De vilde abers tid er forbi

Det påvirker os og ryster os at være vidne til overfald, til vold mod kvinder og børn på åben gade, men det er yderst sjældent, vi blander os. Vi skynder os hjem med sort samvittighed og lader os hurtigst muligt adsprede af andre ting

Tirsdag d. 20. juni 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Love og konventioner, Sociale spørgsmål.

FORLEDEN vågnede vi så at sige med et brag klokken 5,30 om morgenen. Det lød, som om møblementet i en lejlighed tæt på var ved at blive slået til pindebrænde. En kvinde skreg, og der blev løbet og trampet rundt i lejligheden. Glas blev smadret, og hjemmets effekter blev kylet ud over altanen og ned ad fjeldet, hvor det lagde sig til rette sammen med grammofonen og den pladesamling, der røg ud sidste gang. Efter få minutter lagde skrigene sig, og der blev helt stille, uhyggeligt stille. Og vi prøvede at falde i søvn igen. Man vænner sig aldrig til at ignorere vold. Men vi er nok mange, der må tilstå, at det er tæt på. I alt fald har vi, der ikke er voldsramte, lært at leve med den som en del af kulissen omkring vor tilværelse. På side 6 i dagens avis bringer vi nogle artikler om vold mod kvinder. Heraf fremgår blandt andet, at kvindevolden er en større trussel mod kvinders helbred end cancer og trafikulykker tilsammen. Vi kan også læse, at halvdelen af alle voldssager, der bliver anmeldt til politiet er mænds vold mod kvinder. Vold mod kvinder er så almindelig, at den næsten er accepteret. I alt fald er der mange af mændene, der ikke ser noget forkert i at banke konen. Det sker ofte i mandens fuldskab og frustration over et eller andet, og så skal konen som den eneste i nærheden have tæsk. Når det er gjort så grundigt, som det nu lader sig gøre, dalrer han ud på altanen og udstøder de store hanabers fuldemandsbrøl i natten. Der er for eksempel en sag om en mand, der gennembankede sin kone, så hun mistede bevidstheden. Selvom hun var ilde tilredt og havde brug for øjeblikkelig lægehjælp, strakte hans barmhjertighed kun til at pøse koldt vand på hende for at "vække hende til live". - Jeg er jo gift med hende, forklarede han årsagen til overfaldet. OFFERET ER SVAGT. For det meste ønsker den voldsramte kvinde ikke at anmelde manden, men finder sig i det hårde liv. I bedste fald flygter hun og tager ophold hos venner eller familie, trængt ud af sin bolig, som manden bliver i. Det samme problem kendes alle andre steder i verden, og i Danmark har man i et par politikredse kørt et forsøg, hvor man tiltaler manden uanset, hvad offeret siger. Politiet tager altså ansvaret fra det enkelte offer og skærer alle over én kam. Det er ikke kun kvindelige voldsofre, der står svagt. Det gælder ofre i det hele taget - ofre for voldtægt, seksuelt misbrug i øvrigt, voldsofre i det hele taget. Vi så, hvordan en mor og hendes sexmisbrugte barn for nogen tid siden på det nærmeste blev deporteret til en anden by, fordi gerningsmanden ønskede at vende tilbage til sin hjemby. Det er vores - altså samfundets - holdning til ofrene og deres problemer, der er noget galt med. Vi føler, at når der er faldet en dom, så er den hellige grav vel forvaret. Så har vi gjort, hvad vi - systemet - magter. Men det er langt fra rigtigt. Vi er slet ikke tilstrækkeligt opmærksomme på offerets stilling. I det praktiske liv er voldsofrene - især ofre for hustruvold - retsløse. Enten bliver de i forholdet og finder sig i volden i mange år, eller også flygter de og gemmer sig, hvor manden ikke kan finde dem. Og sådan gentager det sig, når voldsmanden har udstået sin dom. MED VOR HOLDNING virker det, som om vi accepterer volden i samfundet. Vi er blaserte. Det påvirker os og ryster os at være vidne til overfald, til vold mod kvinder og børn på åben gade, men det er yderst sjældent, vi blander os. Vi skynder os hjem med sort samvittighed og lader os hurtigst muligt adsprede af andre ting. DET ER DETTE, der først og fremmest skal ændres. Vi må alle mobilisere en vrede mod volden, som kommer til udtryk i den politiske debat, ikke mindst ved valgene. Vi må forlange, at samfundet indretter sig på at slå hårdere, hyppigere og mere konsekvent ned på vold. Og vi kan for den sags skyld med det samme tage ansvaret fra de voldsramte kvinder ved, at politiet anholder og anklager de voldelige mænd. Vi kan nemlig ikke blive ved med at acceptere den vilddyrsagtige urskov, som mange mænd gør hjemmet og familien til. Det må være i orden, at vi i denne kølige egn af verden, hvor sæler og hvaler flokkes, sætter de vilde aber i bur. De forurener miljøet.