Min folkeskole

I min folkeskole er man tresprogede idet eleverne lærer DANSK, ENGELSK og GRØNLANDSK allerede fra første dag i skolen.

Fredag d. 1. oktober 1999
Martin Ben Shalmi
Emnekreds: Uddannelse.

I min folkeskole bliver der stillet krav - til elever og til lærere.

I min folkeskole er man tresprogede idet eleverne lærer DANSK, ENGELSK og GRØNLANDSK allerede fra første dag i skolen. Nogle fag undervises kun på grønlandsk og andre fag undervises kun på dansk og endnu andre fag undervises kun på engelsk.

I min folkeskole er informationsteknologien en del af elevernes hverdag. Eleverne benytter forskellige pædagogiske programmer som hjælp ved indlæring. Internettet bruges til blandt meget andet til informationssøgning. Hver elev har deres egen email-adresse og laver som en opgave deres egen hjemmeside i løbet af skoleforløbet. Nogle af de ældre elever udvikler programmer til brug for andre elever. Computerne fungerer som sproglaboratorier.

Min folkeskole er elevernes arbejdsplads, derfor går eleverne i skole fra kl. 8.00 til kl. 16.00 (børn er længere tid på arbejde i børnehave og i vuggestue). Min folkeskole er også lærernes arbejdsplads og såvel arbejdstider, arbejdsopgaver og aflønning er anderledes end man kender i dag. I min folkeskole er lærerne også elever da der er såvel valgfri som obligatorisk efteruddannelse.

I min folkeskole er der plads til alle, plads til alle der vil. En folkeskole som min kræver at alle parter: Ledere, lærere, elever og forældre er motiverede og at hver enkelt yder sit bedste. De ekstra timer man tilbringer i folkeskolen i forhold til i dag bruges til: Fælles lektielæsning, pædagogisk og helt gængs upædagogisk leg samt til kreative fag som sang, musik, drama, formning, håndarbejde, husgerning, sløjd mm.

I min folkeskole er der vigtigt at alle elever får en succesoplevelse. Nogle er gode til matematik, andre til grønlandsk og endnu andre til tegning. Nogle elever er gode til alting, men ingen er dårlige til alting. Der skal arbejdes målrettet med den enkelte, der skal være individbaseret undervisning. For at kunne gøre dette skal der ske en konsekvent afprøvning af eleverne for at kende indsatsområderne. Forældrene skal inddrages meget i ansvaret for barnets opvækst og tillæring. Eleverne optages efter modenhed og ikke udelukkende efter alder.

Det vigtigste i min folkeskole er ansvarlighed og respekt. Eleverne skal opdrages til at tage et ansvar for såvel deres eget liv som for det samfund de vælger at bosætte sig i. For at kunne gøre det er det vigtigste at eleverne har respekt for andre og for hvad andre beskæftiger sig med. Derfor inddrager min folkeskole alle grene af erhvervslivet aktivt i undervisningen. Fra 7. klasse kommer eleverne i erhvervspraktik og prøver forskellige erhverv. Alle skal i praktik som ufaglært, håndværker, butiksassistent, kontorassistent og akademisk sagsbehandler.

I min folkeskole skal forældrene også lære fra sig typisk i forbindelse med emneundervisning.

Min folkeskole er en privatskole, da ovennævnte desværre ikke er hverdagen i den eksisterende folkeskole. Jeg ønsker derfor fra næste skoleår at opstarte KALALLIT INTERNATIONAL SKOLE. Interesserede forældre, lærere, potentielle sponsorer samt andre interesserede opfordres til at rette henvendelse til Martin Ben Shalmi, Box 456, 3900 Nuuk, e-mail:serrasoq@greennet.gl.