Indsigt: Boligmanglen rammer alt

Boligmanglen rammer alt

Hjemmestyret vil selv bygge men har ikke råd til det, og man vil ikke overlade byggerit til private. Nu må politikerne tænke i nye baner på boligområdet

Fredag d. 7. juli 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Boliger, Erhverv, Politik, Sociale spørgsmål, Uddannelse, Økonomi.

Boligmanglen er en af de største hindringer for Grønlands udvikling. Boligmanglen skaber en underkuet befolkning - stavnsbundet og ude af stand til at bevæge sig frit.

Nedslidte og overfyldte boliger er en væsentlig kilde til sociale problemer. Samtidig tvinger bolig-job-afhængigheden folk til at blive i et job, de helst vil ud af. Det, at man ikke har sin egen bolig, forhindrer folk i at arbejde for sig selv.

Landsstyrets initiativ til at forhøje huslejen i de offentlige boliger for at få folk til at købe egen bolig er meget godt. Men man jager folk ud i ingenting. Hvor skal de bygge? Hvor er de byggemodnede grunde? Hensigt og virkelighed hænger ikke sammen.

I den forbindelse har Lise Lyck nogle interessante betragtninger i sin nye bog, hvor konklusionen er, at organiseringen af boligbyggeriet er den største hindring for landets økonomiske udvikling.

Hvis befolkningen får mulighed for at investere i egne boliger (som for eksempel på Island), kan vi spare op. En opsparing, der kan bruges til erhvervsinvesteringer og skabe grundlag for økonomisk vækst. I dag går opsparingen til udlandet, langt størstedelen til Danmark.

Øget privat boligbyggeri fordrer, at Landstinget og kommunerne skaber bedre rammer for denne del af boligmarkedet. De få midler, der afsættes til andelsboliger, er ikke nok, og støtteordningen til private husbyggere er for dårlig organiseret. Den kræver, at man søger om støtten, før man overhovedet ved, om man har en grund, da der skal søges inden 1. marts året før, man eventuelt må bruge pengene. Dertil ved kun de færreste, hvor man skal søge, og hvad der kræves af dokumentation.

Man kan også lette det private boligmarked ved at give tilskud til den dyre byggemodning. De store kommuner, som vil være vækstcentre, kan med finansieringshjælp til byggemodningen få flere til at bygge deres egen bolig.

Samtidig bør hjemmestyret og kommunerne i højere grad sælge offentligt ejede boliger - huse og lejligheder - til private. Boligblokke bør sælges til andelsboligforeninger og så videre. Så får det offentlige penge i kassen til nyt boligbyggeri, og det bliver de nye ejeres ansvar at vedligeholde boligerne.

Endelig bør man i højere grad anspore private til at investere i boligbyggeri. Både for at afhjælpe boligmanglen og for at få ny kapital til landet - og motivere private til i højere grad at investere her i landet frem for i udlandet.

I det hele taget bør man anspore private til at investere i byggeri - også kollegier og ferieboliger.

Boligmanglen forsinker ikke kun den økonomiske vækst, den skaber store problemer på væsentlige samfundsområder - uddannelsesområdet for eksempel.

Hjemmestyret gør meget for at øge uddannelseskapaciteten, men hvad hjælper det, når de unge mennesker ikke har bolig. AG oplyser, at 40 studerende på Ilinniarfissuaq ikke har noget sted at bo. Det er skandaløst. Da man for tre år siden iværksatte den decentrale læreruddannelse, vidste man jo, at de på et tidspunkt skulle på Ilinniarfissuaq. Nu står de studerende uden tag over hovedet.

Hvor mange andre studerende må opgive, fordi de ikke har noget sted at bo? Bygge- og Anlægsskolen i Sisimiut er klar med HTX-uddannelsen. Center for Arktisk Teknologi åbnes 7. august. Gode initiativer for landets fremtid, men udviklingen forhindres af manglende kollegieværelser, for hvor skal de studerende bo? I Sisimiut vil man også starte voksenuddannelse for håndværkere, og det er godt, for vi mangler håndværkere i massevis. Men der er ikke kollegier til de uddannelsessøgende, og initiativet går i stå.

Landet råber på uddannede mennesker, men landsstyret stopper undviklingen, fordi der ikke er råd til det hele. Og betonbureaukraterne i centraladministrationen er bange for at lade private bygge de manglende boliger og kollegiepladser. Bureaukraterne er bange for, at de private kommer til at tjene penge, som så kan investeres i nye ting i landet. Det er jo en håbløs tankegang.

Ikke alene uddannelsen rammes af denne tankegang. Det private boligmarked, opsparingen, erhvervsudviklingen, ja hele den økonomiske vækst bremses, fordi man ikke støtter det private initiativ. Men også alle de andre væsener, der mangler arbejdskraft, rammes afboligmanglen. Sundhedsvæsnet er et lysende eksempel. Der er brug for medarbejdere på DIH og dermed boliger. Vi har brug for sundhedspersonale, men vi kan ikke tilbyde tag over hovedet.

Hjemmestyret vil selv bygge men har ikke råd til det, og man vil ikke overlade byggerit til private. Nu må politikerne tænke i nye baner på boligområdet.