Hvem kan hjælpe mig?

Men får han problemer for eksempel med mangel på bolig, kan ingen hjælpe ham. Han kan måske leve et nomadeliv, som jeg har gjort, siden jeg kom tilbage til Nuuk for ti år siden.

Tirsdag d. 28. marts 2000
Ane Egede
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål, Uddannelse.

Utroligt men sandt
Dette offentlige brev, skrev jeg til AG for et års tid siden, min søn har fået en institutionsplads den.15.juli 1999.

I dag har jeg lejet min lillebrors lejlighed, men problemet er, at der allerede er gået et år, siden jeg lejede hans lejlighed, og jeg ved, at han skal være under uddannelse, før jeg kan leje den et år mere.

Jeg orker ikke at finde et andet sted at bo, hvordan skal jeg også med min søn under armen og alle mine møbler leve som nomade her i Nuuk.

Nu er min søns institutionsplads ordnet, og jeg ved, at min lillebror ikke er under uddannelse, og jeg ved, at jeg snart bliver smidt ud af lejligheden, faktisk ophørte vores lejekontrakt den 01.03.2000, og måske er jeg så heldig at kunne bo der bare en måned mere.

Jeg føler mig under konstant pres. Først en institutionsplads til min søn, som jeg har knoklet med i godt og vel to år, før det hele blev ordnet, og nu med mit boligproblem, som jeg ikke ved, hvor lang tid det vil tage og kæmpe med.

Jeg føler mig til grin i mit eget land. Alle snakker om, at "VI" skal have en uddannelse, men ingen kan løse vores problemer, hverken med hensyn til en institutionsplads og boligproblem. Havde jeg ikke problemer med nogen af delene, havde jeg gennemført min uddannelse.

Alting tager flere år. Jo flere år der går, jo længere tid tager det for mig at skulle færdiggøre min uddannelse, til den tid skal jeg jo næsten pensioneres, før det hele er sat på plads.

Det er selvfølgelig vigtigt, at du har et hjem, et hjem, hvor du føler, at du er hjemme, et grundlag for at du kan arbejde i fred og ro, og ved hvem du kan lukke ind i dit eget hjem.

Jeg er så træt af det hele, så jeg har tænkt på at skulle flytte til Danmark, for jeg har hørt at de løser problemerne meget hurtigere dernede. Hvorfor jeg flytter derned? De, altså politikerne, har ikke en lejlighed til mig her i Grønland, faktisk kan politikerne ikke hjælpe en enlig mor med et boligproblem, og det er jo en katastrofe, eller skal man kalde det en skandale?

Jeg ved ikke, om nogen kan hjælpe mig, jeg ved ikke, hvem der kan hjælpe mig, måske er der slet ikke nogen, der kan hjælpe mig. Måske er det bedst at sælge alt det man har opbygget i sit eget hjem, og flytte langt væk, for i de sidste efterhånden mange år, har jeg kun haft tid til at rende fra det ene kontor til de andet for at løse alle de problemer, der opstår ved at bo i Nuuk, som Nuummioq.

Alt den energi man egentlig har, bruger man på at løse sit institutions- og boligmangel.

Noget der skulle have været en selvfølge, fra starten af at skulle være løst, for det er jo det, vi har vores politikere til...ikke.

Jeg kan ikke selv løse mit boligproblem uden hjælp fra politikerne, for INI A/S er et selskab for sig, noget som politikerne har været så smarte at skubbe fra sig som ansvarshavende. Men det løser hverken mit problem eller deres problem, det vil være det samme for mig, at hvis jeg fik problemer med min søn, så vil jeg bortadoptere ham, dermed vil mit problem blive løst, troede man. Men min søn vil altid vokse, og jo større han bliver, jo mere selvstændig vil han blive. Men får han problemer for eksempel med mangel på bolig, kan ingen hjælpe ham. Han kan måske leve et nomadeliv, som jeg har gjort, siden jeg kom tilbage til Nuuk for ti år siden. Men ingen andre kan hjælpe ham, andre end de politikere, han har stemt på, for hvordan hans kommende fremtid vil udforme sig. Hvis han da ikke er smart nok til at blive en politiker og tiltuske sig en høj løn, mange rejser og ingen boligproblemer.

Jeg lyder måske bitter, og det er jeg nok efterhånden, for jeg har brugt så mange år på at løse mine problemer.

Tilbage har jeg kun følgende spørgsmål til jer politikere.

1. Hvem kan hjælpe mig med mit akutte boligproblem?
Det er, som I har læst, et presserende spørgsmål, og jeg ved, at "jeg ikke er den eneste, der har de problemer", men jeg kan ikke blive ved med at godtage det svar, for mig er det, det samme som at sige "vi kan ikke hjælpe dig".

Tilbage vil jeg kun håbe på, at der er nogle politikere, der ud over at læse deres egne indlæg, læser andre læsers indlæg. Måske lyder jeg som et sur opstød, men mon ikke, det i virkeligheden er mig, der er mere berettiget til at have et sur opstød?

Da jeg har erfaret, at bureaukrati kan tage mange lange måneder, har jeg valgt at offentliggøre dette brev, i håb om, at I snarest vil reagere på min indlæg.