»Circuit court« i Grønland

Ved anvendelse af circuit courts, hvor rettens aktører ikke har rod i den lokale kultur, og hvor der anvendes retsregler, der ej heller har rod i denne kultur, er der en betydelig risiko for, at retssystemet ... er noget man oplever, men ikke forstår.

Onsdag d. 15. september 1999
Nicholas Symes
Emnekreds: Grønlands historie, Kultur og samfund, Love og konventioner, Oprindelige folk.

Indholdsfortegnelse:
Circuit courts
Retskulturen
Østgrønlands kriminalretshistorie
Den konkrete sag
Sammenfatning

Circuit courts
Circuit courts, eller bedre beskrivende "fly-in fly-out justice" er et retssystem, hvor rettens aktører, det vil sige dommer(e), advokat(er), anklager, retssekretær m.v., sætter retten på det sted eller i det område, hvor sagen skal behandles, og hvor retten ikke har dagligt sæde (1). Retten kommer med andre ord udefra, og har ikke nogen tilknytning til det lokale samfund.

Circuit courts er i Grønland ikke en lovfæstet institution, men systemet anvendes, når omstændighederne kræver det. Grønlands Landsret søger i videst mulige omfang at bevare et lokalt islæt ved at anvende lokale domsmænd uanset, hvor i Grønland sagerne behandles. Circuit courts anvendes generelt i det tyndt befolkede cirkumpolare område, og kendes først og fremmest i arktisk Canada og U.S.A., hvilket vil sige North West Territories (2), Yukon Territory og Alaska. Frekvensen af domstolsbesøg i disse områder er meget varierende, og er afhængig af antal sager, rettens rejserute, behovet for hurtig sagsbehandling med videre. Det betyder, at der ikke sker en løbende sagsbehandling, hvor sagerne behandles, efterhånden som de kommer ind. Der sker en ophobning af sager og rejsearrangementet indebærer hyppigt, at retten arbejder under et stort tidspres, hvilket ofte forringer forsvarets muligheder for at forberede sagen (3). Systemet indebærer endvidere en risiko for, at sagerne bliver dårligt forberedt, at rettens aktører ikke kender de lokale forhold, og at der kan opstå barrierer i relation til sproget og forståelse af problemer.

Circuit courts fordrer i langt de fleste tilfælde tolkebistand, fordi rettens sprog i arktisk Canada og U.S.A. er engelsk og for Grønlands Landsret dansk (4), men hvor lokalsproget er inuitisk i flere dialekter. Behandling af sager, hvor der tolkes, indebærer altid en risiko for, at visse væsentlige nuancer går tabt (5).

Der er en kredsret i hver by i Grønland (6). De 16 kredsretter dækker langt de fleste beboede områder i Grønland, og hver af kredsretterne har et godt lokalkendskab til hvert af deres områder. Imidlertid er der mange sager, der behandles af Grønlands Landsret, der har sæde i Nuuk (Godthåb). Det drejer sig om ankesager og sager, der er overtaget som første instans sager (7). I disse sager sker det ofte, at Grønlands Landsret vælger at sætte retten i distrikterne, frem for at sagsbehandle i Nuuk (8). Disse tjenesterejser sker dels som led i en generel behandling af sager fra det pågældende distrikt, f.eks. subsidiære afhøringer, dels konkrete domsforhandlinger i enkelte sager, f.eks. i kriminalsager, hvor beviser og vidner befinder sig i distriktet. Det er specielt i alvorlige kriminalretlige ankesager, at circuit courts finder anvendelse i Grønland. I sådanne sager beskikkes en advokat (9), og anklagemyndigheden er repræsenteret ved Politimesterembedet, der er placeret i Nuuk. Med andre ord kommer dommeren, advokaten og anklageren fra Nuuk (10).

Retskulturen
Når en jurist foretager en komparativ analyse af et fremmed lands retssystem, tages der ofte udgangspunkt i eget lands retstradition, -kultur, -praksis, -sædvaner og -tænkning med videre. Imidlertid fordrer forståelse af et fremmed lands retssystem, at retssystemet forstås på egne præmisser. Det betyder, at forståelse af grønlandsk jura, herunder østgrønlandsk kriminalretspraksis, først og fremmest må ske med udgangspunkt i den kultur, hvor retssystemet udøves, f.eks. i den relativt isolerede bygd. Men det må til stadighed holdes for øje, at det etablerede retssystem med kredsretter og landsret, dommere, skriftsveksling med videre, ingen rod har i de små grønlandske samfund. Det vil sige, at forståelse af dette system ikke kan opnås, hvis der alene tages udgangspunkt i bygdekulturen. Det er af samme årsag vigtigt at holde spørgsmål om retssystem og retsopfattelse adskilt, fordi retssystemet er dansk, men retsopfattelsen er lokal.

Der hersker en bred opfattelse af, at en oprindelig grønlandsk retsopfattelse alene har historisk og antikvarisk interesse. Dette er efter, at hovedsageligt danske embedsmænd har medvirket til ind- og gennemførelse af nedskrevne regler, der kan gøres gældende, quod positum est (positiv ret). Men det forholder sig ingenlunde således. Retsopfattelse i bygdesamfundene er i høj grad præget af det samfund bygdeboerne bor og lever i. De etablerede konfliktløsningsinstitutioner, først og fremmest kredsretterne og Grønlands Landsret, er i flere sammenhænge kulturelt og geografisk meget langt væk fra flere af bygderne i Grønland. Af samme årsag løses mange konflikter lokalt, enten ved en konkret handling eller ved undladelse af en sådan.

Bygderne i Grønland er små, og bygdeboernes oplevelse af normer relaterer sig i højere grad til, hvad bygdens øvrige beboere mener om et forhold, eventuelt bestemt ud fra en lokal sædvane eller naturretlig opfattelse af forholdet. Professor Ditlev Tamm har beskrevet forholdet således: Netop fordi ingen har magt til at ændre sædvanen, bliver den kollektiv. Dens berettigelse ligger i, at den svarer til, hvad kollektivet mener. Det betyder også, at meget udspiller sig på et indre og ikke et ydre plan. Straffene bliver ikke fastsat udefra. De har noget at gøre med egenoplevelsen - den, der begår et overgreb, kan føle skam eller frygt. Det er altså kun tilsyneladende, at der savnes sanktioner (11).

Den grønlandske kriminallov bygger i sidste ende på en vestlig retstænkning, men det opleves ofte i den grønlandske kriminalproces, at tiltalte reagerer med en lokal retsopfattelse. Der er en tydelig forskel mellem de reaktionsmønstre, som en tiltalt i henholdsvis Danmark og Grønland udviser, når den tiltalte sidder i retten og skal forsvare sig.

I Danmark forekommer det ofte, at en tiltalt i en straffesag nægter sig skyldig med henvisning til, at sagens beviser ikke holder til en domfældelse i henhold til anklageskriftet. Tiltalte agerer således alene i frifindelsens interesse. I Grønland er det derimod ganske udbredt, at tiltalte nægter sig skyldig, fordi tiltalte ikke mener, at det, som er begået, er kriminalretligt sanktionabelt. Tiltalte oplyser gerne om sagens omstændigheder, og mange sager finder sin afgørelse i tiltaltes egen forklaring, hvor det i øvrigt ville være tvivlsomt, om der kunne domfældes på sagens øvrige beviser. Som eksempel kan nævnes, at en mand tror, han er berettiget til at udøve vold mod sin kone, fordi de er gift. Tiltalte tager gerne sin straf, hvis forholdet er strafbart. Tiltalte agerer her i opklaringens og retfærdighedens interesse.

Det kan diskuteres, hvorvidt sådanne forhold skal betragtes som retsvildfarelser eller som en retskulturel kløft. Tager man udgangspunkt i, at der er tale om en retskulturel kløft, må det lægges til grund, at det er andre normer, der regulerer den enkeltes adfærd end de normer, der findes i nedskrevet form. Der må således være tale om lokale normer, kollektivets, hvor opfattelsen af eksempelvis en forbrydelses grovhed afviger fra den praksis, der f.eks. fastsættes af Grønlands Landsret. Indtil gennemførelsen af en kriminallov, var det i inuit-kulturen ikke en væsentlig grov krænkelse af lokalsamfundets interesse at begå eller medvirke til drab (12), men tyveri kunne efter omstændighederne kunne være en handling, der udgjorde en trussel mod sammenholdet i kollektivet (13). Om end udviklingen i de små grønlandske bygder går mod en vestlig kultur, slår det fortsat igennem, at bygdens, kollektivets opfattelse af bestemte forhold, er den afgørende regulerende faktor for individets adfærd.

Der er ingen tvivl om, at det nu er mod bygdesamfundets normer at slå ihjel, men lokalsamfundets reaktion mod drabsmanden er fortsat beskeden i forhold til en tilsvarende dansk reaktion (14).

Østgrønlands kriminalretshistorie
Medens der i flere hundrede år har været drevet handel i Vestgrønland, forblev Øst- og Nordgrønland relativt isolerede fra omverdenen. Først i 1894 anlagdes en missions- og handelsstation i Ammassalik (15). Belært af erfaringerne fra det koloniserede Vestgrønland blev den østgrønlandske handel organiseret på en sådan måde, at den ville gøre så små indgreb som muligt i den østgrønlandske befolknings levemåde. Men en egentlig retspleje og forvaltning fandtes ikke, og forholdene blev reguleret på baggrund af gamle sædvaner og skikke (16).

De første regelnedskrevne bestemmelser vedrørende retspleje blev for Nordgrønlands vedkommende Kap York Stationen Thules lov af 7. juni 1929, der var blevet til på Knud Rasmussens foranledning som følge af hans ejerskab af Kap York Stationen i Thule. Dette regelsæt blev i redigeret form gjort gældende for Østgrønland den 16. september 1947 (17).

I 1948 blev der på baggrund af en statsministeriel beslutning vedtaget, at der skulle udsendes en ekspedition til Grønland med formål at undersøge retstilstanden og stille forslag med hensyn til den fremtidige grønlandske retsordning (18). Resultatet af den juridiske ekspedition blev gennemførelse af den grønlandske kriminallov, der var støttet på en klar adskillelse mellem skyldsspørgsmålet og reaktionsspørgsmålet, og hvor vægten blev lagt på en vurdering af gerningsmanden og dennes fremtidige individuelle og sociale situation (19). Imidlertid blev kriminalloven først sat i kraft for Nord- og Østgrønlands vedkommende ved anordning nr. 22 af 27. januar 1966, hvortil det skal bemærkes, at kriminalloven for Vestgrønlands vedkommende blev ophøjet til lov 12 år tidligere, den 5. marts 1954 og sat i kraft den 15. juli samme år.

Den grønlandske retsplejelov af 14. juni 1951 blev ved kongelig anordning af 10. juni 1964 sat i kraft for Nord- og Østgrønland.

Der er således tale om, at kriminalretspleje i Østgrønland først er blevet gennemført for relativt få år siden, og således at forældre- og bedsteforældregenerationen alle er vokset op med et kriminalretligt system, der væsentligt adskiller sig fra den i dag gældende kriminallov, der igen adskiller sig klart fra den danske straffelov.

Nord- og Østgrønland adskiller sig yderligere fra Vestgrønland derved, at der stadig blandt den ældste generation eksisterer personer, som i missionsk forstand blev født som hedninger, og siden kristnet ved dåb. Således fandt den sidste voksendåb sted den 20. maj 1934 i Thuledistriktet. Der er med andre ord over en periode med tre generationer sket en kolossal udvikling for så vidt angår kultur, religion, politik, økonomi og levevis (20). Hvor tidligere generationer har oplevet en cirkulær historisk udvikling, det vil sige, at en generation stort set oplever det samme gennem livet som tidligere generationer, har de sidste tre generationer i Østgrønland oplevet en lineær historisk udvikling, hvor der er betydelig forskel på, hvad den ene generation oplever gennem livet i forhold til den tidligere og efterfølgende generation (21).

Den konkrete sag
I anklagemyndigheden mod T (22) var en 56-årig mand tiltalt og dømt for vold med døden til følge. Tiltalte boede forud for sagen i den østgrønlandske bygd Kuummiut, 1 times sejlads fra Ammassalik. Som bygdeboer var han at betragte som en gammel mand, der med alderens svækkelse ikke har haft arbejde i flere år.

En aften, der formentlig lignede mange foregående aftener, var tiltalte og hans hustru meget berusede, og var kommet op at slås. Det, der adskilte denne aften fra andre aftener var, at denne gang overlevede hustruen ikke mandens vold. En hjerneblødning gjorde, at hun langsomt sov ind og døde 12 timer senere. Henset til, at hun havde mærker efter vold, blev det besluttet, at der skulle rejses tiltale mod T. Sagen blev herefter pådømt for Kredsretten i Tasiilaq (23).

Kredsdommeren og de to meddomsmænd, der alle er ikke-uddannede jurister, frifandt tiltalte på bevisets stilling, hvorefter anklagemyndigheden, der var repræsenteret af en politibetjent, ankede sagen til fornyet pådømmelse i Grønlands Landsret. I Grønlands Landsret behandles sagen af en juridisk uddannet retsformand, med deltagelse af en juridisk uddannet anklager og en advokat som forsvarer (24). Det betød, at sagens behandling ændrede karakter fra at være en egentlig lægmandsbehandling til en professionel juridisk behandling.

I sagen var der en række vidner, der skulle afhøres, hvorfor det blev besluttet, at retsformanden, anklageren og advokaten skulle rejse til tiltaltes hjemting i Østgrønland. Rejsen fra Nuuk indebar to timers flyvetid med hhv. fly og helikopter samt 1 times sejlads med en lille båd. I Tasiilaq blev to læge dommere, der normalt agerede i kredsretten, udpeget som domsmænd i sagen, og sammen med en tolk og en medhjælper sejlede retten ind til den lille bygd med blot 400 sjæle for at behandle kriminalsagen.

Ved ankomsten til bygden tog tiltalte blandt andre mod de udefrakommende, og sammen gik alle til bygdens skole, hvor Grønlands Landsret skulle sættes.

Den første kontakt mellem tiltalte og den beskikkede advokat fandt sted ca. 1 time før sagens behandling. Denne tid gik først og fremmest med at forklare, hvad processen vedrørte, hvem der skulle behandle sagen, og hvorfor de var kommet. Tiltalte, der aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med Grønlands Landsret, eller personer uden for Østgrønland, var meget usikker på processen. Dommens eventuelle resultat var sekundært. Det var derfor vigtigt at gøre tiltalte klart, at tiltalte ikke måtte sige ting, som han mente ville tilfredsstille retten, men alene henholde sig til at fortælle de ting, som tiltalte kunne huske. Når denne rådgivning fandtes nødvendig, beror det på den store tillid østgrønlændere har til folk, der kommer udefra, og autoriteter i øvrigt, hvorfor der var en betydelig risiko for, at tiltalte ville afgive en forklaring, der ville passe retten bedst.

Der var fra tiltaltes synsvinkel tale om, at der skulle findes en afgørelse, der tog udgangspunkt i fællesskabets ønsker, og fokus var således fjernet fra ham selv. En proces, hvor han var det centrale punkt, havde han svært ved at forholde sig til, ligesom personundersøgelsen, der var tilvejebragt til sagens behandling, var uforståelig for ham.

Sagen blev gennemført i fysiklokalet på skolen i Kuummiut på almindelig vis med dokumentering af dom og ankeforhold, dokumentering af sagens bilag samt afhøring af tiltalte og vidner. Imidlertid var det en langstrakt proces, da alt skulle oversættes fra dansk til østgrønlandsk og vice versa.

Under processen udspillede der sig mange besynderlige momenter, der vidner om forskellene mellem de respektive retsopfattelser. Under afhøringen blev tiltalte spurgt, om han tidligere havde udøvet vold mod sin hustru. Hertil så tiltalte meget overrasket ud og svarede, at de da var gift. Vidnernes og tiltaltes forklaringer pegede på, at der var tilsyneladende en vis accept af vold inden for de nære familierelationer, og at det først og fremmest var tiltalte, der var berettiget til at udøve denne vold. Hertil skal det bemærkes, at tiltalte var lille og spinkel, og at hans børn og svigerbørn formentlig var ham fysisk overlegen.

Tiltaltes påstand om frifindelse var således båret på to anbringender. For det første mente han, at vold mod hustruen ikke var sanktionabelt. For det andet mente han, at hustruen blot døde. Ellers kunne han ikke forholde sig til processen, formentlig fordi han havde en (berettiget) forventning om, at livet blot går uændret videre.

Da tiltalte blev kendt skyldig, brød han sammen, og det var først der, at det gik op for tiltalte, at den vold han havde udøvet mod sin hustru, var årsagen til, at hun afgik ved døden. I en subjektiv sammenhæng, var tiltalte formentlig uskyldig, fordi han ikke kunne opfatte vold mod sin hustru som noget strafbart og fordi, han ikke tidligere havde opfattet den udøvede vold som årsagen til dødens indtræden. Nu havde de udefra kommende fortalt ham, hvad der var sket, og så måtte det være sandt. Han blev herefter idømt 2 års anbringelse i anstalt. Efter dommen gik bygdefogeden med tiltalte hjem og hjalp med at pakke.

Retten ankom til Kuummiut klokken 9, blev sat klokken 10, sagen behandlet og domsafsigelsen fandt sted klokken 16. Klokken 17 sejlede retten tilbage til Tasiilaq, denne gang med en ekstra passager.

Sammenfatning
Anvendelse af et retssystem såsom circuit court eller "fly-in fly-out justice" i den grønlandske retspleje vidner om landets forhold. Levering af et egentlig retssystem kan i flere sammenhænge kun lade sig gøre ved enten at retssystemet fra tid til anden kommer til de relativt isolerede samfund, eller ved at disse samfund selv løser deres konflikter på egne præmisser.

Hvis retten kommer udefra, er det et spørgsmål, hvilken retsopfattelse der skal lægges til grund for de afgørelser, der skal træffes. Allerede det forhold, at retten kommer udefra skaber en konflikt i forhold til, at det tidligere har været sædvanen, individet og kollektivet, der har fundet afgørelsen.

Problemstillingen er ikke ny. Den juridiske ekspedition, der foretog sine undersøgelser i 1948-49, forsøgte at klarlægge sædvaneretten. Resultatet af ekspeditionens arbejde var bl.a. skabelse af en kriminallov for Grønland, som tager udgangspunkt i et gerningsmandsprincip. I arktisk Canada blev principperne i Magna Carta gjort gældende, hvorefter ingen kan straffes uden sine ligemænds dom.

Gerningsmandsprincippet er fornuftigt ud fra den betragtning, at sanktionen skal bestemmes ud fra, hvad der skal afholde gerningsmanden fra at fortsætte yderligere lovovertrædelser (25). At iværksætte foranstaltninger med henblik på at stoppe lovovertrædelser kunne være af afgørende betydning for de små samfunds overlevelse. Men det må i dag nøgternt erkendes, at Grønland er et meget komplekst samfund. I Nuuk, og i de andre større byer i Grønland kan et kriminalitetsmønster anes, hvor lovovertrædelserne og lovovertræderne i mange sammenhænge minder om de tilsvarende danske. Her synes gerningsprincippet at være mere tidssvarende.

I andre sammenhænge, f.eks. i den ovennævnte sag, synes det svært at tage udgangspunkt i såvel et gerningsmands- som et gerningsprincip, fordi individet i lokalsamfundet betragter sig som en del af kollektivet, og afgørelsen burde baseres på kollektivets opfattelse af forholdet.

Ved anvendelse af circuit courts, hvor rettens aktører ikke har rod i den lokale kultur, og hvor der anvendes retsregler, der ej heller har rod i denne kultur, er der en betydelig risiko for, at retssystemet, hvilket omfatter både retsreglerne og processen, er noget man oplever, men ikke forstår.

Den grønlandske Retsvæsenskommission har siden 1994 arbejdet på at skabe en tidssvarende kriminalretspleje, der er egnet til de grønlandske forhold. Uden at der skal tages stilling til de resultater, som kommissionen indtil videre har fremlagt, må det på ny lægges til grund, at der fortsat sker en vestligsering. Opfattelsen af, hvad der er retfærdigt, kriminelt, hvorledes processen (principielt) skal gennemføres, er i høj grad præget af en europæisk tankegang, og med afsæt i europæiske overvejelser om menneskerettigheder, straffeteorier m.v. Der er således ikke ændret ved, at der skal være et egentlig retligt system med domstole, hvor der i den oprindelige inuitkultur ikke fandtes domstole, eller for den sags skyld egentligt vedtagne regler. Da Grønlands geografiske forhold heller ikke ændrer sig, betyder det, at der formentlig forsat vil være en vis anvendelse af "circuit courts".
  1. black’s Law Dictionary: Circuit : Judicial divisions of the United States or a state, originally so called because the judges traveled from place to place within the circuit, holding court in various locations. Circuit Courts : Courts whose jurisdiction extends over several counties or districts, and of which terms are held in various counties or districts to which their jurisdiction extends. In several of the states, the name given to a tribunal, the territorial jurisdiction of which may comprise several counties or districts, and whose sessions are held in such counties or districts alternately. These courts usually have general original jurisdiction.
  2. North West Territories (N.W.T.) omfatter Baffin Island, Canadian Arctic Islands og det store landområde nord for 60ºN og vest for Hudson Bay.
  3. Se Curt Taylor Griffiths: Crime, Law, and Justice in the Circumpolar North: The Greenlandic Experience in a Comparative Context, i antologien Crime, Law and Justice in Greenland, New Social Science Monographs, Køhenhavn 1996, s. 15 ff.
  4. Cfr. lov om rettens pleje i Grønland kapitel 2, § 1 "Retssproget er grønlandsk og dansk ..." Men henset til, at retsformanden er udsendt fra Danmark, behersker denne ikke grønlandsk, hvorfor retssproget i Grønlands Landsret de facto er dansk.
  5. se Nicholas Symes; Den medie- og presseretlige situation i Grønland, UfR 1996 B 267, hvor der refereres til en dom, hvor en tiltalt blev dømt for ærefornærmelser, der var fremsagt på vestgrønlandsk. Forståelse af dommen eller en evt. ankebehandling af dommen vil fordre en tolkning, hvorefter det er overladt til tolken at anvende et dansk, der er så præcist, at såvel indholdet af sætningen som grovheden af ærefornærmelsen er den samme på henholdsvis dansk og grønlandsk. En sådan oversættelse er vel næppe mulig.
  6. dog undtaget Kangaatsiaq, der hører under Aasiaat (Egedesminde). Endvidere hører lufthavnsområderne Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), Narsarsuaq og Pituffik (Thule Air Base) under Grønlands Landsret, jf. lov om rettens pleje i Grønland, kapitel 1, § 13, stk. 2.
  7. jf. lov om rettens pleje i Grønland, kapitel 1, § l 5, samt konkursloven for Grønland § 1, stk. 1, nr. l, og § 3, lov for Grønland om aktieselskaber § 159 og lov for Grønland om anpartsselskaber § 76.
  8. jf. lov om rettens pleje i Grønland, kapitel I, § 4,
  9. alle de i Grønland værende advokater bor og arbejder i Nuuk (Godthåb).
  10. samtlige advokater og politimesterens anklager, der for tiden agerer i Grønland er født og opvokset uden for Grønland, og kun en af Grønlands Landsrets 8 dommere har et egentlig tilhørsforhold til Grønland. At retten og rettens folk kommer fra Nuuk er derfor kun en delvis rigtig påstand, da rettens folk i hovedsagen kun er i Grønland i en begrænset periode. Det vil derfor ikke være ukorrekt at påstå, at rettens folk i realiteten kommer fra Danmark.
  11. jf. Ditlev Tamm; Retskultur, retslig stil og retsfamilier - i en verden i forandring, Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning 97, (Grønlands Universitet) Ilisimatusarfik/Forlaget Atuagkat l998, s. 39.
  12. se Kaj Birket Smith; Kulturens veje, Politikens forlag 1967, bind 2, s. 330. Se F.C.P. Rüttels dagbog, bl.a. citeret i Otto Sandgreen: Ammassalik fylder 100 år, Otto Sandgreens forlag 1996, s. 57 f. "(23. juli 1896) Midt under dansen farer en af de dansende slægtninge frem og overfalder modparten, som ikke var morder, men beskyldtes for at stjæle sjæle, med en kniv bagfra og dræber ham. I stedet for at ile manden til hjælp eller kaste sig over morderen søger forsamlingen ned til bådene og kajakkerne og drager skyndsomt bort". Beskrivelse vidner om, at Rüttel og inuit havde en forskellig opfattelse af, hvad der i den givne situation burde have været sket. Kollektivet havde tilsyneladende ingen interesse i at forhindre drabet eller pågribe drabsmanden. Der er flere eksempler på, at folk er blevet slået ihjel med kollektivets accept. Dette har typisk været af hensynet til nødværge, således Gustav Holm: Konebådsekspeditionen, Meddelelser om Grønland bind 9 og 10, 1888-89, nyoptryk, Rhodos 1972, s. 114 f. "Døden påskyndes ikke vilkårligt, undtagen når patienten bliver sindssyg og taler i vildelse. Når folk bliver alvorligt syge, og der ikke er nogen hjælp eller udsigt til, at de kan komme sig, bliver de kede af at lide og gør da ofte selv ende på lidelsen ved at kaste sig i havet. Ofte er årsagen dertil, at deres nærmeste lader dem vide, at de jo ikke har mere at leve for". Knud Rasmussen giver i Grønlændernes Sagn og Myter, bind 3, fra den 6. Thule-ekspedition til Østgrønland flere eksempler på legitime drab, f.eks. på ligrøvere, hekse m.v. Se endvidere Ujuâts Dagbøger, Østgrønlændernes Sagn og Fortællinger, Det grønlandske selskab 19S7, f.eks. s. 289 "Manden, der spiste sit eget barn", en, blandt mange fortællinger om kannibalisme under perioder med hungersnød. Endeligt var det ikke sjældent, at tabere af sang- og trommekampene måtte forlade kollektivet og blive qivittut, fjeldgængere. Udstødelse af kollektivet var ofte forbundet med den visse død.
  13. tyveri var ikke noget, der som sådan fandt sted i de små inuitsamfund. Imidlertid findes der enkelte til fælde, hvor der er sket tyveri af fangstredskaber og fra vinterdepoter, og som blev vurderet med største strenghed. Se bl.a. Kap York stationen Thule’s love § 14. Sådanne tyverier kunne i værste fald true kollektiverne på livet, da overlevelse i arktisk er betinget af, at man kan skaffe sig mad, og at der er mad nok til at komme igennem vinteren. Om definition af tyveri, se bl.a. bemærkningerne til kriminalloven side 91 ff., af hvilken det bl.a. fremgår, at tilegnelse af drivtømmer, der har ligget på stranden i 2 måneder blev betragtet som tyveri (?).
  14. det er i flere sammenhænge blevet bemærket, at inuit har en undvigende adfærd i forbindelse med konflikter. I stedet for at involvere sig går man hellere sin vej, og hvad der så ud til at være en truende konflikt, f.eks. en slåskamp, bliver løst. Se bl.a. Bo Wagner Sørensen: Magt eller afmagt? Køn, følelser og vold i Grønland, Akademisk Forlag 1994, s. 112 f.
  15. jf. bekendtgørelse af 10. oktober 1894 om oprettelse af en station ved Ammassalik.
  16. jf. bl.a. Instruks for handelsbestyrerne og det øvrige i administrationens tjeneste stående personale ved Ammassalik af 1. august 1894 med senere ændringer. Se endvidere Knud Oldendow: Den Grønlandske Samfundslære, Godthaab 1931, s. 301.
  17. jf., administrative bestemmelser for Østgrønland af 16. september 1947.
  18. jf, betænkning afgivet 6. september l950 af den juridiske ekspedition, bind I, side 1.
  19. jf. Verner Goldschmidt: Fra uskreven til skreven kriminalret i Grønland, Retfærd i Grønland nr. 16 side 122.
  20. se Richard Vaughan: The Arctic, a History, Allan Sutton Publ. 1994, s. 137.
  21. se Robert Gessain: Ammassalik, ou la Civilization Obligatoire, Flammarion, Paris 1969. Den franske antropolog Gessain har gennem flere ophold i Tasiilaq (Ammassalik) og over en periode på henved 60 år konstateret en obligatorisk eller påtvungen civilisation uagtet, at den officielle politik stipulerede, at danskernes og andre udefrakommendes tilstedeværelse i området skulle have mindst mulig indvirkning på den lokale befolkning. Men den blotte tilstedeværelse af danskere, og amerikanere under krigen, betød, at de lokale samfund vendte sig i retning af en vestlig civilisation.
  22. grønlands Landsrets sagl.nr. B 300/98, dom af 15. juli 1998.
  23. Østgrønlandsk for Ammassalik.
  24. dommerfuldmægtige og retsassesorer ved Grønlands Landsret skal være juridisk uddannet, jf. Lov om rettens pleje i Grønland kapitel 1, § 3. Anklageren for Grønlands Landsret repræsenteres af Politimesterembedet ved en politifuldmægtig, politiassessor eller vicepolitimester, der i henhold til lov om rettens pleje i Grønland kapitel 1, § 20, stk. 2, skal være juridisk uddannet. Der er intet krav til bisidderens uddannelse, men i alvorlige eller komplicerede sager beskikker Grønlands Landsret en advokat som bisidder.
  25. jf. kriminallovens § 87, sidste afsnit