Landsstyret har ansvaret for lægekonflikten

Det nytter ikke, at landsstyremedlemmet siger, at han ikke vil blande sig i forhandlinger. Det er han simpelthen nødt til, men han kan kun gøre det ved at forlange handling i landsstyret.

Tirsdag d. 7. december 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Løn og overenskomster, Politik, Sundhedsvæsenet, Økonomi.

FORHANDLINGSPARTERNE i lægekonflikten har svært ved at tale sammen. I dagens avis bringer AG en samtale med hver af parterne, og heraf fremgår, at de ikke bare har forskelligt mål. De ved heller ikke, hvad "hinanden vil". På den ene side siger lægernes formand Kent Kleinschmidt, at det for lægernes vedkommende ikke handler så meget om penge, men om ordnede arbejdsforhold. Og kan de ikke få dem, vil de i det mindste have ordentlig betaling for de helt urimeligt mange vagter, de har. Det vil være med til at synliggøre problemerne, mener lægerne. Leder af hjemmestyrets forhandlingsafdeling Gitte Sørensen oplyser samtidig til AG, at hjemmestyret er indstillet på at rette op på den uretfærdighed, at nogle læger knokler døgnet rundt uden at få mere end de læger, der trods alt har ordnede arbejdsforhold. Det kunne altså tyde på, at der er nogenlunde enighed om principperne, og at det alligevel handler om penge. Her har landsstyret givet forhandlingsafdelingen en ramme på syv procent, og det er så langt fra lægernes krav, at der ikke er mere at snakke om. Det er der ingen, der kan gøre noget ved, hverken landsstyremedlemmet for sundhed, landsstyremedlemmet for økonomi eller forhandlingsafdelingen. Kun det samlede landsstyre kan udvide rammen og sætte gang i dialogen. DET ER LANDSSTYRETS holdning, at de offentlige lønninger skal ligge en anelse under lønningerne i Danmark. Det gælder også lægerne, og hermed ignorerer landsstyret, at det også på dette område er udbud og efterspørgsel, der bestemmer prisen - eller ansættelses- eller arbejdsforholdene. Der er ikke bare for få læger. Der er alt, alt for få læger, og det skyldes, at de her i landet skal arbejde meget, meget mere for færre penge end i Danmark. Løsningen er altså, at landsstyret viser imødekommenhed overfor lægernes krav, som handler om ordentlig betaling for det meget store arbejde, der udføres. I dagens avis fortæller formanden for lægekredsforeningen, at han formentlig er alene på vagt fra 15. januar. - Så begynder 24-timers vagterne igen, som han udtrykker det. Aldrig fri. Altid på arbejde. Det er det, han og andre vil have betalt - ikke symbolsk med med en ordentlig pris, der svarer til arbejde og afsavn. Men det er samme model, hjemmestyrets forhandlingsafdeling arbejder med. Parterne er enige om, at man skal betales for sin arbejdsindsats. Det er bare beløbet, man ikke kan blive enige om. Og det kan hverken landsstyremedlemmet eller forhandlingsafdelingen altså gøre noget ved. Det er landsstyret, der har ansvaret. Det er landsstyret, der skal give efter og opstille nye rammer for forhandlingerne. DET ER SANDT nok, at væsentlige lønstigninger til en faggruppe har en afsmittende virkning på andre. Derfor er det naturligvis rigtigt, at lægernes fremgang skal gives som kompensation for dårlige arbejdsforhold og for det merarbejde, de har på grund af lægemanglen. Den enkelte læges løn vil derefter normaliseres i takt med en eventuelt forbedret bemanding. Skal man tro både lægerne og forhandlingsafdelingen, er det således kun betaling for merarbejdet, det handler om. Lægerne forlanger, at dette merarbejde betales med stigende vagttariffer. Jo flere vagter, jo større betaling. Det forekommer ikke urimeligt og er i virkeligheden et princip, der også kendes fra andre faggrupper. Hvis lægerne ikke får betalt merarbejdet, så er det jo dem, der betaler lægemanglen. Og prisen er et bombet familieliv, et opslidende og helbredstruende arbejde og en arbejdsmæssig indsats, der på grund af arbejdsbyrden ikke sikrer den samme kvalitet i præstationerne, som patienterne har krav på. Det er ikke betryggende for patienter at vide, at deres læge går i 24 timers vagt, aldrig har fri og aldrig får hvilet ud. DER HAR IKKE været overenskomst med lægerne siden foråret. Den blev nemlig ikke bare opsagt, men også ophævet. Effekten er, at der strengt taget er lægeblokade i Grønland, fordi ingen læge med ønske om at tage varigt arbejde i Grønland vil gøre det, så længe der ikke er overenskomst. Fagforeningen vil næppe anbefale det. Landsstyret har ansvaret. Det har landsstyremedlem Alfred Jakobsen naturligvis også, men han kan ikke gøre andet end at sætte sin stilling ind på, at landsstyret åbner sig for nogle af lægekredsforeningens krav. Det nytter ikke, at landsstyremedlemmet siger, at han ikke vil blande sig i forhandlinger. Det er han simpelthen nødt til, men han kan kun gøre det ved at forlange handling i landsstyret.