Siumut må styre tropperne

Landstingsgrupperne har tiltaget sig mere og mere magt overfor landsstyret. Det er selvfølgelig et sundhedstegn. Landsstyret kan ikke længere regere uden om Landstinget. Og landsstyret er tvunget til at følge de beslutninger, som Landstinget træffer.

Fredag d. 12. november 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Splittelsen i Siumut truer med at lamme landsstyrekoalitionen. Det gamle regeringsparti står tilsyneladende overfor et generationsskifte, hvor "kronprinserne" er ved at rokere sig på plads til det endelige opgør. Men magtkampen er ved at smadre landsstyrekoalitionen, og landsstyrets svaghedstegn og indre splid udnyttes selvfølgelig politisk af oppositionen. Både IA’s og Siumuts formænd vil imidlertid gøre alt for at undgå valg og bevare koalitionen. Baggrunden er, at der er taget initiativ til at løse en række store problemer, og det arbejde mener partilederne er så nødvendigt for landet, at det vil være uansvarligt at udskrive valg nu. Spørgsmålet er imidlertid om de kan gennemføre deres initiativer, når der er så stor splittelse i koalitionens største parti. Et af de store spørgsmål er, hvem der har magten i de forskellige partier. Er det landstingsgrupperne? Eller er det partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg? Og hvor står partiformændene i dette spil? Landstingsgrupperne har tiltaget sig mere og mere magt overfor landsstyret. Det er selvfølgelig et sundhedstegn. Landsstyret kan ikke længere regere uden om Landstinget. Og landsstyret er tvunget til at følge de beslutninger, som Landstinget træffer. Men det dur ikke, at splittelsen har nået et niveau, hvor landsstyret ikke kan regere, fordi partigrupperne ikke følger med, men forskellige fraktioner går deres egne veje. At landsstyreformand og partiformand Jonathan Motzfeldt forlod landet uden at få banket sit parti på plads, har ikke gjort det lettere. Når Jonathan Motzfeldt rejser ud i verden for at pleje Grønlands internationale interesser, er han nødt til at have en person herhjemme, som regerer ikke alene landet, men også partiet og gruppen. Han må sørge for at have en loyal vicelandsstyreformand og en loyal gruppeformand. Det pinlige i hele situationen er, at Siumut ikke er i stand til at svare på de mange. Angreb, der kommer både fra koalitionspartneren og fra oppositionen. Konsekvensen er, at Jonathan kritiseres for at have mistet overblikket og ikke er i stand til at prioritere. Alene Daniel Skiftes udsagn om, at Grønlands økonomi ikke kan styres fra Fransk Polynesien, viser niveauet, og at Siumut har placeret sig i en sårbar position. Oppositionen kan bare skyde løs. Men Jonathan sidder ikke og styrer de store projekter. Han har været fødselshjælper til renoveringsprogrammet, til landingsbaner og skolereform. Nu er det de øvrige landsstyremedlemmer, som skal gennemføre de store opgaver, og de vil ikke have, at Jonathan blander sig. Desuden har Jonathan selvfølgelig ikke det nødvendige detailkendskab til disse projekter. De visioner, som Jonathan lægger for dagen i sine udenrigspolitiske aktiviteter, bør støttes af alle partier og grupperinger i landstingssalen. Hans mål er, at Grønland får en central placering i EUs OLT-forhandlinger samt i EUs nordiske dimension. Men problemet i det politiske cirkus er, at Siumut hele tiden er placeret i en forsvarsposition. Det er ikke længere Siumut, som tager teten og bestemmer dagsorden i den politiske debat. Det er i allerhøjeste grad IA, der har overtaget den rolle. Og IA vinder frem på Siumuts bekostning godt efterfulgt af Atassut og Kandidatforbundet, som selvfølgelig udnytter svækkelsen i Siumut. Det har ikke gjort sagen lettere, at Jonathan klovnede i det med Thule-basen. Her lader han Niels Helveg Petersen løbe med dagsordenen også for Grønland. Ordren er, "at der ikke er noget at diskutere, før amerikanerne kommer med et udspil". Men så er det jo for sent. Det er netop nu, Grønland skal diskutere og rejse krav. Og hvis Niels Helveg ikke vil have landsstyret med til forhandlinger om Thule i USA, så skal landsstyret selv kontakte Mister President og den amerikanske regering. Jonathan har stillet krav, men han burde have informeret og hørt sit bagland, ikke mindst Landstingets udenrigs- og sikkerhedspolitiske udvalg, før han talte. Jonathans tre krav er ikke nok. Dels bør han også tage hensyn til Hingitaq 53, dels kunne han markere Grønland ved for en gangs skyld at stille økonomiske krav til amerikanerne. Netop i den igangværende skoledebat og sprogdebat ville det være et forfriskende pust, hvis Grønland kunne forhandle sig til 500 gratis studie- og kollegiepladser om året for grønlandske studerende på amerikanske uddannelsesinstitutioner på alle niveauer - som betaling for placeringen af Thule Air Base, og for at basen bliver en del af det nye forsvarssystem. Derved ville Grønland ikke længere være afhængig af det danske uddannelsessystem.