Ila pallunaangorsimaq...

Jeg troede, at det var min skyld, når min mor havde fået så mange bank, at hun lå fuldstændig bevidstløs i flere timer. Jeg har tit troet, at hun simpelthen var død, fordi der kunne være så meget blod, afrevet hår og tøj.

Fredag d. 4. februar 2000
Anonym
Emnekreds: Kultur og samfund, Sociale spørgsmål.

Jeg er halv grønlandsk og halv dansk, og er nu boende i Danmark. Jeg fiyttede til Danmark for (officielt) at tage en videregående uddannelse, men faktisk var det for at komme væk - langt væk fra det land, som har givet mig en forfærdelig barndom.

Jeg skriver det her, fordi der på de sidste udgivelser af Sermitsiaq har været en masse om børns omsorgssvigt, eller det er der måske hele tiden, men jeg har dog først bidt mærke i det nu.

Når jeg møder en af mine gamle klassekamerater fra Ilinniarnertuunngorniarfik eller familiemedlemmer, skal de altid lige fortælle mig hvor "dansket" jeg er blevet. Først får jeg en anelse dårlig samvittighed, men der går ikke særliglang tid, før jeg siger til mig selv: "Nej f.... nej - jeg skal sgu ikke ha’ dårlig samvittighed over, at jeg er fiyttet til et land hvor jeg både psykisk og fysisk har det meget bedre".

Min barndom var præget af, at mor og stedfar drak sig vanvittig fulde hver evig eneste weekend (som i øvrigt varede fra torsdag til mandag).

Jeg var i plejefamilie et år, fordi min mor ikke kunne finde ud af at passe mig. Min danske far, havde forladt min mor af afmagt over han ikke kunne få hende til at holde op med at drikke og spille kort. Han flyttede simpelthen til en anden by og var der i to år.

Han vendte tilbage til den by jeg var, da jeg var tre år. I mellemtiden fandt min mor en anden grønlandsk mand (min tidl. stedfar) og fik så mig tilbage fra plejefamilie.

Jeg fik to små brødre, som jeg ofte skulle passe og tage ansvar for. Herre gud, jeg skulle skifte ble på min lillebror - og jeg var kun fem år. Hvis jeg ikke lige kunne finde ud af det, var der ballade.

I dag kan jeg da godt se, at jeg fik skældt ud for noget, som jeg ikke burde kunne finde ud af i den alder, men dengang vidste jeg jo ikke bedre, og jeg blev fyldt med dårlig samvittighed og angst for at få prygl, og hvad der ellers kunne vente mig.

Ellers var min barndom præget af (citat fra sidste Sermitsiaq nr. 4): ".....at der ved børnetilskudsudbetaling, render børn rundt på gaden og passer sig selv, fordi deres forældre har drukket pengene op. Og når de endelig kommer hjem, risikerer de at møde en gennemtæsket mor, eller der stadig er et drukgilde i gang. Hvis de er heldige, har børnene et værelse, hvor de for en tid kan søge fred ".

Jeg troede, at det var min skyld, når min mor havde fået så mange bank, at hun lå fuldstændig bevidstløs i flere timer. Jeg har tit troet, at hun simpelthen var død, fordi der kunne være så meget blod, afrevet hår og tøj. Jeg undrer mig stadig den dag i dag over, hvordan min stakkels mor nogensinde har kunnet overlevet alle de tæsk, hun har måttet lægge krop til.

Tit stod jeg imellem min stedfar og min mor, for at prøve at rede min mor for endnu flere tæsk, men jeg var jo for lille til at holde min stedfar tilbage.

Da jeg var syv år, stod min mor og bankede på min fars dør en søndag morgen. Han åbnede døren og så en fuldstændig gennembanket dame med en lille pige i hånden. Hun kunne ikke klare flere tæsk, sagde hun til min far og ville så have, at han skulle tage sig af mig. Og det gjorde han selvfølgelig. Tilmed hjalp han min mor med at flygte ud af byen. Hun er aldrig flyttet tilbage til den by, hvilket jo kun er forståeligt.

Min far og jeg brugte resten af min barndom på at glemme alt det, der var sket, men det hele er nu begyndt at dukke op igen, efter jeg selv har fået børn.

Min mor er i dag alkoholfri, men hvor er det tydeligt at se, hvor meget hun har lidt og stadig lider på grund af de skide bajere. Og hun er ikke den eneste, der stadig lider af det. Det gør vi -

hendes børn også, selvom vi har tilgivet hende og stadig elsker hende.

Jeg var ikke den eneste som havde en sådan barndom. Jeg er bange for, at alt for mange kan nikke genkendende til min historie. Men hvorfor er det stadig sådan den dag i dag - 25 år, efter?

Grønland har fået hjemmestyre og det er på måde godt, men man kan ikke vinde en krig, med en hær af sårede soldater.

Så - ilumut qallunaangorsimavunga - ja jeg er nok blevet mere dansk end grønlandsk, fordi min grønlandske barndom nærmest har skubbet mig væk fra Grønland.

Rigtig nok som Janus Chemnitz Kleist skriver i artiklen om børnetilskud, skal der gøres et eller andet, især nu da det er Børnenes År!