Puisi A/S - Hvad med fangerne

Hvorfor kan medstifterne ikke retsforfølges med anstaltophold og bøde til følge? I stedet for at gøre som i dag, hvor man får det gyldne håndtryk, men alligevel får udbetalt sin løn.

Tirsdag d. 15. februar 2000
Kunnalaat Ananiassen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi.

Da jeg i Atuagagdliutit læste den daværende bestyrelsesmedlems - borgmesteren i Nanortaliks - narresut om det varmeste samtaleemne for tiden, Puisi A/S, kunne jeg ikke lade være med at more mig, fordi han opfører sig som om, han ikke kan finde et sted at vaske sine hænder. Han glemte sig selv. Han glemte især sit folk - fangerne. Hvor er alle de fine lovord, vi hørte om, da vi holdt kursus i 1998, og som han var fremme med i alle landets aviser? Derfor må han snarest tage sig sammen og samle fiskerne og fangerne i Nanortalik og omegn og sin tænketank - kommunalbestyrelsen - til et møde og prøve at finde penge til fangerne. Det er nemlig fangerfamilierne, der bliver ramt hårdest, fordi de har købt båd på grund af den nye produktion. Disse solide og dyre både skal naturligvis afdrages. Dette brevs indhold kan ikke betragtes at være for hårdt. Jeg har selv været fisker og fanger. Det vigtigste i denne sag er: Hvad vi I gøre for de fiskere og fangere, der har købt en ny båd på grund af det nye produktionsanlæg? Vil I tage deres både fra dem, når de ikke længere kan betale deres afdrag? Vi er overhovedet ikke i tvivl om, at vi i sidste ende vil ty til de få fisk og sælskind, der i forvejen er næsten uden værdi. Hvad så med fangerne? Nu er de tynget ekstra uden at være skyld i det selv. Heller jeg kan ikke gå ind for det. Hvorfor var der ingen, der kom med en hurtig reaktion, hvor er vores forbund eller fiskernes og fangernes fællesudvalg i Sydgrønland? Overraskelsen burde ikke have stoppet reaktionen. Så lad os arbejde hurtigt sammen for at hjælpe de fangere, der har købt både. Man vil lytte bedre til os, hvis vi står sammen. Lad os arbejde hurtigt, så vi, sydgrønlændere, kan få et møde op at stå. Vi kan jo ikke tro, at fangernes problemer går i sig selv, uden at vi foretager os noget. Landsstyret og Landstinget: vi er taget ved næsen alle sammen, betyder det så, at ulykken skal forfølge os til evig tid? Hvorfor kan medstifterne ikke retsforfølges med anstaltophold og bøde til følge? I stedet for at gøre som i dag, hvor man får det gyldne håndtryk, men alligevel får udbetalt sin løn. Vores lovgivende forsamling skulle lave strengere regler her i begyndelsen af årtusindeskiftet. Det må være slut med at lege med vores følelser.