Indsigt: Somme tider er det ikke let at være høflig

Somme tider er det ikke let at være høflig

At sige at medierne skal medvirke til at vedligeholde og udvikle samfundets kultur, dets traditioner og identitet, er akkurat ligeså interessant en betragtning som sige, at formålet med en bagerpose er at indeholde wienerbrød og boller

Tirsdag d. 12. oktober 1999
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik.

Somme tider er det ikke let at være høflig. Og sat over for den her fremlagte mediepolitiske redegørelse, er det direkte vanskeligt.

Sagt i korthed, så fremstår redegørelsen som en ubehjælpsom mediefilosofisk gryderet - sammenkogt af det, man har kunnet rage ned fra de nærmeste tankerækker.

Lad os begynde med landsstyrets tre overordnede mediepolitiske mål. Det første mål er formuleret således:
  1. at sikre et alsidigt medieudbud for herigennem at tilgodese borgernes ytrings- og informationsfrihed som en væsentlig forudsætning for demokratiet.
Ytringsfriheden er sikret gennem grundloven. Ytringsfriheden er ubetinget, den skal ikke tilgodeses af landsstyret gennem "et overordnet mediepolitisk mål". Ytringsfriheden skal bare respekteres.

Formål nummer 2 er sprogligt og filosofisk set noget vrøvl. At sige at medierne skal medvirke til at vedligeholde og udvikle samfundets kultur, dets traditioner og identitet, er akkurat ligeså interessant en betragtning som sige, at formålet med en bagerpose er at indeholde wienerbrød og boller.

Formål nummer 3 at der skal skabes de bedst mulige rammer for udvikling af medierne som erhverv, det er et politisk mål, som vi håber gælder for alle dele af erhvervslivet.

Så allerede indledningen i den mediepolitiske redegørelse varsler dårligt. Og enkelte landinger på en flugt gennem redegørelsen bekræfter niveauet.

Lad os slå følgende fast:
  1. Det offentlige skal ikke blande sig.
Da grundloven blev vedtaget, blev forhåndscensuren afskaffet. Det står enhver frit for - i skrift og i tale - at give sin mening til kende. Det offentlige kan ikke blande sig, hverken i valg af emne, kvalitet i indhold eller i grad af ensidighed eller alsidighed.

Selv de - efter flertallets opfattelse - mest forrykte synspunkter har vi siden haft en grundlovssikret ret til at fremsætte - i skrift og i tale. For det var, hvad man dengang havde teknisk mulighed for.

Der var ikke noget der hed radio, og ikke noget der hed TV.

Da radioen blev opfundet omkring århundredeskiftet, var teknikken så simpel og på samme tid så kostbar, at en radiostation - i Danmark var det Kalundborg Langbølgesender - kostede en halv Storebæltsbro at bygge og der var kun plads i æteren til ganske få og meget spredte radiostationer - en eller to i hvert land.

Det gjorde det rimeligt og nødvendigt at regulere retten til radiospredning - selv om det objektivt set var en tilsidesættelse af den grundlovssikrede ytringsfrihed.

Meget har ændret sig siden.
Siden tresserne - med indførelse af Frekvens Moduleret-radiospredning - har det været teknisk muligt at placere radiosendere tæt på hinanden. Og inden for det sidste årti er radiosendere kommet ned i en pris, så enhver interesseret for få tusinde kroner kan anskaffe og oprette en radiostation.

Faktisk har vi allerede mange hundrede private radiostationer her i landet: VHF-radioer til maritimt brug. De må bare ikke anvendes til "rundsending" - det vil sige: almindelig radiospredning til en bred offentlighed.

Det glade budskab er, at vi ikke længere behøver at have det offentlige til at blande sig i, hvem der må lave lokalradio og lokal TV, og hvilke krav der skal sættes til indholdet.

Den faste melding til landsstyret og Landstinget er, at det er et brud på ånden i grundloven, hvis vi fortsat - uden de gode grunde man havde i begyndelsen af århundredet - forsøger at regulere adgangen til TV- og radiospredning.

Og den beroligende melding til befolkningen er, at den modstand, der måtte være hos politikere og deres embedsmænd, mod at opgive herredømmet i æteren, er dømt til endeligt at mislykkes inden for de nærmeste få år.

Allerede nu er det ikke påtrængende nødvendigt at få en tilladelse til at drive lokalradio - og slet ikke hvis det offentlige skulle finde på at stille særlige krav til indholdet.

Indførelse af internet og hver måned med introduktion af nye kompressions- og spredningsteknikker, giver alt hvad der måtte være af ønsker om reguleringer og restriktioner et kronisk baghjul. De lader sig ikke håndhæve.

Vi kan idag over Internet ringe til Langtbortistan for 20 øre i minuttet. Og vi kan lave lokalradio den anden vej for det samme beløb - ikke i nogen superkvalitet, men det er kun et spørgsmål om tid.

I det hele taget er det svært at forstå den hændervridende bekymring, der præger redegørelsen. Den taler om sikring af kulturbærende mål, tendens til større kulturkløft, kommercialisering, fragmentering, bekymring for ændrede betalingsformer, mediekoncentration og jeg ved ikke hvad for andre ulykker.

Os, der er gamle nok, ved, at der aldrig har været så mange og så varierede udbud. Der har aldrig været så åben en adgang til viden. Der har aldrig været så bred en adgang til nyhedsformidling som den vi finder i dag her i Grønland.

Vi burde stå her i dag, fulde af begejstring. Ikke kun over, hvad vi allerede har nået, men også over de rige muligheder, der ligger for fødderne af os og kun venter på at blive samlet op - og ikke trampet ned.

Vi skal ikke overføre kompetencen til at uddele lokale radio- og TV-sendetilladelser fra Hjemmestyret til kommunerne. Vi skal indskrænke den offentlige regulering til kun at omfatte kontrol af den tekniske kvalitet af udstyret og en liste over ledige frekvenser.

Med hensyn til KNR, så skal vi gøre op med os selv, om vi ønsker at opretholde en landsdækkende Public Service kanal. Hvis svaret er ja, så skal bevillingen skæres ned til behovet, og der skal lukkes af for reklameindtægter.

Og den del af den landsdækkende sendetid, der ikke anvendes af KNR, skal gøres tilgængelig for andre radio-og TV-stationer, der selv skal bestemme, hvor meget der skal være reklame og hvor meget der skal være stof, og om stoffet skal lødigt eller underlødigt. Akkurat som på AG og Sermitsiaq - for at nævne to lokale trykte medier, der heldigvis kan agere som det passer dem, uden Hjemmestyrets indblanding.

Fra Atassut ønsker vi, at en tilstrækkelig del af de godt 48 millioner kroner, der idag bevilges til KNR, flyttes over til støtte for den trykte grønlandsksprogede litteratur.

Og det må fremgå klart af dette indlæg, at vi fra Atassut fuldt ud støtter det forslag, der er fremsat af Godmand Rasmussen, om bedre muligheder for lokalradioerne.