Ulven kom

Ved at fastholde sig selv i et gammelmandsparti har Atassut stækket sig selv og sine fremtidige muligheder for at være med til at præge landets fremtid.

Torsdag d. 23. marts 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

I SVUNDNE TIDER måtte de gamle, som var til byrde, når maden var knap, gå på isen, for at de små samfund kunne overleve. Det sker ikke længere. I dag kæmper de gamle en hed kamp for fortsat at være med i udviklingen. Og heldigvis da for det. Men når alderdommen begynder at skubbe de unge ud af reden - ud af fællesskabet - må man stoppe op, tage en dyb indåndning og få løst problemerne. Det er ikke lykkedes for partiet Atassut.

Det er åbenlyst for enhver, at den politiske næstformand i Atassut, Otto Steenholdt, i sit nederlag til Ellen Kristensen ved valget til Folketinget i 1998 ikke har formået at rejse sig op igen. Konflikten har længe luret med det ene læserbrev i AG efter det andet, hvor Otto har fremturet og harceleret over Ellens ansættelse af samleveren i en halvdagsstilling som sekretær for hende. Ellen har flere gange bedt om hjælp fra sit parti. Bedt om støtte. Men den er udeblevet.

Og den meget personorienterede kampagne fra Ottos side fortsatte og brød ud i lys lue på AG’s debatsider. Ellen forsvarede sig, men fortsat var der ingen hjælp for hende at hente i partiet. Begge parter fik fra deres "høflige og venlige" partileder, som Finn Karlsen betegner Daniel Skifte (side 5 red.) et enslydende brev om at opføre sig ordentligt. Det var ikke den støtte Ellen søgte.

DERFOR MÅTTE den unge fremadstræbende Atassut-politiker selv sige stop. Ellen Kristensens grænse blev overtrådt. Ikke alene fik hun ingen opbakning i Otto Steenholdts langvarende chikanering af hende, partiet gik officielt bag hendes ryg og fortalte offentligheden, at hendes problemer var skabt af personlige problemer i parforholdet. Den unge kvinde måtte opgive kampen over for den gamle mand.

Tilbage står 4.000 vælgere, der satte deres kryds ud for fornyelse, med lange næser. Vælgerne mente, at Otto Steenholdt havde siddet længe nok i Folketinget. Da chancen for fornyelse viste sig i den helt unge politiker, der for første gang trådte på ind på den politiske arena, greb vælgerne det nye strå. Og på trods af sin politiske umodenhed fik Ellen en opbakning, som kom bag på de fleste og fik vippet den gamle af pinden. Sejren var den ene aften fuldkommen. Den slagne Otto kunne dog ikke klare mosten og måtte pleje sit eget ego. Anderledes kan det ikke tolkes, idet det er velkendt, at personorienteret fejder ikke giver stemmer for den der angriber. Ifølge hovedbestyrelsesmedlem i Atassut og medlem af Landstinget, Finn Karlsen, har det da heller ikke skortet på klager fra Atassuts egne medlemmer over Otto Steenholdts personlige udfald mod Ellen Kristensen. Alligevel har der officielt været larmende tavshed om Ottos utilstedelige personlige chikane af det unge folketingsmedlem.

EN DEL AF vore læsere har, ligesom Finn Karlsen gør det, reageret med ærgrelse over, at Ellen Kristensen gav op for let. Hun havde jo ved valget vundet over Otto Steenholdt. Og rigtigt er det da også, at Otto Steenholdt er på vej ud af politik. Men hvem har lyst til at sidde 4.000 kilometer væk hjemmefra og forsvare sine egne med næb og klør samtidig med, at man får det ene slag over nakken efter det andet. Og så er der ydermere det, at Ellen tidligere har vist, at hun går sine egne veje. Den nuance burde partiets top have været opmærksom på.

Ellen har flere gange råbt, at ulven kommer - og det gjorde den, mens partiets top enten ikke magtede at skræmme den væk eller også bevidst lod den komme. Det er et skræmmende scenarium, hvis den ældre generation i den grad ser en fare for deres egen overlevelse ved at unge kommer frem i front.

LANDET HAR BRUG for udvikling og nytænkning. Det gøres ikke alene med erfaring. Vi har, også i grønlandsk politik, behov for unge mennesker, der vil kæmpe for, hvad de mener er den rette vej for Grønlands fremtid, uanset om de befinder sig i det ene eller det andet parti. Ved at fastholde sig selv i et gammelmandsparti har Atassut stækket sig selv og sine fremtidige muligheder for at være med til at præge landets fremtid.

Da udvikling kommer gennem dialog mellem forskellige meningsudvekslinger er Atassut med sin vage holdning til den personlige fejde, der er foregået mellem den unge og den gamle, med til at sætte en stopklods for den fremtidige politiske udvikling i landet. Og det er synd.