Indsigt: Flere penge - mere magt

Flere penge - mere magt

I dag beskyldes partiet og dets ledelse for at være liberalister med for stærke sympatier for Danmark. Men ikke på den traditionelle grønlandske facon med bukken og skraben for den langnæsede Mogens Lykketoft på opslagstavlen

Torsdag d. 27. juli 2000
Hans Henrik Lichtenberg
Per-Henrik Goosmann
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Lømmeltiden er ovre
Ikke som færingerne
Alt skal forhandles
Tabuemner på bordet
Penge, penge, penge
Den nye dagsorden
Et langt træk


UL> Lømmeltiden er ovre Ikke som færingerne Alt skal forhandles Tabuemner på bordet Penge, penge, penge Den nye dagsorden Et langt træk I Josef Motzfeldts forkontor brager det stærke arktiske forårslys ind af vinduerne. Solstråler rammer de mange eksemplarer af moderne grønlandsk billedkunst. De rammer også en lille hvid opslagstavle til tusch og magneter. En af magneterne er faldet til bunden af opslagstavlen.

Dens hoved er en lille karikeret buste af en langnæset finansminister Mogens Lykketoft. Forgæves leder øjnene efter endnu en lille buste med en stram Marianne Jelved eller en bekymret Poul Nyrup Rasmussen.

Men Tuusi, som vicelandsstyreformanden, landsstyremedlem for økonomi og partilederen kaldes blandt grønlændere, har nok i ét dansk ministerhoved. Han behøver ikke flere på tavlen for at blive mindet om, at Grønland er dybt afhængig af Danmark.

"Men vi skal ikke føle os taknemmelige over at få penge fra statskassen. Eller specialister fra Danmark. Vi skal ikke bukke og skrabe. Jeg ønsker bare, at vi kan udvikle os fra at være modtagere til at blive partnere i Rigsfællesskabet," siger Josef Motzfeldt og snupper et stykke dansk chokolade fra en stor skål med slik.

Lømmeltiden er ovre
Josef Motzfeldt er formand for partiet Inuit Ataqatigiit (IA), som indtil for få år siden arbejdede ihærdigt for løsrivelse fra Danmark. IA var i de første år af hjemmestyrets levetid en socialistisk græsrodsbevægelse med stærke antidanske synspunkter.

"Det var i vores lømmeltid," smiler Tuusi lidt forlegent, mens han vipper bagud på stolen og holder fast i bordkanten.

I dag beskyldes partiet og dets ledelse for at være liberalister med for stærke sympatier for Danmark. Men ikke på den traditionelle grønlandske facon med bukken og skraben for den langnæsede Mogens Lykketoft på opslagstavlen.

"Grønland skal finde en ny definition af dets selvstændighed. Men vi må aldrig blive os selv nok. Vi har brug for samarbejde og fællesskab. Eller partnerskab om man vil," siger Josef Motzfeldt, mens han kigger ud på et dansk og et grønlandsk flag, der side om side vejer foran hjemmestyrets bygning.

Han føler, at det er pudsigt, som alle dele af rigsfællesskabet for tiden har travlt med at diskutere deres identitetsproblemer.

Ikke som færingerne
Josef Motzfeldt mener, at spørgsmålet om at finde en ny plads i rigsfællesskabet ikke alene er et færøsk eller grønlandsk fænomen. Også den danske diskussion om forholdet til EU er i hans øjne et spørgsmål om national identitet.

"Men den måde færingerne med stejlhed har krævet selvstændighed på, svarer til IA's opførsel i lømmeltiden," siger Tuusi, som ikke tror, at øboerne sydpå vinder forhandlingerne ved at være ubøjelige og stille ensidige krav.

Omvendt har han heller ikke meget tilovers for Nyrups reaktion på de færøske krav.

"Både Jonathan Motzfeldt og jeg var i Statsministeriet, da forhandlingerne mellem regeringen og den færøske delegation brød sammen. Jeg føler, at Nyrups måde at tackle færingerne på og hans hårdhed er uanstændig. Hans opførsel er kun et resultat af, at han er politisk presset," siger han, og peger på euro-debatten, Pia Kjærsgaards rav-i- gaden-politik og lave meningsmålinger som nogle af årsagerne til en presset statsminister.

"Men det har ikke meget med rigsfællesskabet at gøre," tilføjer Tuusi lidt ironisk.

Alt skal forhandles
Når grønlænderne skal til forhandlingsbordet med regeringen i oktober, er der ingen garanti for, at det færøske problem er løst. Men landsstyremedlemmerne agter ikke at skele til Færøerne eller afvente resultatet, før de grønlandske forhold skal diskuteres.

"Det er på høje tid, at vi revurderer rigsfællesskabet. Om vi - Grønland og Danmark - vil det eller ej, er vi nødt til at træffe en fælles beslutning," siger Josef Motzfeldt, mens han bakker på sin pibe. En bakken der er lige så insisterende som ordene.

Den grønlandske model bygger på ordet "partnerskab". Et ord som Josef Motzfeldt bruger igen og igen for at understrege, at der ikke er tale om løsrivelse fra Danmark, eller at Grønland skal fungere som et amt i kongeriget.

"Men Danmark er nødt til at yde noget, så vi kan udvikle os i et partnerskab. Den ydelse kan være at opfatte os som ligeværdige - også i forhandlinger om Grønlands interesser overfor udlandet. Vi skal repræsentere os selv."

Josef Motzfeldt vipper igen på stolen, holder fast med en hånd i bordkanten, mens han slår ud med den anden.

"Alle områder, som Danmark tager sig af i øjeblikket skal diskuteres. Kongehuset og vores fortsatte tilknytning til rigsfællesskabet er de eneste undtagelser," siger han med fasthed i stemmen.

Tabuemner på bordet
En grønlandsk selvstyrekommission har fået til opgave at kulegrave alle de områder, hvor Grønland kan gøres mere selvstændigt.

Allerede efter to møder i kommissionen ligger det klart, at indsigt i forsvarsaftalerne mellem Danmark og USA ligger højt på kommissionens og politikernes dagsorden. Aftaler som altid har været lukket land for de grønlandske beslutningstagere.

"Hvis det viser sig, at Danmark profiterer på forsvarsaftalerne, så skal Grønland have en andel. De danske indtægter skyldes jo, at de amerikanske baser udgør mulige angrebsmål i Grønland. Derfor skal vi have indsigt og en del af gevinsten," mener Josef Motzfeldt, som kraftigt understreger, at der vil blive lagt stærkt pres på regeringen for at få afdækket alle krinkelkroge i forholdet Grønland- Danmark-USA.

Omvendt tør vicelandsstyreformanden godt love den danske regering, at nyvunden rigdom gennem olie- eller gasfund i Grønland ikke skal bruges som springbræt til løsrivelse. Hvis det står til ham alene, altså.

"Bliver vi rige på olie eller gas, vil jeg fortsat arbejde for et nært forhold til Danmark. Det er vigtigt for os, at blive så økonomisk selvbærende, at vi kan afvikle bloktilskuddet. Så kan Danmark få noget ud af sine investeringer i Grønland," lover han.

Penge, penge, penge
Josef Motzfeldt er ikke meget for det, men han indrømmer, at de danske tilskud på næsten 4 mia. kr. om året er med til at holde en god levestandard oppe hos den grønlandske befolkning. En levestandard som langt fra kan bæres af den grønlandske økonomi alene.

"Hvis vi fjernede de danske tilskud her og nu, så ville det være at spille hasard med befolkningen. Men jeg ser ingen problemer i at fjerne tilskuddene i takt med, at vi får en bæredygtig økonomi," siger Josef Motzfeldt, som ikke er stolt over, at hans landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt flere gange om året tager til København for at bede om flere penge ud over de bevillinger, der er allerede er givet fra statskassen og Lykketoft.

"Men de særlige tilskud vi får til eksempelvis boligrenovering i Nuuk med 200 mio. kr. er jo en konsekvens af, at det har været svært at få forhandlet hjemmestyreordningen med Danmark. Jonathan tager også de ture til København, fordi der ikke foreligger en holdbar ordning," siger Josef Motzfeldt og ser lidt forarget ud. Forarget fordi det ikke er hans stil at tigge penge hos Nyrup og fordi, der ikke altid er enighed mellem ham og chefen omkring turene til København.

Den nye dagsorden
Josef Motzfeldt og IA har taget et kvantespring fra en økonomisk politik med rødder i sovjetisk planøkonomi til begreber som privatisering, synergi og erhvervsudvikling.

Grønland har en tradition for, at erhvervslivet er styret af det offentlige, og politikere som har deres fingre langt nede i de få grønlandske virksomheders daglige drift.

"Vores nærmeste mål er at frigøre den grønlandske økonomi fra traditionen for et tilskudsafhængigt erhvervsliv. Og en ny struktur i erhvervslivet betyder også, at vi må se på, om der skal fjernes folk fra bestyrelsesposter og ledelsesfunktioner, hvor de ikke er kvalificerede," siger Josef Motzfeldt og fortsætter: "Udviklingen i økonomien har været sat i stå i de sidste ti år, fordi den offentlige dominans er for stor. Det har virket søvndyssende på befolkningen, som ikke har kunnet se en gulerod i at skabe noget selv."
"Vi skal fjerne alle de tilskudsordninger, som vi kan dokumentere, ikke gavner noget. Der er en jungle af mærkelige ordninger tilbage til Chr. IV’s tid," fastslår Josef Motzfeldt. Han håber, at den nye dagsorden vil skabe lyst til at investere mere i Grønland. Gerne udenlandske investeringer.

Et langt træk
Men han er bevidst om, at ændringer og reformer er en varm kartoffel i det traditionsbundne Grønland. Dette har givet rystelser i samarbejdet med Jonathan fra Siumut.

"Diskussionen om erhvervslivets fremtid, privatiseringer og afskaffelse af tilskud får bølgerne til at gå højt. For det svage led i reformplanerne ligger hos de politiske grupper i Landstinget, som ofte er så lokalpatriotiske, at de kun ser på, hvad der tjener deres bygd bedst og kun ser på den nærmeste fremtid"

På vejen ud af hans kontor falder blikket igen på Lykketofts næse. Den er ikke blevet mindre under interviewet. For som Tuusi udtrykker det:

"Den økonomiske uafhængighed af Danmark er lige så meget et spørgsmål om dansk vilje til investering i Grønland, indtil vi kan klare os selv. Og der kan gå lang tid."
KNRs nyhedside ultimo juni 2000: Prisbelønnet hovedopgave om Grønland "Grønland - fallit eller forpligtelse?" er titlen på en ny prisbelønnet hovedopgave fra Danmarks Journalisthøjskole.Det er de to nyuddannede journalister Henrik Goosmann og Hans-Henrik Honnes de Lichtenberg, der har fået Tuborgfondets erhvervspolitiske pris for deres opgave.I motiveringen for prisen hedder det, at hovedopgaven rummer både velskrevne reportager og afsløring af en erhvervsskandale til 51 millioner kroner med konsekvenser helt op til Landsstyret. Og videre i motiveringen siges det ligeledes, at opgaven giver et godt overblik over Grønlands økonomiske, sociale og politiske udvikling.De to nyudklækkede journalister blev belønnet for deres indsats med et 11-tal ved deres eksamen.