Siumut på afveje

I dag sætter IA, Atassut og Kandidatforbundet dagsorden

Fredag d. 17. marts 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Siumut er på hælene. Som mange andre socialdemokratier i verden har partiet problemer med at finde sin plads i det moderne samfund. De politiske visioner er væk erstattet af pragmatiske og bureaukratiske her-og-nu-løsninger.

Visionen for, hvordan samfundet skal se ud, og hvordan vi skal nå til målet, blæser i vinden.

Når politikerne taler med folk, vil de alt og lover det hele, selv om de ved, vi kun har råd til det halve. Politikerne tør ikke fortælle vælgerne, hvad vi har råd til - slet ikke hvad vi ikke har råd til.

Der mangler prioritering, og politikerne tør øjensynligt ikke rådføre sig med befolkningen om denne prioritering.

Selvfølgelig foregår der en prioritering, men den kommer ikke offentligt frem. Måske fordi prioriteringen i realiteten foretages af de virkelige magthavere. De kommer til fadet, fordi politikerne har glemt de politiske mål.

Det er umuligt for offentligheden at følge med i, hvad der sker på de forskellige områder. Løses problemerne, eller skabes der nye?

Man skændes om sproget i stedet for at løse sprogproblemet.

Man skændes om uddannelserne i stedet for at løse uddannelsesproblemerne. Man vil hellere halte videre med en dårlig folkeskole end fortælle, at man er nødt til at spare på de videregående uddannelser for at få råd til en god folkeskole.

Man skændes om sundhedsvæsenet i stedet for at løse problemerne i det syge væsen.

Man skændes om privatisering af KNI uden at vide, hvor man vil hen, fordi der ikke er noget overordnet mål for samfundet.

Når de valgte politikere ikke afstikker kursen, er der fare for, at selvbestaltede meningsdannere bestemmer.

Eller politikerne rådfører sig med folk, som ikke har nogen jordforbindelse eller repræsenterer noget som helst. Det kan både være embedsmænd, interesseorganisationer eller konsulenter og såkaldte eksperter.

Det farlige er, at når disse mennesker bestemmer udviklingen og løsningen af fundamentale spørgsmål, så fortsætter kolonialismens linie med befolkningen som passive tilskuere.

Så er det klart, at frustrationerne stikker hovedet frem mange steder.

Vi ser det i sprogdebatten, hvor SIK, Skanska og Grønlands Arbejdsgiverforening mener, de skal bestemme, hvilket sprog, vi skal tale. Det skal de ikke. Det skal befolkningen, og hvis deres repræsentanter i Landstinget ikke kan finde ud af det, må spørgsmålet sendes til folkeafstemning.

De grå magteminencer bestemmer, mens befolkningen må betale og acceptere dårlige skoler, dårlig service, mangelfulde tilbud til ungdommen, alt for få boliger, dårlig sundhedsservice etc., etc.

I stedet for at lytte til befolkning og forbrugere, lytter politikerne til den selvbestaltede magtklike og styrter rundt for at opfylde deres mening om samfundet.

De manglende visioner afspejler sig i debatten, hvor Siumut er gået bagud af dansen. I gamle dage, der såmænd ikke er så forfærdelig lang tid siden, var det Siumut, der førte an i debatten. Partiet kom med de modige udspil og fik reaktionen fra de andre partier.

I dag sætter IA, Atassut og Kandidatforbundet dagsorden.

Siumut må nu finde ud af, om partiet fortsat vil regere Grønland på mandat fra befolkningen. Eller om man vil lade "godsforvalterne" svinge pisken over partiets manglende visioner.