Indsigt: Det grønlandske folk skal selv eje sin vandproduktion

Det grønlandske folk skal selv eje sin vandproduktion

Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at økonomisikre etableringen af en produktion af drikkevand i Grønland i størrelsesordenen 500 millioner kroner via salgsgarantier, hvis man samtidig skal konkurrere med en række tilsvarende produkter fra Grønland selv

Tirsdag d. 4. juli 2000
Thorkild Simonsen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

I forbindelse med de reaktioner, som er fremkommet efter vor præsentation af Det Grønlandske Vandprojekt, føler jeg trang til at understrege, at det, vi har foreslået landsstyret, er at give de grønlandske borgere og virksomheder eneret til produktion af drikkevandet i Grønland.

Fra Det Grønlandske Vandprojekts side har vi ikke bedt om monopol. Det, vi har opfordret til, er at der bliver lavet ét samlet nationalt selskab, der fremover sikrer Grønland det maksimale udbytte af drikkevandspotentialerne over hele landet.

Det, vi fra Det Grønlandske Vandprojekt gerne vil være med til at sikre, er den bedst mulige forretning i forbindelse med eksport af drikkevandet. Det vil vi gerne gøre ved at garantere den grønlandske produktion en sikker afsætning på verdensmarkedet. Men dette kan kun gøres, hvis der alene bliver ét drikkevandsprodukt, der kan markedsføres "made in Greenland".

Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at økonomisikre etableringen af en produktion af drikkevand i Grønland i størrelsesordenen 500 millioner kroner via salgsgarantier, hvis man samtidig skal konkurrere med en række tilsvarende produkter fra Grønland selv. Det internationale vandmarked er stort og stigende, men konkurrencen er hård. Meget hård.

Det, Grønland skal konkurrere på, er faktisk ikke så meget vandet selv som det faktum, at dette vand kommer fra Grønland. Det grønlandske vand ser hverken anderledes ud eller smager væsentligt anderledes end rent vand fra en række andre steder på kloden.
Men de associationer, som Grønlands navn sætter i gang, er enestående. For andre folk er Grønland lig med isklar renhed og snehvid friskhed. Landet opfattes som uberørt og ubesmittet af den moderne tids miljødestruktion. Derfor er betegnelsen "made in Greenland" enestående på det globale marked for drikkevand.

Mens det for guld og olie ingen som helst handelsmæssig betydning har, hvor det kommer fra, så er dette aspekt altafgørende for drikkevandets værdi på markedet. Man kan for eksempel godt sælge olie fra Tjernobyl - men næppe drikkevand!

Må jeg have lov at gøre opmærksom på, at det grønlandske drikkevand er fundet. Der er ikke tale om olie eller mineralforekomster, der endnu er skjult. Der er ikke tale om, at der skal lokkes fremmed kapital til landet for at betale for boringer og geologiske eksperimenter i millionklassen.

Vandet er fundet.

Det skal blot omsættes et internationalt handelsprodukt på den bedst mulige måde.

Hvis Grønland står sammen og skaber ét nationalt produktionsselskab for drikkevand, vil alle i landet få mere ud af værdien. De kommuner, der arbejder med deres egne projekter, bør gå ind i det store selskab og sikre, at deres ressource inddrages ved næste produktionsudvidelse.

Derudover bør de sikre, at der bliver lavet en national udligningsordning i forhold til det overskud, selskabet vil skaffe. For når det nationale produktionsselskab først kører rigtigt, så vil der både være et overskud til aktionærerne og til samfundet. Intet af det skal afleveres til udenlandske multinationale firmaer.

Pengene bliver i Grønland. Lad mig slutte af med at understrege, at det, jeg selv og Jacob Evar kan tilbyde Grønland i denne sag, er en afsætningsordning for grønlandsk drikkevand på verdensmarkedet. En ordning, der vil sikre økonomien for en kommende produktion i Grønland.

Vi ønsker ikke at være medejere af produktionen og den kommende fabrik i Grønland. Den skal Grønland selv eje og drive. Men hvis vi skal sikre vores del af projektet og kunne holde vores løfter, så har vi måttet sige til de grønlandske politikere, at det alene er muligt, hvis der kun er ét drikkevandsprodukt, der er "made in Greenland". Derfor har vi opfordret de grønlandske politikere til at give Grønland selv et monopol på sit eget vand, så længe den indledende investering kræver det. Vi har anslået det til at være 25 år.

Men debatten handler i virkeligheden ikke om monopoler eller ej. Debatten handler om, hvorvidt Grønland skal sikre sig selv den størst mulige indtjening på sit drikkevand ved at bruge de styringsmidler en regering nu engang har overfor sådanne ressourcer - eller kaste ressourcen ud i et usikkert spil med fremmede spillere. Det sidste plejer man at kun at gøre, når man ikke selv har mulighed for at magte opga-verne.

Det er altså bare ikke tilfældet her.

Initiativtagerne bag Det Grønlandske Vandprojekt er kommet med et forslag om en måde at udnytte det grønlandske drikkevandspotentiale på, således at dette bliver gjort via en sikring af afsætningen.

Det er et forslag, hvor ingen taber og alle vinder. Ikke mindst det grønlandske samfund. Det er et forslag, der er baseret på års positivt samarbejde med Grønland - og det er et forslag, hvor der allerede er investeret millioner i at sikre, at vi ved, hvad vi tilbyder.

Det er på den baggrund, vi er overbeviste om, at vi på det erhvervsmæssige område kan etablere et rigtigt spændende udviklingssamarbejde med Grønland. Det er vores ønske, at Det Grønlandske Vandprojekt bliver det grønlandske folks projekt. Det er dem, der skal have retten til vandet og den økonomiske frihed, den ressource faktisk kan medføre.