Nanortalik medskyldig, men...

Bagefter er det let at forstå, at man ikke kan sælge sælspæk til 500 kroner kiloet, men styret af sit desperate behov for beskæftigelse har det været fristende at tro på de tilrejsende troldmænd.

Tirsdag d. 22. februar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi, Økonomi.

DET ER LET at sætte sig ind i de problemer, som Puisi-krakket har prakket Nanortalik på. I forventning om større beskæftigelse og en bedre økonomi, udarbejdede kommunen budgetter, som gav et lidt større spillerum, end den betrængte kommune har haft mulighed for i mange, mange år.

Nu står den med hatten i hånden, og situationen er langt værre, end den havde været, hvis de smarte erhvervsgamblere og hurrapolitikere havde holdt sig væk. I Nanortalik sidder de med smerten. Der er stort set intet driftigt tilbage i byen, og der er mere end nogensinde brug for hæderlig og realistisk foretagsomhed.

Det får vi så se, om Puisi-skandalen kan vendes til at blive.

HELT SAGESLØS har kommunen nu ikke været. Politikerne er "hoppet med på vognen", selvom dokumentationen for succes har været alt andet end tilfredsstillende. Kommunalpolitikerne har naturligvis været stærkt påvirket af deres håb og drømme, og når der så dukker en flok veltalende mennesker op, som har smurt tungebåndet med forgyldt sælspæk, så er det let af falde i.

Men det fritager ikke for ansvar. Kommunalpolitikerne har været naive, men fuld af forhåbninger. De har undret sig over mange af de informationer, selskabets ledelse og bestyrelse kom med, men de har ikke protesteret, før det var for sent.

Bagefter er det let at forstå, at man ikke kan sælge sælspæk til 500 kroner kiloet, men styret af sit desperate behov for beskæftigelse har det været fristende at tro på de tilrejsende troldmænd.

Selvom kommunen således selv bærer rundt på noget af skylden, så har den vor sympati. Det er nemlig ikke hvem som helst, der har "solgt" ideen til kommunalbestyrelsen.

Projektet har fra starten haft et officielt præg. Det startede, mens vicekoncernchef Lars Emil Johansen, var landsstyreformand, og da han senere flyttede til Royal Greenland og medbragte sin sekretær H. P. Christensen, fulgte projektet tilsyneladende med. Her lå det i støbeskeen, H. P. Christensen overtog det og blev senere frigjort fra Royal Greenland, hvorefter Puisi kørte som et selvstændigt projekt.

Med Lars Emil Johansen som formand for Puisi’s bestyrelse bibeholdt selskabet den troværdighed, det havde fået i fødselsgave i hjemmestyret og senere i dåbsgave i Royal Greenland.

Nanortallip Kommunia mente, den havde al mulig grund til at tro på projektet. Det kan der nok være noget om, og uanset hvor ansvaret skal placeres, trænger kommunen til kvalificeret hjælp til at komme videre.

FORUDEN kommunens investering i et medejerskab blev der budgetteret med større skatteindtægter, færre sociale udgifter, ligesom hjemmestyrestøttet egnsudvikling til den sydgrønlandske kommune i de kommende år ville blive påvirket af sælprojektet.

De økonomiske følgevirkninger for kommunen er altså mere vidtrækkende end blot tabet af den investerede kapital. Til gengæld står der en fabrik, som nu skal revurderes. Sulisa-direktøren er fyr og flamme. Han har også et bredt know-how fra Projekt Orsoq, hvor han i samarbejde med en mester i Sisimiut for længst har udviklet en spækpresse(?).

Herfra vil vi advare imod at fortsætte fiaskoen fra det beskæmmende nulpunkt, der er blevet det foreløbige resultat af smarte aktørers plattenslageri.

Nu skal der folk til med forstand på pølser og sælolie. Der skal folk til, som forstår betydningen af at sikre sig et marked så godt som muligt, før store investeringer foretages. Som Puisi-projektet har været kørt, minder det om en udspringer, der kaster sig ud fra vippen i et basin uden vand.

Sådan nogle gakkede fejl må ikke gentages!