Frustration og alkohol er en farlig cocktail

Hvis voldscirklen skal brydes, er det en samfundsopgave at give de voldsramte familier en hånd, samtidig med at vi behandler dem som voksne ved at kræve/forvente noget af dem

Fredag d. 23. juni 2000
Fatuma Ali
Emnekreds: Kultur og samfund, Politik, Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Indvandrerfamilien
Undertrykkelsen
Manden er taberen
Kvinden er bedre til omstilling
Begges ansvar
Et familieproblem
Holdningsændring
Mægling er den bedste løsning
Behov for nytænkning
Familiecentre
Selvtillid og selvrespekt
Mistrivsel i Tasiilaq

Esther Heller, der er inder og filmproducent (har bl.a. lavet den meget roste film "Lære for livet" - om indvandrerkvinder på de nordiske krisecentre), og jeg har i flere år i Danmark interesseret os for de voldsramte invandrerkvinders vilkår på de danske krisecentre. De tanker og holdninger, der gives udtryk for i denne artikel, er til dels foranlediget af et debatmøde i Nuuk, hvor der blev sat fokus på vold mod kvinder.

Med vores kendskab til de psykosociale problemer i det etniske minoritets miljø i Danmark, kan vi se en del ligheder med de voldsrelaterede problemer i det grønlandske samfund.

Begge steder er kulturen patriarkalsk i sin oprindelige struktur. Det vil sige, at manden har været /er familiens overhoved, forsørgeren, beskytteren, og i sidste ende den bestemmende.

Indvandrerfamilien
Den indvandrede familie gennemgår i det nye samfund en radikal strukturændring, der for nogles vedkommende resulterer i vold i familien. Kvinden får i det vestlige/danske, næsten ligeberettigede samfund flere rettigheder, egen økonomi og dermed større autonomi. Manden ser til gengæld sin rolle som familiens overhoved truet. Han er ikke længere forsørgeren, da de fleste mænd med en etnisk minoritets baggrund møder diskrimination på det danske arbejdsmarked og havner i passiv offentlig forsørgelse. Frustration og afmagt kan nemt føre til alkoholmisbrug. Frustration og alkohol er en farlig cocktail, der tit fører til vold.

Undertrykkelsen
Fremmedfjendske kræfter i Danmark taler om volden i de muslimske familier som værende en naturlig del af den muslimske kultur. Vold er ikke er en naturlig del af nogen kultur, men udtryk for undertrykkelse, afmagt og desperation. Vold skal ikke på nogen måde undskyldes eller accepteres, men det hjælper at forstå baggrunden. For uden en forståelse af dynamikken bag den voldelige adfærd står man magtesløs og handlingslammet overfor volden.

Manden er taberen
Den grønlandske mands situation kan, på mange måder, sidestilles med den situation mange indvandrede og flygtningemænd står i. Det grønlandske fisker- og fangersamfund har over en historisk meget kort tid gennemgået en radikal ændring af strukturen. Og også her synes manden at være dårligere til at omstille sig til den nye virkelighed og bliver dermed taberen.

Kvinden er bedre til omstilling
Kvinder i alle kulturer er bedre til at omstille sig og prøve at få det bedste ud af de nye livssituationer. Kvinder er bedre til at danne et netværk af veninder og familie, hvor de henter hjælp og trøst når livet er vanskeligt. Kvinder er bedre til at finde udveje fra de vanskelige situationer, både for sig selv og deres børn.

Men kvinder er også eksperter i at spille på deres offerrolle. Hvor mange gange har jeg ikke hørt kvinder berette om vold i parforholdet og give manden det fulde ansvar for problemerne i hjemmet.

Begges ansvar
Ved fællessamtalerne med manden kommer det dog tit frem. at kvinden også havde drukket den pågældende aften, og at hun havde tirret manden med sin provokerende adfærd. Altså, man er to om den voldelige handling. Ikke altid, men tit, og det finder man ud af, hvis man gør sig den ulejlighed at give mandens version af begivenhederne plads.

Enhver kvinde, der har været i et parforhold med en mand ved, at vi kvinder helt ud til fingerspidserne kan det sofistikerede spil, der hedder psykisk terror. Manden, der i en skænderisituation tit løber tør for argumenter, tyr til det han er bedre til end os, nemlig at bruge musklerne (efter sigende er kvinders fysiske vold mod mænd stigende, men mændene er, på grund af skammen, tilbageholdende med at anmelde volden).

Et familieproblem
Erfaringerne i arbejdet med de voldsramte indvandrerkvinder viser, at man i det sociale arbejde, når længst ved at betragte volden som et familieproblem.

Man hjælper også barnet i den voldsramte familie ved at tidligt sætte ind med hjælp overfor familien, for barnet er bedst tjent med, at far og mor bliver sammen og uden vold. (Det er dog mit indtryk, også fra kysten, at flere børn end tilfældet er i dag, på et meget tidligere tidspunkt burde anbringes udenfor hjemmet).

Holdningsændring
Denne måde at betragte volden på kræver en holdningsændring: at man gå væk fra den automatiske offergørelse af kvinden og dæmoniseringen af manden.

Men, den voldsramte kvinde og børnene skal selvfølgelig have mulighed for at komme væk fra volden - enten ved at tage på krisecenter eller, at manden forlader hjemmet.

Det grønlandske samfund er, både i sin historiske og aktuelle grundstruktur, på mange måder, forskellig fra det danske/vesteuropæiske. Derfor skal man være varsom med at importere vestlige konfliktløsningsmodeller.

Mægling er den bedste løsning
En konfliktsløsningsmodel, som synes at egne sig til et samfund, hvor familierelationerne er så stærke som i det grønlandske, er mægling. En detaljeret beskrivelse af mægling vil kræve en artikel for sig. Men sagt meget kort går mægling ud på at skabe et rum, hvor offeret og krænkeren kan mødes og forsones. I processen mod forsoning er der mulighed for personlig vækst.

Krænkeren kan, ved direkte konfrontation med sit offer, lære af sine fejl og dermed er der større chancer for, at han ikke gentager sine voldelige handlinger.

Behov for nytænkning
Hvis vi i det grønlandske samfund for alvor skal gøre noget ved volden i familierne, haster det med nytænkning. Kvindekrisecentre er et nødvendigt tilflugtssted til de voldsramte kvinder og deres børn, men også her er nytænkning påkrævet.

Politiet berettede på mødet om familier, der igen og igen kommer i politiets søgelys, krisecentret berettede om kvinder der igen og igen kommer på centret og derfra, igen og igen vender tilbage til den voldelige mand, specielt hvis der er blevet udbetalt løn/socialhjælp.

Familiecentre
Krisecentrenes arbejde bør suppleres med familiecentre, hvor den voldelige mand og den voldsramte kvinde bliver mødt som ligeværdige, med respekt og med krav om at påtage sig et medansvar for familiens situation. Her kan de sociale myndigheder, i højere grad end tilfældet er i dag, stille krav om samarbejde bl.a. om behandling af alkoholmisbruget som betingelse for at modtage sociale ydelser.

Qaqiffik kan være en udmærket behandlingssted for nogle, men man må som sagsbehandler ikke glemme, at der også findes en lægelig behandling af alkoholmisbruget. Det er uhensigtsmæssigt fortsat at udbetale f.eks. børnepenge til et par, der notorisk drikker pengene op og i en brandert gentagne gange misbruger ressourcerne både hos politiet, på sygehuset og krisecentret.

Selvtillid og selvrespekt
Selvtillid og selvrespekt er basale forudsætninger for et godt samspil med ens partner. I de voldsramte familier er disse egenskaber en mangelvare, både hos kvinden og manden.

Hvis voldscirklen skal brydes, er det en samfundsopgave at give de voldsramte familier en hånd, samtidig med at vi behandler dem som voksne ved at kræve/forvente noget af dem.

At give socialhjælp uden at der følger et ansvar med er, for mig at se en måde at fastholde folk i ansvarsløsheden. Dermed er hjælpen ikke længere hjælp, men en pacificering, hvilket i sidste ende er undertrykkende.

Mistrivsel i Tasiilaq
Denne artikel er færdigskrevet under et arbejdsophold i Tasiilaq. Mange havde fortalt mig om dette steds skønhed, og jeg havde set meget frem til besøget.

De alvorlige problemer med alkohol og vold havde jeg, som de fleste her i landet, en viden om. Jeg mente, jeg var forberedt. Men problemets omfang kom alligevel bag på mig.

Den menneskelige mistrivsel er stor og meget synlig. Til tider er den svær at abstrahere fra, også når man står ude i den fantastiske natur.

Alkoholmisbruget er hovedproblemet i dette lille samfund. Alle de andre problemer (vold, seksuel vold også mod børn o.s.v.) er som regel sekundære til alkoholen. Der er blevet gjort en del, og der er fortsat tiltag i gang, men opgaven virker uoverkommelig.

Prinsesse Margrethes Børnehjem, der er Hjemmestyreejet, gør et Sisyfos arbejde både for børn herfra og udefra.

Hjemmet har for lidt plads, i nogle af værelserne, der er ret små, bor der op til fire børn. Det indvendige af huset er slidt, og medarbejderne knokler for at give tryghed og en smule livsglæde til de alvorligt omsorgssvigtede børn, selvom de fysiske rammer signalerer noget andet. Der er ingen planer om at give huset mere plads, ej heller om grundig indvendig istandsættelse.
"Det er meget svært at hjælpe de omsorgssvigtede børn til at opbygge et smuky og velafbalanceret indre univers, når de ikke er omgivet af både kærlige og smukke rammer " - Ann Andreasen, forstander på Børnehjemmet i Uummannaq (i et tidligere interview bragt i Sermitsiaq).