Børn er et fælles ansvar

Situationen med de børn, der er så omsorgssvigtede, at de burde have været fjernet fra deres hjem for længe siden, er ikke pludselig opstået fra den ene dag til den anden. De har blot været fortiet. Man har af hensyn til økonomien lukket øjne og ører

Torsdag d. 8. juni 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål.

I DETTE NUMMER AF AG handler flere artikler om børn og nogle af de mest forfærdelige oplevelser, børn kan komme ud for. Fælles for historierne er, at det ikke blot handler om et enkelt barn, der er blevet seksuelt misbrugt eller om et enkelt barn, der er udsat for omsorgssvigt. Det handler heller ikke blot om et par stykker - det er overvældende mange. Historierne (side 5 og 7 red.) viser også, at når først der bliver lukket op for problemerne, viser de sig tifold større. Blot har vi fortiet dem, lukket øjne og ører for dem, og bildt os selv ind, at alting ikke er så slemt endda.

Vi har fået fjernet en del af skyklapperne med disse historier. Vi må som samfund forholde os til dem. Vi må som samfund tage et fælles ansvar for, at den slags overgreb på børn stopper. Ikke mindst må politikerne erkende, at der her er et problem, der skal gøres noget ved. Et problem, de må tage stilling til.

POLITIKERNE GØR os gang på gang opmærksom på, at ansvaret for børnene ligger hos forældrene. Og det kan ingen argumentere imod. Men det fratager ikke det offentlige at yde en indsats over for omsorgssvigtede børn. De forældre, som blandt andre Jørgen Wæver Johansen henviser til, er selv så langt ude, at de ikke længere kan magte deres børn. Ingen forældre ønsker at skade deres børn. Men nogle mennesker kan komme så langt ud i misbrug og social fornedrelse, at de ikke kan overskue deres situation. De trænger til hjælp. Her må samfundet tage over. Det er en forpligtelse vi har som samfund, og endnu tydeligere har politikerne været med til at påtage landet den pligt, da de underskrev forskellige konventioner, som handler om beskyttelse af børn og menneskerettigheder.

Det offentlige system skal ikke først træde til, når skaderne er blevet så alvorlige, at en kommune må indrømme, at den ikke har råd til at tvangsfjerne omsorgssvigtede børn fra deres hjem.

DER SKAL STOR ros til Ittoqqortoormiits borgmester for at træde frem og fortælle om noget så lidet flatterende som manglende penge til at tvangsfjerne børn fra deres hjem. (side 7 red.) Ikke fordi det er godt, at en kommune ikke handler, men fordi problemerne skal frem i lyset. Kommunen magter ikke at løse sin lovbundne opgave uden hjælp. Og den hjælp udebliver.

Situationen med de børn, der er så omsorgssvigtede, at de burde have været fjernet fra deres hjem for længe siden, er ikke pludselig opstået fra den ene dag til den anden. De har blot været fortiet. Man har af hensyn til økonomien lukket øjne og ører. For ingen ved sin fulde fem vil vel påstå, at man har været opmærksom på det og blot ladet stå til - af hensyn til penge???

Vort samfunds holdning til børn og deres tarv viser sig også ganske tydeligt i lønningerne til pædagoger og lærere. Inden for de mellemlange uddannelser ligger pædagogernes løn nederst. Vi er nødt til at anerkende, at pædagoger er nødvendige i det forebyggende arbejde. Alle har vi forpligtelse til at være opmærksomme på omsorgssvigt hos børn, men særligt pædagoger og lærere har i kraft af deres uddannelse og arbejde en forpligtelse til at have øjnene og ørerne åbne for, hvordan børn har det. Derfor må der flere uddannede pædagoger i børneinstitutionerne og flere uddannede lærere i skolerne. Og undskyld vi bliver ved med at nævne det, men én af vejene er en højere løn til den gruppe.

UANSET OM hjemmestyret har uddelegeret en del af sine sociale opgaver til kommunerne, er det med til at overtræde menneskerettigheder og konventionen om børns rettigheder ved blot at se til, at forholdene får lov at fortsætte. Dette er et fælles anliggende. En opgave, der ikke alene kan løftes af kommunerne.

Vi er nødt til at erkende, at børns tarv er et nationalt anliggende. Landstinget er nødt til at diskutere og tage stilling til, hvordan vi i fremtiden kan sikre børnene en god opvækst i fremtiden. En fremtid uden daglige indtryk af druk, vold og seksuelle fornedrelser.

Mange børn her i landet har ondt i sjælen. Og vi har en pligt til at hjælpe dem. Hvor er vi som samfund, når vi kræver, at et brækket ben bliver lappet sammen, mens vi stiltiende ser på, at børn går rundt med blødende sår på sjælen.

Vi må vågne op nu og se på virkeligheden, som den er, ellers ender vi en dag med at vågne op til et samfund, som alene består af krænkere og psykopater.