Alle ved det ...

- men så snart det bliver sagt, bryder helvede løs

Fredag d. 19. maj 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

Alle ved det, men så snart det bliver sagt, bryder helvede løs. Sådan gik det fornylig, da folketingsmedlem Ellen Kristensen kom for skade at sige til det danske TV2, at sexuelt misbrug af børn og unge er et alvorligt problem i Grønland. Alle ved, at Ellen Kristensen taler sandt. Det må bare ikke siges højt. Tænk, hvis nogen skulle komme til at mene noget dårligt om vores land. Så hellere vende det blinde øje til og skælde ud på den, der vover at røbe den forbandede sandhed. Vi lider af kollektiv fortrængning; den plager os og er undertiden vores værste fjende. Se blot på uddannelsessystemet. Vi skal skabe verdens bedste skole. Sådan lyder den officielle ambition, skønt folkeskolen og store dele af uddannelsessystemet i realiteten er brudt sammen for længe siden. Vi ser det ikke. Vi nægter at acceptere virkeligheden og bilder os selv og hinanden ind, at vi med et snuptag kan blive nummer et. Vi lider af kollektiv fortrængning; den plager os og er undertiden vores værste fjende. Se blot på debatten om sproget. Den debat er nu ført ind i folkeskolen - til ubodelig skade for samtlige folkeskolens elever. Danske børn må ikke lære dansk; det må grønlandske skoleelever heller ikke. I hvert fald ikke ordentligt. Børnene må ikke lære det sprog, de skal kunne for at gennemføre en uddannelse efter folkeskolen. Vi lader børnene i stikken, alt imens nationalismens uhyggelige bål får nyt liv. Vi lever i et tosproget samfund, som vi hurtigst muligt burde gøre tresproget. Alle ved det, og alle ved, at forskellige sprog ikke behøver at være noget problem. Vi lider af kollektiv fortrængning; den plager os og er undertiden vores værste fjende. Se blot på debatten om boligerne. Boligproblemet er reelt en social katastrofe; en katastrofe, der i mange andre lande forlængst ville have udløst protester og optøjer og det, der er langt værre. Tusinder står uden tag over hovedet og uden udsigt til at få det, det ved enhver. Alligevel krænker magthaverne en hel befolkning og tildeler fornemme boliger til folk, der har været noget ved musikken. End ikke ombudsmanden reagerer på denne magtfordrejning, skønt alle ved, at forhenværende politikere og afdankede pampere bliver behandlet som fyrster i dette land. Imens må menigmand uden arbejde hutle sig igennem og bo hos venner eller familie. Vi lider af kollektiv fortrængning; den plager os og er undertiden vores værste fjende. Se blot på sundhedsvæsenet. Ventelisterne til behandling i det syge væsen nærmer sig samme længde som boligkøen. Vi importerer vikarer for flercifrede millionbeløb, vi gør dit, og vi gør dat. Men hvad hjælper det? Alle ved, at den er rablende gal, og at det i realiteten går ad helvede til på de fleste af samfundets mest vitale områder. Vi evner ikke at uddanne de unge og udnytte ressourcerne i vores egen befolkning. Men i stedet for at knibe os selv i armen og tage ansvar, spiller vi bolden videre. Det er ikke vores skyld! Vi ser ikke realiteterne i øjnene, for så havde vi efter over 20 år med hjemmestyre forlængst taget hul på boligproblemet og uddannelsesproblemet og sundhedsproblemet og alle de andre problemer, vi plages af. Vi kan, hvis vi vil. Men vi lider af kollektiv fortrængning; den er undertiden vores værste fjende.