Historie og fremtid

Det første USA gør i tilfælde af en krig, er at besætte republikken Grønland. Og det sker uden at tage det mindste hensyn til modstanden fra vores side

Torsdag d. 7. september 2000
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

I forbindelse med NMD-planer påstår Markus E. Olsen i AG nr. 66, at jeg altid skriver om historien, som om den sker netop nu. Dermed hentyder han til min kommentar til påstanden om, at vi i Grønland i tilfælde af en krig vil sulte og fryse ihjel, hvis ikke USA får sit raketskjold i Thule.

Jeg imødegik den omtalte påstand og skrev, at det ikke ville gå så galt som det blev spået. Vi havde jo samhandel med USA under den sidste krig, og historien vil sikkert gentage sig i den kommende krig.

Min kommentar skal ikke på nogen måde opfattes som et ja til raketskjoldet. Hvem ønsker jo, at Grønland bliver det første bombemål i den næste krig? Og kommentaren skal heller ikke opfattes som et forsøg på at forhale selvsstyretanken.

I dag tænker alle på det store øjeblik, hvor man skulle betræde det forjættede land, der hedder et selvstændigt Inuit Nunaat. Det er Markus E. Olsen og de andre unge, der skal virkeliggøre det mål. Nutidens ungdom skal arbejde ihærdigt for at gøre Grønland selvforsynende med uddannet arbejdskraft, og få landet til at klare sig selv økonomisk.

Når den stolte fremtid er en realitet, så kan man uden at spørge de andre gøre amerikanerne opmærksom på, at der er tid til at forlade Grønland.

Men selv om man ikke vil skabe skår i selvsstyreglæden, kan man ikke lade være med at tænke på, hvad der vil ske i fremtidens Grønland, når der bliver krig. Grønland mister jo ikke sin betydning for USAs forsvar.

Det første USA gør i tilfælde af en krig, er at besætte republikken Grønland. Og det sker uden at tage det mindste hensyn til modstanden fra vores side.