Indsigt: En smag af råddent demokrati

En smag af råddent demokrati

Landstingsmedlem Mikael Petersen har i AG forsøgt at dække over sig selv ved at sige, at det samlede grønlandske demokrati er bundråddent. Han beskylder nemlig både landsstyret og finansudvalget for at have haft kendskab til hans ufine bevillingsstrategi i socialdirektoratet.

Torsdag d. 21. oktober 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Love og konventioner, Politik.

Landstingsmedlem Mikael Petersen har i AG forsøgt at dække over sig selv ved at sige, at det samlede grønlandske demokrati er bundråddent. Han beskylder nemlig både landsstyret og finansudvalget for at have haft kendskab til hans ufine bevillingsstrategi i socialdirektoratet. Det er forhåbentlig ikke sandt og stinker da også langt væk af afledningsmanøvre. Men hvis det var sandt, er der kun et at gøre, nemlig at sende landsstyret hjem, anmelde samtlige medlemmer til politiet og få dem idømt en foranstaltning efter landstingsloven om landsstyremedlemmers ansvarlighed (§ 6).

Men så galt er det vel ikke. Foreløbig kender vi kun dokumentation for, at det er Mikael Petersen, der har narret Landstingets medlemmer. Det er ham, der skal smides ud, og det er forhåbentlig sket, når dette er trykt.

Og så er der kun tilbage at anmelde ham til politiet.

Det sidste kan slet ikke undgås. Når man har overtrådt loven, så skal hammeren falde, i særdeleshed over en politiker. Det har der været alt for lidt af i Grønland. Det har været politisk acceptabelt at blæse på både moral og lovgivning, men med ombudsmandens afgørelse i sagen om kollegielicitationen i Qaqortoq - og den følgende anmeldelse af det tidligere landsstyre til politiet - troede vi her på bladet, at nye tider var på vej. Og så har Mikael Petersen alligevel nu gået rundt som lovbryder i ugevis, uden der er sket ham det mindste.

Få den mand ud og meld ham til politiet!

OG FRI OS SÅ FOR hans private ynkelighed og Siumut-partiets hetz mod pressen, fordi den som her retter en uundgåelig kritik af en enkeltperson. Sådan er det at være politiker i et land med en fri presse.

Vi har tidligere haft Mikael Petersen på forsiden for nogle slemme forseelser og i en efterfølgende samtale forsøgt at argumentere for, at man som offentlig person med bunker af ansvar ikke kan undgå at blive hængt ud, når man begår ulovligheder. Og det gør man, når man som landsstyremedlem ... giver Landstinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Landstingets behandling fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Landstingets bedømmelse af sagen (§ 6, stk. 2 i ansvarlighedsloven).

Og så nytter det ikke, man græder snot over, at det personligt og privat er ubehageligt, og at pressen da også må tænke på, hvor mange uskyldige, der berøres af kritikken. Det er ikke pressens opgave at tage den slags hensyn. Det er Mikael Petersen, der skal tænke over konsekvensen af sine handlinger. Det er ham, der som ansvarligt landsstyremedlem først og fremmest må føre sit embede indenfor lovens rammer!

LANDSSTYREMEDLEMMETS forsøg på at bortforklare sin kreative budgettænkning er ynkelig. Han har alle odds imod sig og kan lige så godt krybe til korset.

Revisionsfirmaet Deloitte & Touche skriver i en redegørelse til finansudvalget, at revisionen "har begrundet formodning om, at overforbruget i 1998 var direktoratet bekendt, og man ville anvende dette som løftestang til den første tillægsbevillingslov i 1999".

Det er en alvorlig svada. Og ikke fra hvem-som-helst, men af et velanskrevet revisionsfirma, der bestemt ikke er interesseret i at miste arbejde for hjemmestyret. Når Deloitte & Touche således skriver, at "Vi har begrundet formodning", så betyder det: "Vi kan dokumentere...".

DER ER ALTSÅ ingen vej udenom. Det er ud med Mikael, uanset hvordan vi vender og drejer det, og uanset hvor flink en fyr han er for nogle.

I lande, vi ellers godt vil sammenligne os med, var Mikael for længst blevet afsat. Og i forbindelse med denne sidste sag ville han have fået en opringning hjemme den aften, AG bragte historien første gang, med besked om at blive hjemme næste dag, og regeringschefen ville samme aften eller næste morgen før Fanden fik sko på, have sendt en pressemeddelelse ud med løfte om, at sagen nu undersøges til bunds. Og så ville han naturligvis have gjort, hvad han kunne for at undgå en politianmeldelse.

Her i landet er det heldigvis Landstinget, der tager stilling til politianmeldelser, og tinget har netop samling nu. Derfor skal Landstinget tage sagen op og se at få den lempet over til politimesteren, som efterhånden er ved at få tag på at undersøge forholdene omkring politikernes amoralske holdning til landets love.

Og lad det ske i en ruf, så vi ikke endnu engang skal gå rundt med en smag af råddent demokrati i munden.