadaloupe, Martinique, Reunion) oversøiske territorier ( territories Fransk Polynesien, Ny Caledonien, Walis og Fatuna) eller oversøiske kollektiviteter ( collectivite territoriale - Mayotte, St.Pierre og Miquelon). Disse franske bilande sender alle, hver for sig, repræsentanter til den franske nationalforsamling og i senatet. De er forfatningsmæssigt en del af det franske rige, selv om nogle ligger på den anden side af kloden. For en stor del skyldes deres interesse i at forblive franske bilande den store økonomiske velvilje disse lande får fra Paris, og som har givet dem forholdsmæssigt fremskridt i forhold til nabolandene. Som eksempel kan nævnes, at den største del af bruttonationalindkomsten på Guadaloupe stammer fra den franske statsstøtte. Hvis viljen hos regeringen i Paris til at støtte disse territorier skulle mindske, kan der være tvivl om den fremtidige stilling for disse lande. Flere har stærke nationalpolitiske bevægelser, der nogle steder har forsøgt at gøre voldelige oprør med krav selvstændighed.

Det eneste forhenværende hollandske territorium i denne gruppe, Surinam, fik uden større komplikationer selvstændighed fra Holland med særdeles gode betingelser for de surinamesere, der boede i kolonimagten. De Hollandske Antiller (Curacao, Bonaire, St. Marten, St. Eustatius, Saba) og Aruba har bestemt sig for at forblive selvstyrende hollandske rigsdele.

Tre ølande (Marshalløerne, Mikronesien og Palau) i USA's stillehavsinteresseområde (United States Trust Territory of the Pacific) måtte gennem en meget lang forhandlingsperiode med USA, inden sagen blev afklaret. Særlig besværlig var spørgsmålet om at tillade USA at benytte deres territorium til militære formål. Alle øerne har indgået aftale om associeret statsforbindelse (Compact of Free Association), med USA, som sørger for, at den økonomiske støtte ydes til gengæld for havnerettigheder og rettigheder til militær tilstedeværelse. USA betaler ørigerne for at fastholde sin militære stilling i denne del af Stillehavet. Det betyder selvfølgelig også, at USA har forpligtet sig til at forsvare øerne.

Forhandlinger om selvstændighedsudviklingen i mikrostater har i hovedsagen været begrænset til disse spørgsmål: (1) Vilkår for fortsat økonomisk støtte de første år - i en overgangsperiode - efter at suveræniteten er etableret. (2) Borgerrettigheder for statsborgerne i hinandens lande. (3) Betingelser for forsvar og dertil hørende materiell, såfremt det var hensigten fortsat at opretholde dette i det nye rige.

Da de fleste mikrostater fik suverænitet i forbindelse med afkolonisering, havde spørgsmål om fordeling af formue og gæld kun ringe betydning. I de aller fleste tilfælde overførte kolonimagten ganske enkelt investeringerne, de havde foretaget i offentlige bygninger og infrastruktur til de nye selvstændige stater og holdt sig både til bogstav og ånden i selvbestemmelsesretten som den er formuleret i flere FN vedtægter, og som det er almindeligt angående afskaffelse af kolonier. Trods alt opfattede man disse aktiver som værende kolonimagtens ansvar overfor sine bilande, og ikke investeringer, der kunne fjernes eller der skulle betales for i det øjeblik koloniflaget blev taget ned.

I årene før Botswana, Lesotho og Swaziland fik suverænitet foretog Storbritannien investeringer i landenes infrastruktur, for at undgå påstande om, at Storbritannien havde vanrøgtet landet ved at forlade det uden at yde landet de nødvendige materielle forudsætninger for en levedygtig selvstændighed. Et lignende eksempel findes i Danmarks dispositioner i forbindelse med etableringen af Islands suverænitet (se del 3).

Kort sagt var vejen til selvstyre i alle tilfælde, bortset fra Cypern og Guinea- Bissau, fredelig og som oftets funderet på et flertal i befolkningen. I de fleste mikrostater var der en demokratisk ingrediens i udviklingen, enten ved, at et klart flertal for selvstændighed, blev valgt til landets nationalforsamling, eller ved folkeafstemning, eller begge. I andre tilfælde, fx. på Kap Verde blev selvstændigheden givet gennem direkte forhandlinger med en regering, og i andre tilfælde, som i Brunei og Golfstaterne blev der forhandlet med en regerende magthaver på stedet. Selv i lande, hvor selvstændigheden i begyndelsen mødte modstand, fx. Seychellerne blev der klar tilslutning, så snart det blev klart, at suverænitet var den eneste realistiske mulighed.

Økonomisk selvstændighed

Når der ses bort fra mikrostater på det europæiske fastland, som længe har haft økonomisk fremgang, og selvfølgelig de rige olielande som sheik-dømmerne og Brunei, havde de fleste lande en meget afhængig økonomi da kolonistatusen blev ophævet, og de blev suveræne stater. Hyppigt baserede disse lande sig på produktion af en enkelt varetype med stor følsomhed for prisudsving på markedet.

Da mikrostaterne typisk led under ufordelagtige handelsbetingelser, har de fleste været afhængige af udviklingshjælp. Denne hjælp blev brugt til at opveje et økonomisk underskud, som opstod fordi landets indkomster blev mindre, på grund af faldende priser på verdensmarkedet. I nogle tilfælde baseredes hele økonomien på en bestemt afgrøde som fx. sukker i Mauritius (et interessant eksempel, selv om befolkningen er lidt over 1 mio) til for nylig, eller tørret kokos i Tongo. Selv mikrostater, der var meget bundet til erhverv som olie (Trinidad og Tobago), var ikke beskyttet mod prisændringer. Dette gjorde dem så afhængige af økonomisk bistand, at det var til fare for den økonomiske sikkerhed.

Nogle mikrostater med attraktiv beliggenhed, fx. Seychellerne og Barbados har udviklet en blomstrende turistindustri. Selv om dette er verdens største branche, kan det være lige så ustabilt at være bundet for meget til turistindustrien, da markedet kan være svigefuldt. Økonomisk diversificering med flere brancher er derfor et nødvendigt mål at sætte sig.

I virkeligheden er det ikke et spørgsmål om at blive fuldstændig økonomisk uafhængig med det samme, der vil oftest være tale om en mere langsommelig proces. Det er mere et spørgsmål om, hvor god man selv er til at styre sine forbindelser og hvor god man er til at skabe økonomisk flerstrengethed, som kan lette byrderne og betyde, at en enkelt kolonimagt eller anden "fremmed" magt ikke alene kan administrere mikrostaternes økonomiske skæbne. Dette er lykkedes i de fleste mikrostater både med investeringer og hjælpeforanstaltninger ved, at der er påbegyndt nye erhverv med renteindtægter, med udvikling af off-shore tjenester i finanssektoren, søfart og lignende.

Det har ofte været tilfældet, at mikrostaterne satsede på økonomisk støtte fra kolonimagten de første år efter at suveræn status var opnået. Det har været ordninger, der havde været genstand for forhandlinger i tiden umiddelbart forud for selvstændigheden. Frankrig fortsatte i hovedrollen som bidragsyder i Djibuoti og Comorerne og stod for mellem 55 og 70% af hele den bilaterale bistand, endog så sent som ti år efter at suveræn status var opnået. Et interessant eksempel er Ækvatorialguinea som, selv om det var en tidligere spansk besiddelse, blev stadig mere influeret af finansielle tiltag fra Frankrig, efter opnåelse af selvstændighed.

Billedet er et helt andet angående de tidligere britiske kolonier. Særlig i de suveræne stater i Caribien, som er medlemmer i Commonwealth (samarbejdsorganisationen mellem Storbritannien og forhenværende kolonier), har den britiske støtte været afløst af støtte fra USA og Canada. Det samme ses i de gamle britiske lande i det sydlige stillehav ved Australien, New Zealand og Japan, som står for stor bilateral hjælp til øerne. I de gamle britiske lande, som har historisk tilknytning til Frankrig, fx. Mauritius, St. Lucia og Seychellerne, fortsætter Frankrig som en af de betydeligste finansieringsyder, når det drejer sig om at finansiere den økonomiske udvikling.

For de fleste mikrostater har selvstændigheden betydet, at støtte og investeringer udefra er ændret voldsomt. De var totalt afhængige af ydelser fra kolonimagten, men den suveræne status har givet mikrostaterne mulighed for at nærme sig andre finansieringskilder, og selvfølgelig også internationale organisationer. Suverænitet giver mikrostaterne større mulighed for at styre påvirkningen udefra, ved at landet ikke bliver økonomisk afhængig af ydelser fra kun et land.

Den samme diversifisering ses i mikrostaternes eksport. Nogle mikrostater fortsatte med en meget ensartet vareeksport, især oliestaterne og de fattigste af mikrostaterne. Dog har de fleste mikrostater udviklet en stadig mere flerstrenget eksport. Tiårsperioden fra 1975 til 1986 er en nyttig periode for vore vurderinger, da denne periode for de fleste mikrostaters vedkommende udgør de første år med suverænitet. I denne periode blev eksporten diversifiseret i 21 mikrostater, og i flere af dem endda væsentligt.

Når der er tale om øget selvstændighed, er det lige så vigtigt at få skabt flerstrengede markeder, som det er at have forskelligartet produktion. I den samme tiårsperiode havde 26 mikrostater fået en meget bredere markedssammensætning. I de fleste tilfælde genspejler denne udvikling fremkomsten af ny produktion, som kan åbne op for nye markeder. Et godt eksempel er Mauritius. I 1971 blev der etableret en eksportfremmende zone (Export Processsing Zone, EPZ) på Mauritius med foreløbig skattefrihed, toldfri import og lavrentelån. Den efterfølgende udvikling har medført, at landet blev mindre afhængigt af sukker, som man tidligere var alt for afhængig af. Dette område har oplevet en væsentlig vækst i arbejdspladser og direkte udenlandske investeringer. I 1995 stod EPZ-eksportindtægterne for næsten 70% af de samlede eksportindtægter, og det gjorde Mauritius til et afrikansk højvækstland. Hovedparten af produktionen udgjordes af tekstilvarer, men regeringens indsats for at skabe en mere diversificeret produktion har resulteret i etablering af nye produktionsbrancher, bl.a. produktion af ure og præcisionsværktøj, ædelstene og elektronikteknologi. Nu er bruttonationalproduktet i Mauritius for hver indbygger mere end 30 gange højere end på Madagascar som er det nærmeste store naboland.

Væksten i produktionserhvervene på ST. Lucia som nu er ca. 13% af bruttonationalproduktet baserer sig ligeledes på diversificerende udviklingstiltag lignende dem i Mauritius. At der er investeret i infrastruktur som containerområde og dyb havn, har også virket tillokkende på udenlandske investeringer.

I mange mikrostater er serviceindustrien lokomotivet for den udvikling, der gør økonomien mere flerstrenget. Stadig flere mikrostater er kommet ind i det hurtigt voksende verdensmarked for off-shore finanstjenester. Dette er en erhvervsgren, som kræver påpasselighed og en tryg administration af det juridisk ansvar. Betingelsen for at komme ind på de mest pålidelige markeder er, at det lykkes at skabe troværdighed til en sådan ansvarlighed. Væksten i dette erhverv gør den til en nyttig kilde til diversificering, hvis der sikres pålidelige rammer. San Marino er et passende eksempel, som viser, hvilken betydning, en suveræn stats jurisdiktion kan have med hensyn til at udvikle dette erhverv. En ny rapport fra den internationale valutafond (IMF) om økonomien i San Marino roste republikkens økonomiske styring, både hvad angår vækst i højværdiproduktion og den betydelige vækst i serviceerhvervene. Finans- og forsikringserhvervenes andel af økonomien er steget kraftigt som direkte følge af manglende tiltro til politisk stabilitet i det omkringliggende naboland Italien. San Marino klarede at drage til sig formuer fra italienere, der følte sig utrygge ved Italiens ustabile politiske forhold.

Serviceerhvervene på alle områder fortsætter med at tilbyde uvurderlige muligheder for at skabe diversificerede mikrostats-økonomier. Fx. kan de caribiske lande i Commonwealth bruge sit høje boglige kundskabsniveau til at udvikle erhvervene indenfor informationsteknologi. Her gør internettet det væsentligt lettere for ø-nationer at være med, end førhen. Den samme udvikling ses i organisationen af små ø-nationer (Association of Small Island States), der lægger meget arbejde i at styrke kommunikationssystemer og mulighederne for medlemslandene. Denne strategi gør, at det får stadig mindre betydning, at landene er øer og at de ligger langt væk fra markederne.

Som nævnt er turistindustrien en voksende indtægtskilde for en del mikrostater. På Seychellerne og Maldiverne har turistindustrien været afgørende for, at økonomien på øerne er blevet mere diversificeret. Selv de fjernest beliggende mikrostater er i stand til at markedsføre, hvor interessante de er for turister med særlige ønsker, fx. i kultur- og eventyrturisme og endda økologiturisme. Falklandsøerne er eksempel på, at et ublidt klima ikke behøver at være en hindring for voksende turisme.

Kort sagt har mikrostaternes erfaringer, med få undtagelser, været en væsentlig vækst i økonomien, samt at økonomien har fået flere ben at stå på. Den økonomiske globalisering giver de små økonomier nye muligheder, især indenfor udviklingen af specialerhverv.

Afgørende for at kunne udvikle sin økonomi i en globaliseret verden er, at småsamfundet har den nødvendige jurisdiktion, som suveræniteten giver, og klarer at bruge denne som en ressource. Enten planen er at bruge finanspolitiske tiltag for at lokke investeringer til landet og åbne nye veje for økonomisk aktivitet eller om det er adgangen til regeringskonterer i fremmede hovedstæder eller internationale organisationer, har mikrostaters suverænitet vist sig at være et hovedværktøj i sig selv til at gøre sig mindre økonomisk uafhængig af andre og at sætte sig mål, der styrker deres selvstændighed.

Mikrostater i international samarbejde

På det udenrigspolitiske plan som fx. vedrørende etablering af ambassader, er det forskelligt hvor aktive mikrostater er. Størrelse har øjensynligt betydning på dette område. Lande med en større befolkning har ofte ambassader i flere lande end mindre lande. Mikrostater har ikke så mange vedvarende bilaterale forbindelser som større lande, men lægger større vægt på at være repræsenteret i internationale organisationer og institutioner. Mikrostaternes bilaterale forbindelser med andre lande er almindeligvis hovedsagelig relateret til deres nabolande.

Der er fire repræsentationscentre, som mikrostaterne prioriterer højst: FN, den forhenværende kolonimagt, den regionale organisation i deres del af verden og den nærmeste stormagt eller andet dominerende land i nærområdet. I de caribiske ø-lande, der er medlemmer af Commonwealth, er prioriteringerne fx. London, Washington og New York (Antigua og Barbuda, St. Kitts & Newis, St. Lucia og St. Vicent & Grenadines).

FN står øjensynligt forrest, da det giver mikrostaterne adgang til hele verdenssamfundet. Nogle mikrostater, fx. Vestsamoa etablerede ikke straks repræsentationskontor ved FN i New York af frygt for udgifterne, men nu har så at sige alle mikrostater fået fast FN-repræsentationskontor, selvom de er små. Nogle mikrostater har mindsket udgifterne ved at have forskellige faciliteter i fællesskab. Nogle har fælles kontordomicil, men alligevel hver sin repræsentant, da fællesrepræsentation ikke anses at være hensigtsmæssigt for selvstændige stater.

Diplomatisk akkreditering, især når det drejer sig om at opbygge ambassader hos hinanden, begrænses til nogle få lande. De betydeligste her er velvillige lande ( patron states ), som kan været den forhenværende kolonimagt, naboland eller begge. Herudover lægges der som nævnt vægt på multilaterale forbindelser og repræsentation på vedkommende regionale niveau - i Europa fx. i EU - og på internationalt niveau i FN. Dette er en måde at udnytte begrænsede økonomiske - og personalemæssige ressourcer til at pleje sine internationale interesser. Selv de få mikrostater, der ikke er medlemmer i FN, deltager i de FN- institutioner, der har mest betydning for deres interesser.

Deltagelsen på internationale fora øger i sig selv værdighed og juridisk ligestilling for alle nationer, i tillæg til de direkte fordele og goder, der kan opnås. Man er med til at tage afgørelser på internationalt niveau om ajourføringer og koordinering af mere eller mindre bindende aftaler om internationale handelsforhold, miljø, sikkerhed og meget mere. Et sådant arbejde giver også mikrostaterne adgang til betydelige internationale institutioner, der kan yde finansiering til fx. erhvervs- og forskningsprojekter.

I nogle tilfælde kan et mellemstatlig organisation, ofte en regional organisation, være det vigtigste forum for det det internationale samarbejde, og kan mindske behovet for at have ambassader hos hinanden. Herudover kan en mikrostat satse på specialfelter og centralisere ressourcer, således at mikrostaten kan opnå at få reel medindflydelse i international regulering af områder af betydning for mikrostaten. Maltas bidrag til den internationale havretskonvention er hertil et eksempel på en kompetent diplomatisk indsats, der rækker ud over hjemlige interesser.

Større lande er medlemmer i flere internationale organisationer end små lande, da de har større økonomiske - og personalemæssige ressourcer til sin rådighed. Nationer med en befolkning på 1-6 mio. er i gennemsnit medlem af 46 regionale- og internationale organisationer, og mikrostater er i gennemsnit medlem af 26 lignende organisationer. De fleste mikrostater har mellem 20 og 40 medlemskaber. Island har 55. Alle, bortset fra fire nationer, Kiribati, Nauru, Tonga og Tuvalu, har fuldt medlemskab af FN, men Nauru har meddelt sine planer om at blive medlem.

Mikrostater er sædvanligvis med i forskellige institutioner under FN, også de, der ikke er har FN-medlemskab. De er fx. med i verdensbanken (IBRD), den internationale valutafond (IMF), Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og UNESCO. Fjorten mikrostater er med i verdenshandelsorganisationen (WTO).

Commonwealth er en anden stor international organisation, hvor mange mikrostater er medlemmer. I praksis er Commonwealth for en stor del en mikrostats-organisation, hvor der foregår megen aktivitet af særlig betydning for mikrostater.

Alle mikrostater har samarbejde med vedkommende regionale organisation i sin del af verden. CARICOM er for alle forhenværende britiske kolonier i det caribiske område. South Pacific Ocean Forum er for alle mikrostaterne i det sydlige Stillehav, og så videre. Luxembourg har fuldt medlemskab af EU og det varer formodentlig ikke længe inden Cypern og Malta også bliver medlemmer. Liechtenstein og Island er EFTA-medlemslande, som var med til at danne det europæiske økonomiske samarbejdsområde (EØS). Andorra, Monaco og San Marino har sine egne overenskomster med EU. Alle mikrostater i Europa er medlemmer af OSCE, og alle bortset fra Monaco er medlemmer i Europarådet. Regionale organisationer virker som belejlige mødesteder, hvor de daglige forbindelser med nabolande kan plejes.

Af mikrostaterne er der kun 14, der har etableret mere end 10 ambassader i udlandet, og ikke uventet er det enten olielande eller forholdsvis velstående europæiske lande som Luxembourg og Malta, som dertil blandt mikrostater er i den større befolkningsgruppe. Luxembourg har 20 ambassader i andre lande, Malta har 16 og Island 13. Nogle mikrostater har ingen ambassade (Nauru og Kiribati), og tre har kun én ambassade i udlandet. De fleste mikrostater har dog mellem fire og ti ambassader. I Europa har San Marino otte diplomatiske repræsentationer. Monaco har syv og Andorra fire. I denne forbindelse må man huske på, at Andorra nylig er kommet med i internationale organisationer som anerkendt suverænt stat.

Selv en enkelt repræsentation kan have stor betydning. Ambassadøren for Tonga i Storbritannien er sideakkrediteret til flere store europæiske stater, og betydeligst - til EU. Sammen med kongerigets medlemskab af Commonwealth er det deres diplomatiske adgang til omverdenen. Stort mere er ofte ikke nødvendigt.

Samarbejdsordninger med venligtsindede lande forekommer også, og kan fungere således, at det større land påtager sig at repræsentere det mindre lands interesser, enten som stående arrangement eller ad hoc efter henvendelse. Luxembourg har internationale forbindelser til 108 lande. Dette kan bl.a. lade sig gøre, da 10 af ambassadørerne også har akkreditiver i 23 andre lande. I forståelse med Benelux- samarbejdsparterne, varetager Belgien Luxembourgs handelsmæssige og økonomiske interesser, og Holland varetager den politiske aktivitet og ambassadeaktiviteten i de mange lande, hvor Luxembourg ikke har ambassader.

Liechtenstein har diplomatiske repræsentationer i Bern, Geneve og New York. Andre steder repræsenterer Schweiz interesserne i udlandet. Dette betyder ikke, at Liechtensteins ret til at have repræsener eller myndighed til at indgå mellemstatlige overenskomster er ophørt. Det er et ordnet samarbejde, hvor Schweiz udøver repræsentation efter anvisninger fra regeringen i Liechtenstein.

Bruxelles er en stadig mere betydningsfuld hovedstad at have repræsentation i. Alligevel vælger ikke alle mikrostater at arbejde ud fra Bruxelles. Nogle vælger en anden hovedstad i nærheden, som fx. London, Berlin eller Paris, når deres bilaterale interesser der er betydelige nok.

At give en ambassadør akkreditering til at repræsentere staten i flere lande (multippel akkreditering, eller sideakkreditering) er en oplagt løsning for mikrostaterne og benyttes hyppigt. Island er et udmærket eksempel på, hvordan man kan udnytte denne form på en effektiv måde. Ordningen med sideakkreditering giver mikrostaterne mulighed for at have et mere omfattende internationalt samarbejde end ellers. Således kan mikrostater forøge sin diplomatiske repræsentation i andre lande til et niveau, der kan sammenlignes med ordningerne hos de større småstater (gruppen med 1-6 mio indbyggere). Nogle mikrostater bruger embedsfolk, som arbejder ud fra hjemlandet (hjemmesiddende ambassadør), og andre udnytter fordelene ved rejsende ambassadør, som tager sig af bestemte sager eller ivaretager særlige interesser, efterhånden som de dukker op.

Repræsentation via konsulater er en hyppigt anvendt løsning, som økonomisk er meget billig. Hvorvidt man vælger at have ambassadør eller konsul, kommer an på hvilken type virksomhed der er tale om. Det er ofte svært at skelne mellem et lands rent handelsmæssige interesser og politiske og endda strategiske interesser. En konsuls ansvar med at styrke venskabsbånd mellem folkene i begge stater med forskellige kulturtiltag, indebærer ofte også politisk indblanding. I nogle tilfælde har dette store ansvar været formelt anerkendt, og konsuler med rang af generalkonsul har tilladelse til at virke i selve hovedstaden og godkendes som repræsentanter med privilegier ( ministers for purposes of precedence ). For de europæiske mikrostater har konsulatrepræsentationen politisk betydning. Nogle mikrostater sætter hele sin tillid til konsulatrepræsentation som forbindelse med omverdenen. Monaco har syv ambassader, men 43 konsulater. For Island er tallene 13 og 50, og for San Marino 8 og 47.

Til forskel fra udsendte konsuler udnævnes honorære konsuler på stedet, og behøver ikke at være statsborger i det land, som de repræsenterer. Deres arbejde kræver ingen særlig uddannelse, og sædvanligvis får de ingen eller kun lidt betaling. På den anden side har det ofte stor betydning, at honorære konsuler er aktive erhvervsfolk og herigennem kan have betydningsfulde forbindelser både erhvervsmæssigt og politiskt. Ordningen med honorære konsuler er billig, og er en metode som mikrostaterne benytter for at få folk i sin tjeneste, der er bekendte med forholdene på stedet.

Andre landes ambassader i mikrostater er for enkelte mikrostater en betydningsfuld forbindelse med omverdenen. Ligesom de større af mikrostaterne som oftest har flere diplomatiske repræsentationer i andre lande end de mindre mikrostater, er der ofte flere repræsentationer (ambassader) i de større mikrostater end i de mindre mikrostater. Ligesom folketallet har også økonomisk velstand, geografisk beliggenhed og militærstrategisk betydning indflydelse på, hvor mange udenlandske repræsentationer en mikrostat kan drage til sig.

Stormagtsrepræsentation i mikrostater er meget forskellig. I Island, Cypern og Luxembourg har de fem stormagter USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig ambassader, i ni mikrostater er der repræsentation fra fire stormagter, og i 24 mikrostater er der mellem en og tre stormagtsrepræsentationer. I syv mikrostater er der ingen stormagtsrepræsentation. Alligevel bør man have i tankerne, at det først og fremmest er i ø-rigerne i Stillehavet og Caribien, at stormagterne ikke er så godt repræsenteret. Disse ø-riger er medlemmer i Commonwealth, hvor en enkelt repræsentation i området, sædvanligvis i Suva eller Bridgetown let kan yde tjenester til flere mikrostater. I de kontinentale mikrostater i Europa er ambassaderne heller ikke ret mange, da området af geografiske årsager nemt plejes fra ambassader i de større nabolande.

Alt i alt betyder mikrostaternes innovative måde at udøve internationalt samarbejde, at selv om mikrostater har begrænsede administrationsressourcer, kan de sætte sig i stand til at pleje deres interesser i det internationale system. Mikrostater vil ikke have interesse i alle anliggender, som er på den internationale dagsorden, selv om hovedanliggender som fred og sikkerhed, international udvikling og menneskerettigheder er ligeså vedkommende for dem som for alle andre stater i verden. De prioriterer dog mere nøgternt, hvordan de vil udnytte sine ressourcer og har flere gange gjort sig bemærket på internationalt niveau. Flere sådanne eksempler tyder på, at mikrostaterne til tider har betydelige roller i det internationale samfund. Men det der har mest at sige er, at mikrostaterne selv får repræsenteret sine interesser i de anliggender, som har direkte betydning for deres velfærd. Islands udnyttelse af sin suverænitet til at beskytte sit livsbetydende fiskeri, er et velkendt eksempel herpå.

Sikkerhedsanliggender

For det første skal det siges, at for de fleste mikrostater er der ringe mulighed for at de skal blive angrebet eller truet af en påtrængende militær magt. For de fleste fx. Island er må sikkerhedsspørgsmålet ses i sammenhæng med dets samarbejdslandes og nabolandes sikkerhedsmæssige situation, i dette tilfælde NATO. Sædvanligvis har mikrostaterne fred for militær aggression, men der findes nogle undtagelser. Fx. har Maldiverne, Brunei og flere øer i østcaribien nogle gange stået for skud fra nabolandene på fastlandet, og der findes også andre eksempler.

Nu til dags er det ret vanskeligt for et større land upåagtet at indtage et lille land med militær magt, som det internationale angreb på Irak til gengæld for overfaldet på Kuwait viste. Det viser sig endda at være vanskeligt for større stater at fastholde egne rigsdele med magt, sådan som det har været forsøgt i Kosovo og Østtimor, uden at andre lande eller det internationale samfund (fx. NATO) blander sig. Da Argentina indtog Falklandsøerne, opmarcherede Venezuela og Guatemala sine militære styrker på grænsen til Guyana og Belize. Guyana var så rystet, at det bad om et særligt møde i FN's sikkerhedsråd. Siden da er disse landes sikkerhedsmæssige situationen blevet stabiliseret.

Tvært imod den almindelige opfattelse af suverænitet for århundrede siden, da von Treitscke mente, at "et rige, der ikke kunne drage sværd, når det fandt det nødvendigt, kunne af kurtoisi kaldes for et kongedømme, men var i virkeligheden ikke et rigtigt rige", er den militære situation i verden i dag, at kun ganske få af verdens stater kan leve op til von Treitscke's suverænitetskriterium. Lande som fx. Norge og Danmark gør det ikke, heller ikke Island, og derfor har de valgt at være medlem af NATO. Der er dog ingen tvivl om, at Norge og Danmark og Island har suverænitet i den internationalt etablerede betydning.

Ligesom i større lande, er mikrostaters forsvar knyttet til samarbejde med andre stærke militære magter og ofte på overnationalt niveau, som i NATO. Dette sammen med den realitet, at mikrostaterne ikke er i stand til at have noget betydelig kampklart militær, gør, at de oftest hellere organiserer et godt samarbejde med andre lande end at have egen militær magt. Dog er der nogle ganske få mikrostater med reel militær magt. Qatar har fx. flåde og luftvåben med ialt 15.000 mand, og Bahreins væbnede styrker udgør 11.000 mand. Hvorfor er let at forstå - begge stater ligger i verdens måske mest ustabile område. Brunei er samtidig særdeles påpasselig med sikkerheden af en mikrostat at være, da landet føler sig utryg i sin geografiske placering, som et olierigt land mellem ASEAN-landene, som alle har krav på landområde på dagsordenen. Ud over de 5.000 soldater i Brunei, har sultanen fortsat en gurkhahær med 900 mand, udover soldater fra Singapore, der yder træningsassistance.

De fleste mikrostater satser imidlertid på politi, og i ø-stater har politiet også skibe og både til rådighed. Når man tænker på mikrostaters sikkerhedsbehov er det magtpåliggende at have en bred sikkerhedsopfattelse, fordi selv om den militære trussel kan være lille, så er der andre typer af trusler at tage sig i agt for. Fx. grænseoverskridende narkotikahandel, sørøveri, ødelæggelse af naturresourcer, overfiskeri, organiseret kriminalitet, flygtningesmugling, hvidvaskning af penge i enhver svagt administreret jurisdiktion. Disse ikke- militære sikkerhedsproblemer i mikrostaterne, som ofte er de samme som i store lande i regionen, kan ofte løses ved regionalt organiseret samarbejde eller ved samarbejde med et eller flere lande i nærheden.

Man må anlægge en bred anskuelse på sikkerhedsproblematikken, og i denne forbindelse giver den internationalt anerkendte stilling som suveræn stat mikrostaterne bedre muligheder for at klare problemerne gennem faste ordninger med andre lande. Disse ordninger kan aftales mellem flere mikrostater, hvor flere er i samme situation, men også med den gamle kolonimagt.

For Marshalløerne, Mikronesien og Palau har USA ansvaret for sikkerheden, som er klart og tydeligt beskrevet i traktater om associerede statsforbindelser mellem hvert af disse lande og USA. Andre ordninger er iværksat gennem internationale organisationer.

I nogle tilfælde, fx. angående hvidvaskning af penge, er det vigtigste at have strenge love internt og selvfølgelig at opretholde disse på tilfredsstillende vis. Andre tilfælde, fx. at undersøge flere hundrede vige og fjorde for narkotikahandlere eller at have politikontrol med rovfiskeri i enorme søterritorier, kan sagtens kræve samarbejde med et andet større land eller god beredskab i regionale organisationer.

I Østcaribien findes der en regional sikkerhedsordning, støttet af USA, som yder mikrostaterne i området nogenlunde samme forsvar. Mange mikrostater satser på støtte fra den gamle kolonimagt eller fra forholdsvis stærke stater i området.

Kort sagt har mikrostaters suverænitet i de fleste tilfælde ikke medført, at de har etableret egne militære styrker. Mikrostaternes sikkerhedsbehov kan oftest opfyldes med et veltrænet politikorps, god efterretning, og samarbejde med andre lande i området. Når man tænker på et riges sikkerhed, uanset om det er et lille eller stort land, bør man dog altid tænke i brede tidsrammer, da tider kan skifte. Dette understreger endnu engang betydningen af at samarbejde med gode og stærkere naboer om sikkerhedsspørgsmål.

Forholdene til kolonimagten

Så at sige alle mikrostater har fortsat med venlige og tætte forbindelser til den gamle kolonimagt, både hvad angår hjælp og investeringstiltag, udover internationalt samarbejde, herunder samarbejde om sikkerheden. Dette har også medført en fortsættelse af mønstre, som fandtes før selvstændigheden for borgerne i den ny mikrostat. Fx. er det almindeligt, at ungdommen i mikrostater får højere uddannelse i den gamle kolonimagt, hvor sprog og andre kulturforhold, som begge parter kender, er med til at skabe trygge vilkår. Omfattende familiebånd i den gamle kolonimagt styrker også båndene mellem landene, efter at suverænitet er opnået.

Det betyder dog ikke altid, at borgerne i mikrostaten fortsat har de samme rettigheder til bopæl, arbejde og ejendom, som de havde i kolonitiden. I praksis er det fx. sådan, at borgere i forhenværende britiske kolonier har sværere at ved at komme ind i Storbritannien end borgere i EU har. Dette skyldes, at mange af de tidligere kolonier har store befolkninger, i nogle endda flere end i selve Storbritannien. Storbritannien bekendtgjorde for kort tid siden, at det giver statsborgerskab til borgere i de meget små kolonier, der fortsat eksisterer (Turks of Caicos, St. Helena og andre). Her bor der så få mennesker, at det ikke kan give Storbritannien større problemer at lade disse komme ind i det britiske samfund.

I nogle tilfælde har mikrostater haft fælles statsoverhovede med den gamle central- eller kolonimagt. Da Island fik suverænitet i 1918, beholdt landet den danske konge som statsoverhovede frem til 1944. Ti Commonwealth-mikrostater i Caribien og det sydlige stillehav har beholdt den britiske dronning som statsoverhovede, repræsenteret af et generalguvernør ( Governor General ). Denne ordning er endda rodfæstet i meget større lande som Canada, Australien og New Zealand. Dette medfører dog ikke, at de forskellige lande har fælles forfatning.

Et helt andet eksempel på fælles statschef er fyrstedømmet Andorra, hvor den franske præsident på den ene side som rigsarving til den frasagte franske trone, og på den anden side den spanske biskop i Urgel, er ligestillede prinser. Da Andorra i 1993 fik ny demokratisk forfatning stod det helt klart, at denne specielle konstruktion ikke var til fare for Andorras suverænitet eller nationalforsamling. De to ligestillede prinsers rolle er kun symbolsk og formel. Forfatningsmæssigt er Monaco et særtilfælde. Prins Reinier er statsoverhovede, men regeringschefen er altid en højt rangeret fransk statstjenestemand, som prinsen vælger mellem tre kandidater, som Frankrig indstiller.

Fortsat retsforbindelse er bibeholdt i nogle mikrostater i Commonwealth. I Østcaribien er der en fælles østcaribisk højesteret med sæde i St. Lusia. Dog kan sager fra denne ret ankes til British Privy Council (Judicial Committee of the Privy Council) i London. Privy Council er ligeledes højeste ankedomstol for Cook Islands, Belize, Bahamaøerne, Barbados og Tuvalu. I nogle tilfælde får mikrostater dommerassistance fra nabolandene. San Marino tilbyder fx. italienske dommere at have tilsyn med republikkens retsvæsen. På Solomonøerne udnævnes dommere til ankedomstolen i Australien, New Zealand og Papua Nyguinea. I Tuvalu bruges ankedomstolen på Fijiøerne som mellemled, inden sager endeligt forelægges for Privy Council i London.

Valuta er et andet anliggende. Mikrostater kan enten forsøge at have fælles valuta, eller bruge en anden stats valuta. 21 mikrostater har egen valuta. I andre tilfælde, i fx. Tonga, blev valutaen knyttet til en anden valuta, i dette tilfælde den australske dollar. CFA-francen, der bruges i flere af de forhenværende franske kolonier, fx. Ækvatorialguinea, har fast vekselværdi overfor den franske franc. Den franske franc bruges i Monaco og sammen med den spanske peseta i Andorra. Schweizerfrancen er valuta i Liechtenstein og den italienske lire anvendes i San Marino og Vatikanstaten, selv om der også anvendes egen valuta. Karibati, Nauru og Tuvalu har alle australske dollar. På Marshalløerne, Mikronesien og Palau er US dollar den officielle valuta. Der benyttes således forskellige valutaordninger.

Nogle mikrostater har toldunion med andre lande. Dette er tydeligt for Luxembourg i forbindelse med EU. Malta og Cypern har samarbejdsaftale med EU, og begge lande bliver sandsynligvis snart medlemmer af EU. Arbejderpartiregeringen på Malta ugyldiggjorde den gamle ansøgning fra øen, som ellers havde sat direkte kurs mod EU-medlemskab, men der genvalgtes en nationalforsamling, som igen sætter ansøgningen fra Malta forrest på dagsordenen.

Det er interessant, at nationalbevidste partier kan have som mål at indlemme landet i regionale organisationer. Dette er netop situationen i det skotske nationalparti (SNP), der både arbejder for suverænitet for Skotland, og at Skotland bliver selvstændigt medlem af EU. Andorra, Monaco og San Marino har alle toldunion med sine naboer, og særaftaler med EU. De fleste mikrostater i u- landskategorien har visse rettigheder angående adgangen til EU med sikrede eksportmængder udover andre fortrinsordninger. Den gamle koloniforbindelse har haft stor betydning, da landene har fået adgang til et meget større europæisk marked.

Nogle mikrostater bibeholder tæt forbindelse til den gamle kolonimagt. Nogle samarbejder med en stærk nabo, og andre fx. de caribiske mikrostater i Commonwealth, samarbejder med mikrostater i samme situation i en regional organisation. Disse forbindelser behøver ikke at være nævnt i forfatningen. Det gøres dog gerne, når statsoverhovedet eller højeste ankedomstol i den gamle kolonimagt er fælles. I nogle tilfælde, som fx. i Østkaribien, er disse anliggender formelt aftalt i overenskomst. I andre tilfælde er forbindelserne uformelle, men dog klare.

Konklusion

Den hurtige vækst af mikrostater, især i årene mellem 1960 og 1990, så at sige samtidigt med at verdensøkonomien bliver mere åben (globalisering), synes at være tegn på at to umiddelbart betragtet modstridende tendenser i tiden på en eller anden måde skrider frem i gensidig sammenhæng. Internationaliseringen har på samme tid en decentraliserende - og centraliserende påvirkning på verdenssamfundet. Internt i sammensatte stater ses øgede decentraliserende tendenser, som i flere tilfælde har medført, at en ny stat er etableret, samtidigt som landene knyttes tættere sammen i verdenssamfundet, bl.a. i regionale organisationer som EU. En betingelse for, at et land skal kunne deltage i sådanne internationale organisationer er, at landet er en suveræn stat.

Tendensen med regionale organisationer og FN-institutioner, der udarbejder internationale forpligtende regelværk, skaber bedre udsigter for mikrostater til at udnytte de muligheder, som suveræniteten giver, end bare for 40 år siden, da små lande meget oftere måtte satse på støtte og forsvar fra en eller anden kolonimagt, ofte ved forfatningsmæssigt at være direkte underlagt en sådan magt.

Der er opstået et væld af mikrostater den seneste menneskealder, og de fleste har klaret sig godt i verdenssamfundet. Der er dog nogle undtagelser, ofte i forbindelse med en ugunstig geografisk placering, som fx. Cypern.

Den globale udvikling og internationalisering efter sidste verdenskrig, især knyttet til FN-systemet, har både skabt bedre og tryggere omstændigheder for, at mikrostater har kunnet opnå suverænitet, og bedre livsvilkår for disse små suveræne stater, når de er etableret.

Nu er mikrostaterne i stand til at fremstå for fremmede regeringer og internationale organisationer direkte og på egne vilkår. Deres status som suveræne stater virker som adgangskort til verdens regeringskontorer og internationale organisationer. Dog kræver denne status samtidig, at der føres en fornuftig og ansvarsfuld politik angående sikkerhedspolitiske - og finanspolitiske udfordringer.