Slutreplik: Afklaring nået?

Det grønlandske folk står midt i en udviklings- og frigørelsesproces. Grønland har allerede sin egen skattepolitik, udenrigpolitik, socialpolitik, kriminalpolitik, osv. Det danske folk giver denne proces en meget stor støtte af historiske årsager og pga de mange personlige bånd mellem de to folk. Jeg synes, at det er et godt og et realistisk perspektiv.

Torsdag d. 20. januar 2000
Martin Paldam
Emnekreds: Forskning, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Jeg er glad for, at Gorm Winther har givet mig lejlighed til at præcisere, at det, jeg sagde om, hvor beskeden forskningen i Grønland er på det samfundsvidenskablige område, ikke er min personlige vurdering, men det, man får, når man anvender den gængse målemetode. Det er også fint, at han har ønsket at præcisere, at han ikke anerkender den gængse metode. Han mener også, at hovedparten af moderne økonomisk teori er enfoldig. Her er vi også uenige. Det er fint nok at få det på det rene. Jeg håber også, at Gorm Winther, når han tænker lidt over sagen, vil give mig ret i, at det ikke er mangel på ressourcer, der har bevirket, at det er gået, som det er. Det er noget andet, der skræmmer unge danske (og andre) forskere væk. Her har jeg fremsat en teori, der omgående blev eftertrykkeligt bekræftet, så det er nok en ganske god teori. Tilbage er der kun to små problemer, som jeg synes må kunne afklares: Regnestykket: hvad koster Grønland de danske skatteydere? Gorm Winther slår det hen som helt uklart, hvad tilskuddet til Grønland koster danske skatteydere. Det er meget svært at regne ud, siger han, og ingen har beregnet det. Men det et nemt regnestykke, der kun kræver 2 empiriske antagelser på områder, hvor vi har sikker grund under fødderne. Regnestykket ser på et beløb på (f eks)100 mio danske skattekroner, der skal gives ud. Den relevante sammenligning er:(1)Pengene gives til Grønland og gives ud af Hjemmestyret eller Staten i Grønland.Der bliver altså en primær aktivitet - f.eks. bygningen af en skole i Grønland. Desuden bliver der afledede virkninger, fordi de, der leverer varer og tjenesteydelser til den primære aktivitet, giver sig til at bruge de indtægter, de får. De bruger så en god del af pengene, og deres leverandører bruger, osv ... pengene gives ud af Staten i Danmark.Der bliver altså en primær aktivitet - f. eks. bygningen af en skole i Danmark Desuden bliver der afledede virkninger, fordi de, der leverer varer og tjenesteydelser til den primære aktivitet, giver sig til at bruge de indtægter de får. De bruger så en god del af pengene og deres leverandører bruger, osv ... Argumentet om, at pengene under A "vender tilbage" til Danmark, er, at en god del af de afledede virknin ger går til Danmark, fordi Grønland har en stor importkvote netop fra Danmark. Skal vi sætte tal på, har vi brug for:antagelse 1 : Den primære udgift på 100 mio fører til en import af varer og tjenester fra Danmark på 75 mio. Det er vist ikke nogen kontroversiel antagelse, selv om det kan være nogle mio kr galt til en af siderne.For at kunne sammenligne den afledede virkning har vi brug for:antagelse 2 : den afledede virkning af hver krone, der bruges til import af vare og tjenesteydelser fra Danmark (i tilfældet A), og til køb af vare og tjenesteydelser i Danmark (i tilfældet B) er den samme. Det kan vel heller ikke siges at være nogen kontroversiel antagelse. Igen her kan der være en fejlmargin på 5%, da det ikke er helt de samme varer- og tjenesteydelser, men det er ikke let at sige hvilken vej fejlen går.Så er vi færdige - der er fire led i argumentet og to antagelser - det er da let nok. Der er altså to forskelle på tilfældet A og B: Den primære aktivitet er 100% forskellig. I tilfældet A kommer den udelukkende Grønland og i tilfældet A udelukkende Danmark til gode. De afledede virk ninger i Danmark er 25% mindre i tilfældet A end i tilfældet B. Dette kan vi sammenfatte som: //////Beløb, der gives til Grønland koster danske skatteydere hele den primære aktivitet og //////desuden 25% af de afledede virkninger i forhold til det, andre offentlige udgifter koster Det er logikken, som enhver økonom straks burde indse. Man kan så regne videre på de to empiriske antagelser 1 og 2 og raffinere dem lidt. Men fejlmarginen i beregningen er tydeligvis lille: de 25% meromkostninger på de afledede effekter er vel 25% ± 5%. Der er ikke mange økonomiske beregninger, hvor grundlogikken er så klar, og fejlmarginen er så lille. Anders Nilsson siger i sit indlæg, at i en perfekt verden, hvor alt er tilpasset og i ligevægt, kan vi helt se bort fra de afledede virkninger. Alt, hvad vi skal se på, er den primære aktivitet. Her er der er en 100% overførsel, sådan at penge til Grønland koster danske skatteydere 100% af beløbet, og hverken mere eller mindre. Det er dog et meget langt perspektiv, som jeg vil være lidt betænkelig ved at anlægge. Det afgørende er imidlertid at det vi her snakker om er om omkostningen set fra de danske skatteydere er 100% af det, der gives til Grønland eller lidt mere end 100%. Tillad mig at spørge: er det ikke mærkeligt, at der har kunnet "leve" så meget forvirring og uklarhed på dette område, at selv en landsstyreformand er forvirret? Har det ikke noget med politisk korrekthed at gøre? og siger det ikke noget om forskningens kvalitet på området, at disse ting ikke er blevet lagt så klart frem, at alle har forstået dem? Til slut: Hvad er det rigtige perspektiv i grønlandsforskningen? Det er vigtigt at have et grundlæggende perspektiv, der ikke er taktisk eller politisk bestemt, når man analyserer grønlands økonomi, så man ikke taler med to tunger. Når jeg læser Gorm Winther, undrer jeg mig bestandigt over, om han virkelig taler med den samme tunge, når han underviser sine grønlandske studenter: Kan det passe, at de får at vide, at de er lige så danske som bornholmerne, fynboerne og dem fra Læsø? Lærer de, at alt det med hjemmestyret og den stadigt vok sende politiske selvstændighed, slet ikke er noget, man skal tage alvorligt? Hvis det virkelig er det, der er lærdommen, så må jeg sige, at det er et meget mærkeligt pensum! Nej, lad mig straks indrømme, at det tror jeg ikke er pensum. Jeg tror, at det er nogle taktiske syns punkter, han bruger, når han diskuterer med mig. Men hvis det bare er taktiske synspunkter - så følger heraf, at han har en anden tunge, som han bruger ved andre lejligheder. Det er langt mere i overensstemmelse med de faktiske forhold at sige, at vi har to folk: et grønlandsk og et dansk. Det grønlandske folk står midt i en udviklings- og frigørelsesproces. Grønland har allerede sin egen skattepolitik, udenrigpolitik, socialpolitik, kriminalpolitik, osv. Det danske folk giver denne proces en meget stor støtte af historiske årsager og pga de mange personlige bånd mellem de to folk. Jeg synes, at det er et godt og et realistisk perspektiv. Det er det perspektiv, jeg selv anlægger, og jeg tror (og håber), at de fleste grønlændere og danskere er enige med mig i det. Heraf følger naturligvis også, at denne støtte ikke vil fortsætte til evig tid. Der ligger endvidere i dette perspektiv, at det er et vigtigt spørgsmål at analysere, om en støtte af et så enormt omfang, som der her er tale om, ikke er så stor, at den modvirker formålet ved at skabe en afhængighedsstruktur i stedet for at hjælpe frigørelsesprocessen. Men det er en længere historie, som vi ikke kan diskutere her. måske skyldes forvirringen, at nogen har sammenlignet tilfældet A med et alternativ C, hvor pengende puttes i et sort hul, så der overhovedet ikke bliver nogen afledede virkninger. Men der er meget få skattemidler, der puttes i et sådant hul. Selv u-landshjælpen har en betydelig tilbageløbsprocent.