Grønland og pressefriheden

Politikerne må forstå, at de er samfundets tjenere, som ikke skal prøve at styre de medier, der skal formidle nyheder og meninger til det grønlandske folk uden politisk indblanding.

Torsdag d. 30. marts 2000
Ebbe Dal
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik.

Grønland er et moderne samfund i udvikling. På knap 50 år har landet bevæget sig fra kolonistatus til en moderne stat med en stærk identitet og udpræget vilje til at nå nye mål.

Det er ikke kun de særlige naturforhold, de potentielle olieforekomster eller de amerikanske militæranlæg, der er skyld i, at Grønland trods sin lille befolkning er på verdenskortet. Hertil medvirker i høj grad også det grønlandske folks fremdrift og lyst til at tage sig af egne anliggender.

Et af de seneste tegn herpå er landsstyrets ønske om at afløse den nuværende medieansvarslov, som er ikraftsat fra Danmark, med en ny selvstændig grønlandsk lov. Det danske justitsministerium har imødekommet ønsket om at iværksætte overførelsen af medieansvarsområdet til hjemmestyret, og der er ingen tvivl om, at Folketinget til næste år vil stemme for, at det sker.

Bange anelser
Men Landstingets drøftelser af Justitsministeriets lovforslag, der fandt sted her under forårssamlingen, og et åbent brev fra tre af Grønlands fire partier rettet mod KNR-radio og KNR-TV giver de værste anelser om, hvad der kan være på vej, hvis de grønlandske politikere ikke besinder sig.

I det åbne brev skriver Ruth Heilmann, Siverth K. Heilmann og Anthon Frederiksen blandt andet:
"KNR laver udsendelser med meget kort varsel, og disse må erstattes af mere forberedte og bredere udsendelser."
Som et eksempel fra Landstingets behandling af bemyndigelseslovforslaget sagde Otto Steenholdt i sin ordførertale:
"Endvidere vil Grønlands Hjemmestyres ressortområder kunne blive at kunne tage beslutninger om god presseetik.... Atassut er fuldt ud overbevist om vigtigheden af at have det fulde ansvarsområde. "
Med andre ord: Alt tyder på, at de grønlandske politikere ikke er tilfredse med at have kritiske medier, der arbejder efter den internationale traktat- og grundlovsfæstede pressefriheds uafhængighedsprincip. De vil kunne bestemme, hvilke af deres egne udtalelser, der skal med, og de vil oven i købet have god tid til det. Derfor vil de selv lave reglerne for, hvad der er god skik i medierne.

Mogens Kleist udtalte ved behandlingen i Landstinget:
"I Kandidatforbundet finder vi det vigtigt, at man får udarbejdet regelsæt vedrørende god presseskik og etik, tilpasset forholdene her i Landet."
Den slags udtalelser antyder en overraskende mangel på forståelse for, at pressens arbejdsform er international i frie stater, vel at mærke, og at politikerstyring af den kun leder i en retning: Mod ufrihed og manglende samfundskontrol med staten.

Grønlands troværdighed
Grønland er nødt til for sin internationale troværdigheds skyld at lade medierne og deres medarbejdere selv beskrive, hvad der er god presseskik. Sådan er det i Danmark, hvor de presseetiske regler er skrevet af Danske Dagblades Forening og Dansk Journalistforbund i fællesskab og anvendes problemløst som grundlag for Pressenævnets arbejde. Reglerne har en udformning, så de uden videre bør kunne tiltrædes af de grønlandske journalister, ligesom de grønlandske aviser og elektroniske medier kan gøre det.

Og så må politikerne forstå, at de er samfundets tjenere, som ikke skal prøve at styre de medier, der skal formidle nyheder og meninger til det grønlandske folk uden politisk indblanding.