Landsstyrets Politisk-Økonomiske Beretning 2000 - Strukturpolitiske initiativer

Med henblik på at omsætte koalitionsaftalen i konkrete initiativer, vil Landsstyret ved den kommende efterårssamling fremlægge en Strukturpolitisk Handlingsplan.

Onsdag d. 12. april 2000
Landsstyret
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
3.1 Strukturpolitisk handlingsplan
3.2 Omlægning af ensprisområdet
3.3 Boligpolitiske initiativer
3.4 Uddannelsespolitikken


I dette kapitel behandles Landsstyrets strukturpolitiske initiativer. Kapitlet indledes med baggrunden for den strukturpolitiske handlingsplan som danner rammen for de strukturpolitiske initiativer. På baggrund af dette lægges der i det følgende op til en fortsat omlægning af ensprisområdet i retning af en højere grad af markedsorientering på godstransporten, en gradsvis øget egenbetaling på boligområdet samt en række initiativer for en styrkelse af kvaliteten i uddannelsessektoren.

3.1 Strukturpolitisk handlingsplan
Med henblik på at omsætte koalitionsaftalen i konkrete initiativer, vil Landsstyret ved den kommende efterårssamling fremlægge en Strukturpolitisk Handlingsplan.

I Landsstyrets Almindelige bemærkninger til Finanslovsforslaget 2000 blev det fremhævet, at strukturelle reformer er helt afgørende for Grønland, hvis landet skal forebygge lav vækst og stigende arbejdsløshed i de kommende år. Grønlands økonomi er i øjeblikket inde i en gunstig udvikling, hvilket gør det muligt at foretage nye dispositioner i forhold til de mere overordnede strukturelle forhold i Grønland. Dette, sammenholdt med førstnævnte, gør det derfor vigtigt at der bliver udarbejdet en langsigtet strukturpolitisk plan for de initiativer der skal igangsættes for at kunne sikre en fortsat solid økonomisk udvikling.

Derfor har Landsstyret til hensigt at udarbejde en strukturpolitisk handlingsplan. Handlingsplanen vil dække en lang række af samfundets strukturer som Landsstyret mener bør ændres til gavn for det grønlandske samfund. Handlingsplanen vil sætte fokus på en række forskellige områder med henblik på at skabe et bredere erhvervsgrundlag og fornyet vækst i økonomien, samtidig med en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Forbedringen af samfundets strukturer vil forudsætte det lange seje træk. Der skal derfor tænkes flere år frem, således at de enkelte års tiltag kan sættes i forhold til den overordnede strategi for det grønlandske samfund.

Ved præsentationen af finanslovsforslaget 2000 indførte Landsstyret en tematisering af finansloven. Tematiseringen benyttes som et redskab til, at få udpeget specifikke områder til behandling i en finanslov. I Finanslov 2000 var temaerne: Budgetreform, Erhvervsområdet, Sundhedsområdet og Renoveringsområdet. Temaerne er en del af Landsstyrets initiativer indenfor den samlede strukturpolitiske handlingsplan.

Ved finanslovsarbejdet for 2001 agter Landsstyret at gøre Ensfragtsområdet, Boligområdet og Uddannelsesområdet til særskilte temaer.

I det følgende gennemgås temaerne som skal behandles i forhold til næste års finanslov.

3.2 Omlægning af ensprisområdet
Landsstyret fremlagde Ensfragtredegørelsen på Landstingets efterårssamling sidste år. Redegørelsen var et produkt af de indledende overvejelser om at få igangsat en reform af ensprissystemet. En reform som ikke omfatter hele området på en gang, men som tager enkelte dele af ensprissystemet under særskilt behandling med efterfølgende reformforslag.

På baggrund af Ensfragtredegørelsen og Landsstyrets anbefalinger, besluttede Landstinget en delvis nedsættelse af ensfragtafgiften med 10 mio. kr. for år 2000 og med 15 mio. kr. i de efterfølgende år.

Grundet landets nuværende økonomiske gunstige situation er det muligt at foretage yderligere ændringer af ensfragtsystemet, end de der umiddelbart blev lagt op til ved behandlingen af Ensfragtredegørelsen ved efterårssamlingen i 1999. Det er Landsstyrets vurdering, at en fuldstændig fjernelse af ensfragtafgiften bør implementeres i finansloven for 2001.

Fjernelsen af ensfragtafgiften bør dog ikke stå som et isoleret initiativ, men af både budgetmæssige grunde og af hensyn til omkostningsægthed og gennemskuelighed gennemføres som led i en samlet omlægning af fragtbetalingen. Det indebærer, at der indføres brugerbetaling på alle fragtruter som varetages af Royal Arctic Bygdeservice A/S (RAB A/S) samtidig med at selskabets servicekontrakt med Grønlands Hjemmestyre reduceres med det beløb som virksomheden kan optjene ved fragtbrugerbetalingen. Desuden er det Landsstyrets ønske at selektiv fragtstøtte-ordningen ophæves. Desuden bør der overvejes en passende kompensation til de selskaber som udfører samfundspålagte opgaver i bygderne, herunder Nuka A/S og KNI Pilersuisoq A/S, såfremt de belastes i væsentlig grad.

Desuden er det hensigten at der i finanslovsforslaget for 2001 også indarbejdes et forslag til en ændring af prisstrukturen på fragten generelt, således at krydssubsidieringen på godsfragten erstattes af omkostningsægte priser. Dette vil ligeledes gøre det nemmere på sigt, at få åbnet for en udlicitering i den indenlandske godsfragt, men også af atlantbesejlingen, således at der kan skabes en konkurrencelignende situation på den samlede godsbesejling.

I det efterfølgende redegøres der kort for de problemstillinger som kan knyttes til ensfragten, ensfragtafgiften, samt de områder som umiddelbart kan knyttes til fragtsystemet. Endvidere fremstilles der tre mulige modeller for fjernelsen af ensfragtafgiften.

3.2.1 Ensfragtsystemet
Ensfragtafgiften er en afgift som pålægges søgods der transporteres til, fra og i Grønland. Afgiften pålægges fragtraten med en årlig fastsat procentsats. For år 2000 er ensfragtafgiften fastsat til at udgøre 15,69% af fragtraten, således at en kunde som i fragtrate betaler 100 kr. også skal betale 15,69 kr. i ensfragtafgift.

I det nuværende fragtsystem opereres der med fragter i tre hovedkategorier. Den første er den nordgående fragt, som er søgods der fragtes til Grønland. Den anden er den sydgående fragt, som er søgods der fragtes fra Grønland. Den tredje er den interne fragt, som er søgods der fragtes mellem byerne.

Gældende for alle tre hovedkategorier er, at fragten alene varetages af rederiet Royal Arctic Line A/S. Den del af søgodset, som primært skal fragtes fra byer til bygderne bliver fragtet af Royal Arctic Bygdeservice A/S (RAB A/S).

Fragtraterne i det nuværende system er bygget op således, at fragtraterne på den sydgående fragt er 40 pct. af fragtraterne på den nordgående rute, dvs. at kunden skal betale 100 kr. for fragt til Grønland, mens den samme fragt kun koster kunden 40 kr. at sende til udlandet. Fragtraten for gods internt i Grønland er endvidere fastsat til 45 pct. af fragtraterne på den nordgående rute. Igen viser regnestykket, at kunden som betaler 100 kr. for fragt til Grønland, kun skal betale 45 kr. for den samme fragt hvis den sendes fra f.eks. Narsaq til Sisimiut.

Som følge af forholdet mellem fragtraterne og den faktiske godsmængde på de tre ruter, betyder det, at næsten 70 pct. af ensfragtafgiften stammer fra transport af varer til Grønland, dvs. nordgående godstransport. Nedenstående tabel angiver et skøn på ensfragtafgiften fordelt på de tre ruter for 2001, såfremt afgiften og fragtmængderne på de enkelte ruteben fastholdes.

//////Tabel 3: Ensfragtsafgiften for 2001
  Pct.1 Ensfragtafgift for 2001
fordelt på rute (skøn)
Ensfragtafgift - Nordgående gods 70% 41,2 mio.kr.
Ensfragtafgift - Sydgående gods 16% 9,7 mio. kr.
Ensfragtafgift - Kystgående gods 14% 8,1 mio. kr.
Ensfragtafgift i alt 100% 59,0 mio. kr.
1) Note: Fordelingen er baseret på de realiserede afgifter for ruterne i 1998.

3.2.2 Servicekontrakten med Royal Arctic Bygdeservice A/S
RAB A/S og Hjemmestyret har indgået en serviceaftale omkring forsyningen af bygderne samt byerne Kangaatsiaq og Qeqertarsuaq. RAB A/S modtager for servicekontrakten for 2000 en ydelse på ca. 43 mio. kr.

Servicekontrakten med RAB A/S nødvendiggøres af en fastholdelse af ensfragtprincippet. Ensfragtprincippet sikrer som bekendt, samme pris på befragtning af varer uafhængig om modtageren er bosiddende i en by eller en bygd. RAB A/S viderebefordrer atlantgods fra byerne til bygderne uden at kunden mærker nogen prismæssig forskel. RAB A/S’ udgifter knyttet til denne viderebefordring bliver dækket af servicekontrakten med Grønlands Hjemmestyre.

3.2.3 Selektiv fragtstøtte
Selektiv fragtstøtte er en støtteordning, der har til formål at sikre en billigere transport af Grønlandsk producerede varer internt i Grønland. I 1999 blev der i alt ydet 8,6 mio.kr. i forbindelse hermed. Hovedlinierne i fragtstøtteordningen er:
  • Tilskud på 50% af fragtomkostningerne i forbindelse med transport af rejer, fisk o.l. der transporteres mellem fiskeproduktionsanlæg internt i Grønland.
  • Ligeledes 50% tilskud til intern transport af grønlandsk producerede fødevarer.
  • Desuden 70% tilskud til intern transport af andre grønlandsk producerede varer.
En fjernelse af den selektive fragtstøtte vil have økonomiske konsekvenser for forholdsvis få, og de direkte målbare øgede udgifter bliver også reduceret af fjernelsen af ensfragtafgiften. Således vil fiskeindustrien sandsynligvis få kompensation via en lavere eksportrate med Royal Arctic Line A/S, men en højere intern godsrate fra indhandlingssted til produktionssted.

3.2.4 Servicekontrakten med KNI Pilersuisoq A/S
Grønlands Hjemmestyre og KNI Pilersuisoq A/S har i henhold til "Rammeaftale om serviceydelser af 14. december 1995" med tilhørende tillægsaftale været forpligtet til at indgå servicekontrakter om de opgaver, som Grønlands Hjemmestyre ønsker udført af regional- eller fordelingspolitiske grunde, og som ikke kan udføres på et normalt forretningsmæssigt grundlag.

År 2000 er det sidste år indenfor den gældende rammeaftale, hvorfor der i løbet af foråret skal forhandles en ny rammeaftale for vareforsyningen på plads. Den ny rammeaftale vil være en såkaldt 2. generationsaftale, hvori kravene vil blive mere tydeliggjort samt mål- og resultatsstyrings-instrumentet forsøgt indarbejdet i aftalen.

KNI Pisiffik A/S kan forventes at blive privatiseret indenfor den nærmeste fremtid. Salget vil vedrøre KNI Pisiffik A/S, hvorfor KNI’s nuværende organisationsstruktur med KNI A/S som moderselskab for KNI Pisiffik og KNI Pilersuisoq A/S ikke virker hensigtsmæssig. Dette aktualiserer derfor overvejelser om en strukturel ændring af forretningsforholdene i KNI Pilersuisoq A/S, som fortsat vil være 100 % offentlig ejet, uanset hvilke ændringer der foretages i ejerskabet af KNI Pisiffik A/S (Se afsnit 2.4 om Landsstyrets privatiseringsovervejselser).

Der arbejdes generelt i Hjemmestyret på at få synliggjort og så vidt muligt afskaffet krydssubsidieringerne i og imellem flere af de hjemmestyreejede selskaber. I KNI Pilersuisoq A/S bidrager energidivisionen væsentligt mere end varedivisionen til virksomhedens overskud (1998-regnskab). Den fremtidige organisatoriske placering af energidivisionen bør overvejes nøje og eventuelle ændringer heraf bør ske inden KNI Pisiffik A/S bliver privatiseret og inden der skal vedtages en ny rammeaftale for vareforsyningen i Grønland.

3.2.5 Fjernelsen af ensfragtafgiften og indførelse af omkostningsægte priser.
De tre modeller der beskrives i det følgende kan kort opstilles således:

//////Tabel 4: Modeller til fjernelse af ensfragtafgift
  Model A Model B Model C
Ensfragtafgift Fjernes Fjernes Fjernes
RAB servicekontrakt Uændret Reduceres Reduceres
KNI Pilersuisoq servicekontrakt Uændret Uændret Ændres
Selektiv fragtstøtte Fjernes Fjernes Fjernes
Landskasseeffekt -50 mio. kr. -12 mio. kr. -25 mio. kr.
Uanset hvilken model der vælges, vil fjernelsen af ensfragtafgiften have samfundsøkonomiske konsekvenser:
  • Fjernelsen af ensfragtafgiften vil have en forbedrende strukturel effekt, idet gods transporteret til Grønland ikke længere pålægges ekstraomkostninger ved en afgift.
  • Fjernelsen af ensfragtafgiften vil have en prisreducerende effekt, således at erhvervslivet og borgerne i de grønlandske byer vil opleve lavere priser på de fleste varer. Dette kan forventes at bidrage til at reducere den almindelige inflationstakt, hvilket vil kunne lette lønpresset.
  • De reducerede fragtomkostninger vil, under ét, stille eksportvirksomhederne bedre end i dag.
Ændringerne på ensfragtområdet vil uafhængig af hvilken af de ovenstående 3 modeller der vælges have konsekvenser for landskassen. Desuden vil der op til fremlæggelsen af det endelige forslag til omregulering af søfragtområdet ved finanslovsforslaget for 2001 skulle foretages meget grundige analyser af konsekvenserne for de selskaber som udfører samfundspålagte opgaver i bygderne og yderområderne og for befolkningen i bygderne.
Model A
Fjernelse af ensfragtafgiften
Uændrede servicekontrakter med Royal Arctic Bygdeservice A/S og KNI Pilersuisoq A/S
Selektiv fragtstøtte fjernes
Den eneste strukturelle ændring model A medfører er en fjernelse af ensfragtafgiften. I forhold til de andre modeller vil Landskassen blive belastet betydeligt, idet der ikke foretages andre ændringer, som kan reducere indtægtstabet for landskassen.

For landskassen vil den samlede økonomiske effekt være en budgetforværring på ca. 50 mio. kr.

Fjernelsen af den selektive fragtstøtte vil i overvejende grad ramme fiskeindustrien, men da denne samtidig opnår en større besparelse gennem fjernelsen af ensfragtafgiften, vil fiskerisektoren opnå en samlet besparelse i forhold til situationen i dag. Niveauet for besparelsen er pt. noget usikker og vil kræve nærmere analyser i den kommende periode. Denne besparelse vil ligeledes gøre sig gældende under de to andre modeller.
Model B
Fjernelse af ensfragtafgift
Nedsættelse af servicekontrakten med Royal Arctic Bygdeservice A/S til 5 mio.
Servicekontrakten med KNI Pilersuisoq A/S uændret
Selektiv fragtstøtte fjernes
Ud over fjernelsen af ensfragtafgiften foretages der i model B også en kraftig reduktion af udgifterne i forbindelse med servicekontrakten med RAB A/S fra de nuværende ca. 43 mio. kr. til ca. 5 mio. kr. årligt.

Hermed gøres der op med ensfragtprincippet, og der bliver indført en fragtrate på gods fra by til bygd, svarende til hvad transporten reelt koster. Indførelse af en sådan fragtbetaling har den følgevirkning, at transportbeslutninger fremover kan foretages på markedsbaserede vilkår og ikke på basis af politisk fastsatte priser, hvilket fører til en mere hensigtsmæssig samfundsmæssig allokering af ressourcerne.

Fordelingsmæssigt vil der i denne situation kunne opstå en indkomstmæssig skævhed, eftersom det til en vis grad vil være befolkningen i bygderne, som kommer til at betale de yderligere transportomkostninger. Men fjernelsen af ensfragtafgiften vil dog samtidig gøre transport af gods til Grønland generelt billigere.

Effekten for Landskassen er desuden mindre end i det førstnævnte model, idet servicekontrakten med RAB A/S reduceres mærkbart med 38 mio. kr. Med henblik på at fastholde forsyningssikkerheden skal der fortsat indgås en servicekontrakt med RAB A/S i størrelsesorden 5 mio. kr., således at Grønlands Hjemmestyre fortsat kan kræve at f.eks. de ikke-rentable fragtruter opretholdes. Der indarbejdes ikke nogen kompensation for de selskaber som udfører samfundspålagte opgaver og som gennem indførelsen af en reel fragtrate på gods til bygderne vil blive økonomisk belastet heraf.

For landskassen vil den samlede økonomiske effekt af model B være en budgetforværring på ca. 12 mio. kr.
Model C
Fjernelse af ensfragtafgift
Nedsættelse af servicekontrakten med Royal Arctic Bygdeservice A/S til 5 mio.
KNI Pilersuisoq A/S kompenseres gennem servicekontrakten for den samlede merudgift til transport, som selskabet påføres
Selektiv fragtstøtte fjernes
Såfremt man fortsat ønsker at opretholde samme prisniveau i bygderne som i byerne, tilnærmer denne model sig dette formål. Dette sikres bl.a. ved at KNI Pilersuisoq A/S´ vareforsyning til bygderne kompenseres gennem en servicekontrakt for den samlede merudgift til transport, som selskabet påføres.

Effekterne for Landskassen vil samtidig forværres næsten tilsvarende, idet den samlede omkostning i forbindelse med fjernelsen af ensfragtafgiften øges betragteligt. Niveauet er umiddelbart vanskeligt at fastsætte, men vil være i størrelsesordenen 13 mio. kr. hvad angår KNI Pilersuisoq A/S’ fragtmængde. Niveauet herfor vil selvfølgelig skulle fastlægges ved de kommende servicekontraktforhandlinger med henholdsvis KNI Pilersuisoq A/S og Nuka A/S.

For landskassen vil den samlede økonomiske effekt af model C være en budgetforværring på mindst ca. 25 mio. kr.

//////Tabel 5: Landskasseeffekterne af de tre modeller
mio. kr. Udgangs- situation Model A Model B Model C
Samlet Ensfragtafgift (BO2001) 59 0 0 0
Selektiv fragtstøtte fjernes (BO2001) -9 0 0 0
Servicekontrakt med Royal Arctic Bygdeservice A/S ændres (BO2001) -43 -43 -5 -5
Servicekontrakt med KNI Pilersuisoq A/S ændres 0 0 0 -13
Nettoindtægt for Landskassen 7 -43 -5 -18
Ændring i nettoindtægt for Landskassen (2)
(=Model X -Udgangssituationen)
0 -50 -12 -25
2) Note: Bemærk at effekterne for landskassen kun er den direkte effekt. Den indeholder således ikke de eventuelle afledte besparelser på fragt og indkøb.

Ovennævnte ændringer medfører i sig selv ikke en indførelse af kostægte priser på fragtområdet. Indførelsen af omkostningsægte priser på fragtraterne skal ske ved at Royal Arctic Line A/S bliver meddelt ejerens (Hjemmestyrets) ønsket om at der ændres på virksomhedens fragtratepolitik, således at denne fremover afspejler de omkostningsægte priser.

Det er Landsstyrets umiddelbare vurdering, at en indførelse af omkostningsægte priser og ændringer af fragtsystemet efter model C vil være den mest hensigtsmæssige løsningsmodel, idet model C i udgangspunktet søger at kompensere de selskaber som udfører samfundspålagte opgaver i bygderne og yderområderne for de merudgifter selskaberne bliver påført ved en ophævelse af ensfragtprincippet samt indførelsen af omkostningsægte priser på fragten generelt til, fra og i Grønland.

Det skal afslutningsvis understreges, at det selvsagt er vigtigt at få kortlagt de økonomiske konsekvenser inden Landsstyret forelægger forslag om ophævelse af ensfragtprincippet, samt en indførelse af omkostningsægte priser på hele søfragtområdet.

3.2.6 Opsummering
På baggrund af Landstingets behandling af Ensfragtredegørelsen agter Landsstyret at fremsætte et forslag om ophæve ensfragtsprincippet fuldstændigt og samtidig indføre omkostningsægte priser på hele søfragtsområdet. For at dette er økonomiske forsvarligt er det dog nødvendigt at foretage nogle væsentlige omlægninger af søfragtsområdet. Dette indebærer, at ensfragtafgiften og den selektive fragtstøtte ophører med at eksistere, samtidig med at der foretages en kraftig reduktion af servicekontraktniveauet med Royal Arctic Bygdeservice.

Med henblik på fortsat at sikre et acceptabelt prisniveau i bygderne vil de selskaber som varetager de væsentligste samfundspålagte opgaver i bygderne blive søgt kompenseret gennem en justering af servicekontrakten.

3.3 Boligpolitiske initiativer
I de almindelige bemærkninger til Forslag til Finanslov 2000 lagde Landsstyret op til en øget egenbetaling på boligområdet, eftersom de nuværende huslejeydelser kun i begrænset omfang afspejler de reelle omkostninger forbundet med at opføre og drive boligerne.

Det lave huslejeniveau medfører blandt andet at incitamentet til at købe egen bolig er begrænset. Den meget lille efterspørgsel efter private boliger er med til at øge efterspørgslen efter boliger i det offfentlige udlejningsbyggeri.

Huslejestigninger i det offentlige byggeri kan derfor medvirke til at den bedre stillede del af befolkningen ønsker at eje deres egen bolig og dermed overlade "deres plads" i det offentlige udlejningsbyggeri til en boligsøgende på venteliste.

3.3.1 Huslejeberegningen
Huslejen består i dag af et driftsbidrag, der skal dække driftsudgifterne, og et kapitalafkast, der giver ejerne et afkast af den investerede kapital. Balanceprincippet betyder, at den samlede lejeindtægt for en boligafdeling skal kunne dække de udgifter, der er forbundet med driften af boligerne. Dette er ikke tilfældet i den nuværende ordning, hvilket skyldes at huslejerne har været fastfrosset i 1995.

I gennemsnit bør driftsbidraget stige med 20 pct. for at balanceprincippet er opfyldt, men der er store udsving i behovet fra afdeling til afdeling. Driftsudgifterne i en boligafdeling afhænger i høj grad af boligens alder. Jo ældre boligen er jo større vil udgifterne til vedligeholdelse af boligen være. Gennemsnittet på 20 pct. dækker således over, at nogle afdelinger ikke har behov for øget driftsbidrag, mens andre har behov for at fordoble driftsbidraget.

I de nuværende huslejer skal der ikke betales kapitalafkast af de først 6.500 kr. af kvadratmeterprisen. Af kvadratmeterprisen over de 6.500 kr. skal der betales 2.75 pct. i afkast. Kvadratmeterprisen afhænger af byggetidspunktet, i det ældre byggeri ligger kvadratmeterprisen typisk på 7.000 kr., hvor den i det nyeste byggeri kan komme op på 16.000- 18.000. De laveste kapital afkast udgør således 13,75 kr. pr. m2, mens de højeste ligger på 450 -500 kr. pr. m2.

Skal huslejerne nærme sig omkostningsægte priser bør der også betales kapitalafkast af de første 6.500 kr. Her er det igen de ældste og billigste boliger, der vil opleve de højeste stigninger i forhold til det nuværende kapitalafkast. Er kvadratmeterprisen på f.eks. 13.000 kr. pr. m2, og der skal betales afkast af hele kapitalen, bliver kapitalafkastet således fordoblet. Er kvadratmeterprisen kun på 7.000 kr. pr. m2 bliver kapitalafkastet 13 gange så stort, hvis der skal svares et afkast af den fulde kapital.

De beskrevne ændringer vil ikke betyde omkostningsægte priser, men blot en tilnærmelse til omkostningsægte priser. Skal huslejerne være fuldtud omkostningsægte burde kapitalafkastet følge markedsrenten, og de påtænkte investeringer i lejeboligområdet i form af renoveringen indregnes i kvadratmeterprisen. Dette ville betyde yderligere huslejestigninger.

Landsstyret vurderer, at omkostningsægte priser næppe er en realistisk mulighed, såfremt man ønsker at flertallet af befolkningen skal have råd til at bo i det offentlige boligbyggeri. Det bør dog beregnes, således at det direkte fremgår af finansloven hvor store subsidier, der bliver givet til det offentlige boligbyggeri. Hermed får Landstinget en mulighed for at prioritere hvilke og hvor store subsidier, der skal gives til boligområdet. I dag er det i høj grad udefra kommende faktorer, som Landstinget kun har meget ringe eller ingen indflydelse på, der bestemmer subsidiernes størrelse som f.eks. markedsrenten og byggepriserne.

3.3.2 Økonomiske konsekvenser
I det følgende arbejdes der udfra nedenstående model:
Model
Et kapitalafkast på 2,75 % af hele kvadratmeterprisen
En forøgelse af driftsbidraget på 20 % i gennemsnit
Konsekvenserne af ovenstående model vil betyde:
  • En merindtægt gennem et øget kapitalafkast for ejerne, dvs. Landskassen og kommunerne. Det skønnes at merindtægten bliver i alt 125 mio. kr. Heraf vil er de 35 mio. kr. kommunernes indtægt og de øvrige 90 mio. kr. er en indtægt for Landskassen.
  • En merindtægt i driftsbidraget til boligafdelingerne på ca. 50 mio. kr. Hvis ikke der bliver åbnet mulighed for at driftsbidraget kan stige, så vil der være enkelte boligafdelinger, der ikke har midler til den løbende vedligeholdelse. Dette vil betyde, at et nyt stort behov for renovering vil blive opbygget i løbet af de næste 10 - 15 år.
En del af behovet for stigninger i driftsbidraget vil formentlig blive mindre efter den planlagte renovering af boligmassen. Da de løbende udskiftninger og reparationer er færre i en nyopført eller en nyligt renoveret bolig end i en ældre ejendom, vil driftsudgifterne være mindre i en ejendom der lige er blevet gennem renoveret end i en ejendom der står lige for en renovering. Dette vil derfor også få indflydelse på det endelige behov for huslejestigninger i den enkelte boligafdeling.

Figur 9 viser de gennemsnitlige priser på lejligheder i forskellige størrelser ved de nuværende huslejer og efter en stigning på baggrund af ovenstående principper. Som det fremgår af figuren indebærer regneeksemplet, at huslejerne i gennemsnit vil stige med 65 til 70 pct. samt at der i enkelte hypotetiske tilfælde kan være stigninger mellem cirka 20 og 200 pct.


//////Figur 9: Gennemsnitlige huslejer - før og efter stigning

Kilde: INI A/S. De kommunale lejeboliger som administreres af kommunerne selv er ikke medregnet.
Gennemsnitsberegningerne er et foreløbigt skøn. Hvilke stigninger der bliver tale om for den enkelte bolig, kan først beregnes efter en mere nøje gennemgang af de enkelte boligafdelinger. Dette arbejde foregår i samarbejde mellem boligselskabet INI A/S og Direktoratet for Boliger og Infrastruktur.

Boligbørnetilskud ydes som tilskud svarende til 10 pct. af huslejen i udlejningsboliger og med 7,5 pct. af terminydelsen i boligstøttehuse pr. barn, dog højst til 6 børn. Landskassen udbetalte i 1999 27,9 mio. kr. i boligbørnetilskud via INI. Disse var fordelt med 8,8 mio. kr. i boligstøttehuse og 19,1 mio. kr. i udlejningsboliger. Sammenligner man INI’s opgørelser over antallet af børn med befolkningstalene så bor ca. 80 pct. af alle børn i en bolig administreret af INI. De sidste 20 pct. bor i private boliger eller i kommunernes egne boliger. Dvs. at kommunerne til sammen må have en udgift til boligbørnetilskud i kommunale boliger på ca. 7 mio. kr.

I Socialreformkommissionens betænkning anbefales det, at boligbørnetilskuddet enten bortfalder eller gøres indkomstsafhængigt. Det er ikke muligt at afskaffe/indkomstregulere boligbørnetil-skuddet i de nuværende boligstøttehuse, da tilskuddet indgår i pantebrevet. Dermed er der en kontraktlig forpligtelse til at udbetale boligbørnetilskud så længe lånet løber. Derfor kan boligbørnetilskuddet kun afskaffes med øjeblikkelig virkning for nye boligstøttelån. I de nuværende boligstøttehuse vil boligbørnetilskuddet først blive afskaffet når børnene bliver 18 år, lånet udløber eller huset bliver solgt.

Landsstyret overvejer at omlægge boligbørnetilskuddet og koble det sammen med boligsikringsordningen. Dette vil betyde at den enkelte families udgift til bolig vil stige afhængig af antallet af børn.

Det er derfor også nødvendigt at kombinere en omlægning af huslejerne med en forbedring af boligsikringen, for ikke at få en række utilsigtede sociale konsekvenser. Landsstyret arbejder mod en budgetneutral omlægning, hvor de midler der tilvejebringes gennem øget kapitalafkast og ved en afskaffelse af boligbørnetilskuddet anvendes til at udvide og forbedre boligsikringsordningen, samt evt. at bygge flere boliger

Således vil en omlægning af huslejerne få en række fordelingsmæssige konsekvenser. De subsidier der bliver givet på boligområdet vil dermed blive rettet direkte i mod lavindkomstfamilierne, mens højindkomstfamilier vil få en øget egenbetaling. Dermed vil deres incitament til at købe egen bolig blive øget. Derfor er det vigtigt, at en omlægning af huslejerne i lejebolig sektoren bliver fulgt op af en gennemgang og evt. en reform af de tilskudsformer, der findes på de øvrige typer af boliger (andelsboliger, boligstøttehuse mv.).

Landsstyret foreslår at tilpasning af huslejerne mod mere omkostningsægte priser sker over en årrække. Hvis en stor del af det pres der i dag er på udlejningsboligerne skal kanaliseres over på andre boligtyper, må udbudet af disse boliger kunne følge med den øgede efterspørgsel. Dette vil i sagens natur ikke kunne gøres på blot et eller to år. Igen er der brug for det lange seje træk.

Endelig er det særdeles vigtigt, at de familier, der har indkomster lige over den nye boligsikringsgrænse får mulighed for at tilpasse sig de stigende huslejer på en sådan måde, at der ikke bliver skabt nye sociale klienter.

3.3.3 Omlægning af boligsikringsydelserne
En omlægning af huslejerne efter de ovenstående principper vil betyde en stigning i udbetalingen af den samlede boligsikring. Der blev i 1999 udbetalt 74,3 mio. kr. i boligsikring, heraf var Landskassens udgift på 29,7 mio. kr. En boligsikringsmodtager modtager i dag i gennemsnit boligsikring på 1.500 kr. pr. måned. De nuværende boligsikringsmodtagere vil med huslejestigningen og en afskaffelse af boligbørnetilskuddet få næsten fordoblet deres boligsikring til 2.900 kr. pr. måned.

I den nuværende boligsikringsordning fastsættes, afhængig af husstandsindkomsten en bestemt egenandel af huslejen. Boligsikringen udgør herefter forskellen mellem denne egenandel og den faktiske husleje.
Beregning af bolgsikring
Husleje
- egenandel
- børnetilskud
= Boligsikring
Et eksempel :

Er husstandsindkomsten på 115.000 kr. årligt bliver egenandelen kr. 1.425 kr. pr. måned. Er huslejen på 1.375 kr. modtages der derfor ikke boligsikring, mens med en husleje på 1.975 kr. modtages der kr. 550 i boligsikring om måneden.

For en årlig husstandsindkomst på 128.000 kr., udgør egenandelen kr. 2.205 kr. pr. måned. Med den opstillede model vil den faktiske husleje for de personer, der kan modtage boligsikring, i langt de fleste tilfælde, overstige den egenandel som er fastsat. Dermed vil antallet af modtagere af boligsikring stige selv med en uændret boligsikring.

Som nævnt er beregningerne i modellen gennemsnitlige stigninger, de ældste boliger vil stige forholdsvis mest. Stiger huslejerne, for de personer der i dag modtager boligsikring, mere end gennemsnittet, får dette også betydning for den samlede stigning i udbetaling af boligsikring.

Hvor stor effekt de to sidst beskrevne faktorer får for en samlet udbetaling af boligsikring, er der på nuværende tidspunkt ikke oplysninger nok til at beregne. Det skønnes, at modellen sammen med afskaffelse af boligbørnetilskuddet, som absolut minimum vil fordoble den samlede udbetaling af boligsikring ved en uændret ordning.

3.3.4 Omlægning af boligsikringen
Indkomstgrænsen for modtagelse af boligsikring bør forhøjes som følge af de stigende huslejer. Hvor meget indkomstgrænsen bør forhøjes afhænger af, hvor store stigningerne i huslejerne Landstinget vælger at vedtage.

Udover de forhøjelser af boligsikringen, der følger af omlægningen af huslejerne, bør der også ske en generel omlægning af boligsikringen. Det indkomstbegreb, der bruges i beregningen af boligsikring er ikke helt analogt med det indkomstbegreb, der bruges i beregningen af andre sikringsydelser. Dette betyder at der bliver samspilproblemer i forhold til f.eks. pensionsudbetalingerne. Derudover er der også samspilsproblemer indbygget i selve boligsikrings-ordningen.

Egenandelen bliveri takstcikulæret fastsat som et bestemt beløb for indkomster indenfor et interval på 4.000 kr. Har man f.eks. en indkomst mellem 88.000 og 91.999 kr. betaler man årligt 4.500 kr. i husleje svarende til 375 kr. pr. måned. De 375 kr. i husleje betales således uanset om man har en indkomst på 88.950 kr. eller 91.450 kr.


//////Figur 10: Egenandelen af huslejen ved en bestemt indkomst for modtagere af boligsikring

De faste takster på egenandelene betyder samspilproblemer for indkomster over 96.000 kr. Stiger ens indkomst, således at man går fra èt indkomstinterval til det næste, vil man komme til at betale mellem 2.320 og 3.230 kr. mere i husleje årligt. Dvs. med en indkomststigning på 4.000 kr. årligt og en trækprocent på 40 pct. vil netto gevinsten ved den øgede indtægt i de fleste tilfælde være mindre end eller lig med merudgiften til husleje. Dvs. at i de fleste tilfælde vil en stigning i indkomsten, der bevirker, at man går op i næste interval, betyde en nedgang i den disponible indkomst.

Det vil ikke være muligt at udarbejde en omlægning af boligsikringen før principperne for en stigning i huslejerne er endeligt fastsat. Alt andet vil betyde uoverskuelige økonomiske konsekvenser både for Landskassen og for den enkelte modtager af boligsikring. I bedste fald skal der efterfølgende justeres på ordningen for at få den til at passe med ændringerne i huslejerne. I værste fald må der konstrueres en helt ny ordning.

Der er dog en række principper for ændringen af boligsikringen som Landsstyret arbejder udfra:
  • Boligbørnetilskuddet skal afskaffes. Muligheden for at modtage boligbørnetilskud i nye boligstøttehuse skal falde væk samtidig med at ordningen afskaffes for udlejningsboliger. Tilbage bliver de boligbørnetilskud der udbetales til folk i boligstøttehuse, hvor disse indgår i pantebrevene. Disse tilskud bliver afskaffet efterhånden som børnene bliver 18 år, eller folk flytter fra husene.
  • Kriteriet for tildeling af boligsikring skal ændres, således at boligsikringen afhænger både af husstandsindkomsten og af antallet af børn i husstanden. Således at et par uden børn får dækket en mindre del af huslejen end et par med 2 børn, hvis de to familier ellers har samme husstandsindkomst.
  • Udgifterne til vand og el ikke skal som i den nuværende ordning ikke medregnes som en del af huslejen. Boligsikring skal kun være et tilskud til den egentlige husleje. Dette skyldes, at borgerne selv har stor indflydelse på forbruget af el og vand og dermed også på udgiftsniveauet.
  • Børnetilskuddet skal holdes udenfor en samlet ordning, da det ellers betyder en omfordeling mellem byer og bygder. Det er især forældre i bygderne der får børnetilskud, da de laveste indkomster findes her, mens boligsikringen primært bliver udbetalt i byerne, da de højeste huslejer findes her. Bygderne vil således ikke blive kompenseret for det manglende børnetilskud ved en forbedret boligsikringsordning.


3.4 Uddannelsespolitikken
Den økonomiske vækst i de senere år har betydet, at presset på arbejdsmarkedet er vokset. Især i dele af den offentlige sektor og i bygge- og anlægssektoren er der opstået flaskehalse og et øget lønpres. For at fastholde den økonomiske vækst er det nødvendigt, at der sættes fokus på uddannelsesområdet, så den hjemhørende arbejdskraft kommer til at matche arbejdsmarkedets nuværende og fremtidige behov. Derudover vil en øget uddannelsesindsats efterhånden medføre et mindre behov for tilkaldt arbejdskraft.

Allerede i 1995 blev det i den Uddannelsespolitiske Redegørelse anbefalet, at der arbejdes mod en
"Styrkelse af elevforudsætningerne, sikring af sammenhæng i uddannelsessystemet, sikring af uddannelsernes kvalitet og som led heri en omprioritering af ressourcerne",
hvis der skal opnås et løft i befolkningens uddannelsesniveau.

I dette afsnit belyses det generelle uddannelsesniveau og årsager til at Grønland befinder sig på dette niveau. Endvidere beskrives de kommende års udfordringer på uddannelsesområdet.

3.4.1 Uddannelsesniveauet
Konklusionen er, at det grønlandske uddannelsesniveau sammenlignet med resten af Norden er forholdsvist lavt. Landsstyret vurderer, at det store uddannelsesefterslæb vil fortsætte, hvis der ikke sker en styrkelse af uddannelsesindsatsen.

Som det fremgår af figur 11, så har 86 procent af befolkningen, der er over 18 år den obligatoriske skoleuddannelse som højste uddannelsesniveau, mens blot 2,7 pct. af befolkningen har en gymnasial uddannelse. Den lave uddannelsesgrad er i væsentlig grad historisk betinget, men til sammenligning er gennemsnittet i Norden 23,2 pct. for en gymnasial uddannelse. Årsagen til den lave uddannelsesgrad er, at det først i de senere år, der er sket en udbygning af de gymnasiale uddannelser i Grønland.


//////Figur 11: Uddannelsesniveau i de nordiske lande

Kilde: Det rådgivende Udvalg vedr. Grønlands Økonomi, 2000
Sammenlignes Grønland og Island, så lå det islandske uddannelsesniveau i efterkrigstiden under det danske, men dog højere end det grønlandske. I de seneste 25 år er uddannelsesniveauet steget så kraftigt i Island, at det nu ligger højere end i Danmark. I Grønland er tendensen modsat, således der i dag uddannes færre unge end tidligere.

Island har opnået det høje uddannelsesniveau ved at bruge danske mellem og videregående uddannelser og dermed var koncentreret sig om folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Hvis Grønland skal opnå en lignende stigning i uddannelsesniveauet indenfor de nuværende økonomiske rammer vurderes en tilsvarende omprioritering af midler fra mellemlange- og videregående uddannelser at være nødvendig.

Antallet af studerende på ungdomsuddannelserne i Grønland er faldet. I 1991 tog 67 pct. en ungdomsuddannelse, mens denne andel var faldet til 62 pct. i 1997.

Frafaldet blandt de studerende på ungdoms- og kompetencegivende uddannelser er et stort problem. Figur 12 viser afbrudte uddannelser i procent af påbegyndte uddannelser i perioden 1988 til 1997 på GU, faglige grund-, mellem- og videregående uddannelser.


//////Figur 12: Afbrudte uddannelser i procent af påbegyndte uddannelser 1988 - 1997

Kilde: Opgørelser fra Grønlands Statistik Uddannelse, 1998:1
På GU ligger den samlede frafaldsprocent omkring 10 til 15 pct. På de faglige grunduddannelser er tallet mellem 40 og 50 pct. Den samlede frafaldsprocent for de studerende på mellemuddannelserne er 40 pct., mens frafaldet på de videregående uddannelser er meget varierende.

Samtidig er antallet af fuldførte kompetencegivende erhvervsuddannelser faldet fra 654 personer i 1994 til 452 personer i 1997, som vist i figur 13.


//////Figur 13: Antal fuldførte uddannelser

Kilde: Opgørelser fra Grønlands Statistik, Uddannelse, 1998:1
Det er kun på GU, at der er en stigende tendens til at gennemføre en studie forberedende eksamen, mens tendensen på de faglige- og mellemuddannelserne er faldende.

Det største fald i gennemførelsen af uddannelser er sket inden for faglige grunduddannelser. Især Jern & Metal, Bygge & Anlæg og Handel & kontor har haft en stor tilbagegang. I 1988 gennemførte 274 elever en uddannelse inden for de tre områder, medens i 1997 var tallet faldet til 114, hvilket er en tilbagegang på 59 pct.

Konsekvensen er, at antallet af personer der årligt afbryder en kompetencegivende erhvervsuddannelse i 1997 for første gang var højere end antallet af personer, der fuldførte en kompetencegivende erhvervsuddannelse i samme periode.

Det må vurderes, at en af årsagerne til det store frafald på de kompetencegivende uddannelser er manglende faglige forudsætninger ved uddannelsesforløbets start. Det er derfor Landsstyrets målsætning, at styrke det generelle uddannelsesniveau i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, hvilket forventes at løfte de unges faglige kundskaber til et niveau, der i højere grad sætter dem i stand til at gennemføre en kompetencegivende erhvervsuddannelse.

Endvidere er der i år 2000 foretaget en undersøgelse af frafaldet på de erhvervsfaglige kompetencegivende uddannelser. Undersøgelsen viser, at det generelt er ringe boligforhold, herunder manglen på kolligieboliger og ringe sproglige forudsætninger der forårsager frafaldet. Endvidere peger undersøgelsen også på arbejdsmiljøet indenfor byggebranchen som årsag.

3.4.2 Årsager til det lave uddannelsesniveau
Et af de problemer det grønlandske samfund står overfor er en manglende tradition i Grønland for at tage en uddannelse. Den manglende tradition betyder, at forældrene ikke har eller har meget lidt uddannelse. De er derfor ikke i tilstrækkeligt omfang i stand til at give børnene en fornøden lektiehjælp m.v. Derfor er det nødvendigt at uddannelsesindsatsen koncentreres omkring folkeskolen og ungdomsuddannelsen for at bryde denne tradition. En tradition som kun ændres i takt med at det generelle uddannelsesniveau bliver løftet. Ændringen af denne tradition kræver derfor det lange og seje træk.

En af årsagerne til uddannelsesefterslæbet er, som det fremhæves både i OECD rapporten om Grønlands Økonomi fra 1999 og Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi rapport i 2000, er sproglige problemer. De manglende sprogkundskaber hos de unge kan virke som en barriere for at opnå et generelt løft i befolkningens uddannelsesniveau.

3.4.3 De kommende udfordringer på uddannelsesområdet
Det store frafald blandt de studerende på kompetencegivende erhvervsuddannelser er et symptom på, at de unge ikke har de nødvendige færdigheder, som gør dem i stand til at gennemføre en sådan uddannelse. De kommende udfordringer på uddannelsesområdet bliver derfor folkeskolen og ungdomsuddannelserne.

Landsstyret er i gang med en indholdsreform på folkeskoleområdet, Atuarfitsialak-projektet, men reformarbejdet forventes først afsluttet medio 2002. Landsstyret vurderer imidlertid, at der på kort sigt er behov for at opprioritere tre områder inden for folkeskolen i det kommende arbejde
  • De fysiske rammer
  • Udvikling af lærebogsmateriale
  • Uddannelsen af folkeskolelærere
Opgave- og byrdefordelingen er, at Hjemmestyret har ansvaret for anlæg og renovering, mens kommunerne har ansvaret for driften og vedligeholdelsen. Adskillelsen af anlægs- og renoveringsopgaven og vedligeholdelseopgaven er uhensigtsmæssig, ide visse kommuner har valgt at nedprioritere udgifterne til vedligeholdelse. Manglende vedligeholdelse sammenholdt med bygningernes alder (mellem 30-40 år) indebærer, at der er et stort efterslæb med hensyn til bygningernes generelle tilstand og de bygningsmæssige forudsætninger undervisningen i folkeskolen stiller i dag.

Der er et behov for, at undervisningsmaterialet bringes op til tidssvarende standarder samt materialet tilpasses grønlandske forhold. Forskningsresultaterne indenfor undervisningslære viser, at indlæringsprocessen forbedres, hvis undervisningen tager udgangspunkt i børnenes hverdag.

Behovet for flere uddannede lærere kan løses ad 2 veje. For det første ved en udbygning af den decentrale læreruddannelse, så den store andel af timelærere får en formel læreruddannelse. Dette vil få to konsekvenser - andelen af lærere i det samlede lærerkorps med en godkendt pædagogisk uddannelse vil stige og andelen af uddannede lærere, der kan undervise på grønlandsk øges. For det andet kan også den centrale læreruddannelse styrkes så andelen af seminarie uddannede lærere øges. Initiativer på dette område er allerede igangsat, men får kun effekt på når det øgede indtag på uddannelsen får gennemslagseffekt i form af ny uddannede lærere.

Endvidere bør også rekrutterings- og fastholdelseselementet inddrages.

I forbindelse med det store frafald på de faglige grunduddannelser vurderer Landsstyret, at et kvalitetsløft i folkeskolen er nødvendigt, men ikke tilstrækkelig. Der bør også fokuseres på de faglige grunduddannelser, herunder på allerede igangsatte projekter. Derfor skal det kommende arbejde endvidere fokusere på
  • Erhvervsvejledningen - er igangsat
  • En omlægning af praktikpladstilskuddet
  • En regonalisering af uddannelsesstederne - er igangsat
En undersøgelse foretaget af KIIIP i 1998 vedrørende redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion som vejledning, har vist, at en af grundene til de mange afbrydelser på de faglige grunduddannelser er manglende eller dårlig vejledning. Landsstyret vurderer, at en etablering af et uddannelses- og vejledningscenter vil kunne styrke erhvervsvejledningen.

En anden udfordring består i at smidiggøre praktikpladstilskuddet. I dag ydes praktikpladstilskuddet kun det første år af uddannelsen. Gennem en graduering af praktikpladstilskuddet over hele uddannelsesforløbet, øges arbejdsgivernes incitament til at fastholde og - efter endt uddannelse - beholde praktikanterne. På denne måde opnås en mere glidende overgang fra uddannelse til arbejdsliv.

Et af problemerne med de decentrale erhvervsskoler er det faglige og pædagogiske niveau. Elevgrundlaget på den enkelte skole er så spinkelt, at det ikke er muligt, at ansætte lærere inden for alle de fagdiscipliner, som skolerne udbyder. Derfor bør der ske en yderligere regionalisering på dette område for at hæve det faglige niveau på den enkelte skole.

En af de positive udviklingstendenser på uddannelsesområdet er, at flere unge gennemfører en GU-uddannelse. Derfor mener Landsstyret, at tiden er moden til både at øge kapaciteten på GU-uddannelserne samt at der bør ske en introduktion af højniveausfag.

Formålet med højniveausfag er, at de unge bliver bedre rustet til at tage en videregående uddannelse f.eks. indenfor de naturvidenskabelige studieretninger. Ser man på tandlægeuddannelsen, så afbryder 79 pct. af alle, der påbegynder uddannelsen. Såfremt det vidensbaserede fundament for at tage en videregående uddannelse højnes, vil også det antal som faktisk gennemfører en videregående uddannelse formentlig øges og dermed forbedres muligheden for at stadig flere af samfundets arbejdsopgaver kan udføres af hjemmehørende.

Det er Landsstyrets opfattelse, at ved en selektiv prioritering af de tilbudte mellem- og videregående uddannelser i Grønland samt en opprioritering af folkeskolen og ungdomsuddannelserne på sigt vil øge de unges valgmuligheder med hensyn til uddannelse, idet de vil være bedre rustet til at gennemføre mellem- og videregående uddannelser. Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi påpeger f.eks. at en mellem- eller videregående uddannelse gennemført i Grønland er omkring 50 til 85 pct. dyrere end en tilsvarende gennemført i Danmark.

Den voksne del af den grønlandske befolkning udgør i dag en stor uudnyttet arbejdskraftsressource. Under hensyn til den demografiske udfordring i de kommende år, herunder den stigende forsørgerbyrde, er det nødvendigt også at opkvalificere den del af befolkningen, som i dag udgør den lavest uddannede arbejdskraft. Da der især er mangel på faglært arbejdskraft, er det Landsstyrets hensigt, at opkvalificere den lavtuddannede arbejdskraft til at blive i stand til at udføre faglært arbejde.

En nødvendig forudsætning for, at Landsstyret har et reelt grundlag for at lave reformer og følge op på de tiltag, der laves, er, at der eksisterer et tilstrækkeligt informationsgrundlag til at træffe disse beslutninger på. Landsstyret vil derfor arbejde for, at der etableres en indsamling af informationer på grundlag af nogle kvalitetsindikatorer, som opstilles på de forskellige uddannelsesniveauer.