Indsigt: Om igen, hr. minister

Om igen, hr. minister

Sagen er yderst principiel. Politiske embeder skal ikke misbruges til private anliggender. Når det sker, kaldes det magtmisbrug. Men Wæver forstår tilsyneladende ikke sagens substans

Fredag d. 14. juli 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Etik, Plattenslageri, Politik.

Forleden købte landsstyremedlem Jørgen Wæver en båd af en forhandler, der ikke kunne servicere fartøjet. Naturligt nok gik Wæver derpå til en anden forhandler for at få sin båd efterset før feriesejladsen. Denne forhandler havde travlt på værkstedet; der er ventetid på to- tre uger.

Hvordan ordene er faldet under samtalen mellem Wæver og den pågældende forhandler, ved vi intet om her på Sermitsiaq, men det unge landsstyremedlem føler sig dårligt behandlet.

Det er han måske, måske ikke i sin gode ret til, det ved vi som sagt ikke, men under alle omstændigheder har Wæver den samme ret som alle andre til at blive fornærmet og sur - og til at klage over dårlig behandling. Og det er lige, hvad Jørgen Wæver Johansen gør.

På Grønlands Hjemmestyres brevpapir skriver han til en multinational bådmotorfabriks Europa- kontor og brokker sig over forhandleren. Som det konstruktive menneske, Wæver nu er, foreslår han samtidig, at forhandleren bliver truet på sit brød: "Sørg for at gi’ ham konkurrence," lyder det liberale forslag fra det socialistisk orienterede landsstyremedlem.

Jørgen Wæver Johansen underskriver klagen som "Yanmar customer and Minister of social affairs and Labour" (Yanmar-kunde og minister for sociale anliggender og arbejdsmarked, red.).

Yanmars Europa-chef er en velopdragen japaner. Han skriver pænt tilbage til Jørgen Wæver Johansen, som han ikke kender. I svarbrevet konstaterer Mister Macey blandt andet, at Wævers båd er privat og ikke til officielt brug, som ellers antydet ved at bruge officielt regeringsbrevpapir til klageskriftet.

Den høflige japaner rammer sagens kerne: Det handler ikke om, hvorvidt Jørgen Wæver Johansen har ret til at klage over dårlig behandling, for denne ret har Wæver på lige fod med alle andre borgere. Det handler om, at Wæver i et splitsekund mistede overblikket og misbrugte sit embede til en klage over noget ganske privat.

Sermitsiaq har taget fat i sagen. Ikke for at spytte på en ung og begavet politiker, men fordi sagen er yderst principiel. Politiske embeder skal ikke misbruges til private anliggender. Når det sker, kaldes det magtmisbrug.

Men Wæver forstår tilsyneladende ikke sagens substans. Det ville ellers være klædeligt, hvis han trådte frem og erkendte, at han har begået en bummert.

Det kan jo ske for enhver - især i de unge år...

Læs hele sagen i Kronologisk rækkefølge
Klage over Grønlands Bådcenter
Brev fra Grønlands Bådcenter til grossisten
Svar fra Yanmar-grossist til Jørgen Wæver Johansen
Advokatsvar på klage over Grønlands Bådcenter
Javel Hr. Minister
Om igen, hr. minister
Om igen Sermitsiaq
Sagens kerne