Vind en bolig i hjemmestyrets lotteri

Stønnende af ubehandlet kræft (pådraget af rygning?) kan vi således flyve fra den ene yderlighed til den anden i vores søgen efter et sted at bo, en god skole, et godt sundhedsvæsen - et sted, hvor det ikke er nødvendigt at drikke sig fra sans og samling for at være til.

Torsdag d. 30. september 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

EN VENTELISTE PÅ 20 år er, hvad de boligløse i Nuuk har udsigt til, hvis landsstyret får magt som det har agt. Det kan nemlig let blive konsekvensen af landsstyrets forslag om selv at ville fastsætte fordelingen af det offentliges boliger i landets kommuner.

Selvom ventelisten i øjeblikket ligger på omkring 12-13 år i Nuuk, er det dog en betragtelig årrække landsstyret nu ønsker at lægge oven på det i forvejen kaotiske boligmarked specielt i Nuuk, men også andre steder i landet.

I dag gælder det for det meste af landet, at maksimalt halvdelen af alle ledige boliger kan gå til personaleboliger. Op til 20 procent kan gå til boligsociale formål, 20 procent til ønskeflytninger, mens de sidste resterende 10 procent går til de almindeligt boligsøgende. I Nuuk, hvor boligventelisten er længst, er fordelingen en smule anderledes med 60 procent til personaleboliger, 15 procent til boligsociale formål, 15 procent til ønskeflytninger og resten til de almindeligt boligsøgende.

LANDSSTYRETS PROBLEM er personalepleje. Hjemmestyret mangler nemlig personaleboliger specielt i Nuuk, men også i Upernavik og Ittoqqortoormiit. Derfor vil landsstyret have råderet over flere boliger. Og det kan kun ske ved selv at fastsætte fordelingen af de boliger, der er til rådighed i det offentlige.

Et af de allerstørste problemer de almindelige boligsøgende kan se i øjnene, er manglen på boligbyggeri og de mange boliger, der i de kommende år skal renoveres. Landsstyret ønsker nemlig garanti for genhusning af lejere i ejendomme, der skal renoveres.

Over de næste 10-15 år skal omkring 1500 lejligheder renoveres. Disse lejere skal have et sted at bo. Det kan kun ske ved at gøre indhug i de få boliger (i Nuuk omkring 50-60 om året), der frigøres til almindelige lejere.

FOR AT FØLGE MED i boligventelisten i Nuuk, skønner INI, at der skal bygges 150 boliger om året. I år er der ingen lejligheder, der bliver færdige. Til næste år er der planlagt 118 og i de kommende år er der planlagt endnu færre byggerier.

De private råber og skriger efter at bruge penge på boligbyggeri og er ovenikøbet med i lotteriagtige events for at få lov til at bygge. Men hverken Nuup Kommunea eller hjemmestyret har planer om at byggemodne for eksempel Malenelandet, så det private boligbyggeri kan komme igang.

Konsekvensen bliver længere ventelister for de almindelige lejere, dyrere boliger og dermed et endnu større skel i samfundets klassedeling. Medarbejdere bliver mere stavnsbundne til de jobs, hvortil de har været så heldige at få en bolig.

For hjemmestyret er det naturligvis gavnligt, at flere stillinger kan opslås med bolig. Flere vil søge, fordi der ikke er andre muligheder.

UNGE, SOM Ønsker sig et job udenfor det offentlige, kan se frem til at få en bolig, når de bliver midt i 30-eme. På et tidspunkt, hvor man må formode, at de selv har stiftet familie.

Imens taler landspolitikerne fortsat om at bygge landingsbane i blandt andet Paamiut, hvor der ganske vist er boliger nok. Men landsstyreformanden gør selv opmærksom på, at der sidste år rejste 220 personer til Paamiut via luftvejen. Og selvom der var lidt flere nemlig 295, der rejste derfra med helikopter, kan det næppe set i forhold til boligproblematikken, renoveringsbehovet inden for skolevæsenet, de sociale problemer og ikke mindst set i forhold til de store problemer inden for sundhedsvæsenet, give nogen mening.

Med glæde åbner politikerne lufthavnen i Qaarsut - med stolthed også kaldet den første lufthavn i en bygd!!!

Samtidig harcelerer landsstyreformanden over de sygdomme vi selv pådrager os med alkohol og tobak og stiller i udsigt, at det i fremtiden kan vise sig for dyrt at behandle disse sygdomme. Sundhedsvæsenet har nået sin smertegrænse. Der bliver brugt for mange penge på vor sundhed.

Stønnende af ubehandlet kræft (pådraget af rygning?) kan vi således flyve fra den ene yderlighed til den anden i vores søgen efter et sted at bo, en god skole, et godt sundhedsvæsen - et sted, hvor det ikke er nødvendigt at drikke sig fra sans og samling for at være til.

Administreret af middelmådig politiske visioner til en pris af 400 millioner kroner om året, flyver vi afsted til drømmeland.