Tramper på befolkningen i Qaanaaq

USA vil ombygge deres radaranlæg, så det kan indgå i et missilforsvar, der angiveligt skal forsvare USA mod såkaldte banditstaters eventuelle atomangreb.

Tirsdag d. 9. november 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

DER ER IKKE noget at sige til, at vore landsmænd i Qaanaaq føler sig trådt på, når de i den grønlandske radioavis pludselig hører, at der åbenbart er drøftelser i gang med amerikanerne om at øge engagementet i Pituffik. Befolkningen deroppe har en sag kørende i højesteret, som blandt andet skal skaffe dem det tabte land ved Uummannaq tilbage. Sagen følges med spændt opmærksomhed af en vågen verden, blandt andet fordi udfaldet kan få betydning for andre oprindelige folk og tidligere kolonier. Ved at deltage i en kontakt med amerikanerne om en udvidelse af amerikanernes interesser i Thule- området blæser den danske stat og vor egen landsstyreformand på Qaanaaqs befolkning og tramper på dens ret og følelser. Desuden ignorerer de højesteret, hvor en officiel grønlandsk deltagelse i forhandlingerne med USA let kan svække Qaanaaq-befolkningens sag. Derfor burde både staten og Grønland på forhånd have afvist ethvert øget engagement i Pituffik, i det mindste så længe sagen kører. Ganske vist ved vi ikke, hvilken karakter den pågældende kontakt med amerikanerne har haft, og vi ved heller ikke, hvordan landsstyreformand Jonathan Motzfeldts såkaldte krav er blevet formidlet. Men der er ingen tvivl om, at der har været drøftelser eller korrespondance, og det er tydeligt, at hverken Danmark eller Danmark/Grønland har afvist tanken på forhånd. DER ER TALE OM, at USA gerne vil ombygge deres radaranlæg, så det kan indgå i et missilforsvar, der angiveligt skal forsvare USA mod såkaldte banditstaters eventuelle atomangreb. Det er en aktivitetsudvidelse, som giver Pituffik en anden status end i dag. Den nye fjende, der allerede er nævnt i diskussionen, vil opfatte basen som et fjendtligt mål, og Grønland - og særligt befolkningen i Qaanaaq - vil være anderledes placeret i en krig end i dag. Der er tale om oprustning, og hvis det går som planlagt i Pituffik, så er Grønland altså med i en oprustning. Det er en alvorlig ting. Det er i hvert fald en sag, befolkningen (især i Qaanaaq) må have afgørende indflydelse på. Ingen grønlandske eller danske politikere kan bestemme: Spørgsmålet vedrører slet ikke Danmark (skønt det har kompetencen), og heller ikke de grønlandske politikere, som er valgt på en indenrigspolitik, der under ingen omstændigheder berettiger dem til at hvirvle de grønlandske vælgere ind i konfrontationer med andre lande. Grønland er et fredeligt land, og det er nærliggende at tro, at krig i moderne forstand ligger fjernt fra den grønlandske mentalitet. Derfor er der også grund til at tro, at der vil være modstand mod planerne i Pituffik, og fremsættelsen af et grønlandsk synspunkt ved disse drøftelser kræver bred folkelig opbakning. DET ER AF FLERE grunde svært at forstå, at USA ikke er blevet blankt afvist af både Danmark og Grønland. Uanset hvor løst eller seriøst sagen har været behandlet til dato, så ser det ud til, at USA er inviteret til forhandlingsbordet, hvis de kan opfylde nogle betingelser. Imidlertid vil kravet om russisk accept af forsvarsprojektet placere ideen så langt ude i fremtiden, at vi godt kunne miste interessen for det. Men det bør vi ikke. Vi er ikke rustet til en diskussion om øget amerikansk engagement i Pituffik, og derfor må vi i gang med at forberede os. Alligevel er vi ikke helt nybegyndere. Nogle erfaringer har vi. En af dem går ud på, at vi ikke har kunnet stole på amerikanerne, en anden, at vi ikke har kunnet stole på Danmark. Tilliden på forsvarsområdet kan derfor ligge på et meget lille sted, og det er vanskeligt at forestille sig, hvordan der kan skabes et troværdigt forhold mellem Grønland og USA/Danmark på netop forsvarsområdet. Det er endnu en grund til at afvise planerne og takke nej til den militære optrapning på grønlandsk grund.