Er du glad Otto?

Det var godt at høre, at der langt om længe sad en i Folketinget, der gad at lave noget, selv om vi i mange år har haft to medlemmer i Tinget.

Tirsdag d. 28. marts 2000
Pavia Kristensen
Emnekreds: Politik.

Jeg har længe været bange for, at Atassuts folketingsmedlem ville forlade partiet, hvis chikaneriet ikke stoppede, og det ser ud til, at det er ved at ske nu. Jeg var en stor tilhænger af Ellen under valgkampen, fordi jeg vidste, at hun både var dygtig og fornuftig.

Jeg var da også henrykt, da det viste sig, at hun blev valgt ind. Langt om længe viste vælgerne tillid over for en ung politiker. Jeg var ikke mindst glad for, at der endelig var ved at ske et generationsskifte, som jeg længe har anstrengt mig for at nå.

Glæden varede dog ikke længe, fordi det hurtigt viste sig, at Otto var skuffet over at miste den stol, som han havde gjort rødglødende af varme, og at han ikke kunne komme over den følelse, selv om han gang på gang meldte ud, at han ville støtte Ellen gode tanker, hvad? Men misundelsen vinder altid, og det har enhver læser nok erfaret indtil nu.

Det er beklageligt, at partiet passivt kun har gjort sig til tilskuer, indtil tingene kom i kog. Og nu, hvor alt er ødelagt, er det som om, partiet først er ved at vågne op fra sin dvale. Måske vil det endda nok gribe ind, når vores dygtige folketingsmedlem er bakket ud på grund af misundelsen.

Jeg vil understrege, at jeg tidligere har skrevet et brev til Otto for i stærke vendinger at bede ham om at holde igen med sine chikanerier gennem aviserne. Men det har ikke hjulpet, fordi han åbenbart ikke vidste, hvad han gjorde.

Jeg har haft lange samtaler med Ellen og fortalt hende, at det vil være synd, hvis vi mister hende, ja, jeg har endda besøgt hende på hendes kontor i Folketinget og fulgt med i hendes arbejde. Jeg var også stolt over at høre, hvad hun har udrettet i sin korte tid i Folketinget, da hun holdt vælgermøde Nuuk i januar 2000, og det viste sig, at hun ikke havde ligget på sin lade side efter hun blev valgt ind.

Det var godt at høre, at der langt om længe sad en i Folketinget, der gad at lave noget, selv om vi i mange år har haft to medlemmer i Tinget.

Med dette korte indlæg håber jeg, at Atassut vil gribe ind på landsmødet i april. Det er nemlig ikke rart at blive ved med at høre flere medlemmer forlade partiet på grund af Otto.