Ingen børnepolitik uden familiepolitik

Vi bilder os nemlig stadig ind, at pædagogik er en medfødt grønlandsk egenskab, og at de grønlandske børn får så megen kærlighed, at den hellige grav er vel forvaret. Men sådan er det ikke.

Tirsdag d. 23. november 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

I DANMARK er man begyndt at få ondt af de grønlandske børn. Berlingske Tidende har næret en debat, der blandt andet fremstiller grønlandske børn som misrøgtede og misbrugte. En femtedel af alle grønlandske børn skulle ifølge avisen og generalsekretær Laue Traberg Smidt fra Red Barnet på et eller andet tidspunkt blive misbrugt, og som kilde har han antydet at have brugt en juridisk afgangsopgave af Anne Troelsen. Hun siger i dag til AG, at hun ikke kender sådanne tal, og at hun naturligvis heller ikke har offentliggjort dem. For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at Traberg Smidt siden - i den grønlandske radioavis - har indrømmet, at han ikke har dokumentation for sine påstande. Men danskerne tror ham alligevel.

Og nu er der sågar rejst forslag om, at tegne "fadderordninger", som man kender det i mange udviklingslande, hvor nogle få hundrede danske kroner om året kan sikre et barns skole og uddannelse.

Det er grotesk, sårende og helt udenfor virkeligheden. Alene de to omstændigheder, at et grønlandsk barns uddannelse er ligeså dyr som i andre vestlige lande, og at problemet slet ikke har med penge at gøre, forklarer næsten alt om den forståelseskløft, der er mellem Grønland og den øvrige verden.

MEN DET ER ikke kun den øvrige verden, der ikke forstår nogenting. Det er også Grønland. Her bilder vi os nemlig stadig ind, at pædagogik er en medfødt grønlandsk egenskab, og at de grønlandske børn får så megen kærlighed, at den hellige grav er vel forvaret. Men sådan er det ikke. Kærligheden har nemlig vist sig at være overfladisk og uforpligtende. Den rummer ikke den nødvendige støtte, når livets mange vanskeligheder banker på, en efter en. Så er børn og unge alene, og de aner ikke, hvad de skal stille op.

Gennem TV-programmer og avisartikler i Danmark har befolkningen der fået indtryk af, at vi her i landet ikke kan magte at opfostre vore efterkommere. Selv nøjes vi ikke med aviser og tilfældige TV-programmer. Vi har 1.-parket til virkeligheden. Det er os, der ser unger på gaden om natten, os der ser fulde forældre hale deres betuttede små over vejen i myldretiden, os der snakker direkte med de sociale myndigheder, os der i familien og blandt vore mange, mange bekendte selv ser misrøgtet. Det er os, der ved, hvordan det står til og derfor os, der burde gøre noget ved det.

MEN VI HAR sagt nej til et børneråd og end ikke tænkt på en børneombudsmand. Landsstyremedlem for sociale anliggender Jørgen Wæver Johansen (S) bliver forståeligt nok fornærmet over hetzen i Danmark, og forklarer derefter, at vi gør noget. Der sættes penge af til en række aktiviteter. Institutionsområdet, fritidsaktiviteter og meget andet. Og landstingsmedlem Asii Narup (IA) forklarer, at det bestemt ikke er fordi vi ikke vil gøre noget for vore børn, men det, vi gør, skal have rod i den grønlandske befolknings virkelighed.

Hvor kan man dog sige meget rigtigt og alligevel ikke komme nogen vegne. Når man tager sætninger ud af sin helhed, kan man af hjertets godhed dræbe selv de bedste initiativer for børn og andre svage. Og alt imens vanrøgtes børn, mistrives, misbruges.

Men vi kan jo selv...

DET KAN VI DA. Men det klares ikke med nogle fedterier omkring de gammelkendte børne- og ungdomsaktiviteter. Det handler som så meget andet om familiemiljøet. Og familiemiljøet forbedrer vi ikke, når vi for eksempel bor på nakken af hinanden i alt for små rum.

Børnene er de voksnes ansvar, men hvis de voksne er uansvarlige, nytter det ikke at sætte penge af til dit og dat indenfor området. Man kan godt udvikle sig til en slyngel i en "forkromet" ungdomsklub, hvis hjemmet svigter. Og det gør hjemmet ofte der, hvor de sociale forhold er vanskelige - og især, hvor de er umulige.

Man kan ikke se isoleret på de politiske fagområder. Alt hænger sammen. Familiemiljøet skal forbedres i et bredt samarbejde mellem alle landsstyreområder. Hvis vi ikke ligefrem skal have et landsstyreområde for familie og børn. Her ville børnenes tarv kunne varetages med større selvfølgelighed end i boligområdet, socialdirektoratet, sundhedsvæsenet og hvad de nu alle sammen hedder.

Men uanset, hvad man vælger, så kan det ikke lade sig gøre at løse børnenes fortvivlede problemer i vort selvtilstrækkelige og selvforpinte samfund uden at fokusere på familiemiljøet i bred og komplet forstand.

Måtte det blive hovedemnet ved næste valg, når det kommer...