Et valg er uundgåeligt
Siumuts politik handler mere om enkeltpersoner end om Grønland. Det er ikke den politiske opgave, partiet først og fremmest tager sig af, men hensynet til den enkelte Siumut-politiker. Udnævnelser og ansættelser bygger i højere grad på kammeratskab end kvalifikationer, og det er IA træt af.
Torsdag d. 11. november 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Politik
.
Grønland har ingen ordentlig ledelse i øjeblikket. Den netop afsluttede landstingssamling har været præget af splittelse i landsstyrekoalitionen. Åben utilfredshed og korridorbrokkerier har hørt til dagens orden, og dønningerne efter sidstedagens finale, der sendte både landsstyremedlem Mikael Petersen og landstingsformand Johan Lund Olsen "på gaden", har endnu ikke lagt sig. Inuit Ataqatigiit siger i et åbent brev farvel og tak, med mindre Siumut øjeblikkeligt dokumenterer, at det er troværdigt.
Det er en barsk formulering, og Inuit Ataqatigiit uddyber den. Partiet hævder, at Siumuts politik handler mere om enkeltpersoner end om Grønland. Det er ikke den politiske opgave, partiet først og fremmest tager sig af, men hensynet til den enkelte Siumut-politiker. Udnævnelser og ansættelser bygger i højere grad på kammeratskab end kvalifikationer, og det er IA træt af. Nu skal det være slut.
Inuit Ataqatigiit er også træt af, at Siumuts ledelse ikke har styr på tropperne. I det åbne brev skriver partiet, at der alene i Siumuts landstingsgruppe er 3-4 fraktioner, som ikke kan enes om arbejdet. Det er uholdbart og utroværdigt, siger IA, og også det skal være slut. Siumut skal nu overfor Inuit Ataqatigiit dokumentere, at det er et troværdigt parti. Ellers ophører samarbejdet.
Siumut kan kun helhjertet imødekomme Inuit Ataqatigiit ved at skifte ledelsen ud. Det er nemlig den, IA’s kritik handler om. Der er ikke samling på tropperne, og derfor må der indsættes en ny samlingsfigur. Men det er et drastisk indgreb, og Siumut takker efter al sandsynlighed nej. Derfor er landsstyresamarbejdet reelt ophørt. IA’s meget hårde kritik i det åbne brev og Josef Motzfeldts efterfølgende uddybning i radio og TV er uforsonlig. Efter et offentligt skænderi på af den karakter, kan partierne ikke uden radikale ændringer med troværdigheden i behold fortsætte landsstyresamarbejdet.
Spørgsmålet er så, om andre kan finde ud af et landsstyresamarbejde. Hvis ikke, må vi have et valg.
Paradoksalt nok står Siumut parlamentarisk stærkere nu end i mange år. Med 12 mandater i Landstinget kan partiet danne landsstyre med hvem som helst. Udover IA er der altså Atassut og Kandidatforbundet.
Selvom partierne i en sådan situation normalt holder kortene tæt ind til kroppen, så melder Atassuts formand, landstingsmedlem Daniel Skifte klart ud, at Atassut ikke tager imod en eventuel invitation til landsstyresamarbejde. Vi skal have et valg. Det siger han i dag, og det sagde han i sidste nummer af AG. Det politiske snavs skal vaskes væk.
Tilbage har landsstyreformanden kandidatforbundet, der i sagens natur er en flygtig størrelse. Forbundet har ingen forpligtende politik, og politisk enegang hører til naturens orden. Grundlaget for et landsstyre med Siumut og Kandidatforbundet vil være for løst, ligesom det er vanskeligt at forestille sig, at forbundets Anthon Frederiksen kan forliges med Siumut efter de seneste eskapader i tinget.
Siumut står altså temmelig alene og kan ikke uden et valg bevare regeringsmagten. Spørgsmålet er så, om nogen kan overtage den. Det er der ikke. Som allerede nævnt er står Siumut parlamentarisk stærkt, og et landsstyreflertal uden Siumut må derfor bygge på et samarbejde mellem Inuit Ataqatigiit, Atassut og Kandidatforbundet.
Et valg er altså uundgåeligt.
Og hvad får vi så ud af det? Vi får et nyt protestvalg med et fortsat skred i retning til alternative regeringsmuligheder. Et valg til februar - eller hvornår det nu bliver - vil blive et protestvalg imod den vanebestemte dårligdom, som også flyttede stemmer ved sidste valg.
Siumut burde have lært af sidste valg. I stedet for at skyde skylden på pressen, der jo blot er formidler, skulle partiet have studeret sig selv og analyseret, hvad der er galt. Problemet er nok bare, at politikerne ikke kan få øje på det. Gamle vaner er vanskelige at lægge fra sig, og set i lyset af de sidste 20 års storstilede forvaltningsmæssige bedrageri, som Mikael Petersen fortæller om på side 7, kan det være vanskeligt at forstå, hvad den aktuelle utroværdighed bygger på.
Det er det, der giver bagslag i dag. Det er udmærket, hvis Siumut efter et snarligt valg kommer på udskiftningsbænken i nogle år. Sådan har partiet selv beredt det, og det må dets ledere nu tage konsekvensen af.