Bordet fanger-princippet

Politikere skal ikke "hjælpes over muren". Hvis de ikke kan klare klatreturen ved egen hjælp, så har vælgerne et problem, der må løses ved næste valg

Torsdag d. 13. juli 2000
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Politik, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse: Katuaq HTX Hvem snyder hvem Jeg har svært ved at forstå argumenterne i interviewet med Ole Rud og i AG’s leder den 11. juli om det meningsfyldte i at etablere en ekspertgruppe, der skal "bære politikerne over den stejle mur". Vi har allerede en ekspertgruppe. Den hedder landsstyret. Og hvis man er utilfreds med denne ekspertgruppe, så må Ole Rud og AG sige det lige ud. Politikere skal ikke "hjælpes over muren". Hvis de ikke kan klare klatreturen ved egen hjælp, så har vælgerne et problem, der må løses ved næste valg. Bag hvert enkelt landsstyremedlem står en fyldig, ja nærmest overvægtig administration. Og det er med denne rygstøtte de enkelte landsstyremedlemmer skal bidrage til samlede helhedsløsninger. Men det sker for sjældent! I Landsstyret arbejdes der - så længe jeg kan huske tilbage - efter et princip, man kunne kalde "bordet fanger-princippet". Princippet går ud på at forelægge et projekt for det øvrige landsstyre og senere for Landstinget med maksimal chance for vedtagelse. Projektet skal derfor tilhøvles, så det fremstår som både ønskværdigt og billigt. Det betyder at projekterne skønmales og udgifterne bevidst underdrives. Katuaq Katuaq er et godt eksempel. Det startede som et projekt til 60 millioner kroner. 20 millioner fra Landskassen. 20 millioner fra Nuuk Kommune og 20 millioner fra Nordisk Råd. Det er - foreløbig - endt med at koste over 100 millioner kroner i anlæg og over 8 millioner kr. i årlige driftstilskud Længe før det første forgyldte spadestik, stod det klart at Katuaq ville blive langt dyrere at bygge end forudsat, og at der måtte påregnes massive driftstilskud i årene fremover. Men projektet var sat igang - og bordet fanger. Pengene ville vi være nødt til at bevilge, når merudgifterne ikke længere kunne holdes skjult for Landstinget og en bredere offentlighed! HTX HTX uddannelserne i Sisimiut er et andet godt eksempel. På et tidligt tidspunkt stod det klart, at indførelse af HTX-uddannelsen ville nødvendiggøre kollegiebyggeri. I sommeren 1999 blev det sagt offentligt fra Bygge- og Anlægsskolens ledelse. Men ingen i landsstyret reagerede. Hvorfor ikke? - formentligt fordi, nu var det hele lige så godt igang og der var fundet penge på den kommende finanslov til igangsættelse af selve uddannelsen. Og det var ikke sikkert, at der var råderum på finansloven også til det nødvendige kollegiebyggeri. At indregne udgifterne til kollegiebyggeri kunne sætte projektet i stå! Jeg spurgte i løbet af efteråret 1999 landsstyremedlem Lise Lennert, om det var rigtigt, at der ville komme til at mangle kollegieværelser til de nye HTX-studerende. Det var ikke noget hun havde hørt om - sagde hun - men hun ville undersøge det. Jeg fik ikke nogen tilbagemelding. HTX-uddannelsen fik siden bevilget penge på finansloven til selve uddannelsen. Og nu fanger bordet - vi er tvunget til at bevilge penge til de nødvendige kollegieværelser. Hvem snyder hvem Det var bare to eksempler. Der er en stribe til. Jeg kan ikke finde ud af, om man virkelig sidder i landsstyret og spiler poker med hinanden i stedet for at fungere i et åbent og ærligt samarbejde. Eller om man i alle sager har fuldt overblik over de samlede udgifter og i enighed spiller poker med Landstinget, sådan at vi forledes til beslutninger på et ufuldstændigt grundlag. Men en ting er jeg sikker på: Det bør ikke være nødvendigt med nogen ekspertgruppe til at hjælpe politikerne (landsstyret) over muren. Landsstyret (og Landstinget) skal sammensættes af politikere, der tør se problemerne direkte i øjnene og fremlægge fuldstændige og ærlige løsningsforslag. Det er muligt at vælgerne ikke vil bryde sig om disse forslag, men så har vælgerne et problem: at finde andre kandidater, der kan stilles op, vælges ind og gøre det bedre.