Lars Emils første sæl og de andre

Den samfundsøkonomiske forskning, som Martin Paldam efterlyser, er en yderst interessant idé Da vil den offentlige opinion få den indsigt i de projekter, der blev til luftkasteller ved brug af spildte millioner, eller rettere sagt flere hundrede millioner tilskudskroner fra den danske Stat siden hjemmestyrets indførelse

Torsdag d. 30. marts 2000
Karl Therkelsen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi.

En gang skal jo være første gang. Siden sidst er vi blevet bekendt med, at Lars Emil Johansen har "skudt" sin første sæl, nemlig Puisi A/S fra Nanortalik. Blodet fra Puisi prøvede han at tørre af på journalisterne, da det ifølge hr. Johansen er journalisternes negative kritik, der er skyld i, at projektet blev en økonomisk luftkastel. I Polynesien er det en manddomsprøve at hoppe ud fra et tårn, kun bundet til tårnet med et reb om anklerne. Overlever man faldet, har man bestået manddomsprøven. Her i Grønland ligner det åbenbart en manddomsprøve at spille matador med offentlige midler og slippe for eventuel retsforfølgelse og hæfte blot ved at gemme sig bag Aktieselskabslovgivningen, og vaske det af på embedsmænd, de bagefter fyrer med gyldne håndtryk til en millionærtilværelse til følge. (Der skal ikke ret meget til, før vi kommer i selskab med de såkaldte slyngelstater. I forvejen er forhold som kammerateri og nepotisme sammenlignet med det, man kun kender i de Afrikanske bananrepublikker og Rusland). Et af de største luftkasteller, for hvilket ansvaret bare blev politisk begravet, var KNI-omlægningen. Godt en milliard tilskudskroner (Tuusi i aftenradioavisen primo marts) i direkte udgifter kostede KNI-omlægningen for samfundet. Indirekte omkostninger, som ikke blev opgjort i kroner og ører kan nævnes fyringer af mange butiksansatte. Og glem ikke de private butikker, nærkiosker m.v., der smertefuldt måtte bukke under med store menneskelige som personlige omkostninger til følge. Arbejdsløshed og boligmangel skaber utryghed hos den enkelte familie, og det fører til vore medmennesker kommer i økonomisk uføre - det uføre, der tit ender i spiritusmisbrug, der den dag i dag bliver mere synligt som et sygdomstegn. Følgeomkostninger som stagnation i kommunernes økonomi, forøgelse af udgifter til offentlig hjælp grundet øget ledighed er hårdt for samfundet. Den samfundsøkonomiske forskning, som Martin Paldam efterlyser, er en yderst interessant idé Da vil den offentlige opinion få den indsigt i de projekter, der blev til luftkasteller ved brug af spildte millioner, eller rettere sagt flere hundrede millioner tilskudskroner fra den danske Stat siden hjemmestyrets indførelse. Vi kan nævne flere eksempler, som er oplagte emner til at blive set efter i sømmene af forskere, der kunne vise interesse for familien Grønland. Sager som Hjemmestyrets økonomiske dispositioner i de første fem leveår efter Hjemmestyrets indførelse, hvor landsstyreformandet i Europa måtte gå med tiggerstaven, da Landskassen blev tom. Ud over KNI kan nævnes Royal Greenlands konstant kuldsejlede økonomiske dispositioner, hvor kommunerne bidrog med millioner af kroner i råvareopkøbsprojekter, Qorlortorsuaq-projektet, krydstogtprojektet Disko, og hvad familien Grønland gik glip af, da vi smed os selv ud af EF, og hvorfor det sociale sikkerhedsnet for børn og unge med alvorlige omsorgssvigt ikke er løst på et langt tidligere tidspunkt, og hvorfor 20 års hjemmestyre ikke har givet folkeskolen det løft, den har fortjent. Interessante emner som Tuusi's ide med ens kommuneskat i hele Grønland bør analyseres, eller hvad en fire kommuners Grønland vil se ud i realitet, eller hvilke konsekvenser har en eventuel befolkningskoncentration som G-60? Men en sag, der bør undersøges til bunds, og hvor ansvaret bør placeres, er luftkastellet Puisi A/S.

Hvem kan glemme, hvad Lars Emil Johansen kaldte Puisi-eventyret: "En ægte Grønlandsk succeshistorie" (En af de ubrugte haller i produktionsanlægget i Nanortalik)

Hvem kan glemme, hvad ham, den nu fremtrædende landstingspolitiker, kaldte Puisi A/S: "En ægte Grønlandsk succeshistorie", eller, ham, den nu forstummede Siumut-borgmester dernede i det sydgrønlandske, som udtrykte: "Med Puisi A/S har har jeg Grønland i min hule hånd". Eller SIK-forbundsformanden, der uden blusel og uden om generalforsamlingens accept, og endda uden at forhåndsorientere hovedbestyrelsen og fondsbestyrelse indskød tre millioner surt tjente SIP-medlemskroner i selskabet Puisi A/S, formentlig for at få magt. Vel kan det også ligne ham, at han i kraft af sit formandskab for udviklingsselskabet Sulisa A/S har været med til at give et 18 millioner kroners driftsgaranti i hus for det samme selskab. Tro, hvem mon der er den mest naive i den sag? SIK’s menige medlem, hovedbestyrelsen, fondsbestyrelsen eller forbundsformanden? Den tendens, som man ikke ser i andre lande, er, som ham den nye socialdirektør i Grønlands hovedstad præcist kaldte for kammerateri og nepotisme, er og kan blive en bekostelig affære for samfundet. Eksempelvis kan nævnes de partipolitiske udvælgelser af personer, som for eksempel kun har en folkeskolelæreruddannelse, i stillinger, de umiddelbart ikke er egnet til, formentlig på grund af mangel på sund forhold til pengenes værdi; i en topstilling i Grønlands flagskib eller som direktør i en ikke-dansk pensionskasse. Nu er det mere forståeligt, hvorfor der er mangel på folkeskolelærere i Grønland. Og inden det går helt galt, må vi tænke os om en ekstra gang. Hver en person her i landet får stukket et tilskud i hånden, der svarer til 10.000 dollars (60.000 danske kroner!) fra den danske stat hvert eneste år. Men hvad gør man på landspolitisk plan? Man river pengene væk fra borgernes hænder. Hvorfor? Fordi de skal soldes væk i projekter som Puisi A/S. Modsætningen hertil er den landspolitisk-bestemte afgiftspolitik. Lad os nævne flere eksempler: Hver gang du vil smage på et kilo lammesteg bliver der lagt en afgift på på 25 kroner pr. kilo, blot for at beskytte fåreavlen i Grønland, eller en afgift på 10 kroner pr. kilo på en god velhængt okseklump. Da stegt lamme- eller oksekød også bedst kan nydes med en god rødvin slipper du ikke for en afgift på 37,80 pr. flaske rødvin. Og da du og lillemor må afslutte middagen med en god håndbajer, da må du først af med en afgift på 6,46 pr. flaske, før du åbner den kølige bajer. Er du til en god gang sildemad og koldt bord er der en afgift på 202,45 pr. 1/1 flaske Rød Aalborg. Og i led med din plan for aftenen har du købt duftevand til lillemor, men her er du blevet krævet afgift på 38 procent af fakturaprisen på al parfume. Da du elsker at tænde piben efter middagen, må du af med en afgift på 333,42 pr. kilo på tobak, altså ud over varens pris. Og da du vil sige hej til din nabo skal du telefonere, og alene idet du løfter telefonrøret, så bliver Tele Attaveqaatit A/S 15 øre rigere. Hver gang du sender pakker via Royal Arctic Line s skibe, så er der ensfragttillæg, der ellers skal komme bygderne og yderdistrikterne til gode. Blot kan det nævnes, at pengene havner andetsteds. Det må være på høje tid at lempe afgiftsbyrden og dermed lette levevilkårene, specielt for børnefamilier! Det må være muligt, at vor dagligdag kunne være anderledes og langt lettere for den enkelte familie i dag end i går, hvis det årlige danske bloktilskud på 2 milliarder kroner blev disponeret og prioriteret med sund fornuft. Jeg vil blot til slut sige, at jeg ikke ser fornuft i den fortsatte planøkonomi, dagens afgiftspolitik, ikke for få økonomisk kuldsejlede projekter i hjemmestyreejede aktieselskaber og modsætningen til dem alle bloktilskuddets omfang. Under henvisning til landstyreformandens udtalelser i AG nr. 20 den 9. marts, om demokrati og alles ret og pligt til at ytre sig frit i Grønland må man spørge: Hvornår er det, vi tager os sammen, vi som naive tilskuere, til at stoppe galskaben her i vort land.