Ytringsfrihed og pressefrihed eller krudt og kugler

Internettet rummer en enestående mulighed for at blive vor tids flyveblade og illegale aviser, som det bliver umuligt for selv de mest ihærdige diktatorer at lukke af for.

Fredag d. 15. oktober 1999
Roland Thomsen
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Love og konventioner, Politik.

Indholdsfortegnelse: Censur Mediernes ansvar Også Grønland Med henvisning til den igangværende mediedebat, som i realiteten handler om hvilket omfang ytringsfriheden skal have i Grønland, bør artikel 19 i Menneskerettighedserklæringen om menings- og ytringsfrihed nyde en særlig opmærksomhed. Når mennesker forfølges og sættes i fængsel i årevis uden dom. Når mennesker diskrimineres, tortureres, voldtages, skamferes, forsvinder på uforklarlig vis eller dræbes uden anden skyld end den, at en anden har overmagten og vil dem til livs..... Når et politisk parti i rigsfællesskabet vinder gehør i den danske befolkning ved at foreslå, at såfremt en person med flygtningestatus begår en lovovertrædelse, skal hele pågældendes familie, far, mor, søskende o.s.v udvises fra Danmark..... ....så bør artikel 19 om retten til menings- og ytringsfrihed nyde en særlig opmærksomhed. Uden en fri presse som formidler, og uden at nogen har modet og viljen til at bruge ytringsfriheden, ville vi nemlig slet ikke komme til at høre om overgrebene på menneskerettighederne. Lige meget hvor på kloden vi befinder os. Altså også på vore egne breddegrader. Det er mediernes fokusering på overgreb på menneskerettighederne, der er med til at skabe den vel hidtil stærkeste verdensopinion og politiske bevidsthed over for overholdelsen af nogle fundamentale menneskelige spilleregler i vort eget samfund som i verdenssamfundet. Over for mange lande uden respekt for menneskerettigheder er presse- og ytringsfrihed en større trussel end selv de mest effektive handelsblokader. Kampen om informationer og oplysninger til befolkningen og dermed kampen om magten over medierne er derfor ofte det allervigtigste i den psykologiske krigsførelse, der ofte udspiller sig omkring en krig eller et diktatur. Det er, hvad enten det er en borgerkrig i Europa, et stammeopgør i Afrika eller et diktatur i Asien. I et moderne informationssamfund bliver journalistikken som våben ofte stærkere end krudt og kugler. Censur Fra den skrevne presse til telefonen, radio og tv har indtil nu alle været afhængig af fysiske og geografiske forhold - trykpressen, jordkabler, sendemaster eller satellitmodtagere. De nye medier - internettet og den digitale radio og TV-udsendelse - kommer sammen med mobiltelefonen ikke til at kende de gamle grænser på samme måde. Internettet rummer en enestående mulighed for at blive vor tids flyveblade og illegale aviser, som det bliver umuligt for selv de mest ihærdige diktatorer at lukke af for. Avis, radio og TV- censur er det i dag muligt alt for mange steder at praktisere. Mediernes ansvar Når der tales og skrives om mediernes magt til at skabe folkestemninger og oprør mod despoter og om deres positive evne til at få tronen til at vakle under et diktatur, så er det nødvendigt også at tale om mediernes ansvar. Vi må forvente en forpligtelse til og et ansvar for også at holde et vågent øje med de glemte krige, de glemte krigsforbrydelser eller den skjulte undertrykkelse. Journalister rundt omkring i verden sætter hvert år livet på spil for de idealer, der udtrykkes i Menneskerettighedserklæringen. Mediernes ejere og ledere må tage det ansvar alvorligt, at de spiller en stigende rolle i samfundet som formidler, ikke bare af nyhederne, men også af en presseetik og af humanistiske værdier. Ingen avis, radiostation, tv-station eller anden nyhedsformidler, det være sig et hvilket som helst sted i verden, også hos os i Grønland, kan udkomme uden at tage stilling til, hvordan ytringsfriheden og pressefriheden skal forvaltes. I artikel 19 i Verdenserklæringen, handler det ikke kun om mediernes arbejdsvilkår, men også om den enkelte borgers adgang til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser... Ytringsfrihed er også en oplyst befolkning, der kan læse og skrive, skaffe sig viden og debattere. At have ordet i sin magt giver ballast. Ballast til at deltage i beslutningsprocesser i familien, på arbejdspladsen, i foreningslivet, det politiske liv ... og her er det vigtigt, at befolkningen har mulighed for adgang til medierne. Adgang, ikke kun til den skrevne presse, men også til radio/TV. I alle samfund tilbageholdes oplysninger for offentligheden, og nogle steder knægtes den frie informationsudveksling med særdeles håndfaste metoder. Hundredvis af forfattere og journalister og menneskerettighedsforkæmpere, som vil forsvare det frie ord, forfølges og fængsles verden over og mange dræbes og forsvinder sporløst. Har vi behov for den viden? Også Grønland Der er i vort samfund røster der siger, at vi ikke har brug for at få serveret alle de informationer ude fra den store verden. Hvad skal vi med dem - hvad vedkommer det os? Skal vi have en oplysende strøm af informationer via radio og tv serveret i vores stue - nyheder om store og små hændelser og begivenheder ude fra den store verden... ... eller skal vi kun have informationer fra vor egen lille andedam.. ... i alle tilfælde og det er gældende i alle samfund, hvem skal så være formidler - journalisterne eller politikerne? Den frie presse eller magthaverne? Hvis vi skal have menings- og ytringsfrihed som skitseret i artikel 19 i Menneskerettighedserklæringen og en fri presse, er der ingen tvivl .. hvis vi skal have ubegrænset demokrati, altså et demokrati uden indskrænkninger i pressens bevægelsesfrihed, pressens ytringsfrihed....så bør der ikke være tvivl.