Boganmeldelse: Af en skolelærers erindringer

Som roman er bogen derfor ikke specielt vellykket og dens tema, med mere end 30 år gamle problemstillinger, synes i dag forældet og ufrivilligt komisk.

Torsdag d. 4. november 1999
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger.

Den kendte skuespiller og komiker Flemming Jensen, der i begyndelsen af 1970’erne arbejdede som skolelærer i Ikerasaq (Uummannaq), har på forlaget Lindhardt og Ringhof udgivet sin første roman "ímaqa". Som titlen antyder har romanen et grønlandsk tema og Flemming Jensen trækker her på de samme oplevelser, som langt mere humoristisk er beskrevet i den lille, men ikke for korte "Vejledning i sælfangst og andre beretninger" , der allerede udkom i 1975. Skolelæreren i romanen hedder Martin, men kunne lige så godt have heddet Flemming og han kommer til bygden Nunaqarfik, der lige så godt kunne have heddet Ikerasaq. Vi får i romanen igen beskrevet en nyudsendt dansk skolelærers oplevelser af livet i bygden gennem et lille års tid i begyndelsen af 1970’erne. Vi får - igen - historierne om skolelærerens køb af hunde, om den berusede kateket og om slædeturen over Nuussuaq, som Flemming Jensen allerede har fortalt i en lidt anden form i "Vejledning i sælfangst". Skemalagte konflikter Martin, skolelæreren suppleres i romanen med Jacob, en 14-årig dreng fra bygden, der har tilbragt et år i Danmark på skoleophold. Jacob bliver i romanen eksponent for kulturkløften mellem det danske og det grønlandske. Blandt andet nægter han nu at spise grønlandsk mad, men vil hellere have dåsemad fra butikken eller tigge sig til et måltid hos skolelæreren. En stor del af bogens handling, der i øvrigt ikke skal røbes her, er bundet op på denne konflikt, der umiddelbart virker ganske utroværdig. Det er simpelthen usandsynligt, at en dreng som Jacob på grund af et ophold i Danmark på bare et år, skulle fornægte alt grønlandsk, inklusive maden. Snarere tværtimod. Personerne i romanen er lige som Jacob ganske uden nuancer. Eksempelvis er Naja, den grønlandske kvinde, skolelæreren forelsker sig i, nærmest ulideligt god som dagen er lang i den arktiske sommer. Undtagelsen er til en vis grad skolelæreren selv, hvis tanker, i form af lange monologer, læseren bliver belemret med i tide og i utide. I disse sekvenser synes det at være skolelæreren og ikke forfatteren Flemming Jensen, der står ved katedret og forklarer et problem, så selv den mest tungnemme bagerst i klassen kan forstå det. Tonen i bogen bliver derfor unødigt didaktisk og moraliserende. Nu skal man i et land, hvor næsten hele landsstyrer og store dele af centraladministrationen har bestået af skolelærere, vare sig for at kritisere netop denne faggruppe, der i øvrigt gør et stort og beundringsværdigt arbejde. Men skolelærer Jensen har i romanen svært ved at slippe sine personer løs. Kun glimtvis skinner Flemming Jensens humor befriende igennem. Som roman er bogen derfor ikke specielt vellykket og dens tema, med mere end 30 år gamle problemstillinger, synes i dag forældet og ufrivilligt komisk. At bogen skulle kunne anvendes som udgangspunkt for debatten om forholdet mellem Danmark og Grønland, som forlaget lægger op til i sin pressemeddelelse, er helt og aldeles usandsynligt.