Børn kan ryge og rejse

Det store sorte hul er resultatet af politisk uduelighed, politisk inkompetence og manglende politisk interesse. Der er ikke stemmer i børn. Og slet ikke i de socialt belastede børn.

Torsdag d. 7. oktober 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

VORT LAND OG vore børn ville være ringe stillet, hvis ikke der fandtes mennesker, som på trods af alle odds imod sig, kæmper for de svage i samfundet. Dem vi så højtideligt i alle mulige sammenhænge så stolte kalder vort lands fremtid. Livet for mange af vort lands børn bliver tabt på gulvet. Deres liv er på forhånd dømt til evige sociale problemer. Og vi taber dem med åbne øjne. Hver og en af os ser dem hver dag. I dagtimerne. Om natten. På daginstitutionerne. Hos naboen. De tabte børn. Vi skammer os. Taler om det i det skjulte. Enkelte gør en personlig indsats. Men overordnet er der blot et stort tomt hul. Det store sorte hul er resultatet af politisk uduelighed, politisk inkompetence og manglende politisk interesse. Der er ikke stemmer i børn. Og slet ikke i de socialt belastede børn. Deres forældre er alligevel tabt for omverdenen. Deres stemmer købes let op til et valg med charmerende smil eller banken i bordet og måske en enkelt bajer eller to på det lokale værtshus. ENHVER POLITIKER vil nægte det. Alle vil de det bedste for vore børn og de hårdest belastede i samfundet. Ord, ord, ord. Der ligger aldrig handling bag. Vort landsstyremedlem på området, Mikael Petersen, vil være den, der kraftigst ryster på hovedet af denne udlægning. Alligevel vil han ikke kunne pege på et eneste område inden for det sociale område, hvor forholdene er blevet bedre, efter han satte sig i stolen som landsstyremedlem for det sociale område. Det er ikke engang lykkedes ham på et ganske lille område at gøre en forskel. I dagens avis fortæller leder af Projekt Matu, som er for stærkt belastede unge mænd, om manglende politisk vilje til at holde projektet igang. Mikael Petersen siger, at projektet er godt, og at det skal fortsætte. Endnu engang ord på ord. Ingen handling følger. Under kummerlige forhold med minimal plads og ringe løn til medarbejderne forsøger idealister at få seks unge mænd på rette spor og et værdigt liv. Men selv idealismen har sine grænser, hvis ikke man kan se lyset for enden af landingsbanen. DER FINDES ingen børnepolitik i Grønland. Der er intet vi kan fremvise med stolthed inden for det sociale område. Ikke et område vi kan tage som eksempel og sige, at vi har løst til alles tilfredsstillelse. Vore politikere er blevet blaserte. Problemerne er blevet for synlige, og det kræver en indsats at løse dem. Derfor lukker de hellere øjnene og haster videre til næste møde, så tankerne kan blive optaget af noget andet. Fakta er, at vi har en socialpolitik uden indhold. "Vi mangler uddannet personale. Vi kan ikke fastholde folk". Politikerne har mange forklaringer på, hvorfor der er så mange problemer med at få området til at fungere. De ser ikke, at fejlen ligger hos dem selv. For så skal der ydes noget. Så skal man ud af det fine jakkesæt og i arbejdstøjet. Det er ikke nemt. I bund og grund handler det, som på alle andre områder, om prioritering. Vil vi have boliger, trygge børn, gode skoler, et sundhedsvæsen, der fungerer, eller vil vi hellere have lufthavne, svømmehaller, forskerparker og vandkraftværker. Var der virkelig magt bag ønsket om at løse problemerne - også på det sociale område og på børneområdet - ville de være løst. Men tingene får lov at sejle og ungerne med. Problemerne bliver større og større og mere og mere uoverskuelige, og imens åbner politikerne den ene lufthavn efter den anden, mens diskussionerne bliver rødglødende over, hvor den næste skal ligge. VORE BELASTEDE børn ville være et godt skridt på vej til at få det bedre, hvis blot der var en enkelt politiker, der var lige så optaget af deres rettigheder, som resten af Landstinget er af landingsbaner. På trods af alt dette bliver nogle børn heldigvis reddet fra et liv i social fornedrelse. Reddet af mennesker med hjerte på rette sted. Mennesker med mod. Mennesker, som gang på gang tager kampen op. Mennesker, der ikke lader sig slå ud. Imens stiller vore politikere hinanden spørgsmål om, hvordan det kan være, at man fra tid til anden skal høre om unge menneskers forfærdelige handlinger, hvorfor unge mennesker. slår hinanden i jorden, mens folk hastigt går forbi med bøjede hoveder, hvorfor forældre ikke kan passe ordentligt på deres børn. Det er et råb om hjælp. Ligesåvel som Projekt Matu råber om hjælp. Hvem vil høre dem. Hvem af vore politikere vil være med til at tage ansvaret for at få vort stolte folk på rette køl igen. Ingen har endnu meldt sig.