Færøsk selvstyre - Statsret og færøsk suverænitet

Alt i alt kan det siges, at den danske regering og det danske folketing kan efterkomme Færøernes ønske om at udtræde af det danske rige, så Færøerne kan etablere en suveræn stat, uden at det er nødvendigt at ændre den danske grundlov.

Onsdag d. 1. september 1999
Det færøske Landsstyres Traktatudvalg
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre.

I dette afsnit diskuteres det, hvorvidt det er nødvendigt at ændre den danske grundlov, for at den danske regering skal kunne efterkomme Færøernes ønske om at udtræde af det danske rige, så de kan etableres som suveræn stat.

Når man skal vurdere de statsretslige forudsætninger for, at Færøerne kan etableres som suveræn stat, findes de vigtigste bestemmelser i grundlovens paragraf 1 og paragraf 19: § 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

§ 19. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt indkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.For at stadfæste Grønlands statsretslige ændringer fra at være en koloni til at være en integreret del af det danske rige var bestemmelsen sat ind i grundloven i 1953. Ændringen medførte, at grundloven trådte i kraft på Grønland. For Færøernes statsretslige stilling havde ændringen dog ikke nogen speciel betydning.

Siden grundloven for første gang trådte i kraft i Danmark i 1849, har den aldrig indeholdt nogen forudsætning om, at dele af riget ikke kan afstås. Et forslag om rigets udelelighed blev forkastet på den Grundlovgivende Rigsforsamling i 1848- 49.

Heller ikke i paragraf 1 i grundloven fra 1953 er der nogen forudsætning om, at rigets territorium er grundlovssikret, således at en gyldig formindskelse af territoriet kun skulle kunne foregå i overensstemmelse med reglerne om grundlovsændring som fastsat i grundlovens paragraf 88.

Paragraf 19 i grundloven siger tydeligt, at rigets territorium ligeså vel kan indskrænkes som forøges uden grundlovsændring. I følge betænkningen fra Forfatningskommissionen af 1946 er der tale om alle dele af det danske territorium. Kongen, som i dette tilfælde betyder regeringen, har myndighed til at foretage en sådan indskrænkning eller forøgelse af rigets territorium. I denne forbindelse bør man have paragraf 13 og 14 i grundloven i tankerne, som fastsætter, at ministrene har ansvaret for regeringsledelsen, udover at kongen sammen med en eller flere af ministrene underskriver love og regeringsbeslutninger for at give dem gyldighed. I henhold til paragraf 19 i grundloven skal regeringen sikre sig Folketingets samtykke for at indskrænke eller forøge rigets territorium.

Som før nævnt har paragraf 1 i grundloven ikke nogen bindende forudsætning om, at Færøerne er en del af det danske rige. Herudover fastsætter paragraf 19 klart, at rigets territorium kan indskrænkes, såfremt regeringen og Folketinget afgør dette. Dette er afgørende, når man skal vurdere hvorvidt det er nødvendigt at ændre grundloven, for at den danske regering skal kunne efterkomme Færøernes ønske om at udtræde af det danske rige. Med udgangspunkt i disse bestemmelser vurderes det, at der ikke er noget i grundloven, der forhindrer at rigets territorium indskrænkes, så det ikke længere omfatter Færøerne.

Alligevel må man sige, at paragrafferne 28, 32, 42 og 86 som formuleret i grundloven ved første øjekast synes at tage udgangspunkt i at Færøerne er en del af det danske rige: § 28. Folketinget udgør en forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.

§ 32, stk. 5 Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.

§ 42, stk. 8 Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov.

§ 86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til Folketinget til enhver tid gældende. For Færøernes og Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.Formålet med paragraf 28, som har en særlig bestemmelse om, at der på Færøerne vælges to folketingsmedlemmer, er at sikre Færøerne en grundlovssikret ret til repræsentation i folketinget, som ikke nødvendigvis havde været sikret i henhold til paragraf 31, hvor det fastsættes, at valgloven skal sikre en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne og at fordelingen af folketingsmandater på stedet skal tage hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed. Det kan yderligere nævnes, at grundloven fra 1866, 1915 og 1920 allerede da klart sikrede Færøerne et landstingsmedlem. Lov fra 1850 om rigsdagsvalg på Færøerne sikrede også Færøerne et folketingsmedlem.

Paragraf 32 har en bestemmelse om, at der ved lov kan fastsættes særlige regler for valg og ophør af folketingsmandat på Færøerne. Forfatningskommissionen mente, at grundloven burde indeholde denne bestemmelse, da det kunne blive nødvendigt at udskrive nyvalg på Færøerne (eller Grønland), på et senere tidspunkt end i de øvrige dele af riget.

Paragraf 42 har en bestemmelse om, at der ved lov kan fastsættes nærmere regler om, i hvilket omfang en folkeafstemning også skal afholdes på Færøerne. På samme måde som omtalt ovenfor, er de særlige færøske forhold årsagen til denne bestemmelse.

I paragraf 86 står, at valgretsalderen til kommunale råd og menighedsråd på Færøerne fastsættes ved lov eller i henhold til lov. I denne paragraf er der på samme måde taget hensyn til særlige færøske forhold.

Det vurderes, at ingen af de ovennævnte fire grundlovsbestemmelser har nogen bindende forudsætning om, at grundlovsændringer er nødvendige for at den danske regering skal kunne efterkomme et færøsk ønske om at udtræde af det danske rige, så Færøerne kan etableres som suveræn stat.

Hvis rigets territorium indskrænkes i henhold til paragraf 19, således at Færøerne udtræder af det danske rige, bliver omtalte bestemmelser i paragrafferne 28, 32, 42 og 86 overflødige i de tilfælde, der vedrører Færøerne. Det oprindelige formål med bestemmelserne - at sikre Færøerne en grundlovssikret ret til folketingsmandat, udover at give mulighed for særskilt at lovregulere vedrørende nyvalg, folkeafstemning og valgretsalder til kommunale råd og menighedsråd med særlige hensyn til færøske forhold - vil alligevel ikke blive skadelidende. Formålet med bestemmelserne bortfalder blot. Angående paragraf 28, bliver konsekvensen, hvis Færøerne udtræder af det danske rige, at folketinget i henhold til valgloven kommer til at have 177 medlemmer og ikke 179 medlemmer. Grundloven hindrer dog ikke at medlemstallet igen øges til 179 i henhold til en tilsvarende ændring i valgloven.

Alt i alt kan det siges, at den danske regering og det danske folketing kan efterkomme Færøernes ønske om at udtræde af det danske rige, så Færøerne kan etablere en suveræn stat, uden at det er nødvendigt at ændre den danske grundlov. En sådan dansk afgørelse kan tages i henhold til bestemmelserne i paragraf 19 i grundloven om regeringens myndighed med Folketingets samtykke at indskrænke rigets territorium.
Havnen i Tórshavn