Indsigt: Grønlandsk kontra dansk

Grønlandsk kontra dansk

På grund af den førte sprogpolitik står samfundet nu med to store grupper, som nærmest er ensprogede tabere i et tosproget samfund.

Torsdag d. 28. oktober 1999
Grace J. Nielsen
Emnekreds: Sprog, Uddannelse.

I en artikel i A/G retter Jess G. Berthelsen fra SIK et angreb på Anders Nilsson fordi han taler dansk fra Landstingets talerstol. Anders Nilsson er valgt til Landstinget af vælgerne på lige vilkår med de øvrige landstingspolitikere. Han har de samme rettigheder og pligter som disse, heri også retten til at tale fra landstingets talerstol. At han ikke taler grønlandsk på modersmåls niveau er et velkendt faktum og kan ikke komme bag på nogen - heller ikke på Jess G. Berthelsen.

Landstinget har jo vedtaget at både grønlandsk og dansk kan bruges i Grønland. Ifølge Jess G. Berthelsen så er 90 procent af befolkningen i Grønland udelukkende grønlandsksproget. Men det betyder samtidigt at 10 procent ikke er det. I tal svarer det til hele Sisimiuts befolkning eller halvdelen af Nuuks.

Det er en meget bekvem myte blandt grønlandsksprogede, at de dansksprogede udelukkende består af korttidsansatte tilkaldte som ikke gider at lære grønlandsk. Denne myte hives op af skuffen hver gang en politiker eller anden leder i samfundet har behov for at profilere sig og score billige point hos de grønlandsksprogede vælgere. Men det er nemmere for politikerne og andre at skære denne 10 procents gruppe over en kam, end det er at forholde sig til det faktum, at der faktisk eksisterer et dansksproget mindretal i Grønland, som har fuld tilknytning til det grønlandske samfund. Nogle er gode til grønlandsk, andre kun lidt, nogle er født og opvokset her, andre er lige kommet. Dansk er deres hovedsprog, de bruger det i hverdagen og sammen med børnene som igen vil give det videre til børnebørnene.

Med andre ord, uanset politikernes udfald og verbale angreb på "dem der ikke gider lære grønlandsk" så forsvinder det danske sprog ikke fra Grønland lige med det samme - heller ikke om man med et hug gjorde hele administrationen udelukkende grønlandsksproget.

Jess G. Berthelsen beklager sig over de mange penge som bliver brugt på oversættelser. Men hvor er midlerne til effektive sprogundervisnings systemer? Hvorfor er der ikke sproglaboratorier i alle byer? Hvor kan man købe cd rom med undervisning i grønlandsk? Hvorfor er der ingen sprogundervisning i KNR TV og radio? Hvad gør SIK for at afhjælpe problemet? Det eneste der findes er nogle kassettebånd med grønlandsk og noget forkølet aftenskolemodulundervisning.

Det er da ellers et handicap for den enkelte og for landet, at 10 procent af befolkningen ikke behersker landets hovedsprog.

Skolen spiller en stor rolle og har et stort ansvar for landets sproglige udvikling. I 60’erne var vi en generation af dansksprogede elever som direkte blev nægtet undervisning i grønlandsk ud fra devisen "at det havde vi ikke brug for". Efter Hjemmestyrets indførelse blev en anden gruppe foregøglet at de kun behøvede at lære grønlandsk. I dag kan denne gruppe ikke få en videregående uddannelse, fordi de ikke kan dansk, og ligesom os står de bagerst i jobkøen, fordi de allerfleste stillinger kræver at man kan begge sprog. Så på grund af den førte sprogpolitik står samfundet nu med to store grupper, som nærmest er ensprogede tabere i et tosproget samfund.

Jess G. Berthelsen siger, at SIK ikke besvarer henvendelser skrevet på dansk. Det er en indstilling, der er både arrogant og uforskammet. Ville man også i SIK undlade at besvare et brev som kom fra inuit i Canada, fordi dette sandsynligvis ikke ville være skrevet på grønlandsk? Eller hvad med et brev fra Tasiilaq på østgrønlandsk? Ville man også der undlade at besvare det, fordi det ikke er skrevet på vestgrønlandsk?

Med en sådan indstilling viser SIK med al tydelighed, at den ikke ønsker dansksprogede som medlemmer, for hvordan vil man ellers betjene sådanne medlemmer, hvis man ikke gider at besvare deres henvendelser? Man skulle ellers tro, at SIK var interesseret i at få så stor en medlemsskare som muligt, da der er adskillige potentielle medlemmer i de sidste 10 procent af befolkningen.

I stedet for at skælde ud på dem, der ikke kan, så burde politikerne og andre se langt mere på, hvad der gavner samfundet som helhed sprogligt end på at hyppe egne sprogpolitiske kæpheste, for at tækkes nogle bestemte vælgere. Det ville være langt bedre for samfundet, om landets ledere fokuserede på fordelene ved at have to sprog i stedet for kun at se på ulemperne. En positiv indstilling kunne bane vejen for nye, spændende og brugbare løsningsmodeller på det allestedsnærværende sprogproblem.