2000 russiske atomvåben i højt beredskab

Det er jo egentlig en hån mod enhver forestilling om en civiliseret verden, at der et årti efter den kolde krigs ophør, stadig eksisterer 30.000 atommissiler i verden

Søndag d. 10. september 2000
David Longworth
Emnekreds: Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
USA skal stilles nogle krav før det kan få dets ønsker opfyldt
Alvorlige konsekvenser for det danske rigsfællesskabs sikkerhed hvis samarbejdet med Rusland og Kina forringes på grund af raketskjoldsprojektet
Alvorlige konsekvenser for borgerne i Midtjylland og i Nordgrønland hvis Karup eller Thule bliver ramt af atombomber
Hvordan Grønland og Danmark skal handle i den aktuelle Thule sag for at minimere faren fra atomvåben
Så hvad er de for nogle betingelser som skal være opfyldt, før der overhovedet kan være tale om en udbygning af Thule-radaren? Her er mine forslag.
Behovet for anger, tilgivelse og forsoning efter den kolde krig

//////Indhold:
  • USA skal stilles nogle krav før det kan få dets ønsker opfyldt
  • Alvorlige konsekvenser for det danske rigsfællesskabs sikkerhed hvis samarbejdet med Rusland og Kina forringes på grund af raketskjoldsprojektet
    • 1. Faren for manglende samarbejde mellem USA og Rusland, og et nyt våbenkapløb mellem USA og KINA
    • 2. Faren for at Karup og Thule kan blive atombombemål ved utilsigtet affyring af russiske missiler
    • 3. Faren for at den utilsigtede affyring af et russisk missil kan fører til utilsigtet atomkrig
    • 4. De skridt, som skal tages så faren for utilsigtet atomkrig kan ophører, kunne i værste fald umuliggøres af raketskjoldsprojektet
  • Alvorlige konsekvenser for borgerne i Midtjylland og i Nordgrønland hvis Karup eller Thule bliver ramt af atombomber
    • 1. Det kan godt betale sig at tage faren fra atombomber alvorligt, fordi mange liv ville kunne reddes ved en sober betragtning af, hvad faren indebærer
    • 2. Følgerne af en atombombe på Karup for Midtjylland - et skøn
  • Hvordan Grønland og Danmark skal handle i den aktuelle Thule sag for at minimere faren fra atomvåben
  • Så hvad er de for nogle betingelser som skal være opfyldt, før der overhovedet kan være tale om en udbygning af Thule-radaren? Her er mine forslag.
    • Nogle afsluttende betragtninger over "atomvanviddet" - øverstkommanderende General Lee Butlers udtryk for atomvåben og for enhver accept af deres berettigelse som våben
  • Behovet for anger, tilgivelse og forsoning efter den kolde krig


USA skal stilles nogle krav før det kan få dets ønsker opfyldt
Danmark og Grønland må ikke lade sig presse til overilet at give USA tilladelse til en udbygning af Thule-radaren. Danmark og Grønland har krav på at få nogle betingelser opfyldt, før der overhovedet kan være tale om en udbygning. Og dette gælder stadigvæk, også med Præsident Clintons kloge beslutning taget i betragtning, hvor den endelige afgørelse i sagen overlades til den næste præsident. Fordi uanset hvem der bliver den næste præsident, vil magtfulde republikanere uden tvivl ignorerer faresignalerne fra Rusland og Kina og vil fortsat presse på for at få raketskjoldet, koste hvad det vil. Men det danske rigsfællesskab kan sende dem et signal om, at farten skal sættes ned. Fordi unødvendigt hastværk kan bringe de traktater i fare, som har været med til at forhindre atomkrig de sidste 50 år.

Det ville være dumdristig, ja direkte vanvittig at bringe atom-traktaterne i fare. Vi ved hvad vi har, men vi ved ikke hvad vi får, hvis USAs hastværk fører til et sammenbrud af traktaterne. Et sammenbrud kunne have alvorlige konsekvenser for det danske rigsfællesskabs sikkerhed. Derfor skal USA stilles nogle betingelser i forbindelse med Thule-sagen, som garant for Danmarks og Grønlands sikkerhed.

Og før nogle siger det er latterligt, at Danmark og Grønland skulle stille USA betingelser, skulle de læse republikanernes valgprogram, hvori præsidentkandidat George Bush skriver "Let us not dominate others with our power" - "Lad os ikke dominere andre med vores magt". Så hvis republikanerne mener, hvad de siger, kan de ikke tillade sig at blive sure, hvis andre suveræne stater stiller USA betingelser. Demokrati og frihed er de højt besungne amerikanske idealer, som også demokraterne lovpriser i deres partiprogram. Derfor kan de heller ikke tillade sig at blive sure, hvis andre lande udøver deres demokratiske ret til politisk frihed og siger til USA - "Vi lytter høfligt til jeres ønsker, men før I kan få dem opfyldt, skal vi få nogle ønsker opfyldt". Det er noget-for-noget snak, som alle kan forstå, og som er grundlaget for alle normale relationer mellem lige og frie nationer, som tror på demokrati og frihed.

Men lad os lige vente lidt med at snakke om hvilke krav USA skal opfylde, før der kan være tale om en udbygning af Thule-radaren. Lad os i stedet for kigge på hvorfor der skal stilles krav. Lad os kigge på, hvad der kan gå galt, hvis det danske rigsfællesskab ikke stiller amerikanerne nogle fornuftige krav.

Alvorlige konsekvenser for det danske rigsfællesskabs sikkerhed hvis samarbejdet med Rusland og Kina forringes på grund af raketskjoldsprojektet
Jeg håber, at folk vil forstå, hvorfor jeg skriver et langt debatoplæg ligesom det her - så vi kan få en bred folkelig debat om en meget vigtig sag, en sag som jeg synes har været debatteret alt for lidt i de danske medier. Den har selvfølgelig stået i skyggen af ØMU-debatten, men den er mindst lige så vigtig - jeg vil endog påstå at den er vigtigere, fordi den handler om livsfare. Så lad os kigge på nogle farer, som kunne komme i kølvandet af raketskjoldsprojektet.

1. Faren for manglende samarbejde mellem USA og Rusland, og et nyt våbenkapløb mellem USA og KINA
Vi ved at Rusland og Kina ser USAs udvikling af National Missile Defense (NMD), "raketskjoldet", som en trussel mod ABM-traktaten (ABM-traktaten skal begrænse raketskjoldsystemers omfang). Hvis Rusland og Kina ikke længere føler sig bundet af atomtraktat-aftalerne, som følge af det som de ser som USAs brud med ABM-traktaten, kan følgende være de alvorligste konsekvenser.
  • Det kan blive svært at få USA og Rusland til at "de-alert" deres missiler, d.v.s tage dem ud af højt beredskab, da dette yderst vigtige - og presserende - skridt bygger på tillid til modparten. Det kan også blive svært at komme videre med START III-forhandlingerne, hvor målet er yderligere reduktioner i antallet af atomvåben.
  • Det er svært at se, hvordan Rusland med sin katastrofalt dårlige økonomi kunne have råd til et nyt våbenkapløb - selvom jeg lige har læst, at "Kursk" tragedien kunne skyldes russisk afprøvning af en ny torpedo, som svar på en ny amerikansk torpedotype. Men lad os lade det ligge. Der er i hvert fald tegn på, at Kina godt kunne tage kampen op, mod hvad det ser som USAs militarisering af rummet, og dermed kan vejen blive banet for et nyt våbenkapløb, hvor USA og Kina bliver ærkerivaler.


2. Faren for at Karup og Thule kan blive atombombemål ved utilsigtet affyring af russiske missiler
Resultatet af ovenstående 2 punkter kan være, at Midtjylland og Nordgrønland fortsætter som sandsynlige mål for atombomber i ubestemt tid. Så længe at USA og Rusland har ca. 5000 atomvåben i højt beredskab, klar til affyring i løbet af 2 til 30 minutter, er der en ikke uvæsentlig risiko for, at et atomvåben rent faktisk bliver affyret mod Karup eller Thule, to strategisk vigtige NATO installationer. Fordi selv med de bedste sikkerhedsforanstaltninger i verden, kan ulykker aldrig helt undgås. Og ingen tror, at Rusland har verdens bedste sikkerhedsforanstaltninger i dag. Derfor er en utilsigtet affyring mulig. Og hvis Kina overtager Ruslands rolle som USAs store modstander, kan et nyt hold atomvåben kom til at true Karup eller Thule. Sådan kan hele "atomvanviddet" fortsætte i det uendelige.

Men hvordan kan jeg frygte, at Karup og Thule kan være mål for russiske atomvåben, når den kolde krig for længst skulle være forbi? Har vi ikke hørt i de danske medier, at ingen russiske atomvåben peger på os mere? Lad os lige kigge på nogle af de oplysninger, som amerikanske eksperter lægger ud på internettet.
  • Det er temmelig indlysende, at Grønlands Thule-base bliver et endnu mere oplagt mål for en modstander af USA i fremtiden, hvis et raketskjold skal sættes ud af funktion før et missilangreb. Men hvad med Thule - og Karup - nu? Lad os lige kigge på USAs strategiske krigsplan "SIOP". SIOP udpeger over 2000 mål for atombomber i Rusland i dag, med 160 kommandocentre som mål (www.cdi.org>) Det forekommer mig, at det ville være underligt, hvis Rusland ikke har en tilsvarende krigsplan, som inkluderer Karup i Jylland, (www.nato.int>), et vigtigt NATO kommando-center. Og jeg synes, at det også ville være underligt, hvis en så vigtig installation som Thule-radaren ikke var med i en russisk krigsplan.. Måske tager jeg fejl - jeg er ikke militær ekspert, kun en informationssøgende borger på internettet.
  • Men på den anden side bliver min konklusion vedrørende Karup bekræftet af følgende betragtning. I artiklen "Tæt på atomkrigen" (Henrik Matthys og Jørgen Ullerup, Jyllands Posten 9/2 - 1992), kunne vi læse at "de danske flyvestationer i Karup , Aalborg, Skrydstrup, Værløse, Vandel og formentlig Tirstrup ville have været de første sikre mål for et angreb med atomvåben fra Warszawa-pagten". Warszawa-pagten eksisterer selvfølgelig ikke mere, men som antydet før, ville det være rimeligt at antage, at når USAs krigsplan SIOP stadigvæk udpeger Rusland som ærkefjenden, at Ruslands krigsplan stadigvæk udpeger NATO som ærkefjenden.
  • Hvad værre er, vil et russisk atommissil som bliver affyret ved et uheld, uden indtastede koordinater, automatisk finde et "default" mål frem fra dets hukommelse. Og dette default-mål vil være missilets primære krigstidsmål, som eksempelvis kunne være et NATO kommandocenter. Og når først de er affyret, kan hverken russiske eller amerikanske missiler beordres til at uskadeliggøre sig selv ved selv-destruktion (se "Taking Nuclear Weapons off Hair-Trigger Alert" i det anerkendte videnskabelige tidsskrift "Scientific American", november 1997: www.sciam.com>). Man har lov til at spørge, om russiske missilers hukommelser er så blanke som vi tror de er, eller om de gemmer nogle ubehagelige overraskelser, som alle har glemt at tage i betragtning?
  • Endnu værre bliver det, når man læser artiklen og opdager at allerede i november 1997 forudså forfatterne netop den slags atomubådsulykke, vi lige har været vidne til med "Kursk". Forfatterne advarede om, at Ruslands atomstyrker allerede i 1997 led under "utallige menneskelige og organisatoriske problemer", som netop kunne føre til ubådsulykker. Men de advarede også om utilsigtede eller uautoriserede missilaffyringer, og citerer CIA for at have advaret om, at nogle ubådsbesætninger muligvis kunne affyre missiler på eget initiativ, uden tilladelse fra de højeste myndigheder.
Fra ovenstående 4 punkter konkluderer jeg, at der eksisterer en reel fare for, at Karup og Thule kan blive atombombemål ved utilsigtet affyring af russiske missiler. Jeg gentager, at jeg kunne tage fejl. Jeg ved godt, at nogle danske journalister siger "nu er der ingen grund til bekymring mere" og at, det er at overreagere, at tro noget andet. Men jeg kan bare ikke få disse danske journalisters noget afslappede holdning til at stemme helt overens med de amerikanske eksperters oplysninger.

3. Faren for at den utilsigtede affyring af et russisk missil kan fører til utilsigtet atomkrig
Forfatterne af artiklen i "Scientific American" er alle atomvåbeneksperter - og for dem er risikoen for utilsigtet atomkrig særdeles virkelig. Fordi et atomvåben affyret ved et uheld vil straks blive sporet på "modpartens" radar, og kunne blive opfattet som begyndelsen på et overraskelsesangreb. Og fordi USAs og Ruslands krigsplan kan kræve massiv gengældelse som "forsvarstaktik", er risikoen tilstede, også i dag, september år 2000, at et enkelt atomvåben kan eskalere til hundreder, og så tusinder af atomvåben.

Som sagt, jeg ved godt, at alt det her kommer bag på de fleste danskere og grønlændere, som troede, at al fare var forbi. Men det kommer ikke bag på de mange amerikanere, som kæmper for "De-alerting", så missilerne får en længere lunte, for at sige det enkelt. Jeg opfordrer folk til selv at udforske nogle amerikanske websites, så de kan se, hvor alvorligt mange amerikanere tager faren for utilsigtet atomkrig . Nuclear Age Peace Foundation er et eksempel på en organisation som kæmper for "De-alerting" som et vigtigt mål. (www.napf.org<>).

Et andet eksempel er Washington National Cathedrals "Nuclear Reduction/Disarmament Initiative", et helt nyt initiativ fra juni 2000, hvor militære og religiøse ledere i USA på enestående vis har fundet sammen, for at mobilisere amerikanske borgere af alle religioner og trosretninger til kamp mod atomvåben. "De-alerting" er også for dem et vigtigt krav. Jeg gentager, hvad jeg skrev i følgebrevet til dette debatoplæg. Jeg håber, at disse amerikaneres engagement i fredsarbejdet vil inspirere til dannelsen af en dansk-grønlandsk støtte-organisation. Jeg tror i den sidste ende, at det bliver det etiske budskab om anger, tilgivelse og forsoning, som vil frelse os fra atomvanviddet (se "afslutning"). (www.cathedral.org>).

Heldigvis er der indtil dato ikke sket noget katastrofalt uheld med russiske atomvåben uden for Rusland, men efter tragedien med atomubåden "Kursk" har man lov til at spørge, om ikke det bare er et spørgsmål om tid.

Som sagt, kan jeg tage fejl i, at russerne har atomvåben pegende mod Karup eller Thule. Jeg håber, at nogle danske militæreksperter med indgående kendskab til russiske forhold kan tilbagevise dette punkt, så jeg kan sove roligere om natten. Jeg bor i udkanten af Silkeborg, kun 29 km i luftlinie fra Karup. Men jeg må indrømme, at med 46 års kendskab til mennesker på denne planet, er jeg ikke helt overbevist om, at russerne ikke udpeger NATOs vigtigste installationer som atombombemål, al den tid at USA udpeger Ruslands vigtigste installationer som atombombemål i krigsplanen SIOP.

4. De skridt, som skal tages så faren for utilsigtet atomkrig kan ophører, kunne i værste fald umuliggøres af raketskjoldsprojektet
Uanset om Karup og Thule er direkte truet eller ej, er vi allesammen indirekte truet af atomkrig mellem USA og Rusland. Selv hvis vi slap for radioaktivitet som drev ind over

vore områder fra ødelagte mål i Rusland eller USA, ville en sådan krig være både en menneskelig og en økonomisk katastrofe. Den ville få verdensøkonomien til at bryde sammen, med de tilhørende risici, at politisk og social kaos kunne føre til nye konventionelle krige eller borgerkrige i alle dele af den industrialiserede verden. Derfor konkluderer jeg, at det er yderst vigtigt, at USA og Rusland hurtigst muligt iværksætter "de-alerting" foranstaltninger, så det bliver langt mere vanskeligt for en utilsigtet atomkrig at begynde.

Jeg konkluderer også, at det er yderst vigtigt, at USA og Rusland fortsætter START-forhandlingerne i et venskabeligt klima, med enighed om ABM-traktatens fremtid, så der virkelig kan ske fremskridt mod målet NUL ATOMVÅBEN. Der var jo det, som verdens fem store atommagter lovede de vil arbejde hen imod ved NPT-konferencen for nylig i New York. (NPT-aftalen er Ikke-spredningsaftalen, som skal begrænse udbredelsen af atomvåben). Og det siger sig selv, at jo færre atomvåben der findes, desto mindre bliver risikoen for, at et atomvåben affyres.

Men de to meget vigtige skridt "de-alerting" plus START-forhandlinger kan bringes i fare, hvis USA farer for hårdt frem med raketskjoldsprojektet. Fordi russerne er endnu ikke overbevist om, at projektet ikke vil give USA en strategisk fordel, som det så kunne udnytte til offensive formål.

Kineserne, ligesom russerne, er også bange for hvad raketskjoldet kunne bruges til. De frygter at USAs projekt vil inddrage rummet som et atomslagmark. Og fordi de er bange for et "bagholdsangreb" fra rummet, kunne raketskjoldsprojektet anspore Kineserne til at udvikle nye atomvåben for at møde denne nye udfordring. På denne måde kunne raketskjoldet føre til et nyt atomvåbenkapløb med USA og Kina som hovedaktører. Og det vil gøre det endnu vanskeligere at afskaffe atomvåben, da gensidig tillid mellem de førende atommagter er en forudsætning for succes.

Så i værste fald kunne USAs raketskjoldsprojekt gøre faren mindst dobbelt så stor for Grønland og Danmark som det er nu. Det kunne gøre det næsten umuligt at få Rusland til at "de-alert" og til at afskaffe dets atomvåben, og kunne gøre det raketskjold-fjendske Kina til USAs næste store atomkonkurrent. Vi kan generelt konkludere, at de skridt, som skal tages så faren for utilsigtet atomkrig kan ophører, kunne i værste fald umuliggøres af raketskjoldsprojektet.

Alvorlige konsekvenser for borgerne i Midtjylland og i Nordgrønland hvis Karup eller Thule bliver ramt af atombomber
Hvilke konsekvenser har det egentlig, hvis Karup eller Thule bliver tilintetgjort af en atombombe? Selvfølgelig bliver det en forfærdelig tragedie for Karups eller Thules borgere, og for NATO-personalet på baserne. Men betyder ikke atombomber en hurtig og smertefri død - og kan livet ikke bare fortsætte som før for resten af Danmark eller Grønland? Og hvis det skulle vise sig, at hverken Karup eller Thule er i farezonen - og lad os håbe det - så synes jeg, det er meget sundt alligevel, at vi lige husker på hvad atomvåben gøre ved mennesker. Fordi NATO er parat til at bruge atomvåben mod andre mennesker i det danske rigsfællesskabs navn. Og jeg mener, det er på høje tid, at almindelige borgere i alle lande som er parate til at bruge atomvåben, inklusive Danmark og Grønland, spørger sig selv om vi og vore regeringer egentlig gøre nok til at overflødiggøre disse umenneskelige og barbariske våben, som er i direkte modstrid til international lovgivning. (se www.wagingpeace.org>).

Så lad os lige kigge på spørgsmålet - hvad vil der ske, hvis Karup eller Thule bliver ramt af atombomber? Jeg tror jeg kan besvare spørgsmålet rimelig godt for Karups vedkommende, fordi jeg kender Midtjylland. Men jeg kender ikke Nordgrønland, så derfor vil jeg kun udtale mig meget generelt om det område. Og lad mig straks bekende, at jeg kun er amatør. Mit kendskab til følgerne af atombomber er udelukkende fra websites og bøger som andre har skrevet - men det er jo også en slags viden.

1. Det kan godt betale sig at tage faren fra atombomber alvorligt, fordi mange liv ville kunne reddes ved en sober betragtning af, hvad faren indebærer
Selv eksperterne skriver, at det er svært at give sikre prognoser for følgerne af en atombombe, fordi der (heldigvis) kun er to fortilfælde som model. Men en usikker prognose er efter min mening bedre end ingenting. Det er bedre, og mere ansvarligt, at konfrontere sig selv og andre med de barske kendsgerninger, end at ignorere dem. Så i dette afsnit af mit debatoplæg vil jeg give mit bedste bud på, hvad følgerne af en atombombe på Karup bliver for Midtjylland. Også selvom "kendsgerningerne" kun er et skøn og er unøjagtige.

Man kan sagtens sige nu "Det kan ikke betale sig at bekymre sig over atombomber - for det første, kan vi ikke gøre noget for at forhindre, at de bliver brugt. Og for det andet, hvis det sker, kan vi lige så godt lægge os ned og dø". Men vi kan gøre noget for at forhindre, at atomvåben bliver brugt. Vi kan begynde at engagere os i bevægelsen mod atomvåben - og hellere i dag end i morgen, fordi hvis vi ikke gør noget, så kommer den dag hvor det er for sent at engagere sig. Rapport efter rapport fra den ene ekspert efter den anden advarer os - at sådan bliver det, hvis ikke vi vågner op. Og hvilken undskyldning vil være god nok til et barn der spørger os - "når du som voksen vidste, at atomvåben kunne lave vores liv om til et helvede på jorden, hvorfor gjorde du ikke noget?" For 400 år siden var heksebrænding en del af alle civiliserede samfund - i dag er heksebrænding utænkelig. Sådan vil det også gå med atomvåben, hvis mennesker ligesom du og jeg begynder at handle ansvarligt, og begynder at tage atomvåben alvorligt.

Men vi kan også gøre noget for at forbedre vore overlevelsesmuligheder, hvis Karup eller Thule bliver ramt af en atombombe ved et uheld, fordi skaden bliver begrænset til et afgrænset område. Derfor, i modsætning til total-atomkrig, hvor alle bliver overladt til sig selv, kan hjælp komme udefra. Og vi kan læse i litteraturen, at vi kan beskytte os mod radioaktivt nedfald til en betragtelig grad ved at blive indendørs i et passende antal dage. Dødeligheden kan på denne måde reduceres fra eksempelvis 90 % til ca. 20 %. Det vil sige, at i en ejendom med 10 beboere, kan 7 liv reddes, hvis man ved hvordan man skal bære sig ad. Så jeg synes, vi skulle droppe al den letkøbte snak om "vi kan lige så godt lægge os ned og dø." Hvis du foruden dig selv kunne redde din kæreste, tre naboer, og 3 ud af ejendommens 4 børn - 7 personer i alt , vil du så ikke gøre det, hvis du vidste hvordan? (Børn er mere sårbare end voksne overfor strålingssyge).

Problemet er, fordi vi ikke tager faren fra atomvåben alvorligt, at vi hverken fysisk eller psykisk er forberedt på en radioaktiv røgfane over Midtjylland (Jeg ved ikke, om folk er mere forberedt i Nordgrønland). Og det er uansvarligt efter min mening, når vi kan se fra ovennævnte eksempel, hvor lidt der skal til ( hvis vi kan stole på litteraturen) for at redde liv. Men denne viden kommer ikke af sig selv - det gør panik derimod, når vi bliver kastet ud i en livstruende situation, vi ikke er forberedt på. Derfor, som jeg skrev i introduktionen til dette debatoplæg, vil civilforsvarsøvelser være en god investering, fordi ud over en viden om hvordan vi skulle tackle en radioaktiv røgfane, ville borgerne i Danmark og på Grønland dermed også få en større viden om, hvordan de skulle håndtere andre nødsituationer.

2. Følgerne af en atombombe på Karup for Midtjylland - et skøn
Mine beregninger i dette afsnit er hovedsagelig baseret på information fra følgende tre kilder - "The Final Epidemic: Physicians and scientists on nuclear war" (1981, Educational Foundation for Nuclear Science, Inc.); "Nuclear Weapons Frequently Asked Questions" ved www.fas.org>; og "Atomic and nuclear survival Information" ved www.geocities.com>. Indrømmet - mine beregninger er ikke særlig præcise - som sagt, jeg er kun amatør. Jeg anslår min nøjagtighed til plus/minus 50 %. Men jeg tror det er godt nok til at få en fornemmelse af faren. Hvis 100.000 midtjyder var i fare for at dø af strålingssyge, og ikke 200.000, så var det stadigvæk en katastrofe uden fortilfælde i Danmarkshistorien. .

Lad os kigge på virkningen af en 1-megaton bombe, en ikke usandsynlig størrelse våben for et langtrækkende strategisk missil. Mennesker som befinder sig tæt på eksplosionscenteret vil blive dræbt på stedet. Det er korrekt, at de vil få en øjeblikkelig og formodentlig smertefri død. Men længere væk fra NATO-basen i Karup vil hvordan man dør, være afhængig af forskellige faktorer - f.eks. om man befinder sig indendørs eller udendørs. Folk indendørs kan blive klemt ihjel i murbrokkerne, eller brændt ihjel når der går ild i bygningerne. Folk udendørs kan få 3. grads-forbrændinger i op til 12 kms afstand fra NATO-basen. Og folk kan ganske enkelt blive knust ihjel af trykbølgen fra bomben. Men heldigvis er området omkring Karup tyndt befolket. (Jeg aner ikke, hvor godt et russisk atomvåben er til at ramme dets mål - hvad der følger, forudsætter at det rammer Karup og ikke langt ved siden af).

Den største fare for hovedparten af Midtjyllands befolkning bliver radioaktivt nedfald. Efter bombningen af Karup, vil en radioaktiv røgfane bevæge sig væk fra NATO-basen, med en hastighed på ca. 25 km/h. Den præcise retning og hastighed afhænger af vinden. Men med en vestenvind, vil radioaktivt nedfald snart begynde at dale ned på Silkeborg eller Viborg. Forholdsvis tæt på Karup som disse byer er, kan dødeligheden blandt voksne uden beskyttelse forventes at ligge omkring 90%. Og dødeligheden blandt børn bliver endnu større, fordi de som sagt er mere sårbare over for stråling.

Alt efter hvordan vinden blæser, vil røgfanen drive videre, og skifte retning nu og da så den kommer til at ligne en slange - en dødsensfarlig slange. Randers og Århus, og selv Grenå, ligger i farezonen for hvor op til 50 % af den voksne befolkning uden beskyttelse kan forvente at dø af strålingssyge, en langsom og smertefuld død.

I alt vil omkring 2.500 kvadratkilometer af midtjysk jord ligge i denne 90% til 50%-dødeligheds-farezone, men ud til hver sin side af denne zone på cirka 20 x 125 km vil det stadigvæk være farligt, dog vil dødeligheds-procenten falde, jo længere væk man kommer fra slangens midte. Slangens giftige hoved vil efter halvandet døgn have nået op til 800 km væk fra Karup, selvom mængden af nedfald som falder på jorden efterhånden vil blive mindre og mindre. Men 800 km fortæller os, at med vinden i den "forkerte" retning, vil enhver del af det danske moderland kunne blive ramt af nedfaldet. (Bornholm ligger cirka 400 km fra Karup i luftlinie).

I øvrigt har jeg hørt nogle rygter om, at Karup kunne blive nedlagt som NATO kommandocenter. Jeg ved ikke om dette er sandt. Ud fra mine argumenter her vil det være godt i en atomkrigs-sammenhæng, at et oplagt mål forsvinder fra Midtjylland. Men når jeg siger det, er det ikke fordi jeg har noget imod NATO personalet eller NATO som sådan. Tværtimod respekterer jeg begge dele, og især NATOs ansatte som i god tro udfører deres arbejde. Hvad jeg har noget imod, er dårlige politiske beslutninger som kan forøge farer i stedet for at formindske dem. I øjeblikket er NATOs atomstrategi meget aggressiv. NATO-landene, og derved Danmark, forbeholder sig egentlig retten til at bruge atomvåben når som helst mod hvem som helst, hvis atomvåben anses af NATO som et passende "forsvarsmiddel". Men samtidig med kritiserer NATO-landene andre lande, som forsøger at efterligne NATO, ved at anskaffe sig atomvåben som "forsvarsmiddel". (se www.nato.int>)

Jeg tror, at hvis NATO-landene, og især USA, indtog en mindre aggressiv og hyklerisk holdning i det hele taget, kunne større fremskridt opnås i internationale nedrustnings- bestræbelser. Og derved kunne faren fra atomvåben muligvis formindskes så meget, at hverken Karup eller Thule vil udgør nogen belastning for deres omgivelser mere. At komme så langt vil virkelig kræve store mentalitetsændringer hos politikere. Men det er aldrig for sent at sige "kære rivaler, kan vi ikke droppe det her livsfarlige atomvåben nonsens, tilgive hinanden de sidste 50 års vanvid, og begynde på et nyt liv sammen". Det er i hvert fald ikke for sent, så længe at den sidste utilsigtede atomkrig endnu ikke er begyndt.

Igen vil jeg gerne gentage noget fra mit følgebrev til dette debatoplæg: gang på gang gentager militæreksperterne det samme budskab - at vi almindelige borgere skal engagere os i kampen for nedrustning. Ellers vil mange politikere, især i de store lande, fortsat være ligeglade med farerne fra atomvåben. Disse politikere tror mere på abstrakte krigsteorier, at profilere sig selv som stærke og handlekraftige, og at købe stemmer ved at love gode penge til våben-aktionærer, forskere og fabriksarbejdere, end de gør på militæreksperternes advarsler.

Hvordan Grønland og Danmark skal handle i den aktuelle Thule sag for at minimere faren fra atomvåben
Jeg har ovenover fremlagt nogle betragtninger om skadevirkningen fra en 1-megaton bombe. Selvfølgelig kunne et missil transportere en bombe på mindre end 1 megaton, og derved vil skadevirkningen blive tilsvarende mindre, dog stadigvæk yderst alvorlig - for midtjyder eller grønlændere. Dog kunne bomben også blive større, efter hvad jeg har læst om russiske atomvåben. Jeg er ikke verdensekspert i atomvåben, men jeg synes bare, at man som borger har pligt til at sætte sig lidt ind i noget, som kan true ens familie, venner og kolleger. Og det er det, jeg har forsøgt at gøre her. Jeg mener, det er forkert at ignorere en fare, hvis man kan se den. Hvis man gør det i traffiken, kan man blive tiltalt for uagtsom kørsel. Hvordan kan det så være rigtigt at ignorere faren fra atomvåben, når så mange eksperter, især i USA, advarer os på det kraftigste, at de fortsat udgør en kæmpe trussel?

Så lad os komme tilbage til den aktuelle debat om raketskjoldet, og hvordan Grønland og Danmark skulle handle, for at mindske truslen fra atomvåben, samtidig med at vi tager USA alvorligt. Fordi USA har været vores gode ven igennem mange år, og selvfølgelig har amerikanske borgere ret til at beskytte sig selv mod en trussel. Men det giver ingen mening at beskytte sig selv mod nogle få raketter, som kunne være en trussel om 5 til 15 år, hvis man samtidig ignorere faren for et nyt våbenkapløb, og hvis man samtidig ignorere truslen mod Europas og USAs fælles sikkerhed fra den nuværende arsenal på 30.000 atomvåben.

Så hvad er de for nogle betingelser som skal være opfyldt, før der overhovedet kan være tale om en udbygning af Thule-radaren? Her er mine forslag.
1. USAs politiske ledere skal love, at give det danske rigsfællesskab, og sig selv, god tid til at træffe beslutninger, i en sag hvor hastværk kan få katastrofale følger for hele kloden. USAs politiske ledere har brug for en vigtig del af den danske kulturarv - besindighed.

Og fordi jeg er britisk statsborger, kan jeg sige det, som en nøgtern konstatering om den danske kulturarv når den er bedst. Præsident Clinton har for nylig klogeligt vist besindighed, ved at udsætte den endelige afgørelse om raketskjoldets fremtid. Men præsidentkandidat George Bush Junior, ifølge dagbladet Politiken ( 2/9 - 2000), har ikke tid til at vente, så USA - og dermed NATO - kan undgå en konfrontation med Rusland og Kina. Han har direkte udtalt, at "tiden ikke er inde til at forsvare forældede traktater, men at forsvare det amerikanske folk."

2. Amerikanske politikere, og især republikanere, skal love at lytte til de mange eksperter i Amerika, som kritiserer overdrevent hastværk i stjernekrigsprojektet. The Center for Defense Information ( CDI), Washington, bringer stort set hver uge kritiske artikler i dens Weekly Defense Monitor. Blandt de kritiske røster man kan læse om er The Welch Commission. Dette råd blev oprettet af Pentagon selv for at vurdere raketskjoldets tidsplan - og rådet er kritisk på det punkt. Og om flere kritiske røster kan man læse i artiklen "NMD Debate Heats Up." (www.cdi.org>).

Mange amerikanske eksperter mener i øvrigt, at truslen fra "slyngelstater" som skulle retfærdiggøre raketskjoldsprojektetet, er overdreven. Lad os se på hvorfor.
  • Nord Korea har nemlig bekræftet igen, at landet vil indstille de afprøvninger af langtrækkende missiler, som netop skulle være hovedbegrundelsen for raketskjoldet. Selv Madeleine Albright er begyndt at trække i land, og kalder ikke længere Nord Korea for en slyngelstat, en "rogue state", men en "state of concern", en "bekymrende stat".
  • Og ligeledes taler demokraterne i deres partiprogram om muligheden for en forbedring i forholdet til Iran, en anden "bekymrende stat".
  • Som nævnt før, er mulighederne for "preventive diplomacy", forebyggende diplomati, langt fra udtømt. Demokraterne kalder det "Forward Engagement" i deres partiprogram, hvor det betyder at forudse trusler mod USA, og løse problemerne ved hjælp af ikke-militære forholdsregler.
En anden kritisk røst er Richard Garwin, fysiker. Garwin var medlem af The Rumsfeld Commission, som studerede potentielle missiltrusler mod USA. I marts-april nummeret af det anerkendte tidsskrift "Bulletin of the Atomic Scientists", betegner Garwin ganske enkelt det system som Pentagon satser på som DEN FORKERTE PLAN. Med andre ord, selv hvis vi ser helt bort fra de skader som det nuværende stjernekrigsprojekt kan påføre internationale nedrustningsbestræbelser, kan dette projekt vise sig at være en fiasko af rent tekniske grunde. Det kan meget vel vise sig aldrig at være noget effektivt skjold mod indtrængende missiler. (se www.bullatomsci.org>)

Derfor flere gode grunde til besindelse. Fordi amerikanske skatteydere risikerer, at 60 milliarder dollars bliver spildt på et udueligt system. Og fordi, det ikke er utænkeligt, at de samme 60 milliarder dollars, brugt til "Forward Engagement", f.eks. målrettet udviklingshjælp, kunne fremme USAs sikkerhed ligeså meget som et missilskjold.

3. USAs politiske ledere, republikanere såvel som demokrater, skal love det danske rigsfællesskab, ikke at bringe det regie af atomvåbentraktater i fare, som trods alt har været med til at forhindre, at den kolde krig blev til en virkelig krig af ubeskrivelige rædsler og smerte. Og republikanere såvel som demokrater skal vide, at hverken Grønland eller Danmark vil give grønt lys for Thule-udvidelsen, før de har vist i praktisk handling at de vil opretholde traktat -regiet, uanset hvem den nye præsident bliver.

Især republikanerne skal love at revurdere de holdninger, de lægger for dagen i deres partiprogram, hvor de truer med at skrotte ABM-traktaten, ligesom de skrottede CTB-traktaten ( Atomprøvestop-aftalen) for nylig (www.rnc.org<>) .

Danmark og Grønland skal tværtimod forlange, på hele verdens vegne, at Rusland, Kina, og andre anerkendte atommagter bliver taget med på råd, før raketskjoldsprojektet kan fortsætte, således at alle atomvåben-traktater bliver respekteret, hvis projektet skal køre videre.

4. Demokraterne skal love at revurdere nogle af deres holdninger, og være parate til at lytte til republikanerne, som i deres program understreger, at USA sagtens kan skrotte tusinder af atomvåben uden risiko. Republikanerne understreger også, at "de-alerting" er et vigtigt skridt (hvor "de-alerting" betyder som sagt "at tage så mange missiler som muligt ud af højt beredskab"). Derfor, og med allerhøjeste prioritet, skal demokraterne og republikanerne samarbejde for at få gang i tiltag som kan føre til De-alerting, og skal samarbejde om forhandlinger med Rusland om START-aftalen, i den rækkefølge . Og igen skal republikanere såvel som demokrater vide, at hverken Grønland eller Danmark vil give grønt lys for Thule-udvidelsen, før de har vist i praktisk handling nogle tilfredsstillende resultater.

Nogle afsluttende betragtninger over "atomvanviddet" - øverstkommanderende General Lee Butlers udtryk for atomvåben og for enhver accept af deres berettigelse som våben
Det er jo egentlig en hån mod enhver forestilling om en civiliseret verden, at der et årti efter den kolde krigs ophør, stadig eksisterer 30.000 atommissiler i verden. Atomubåden "Kursk"s tragiske skæbne illustrerer alt for tydeligt, hvilken slags ulykker der kan ske i dagens Rusland. Når atommagternes ledere tør spille hasard med tusinder af atommissiler i højt beredskab, så tyder det på, at General George Lee Butler, øverstkommanderende for USAs atomstyrker i 1991- 1994, har ret i den konklusion, han når frem til i sin bog "Ending the Nuclear Madness" (1999, Nuclear Age Peace Foundation).

General Butler (www.stimson.org>) konkluderer at atommagternes regeringer "have simply stopped thinking seriously about their policies or the military utility of their arsenals." Det vil sige, "er ganske enkelt holdt op med at tage alvorligt deres atomvåbenpolitik, eller våbnenes egentlige militær nytte." Og i lighed med General Butler bliver flere og flere af USAs og andre landes militære ledere fredsaktivister, som følge af det manglende fremskridt mod atomnedrustning (se www.stimson.org>). Og flere og flere fredsaktivister spørger sig selv, hvordan man får vælgerne aktiveret til at påvirke politikerne, så de viser større ansvarlighed. "Skal en atombombe virkelig sprænge før vælgerne igen tager atomvåben alvorligt?" spørger mange sig selv. Der er i hvert fald generel enighed om, at politikere ikke vil vise større ansvarlighed, før almindelige vælgere igen gør atomnedrustning til et centralt emne i den politiske debat. Det siger eksperterne i USA, og jeg mener det gælder i ligeså høj grad i Europa.

Når man har læst General George Lee Butlers bog, hvori han beskriver den kolde krigs vanvittige krigsplaner, med deres totale foragt for forsvarsprincippet at "nationen skal bestå", skulle man synes, at alle mennesker på jorden gik helhjertet ind for den totale afskaffelse af atomvåben. Men dette er ikke tilfældet. Tværtimod - meget tyder på, at der findes stærke kræfter i USA, som aktivt ønsker et nyt, offensivt atomvåbenprogram, i total foragt for alt hvad der hedder internationale aftaler om nedrustning. Jeg har allerede nævnt i introduktionen til debatoplægget, at der står direkte i republikanernes partiprogram, at de "aggresivt vil gennemføre en gennemgribende reorganisering af USAs atomvåbenprogram".(se side 5 i afsnittet "Principled American Leadership", www.rnc.org<>)

Netop formuleringen "aggressivt" giver os et forsmag på hvilket øst-vest forhold vi kan frygte at vende tilbage til, hvis Danmark og Grønland ikke stiller krav om fornuftig moderation i amerikansk udenrigspolitik. Netop derfor er Thule-sagen så vigtig, fordi Thule-basen er en uundværlig brik i raketskjoldet. Thule giver danske og grønlandske borgere indflydelse.

Når man læser om USAs udvikling af et nyt offensivt atomvåben, går det op for en, hvor meget det egentlig haster med at få USA til at moderere sin opførsel. Når man læser: "Beklageligvis er denne handling bare endnu et tydeligt tegn på, at USA er opsat på, at have nuklear overherredømme som mål til ubegrænset tid, igennem større parathed til at udkæmpe en atomkrig ", så tror man, at disse ord stammer fra en europæisk venstrefløjs-politiker, og at de bare er anti-amerikansk retorik. Så det er ganske chokerende at opdage, at de blev skrevet for nylig af Rear Admiral Eugene J. Carroll. (www.cdi.org>). Admiralen, som har en mangeårig og distingveret karriere bag sig i de amerikanske væbnede styrker, (www.cdi.org> ) kan ikke ligefrem afskrives som "en af Moskvas nyttige idioter". Behøver jeg komme med flere eksempler på, hvor USA er på vej hen, hvis ikke moderate kræfter i blandt andet det danske rigsfælleskab arbejder for fred, tilgivelse og forsoning ?

Hvad med russerne, kan man spørge, eller andre atommagter? De har vel også et ansvar for tingenes tilstand? Jo, selvfølgelig, men for at give et eksempel på USAs nuværende stridighed, er USA afvisende overfor Ruslands forslag om at komme ned på 1000 -1500 strategiske atomvåben under START III aftalen. USA foretrækker 2000 - 2500 som nyt loft, på grund af, siger Center for Defense Information i sin førnævnte artikel, krigsplanen SIOP. Og på grund af den slags manglende forhandlingsvilje med Rusland bliver flere og flere mennesker alarmeret over USAs holdninger. Selv i den danske NATO-venlig Atlantsammenslutnings elektroniske blad "NATO nyt" kan vi hører Preben Bonnen kritisere USA for sin stadig større egenrådige optræden. Han advarer os, at om Rusland bliver ven eller fjende, afhænger af vestens optræden, og konkluderer, at vi forhåbentlig beslutter os for venskabet. (www-atlant.dk)

For yderligere at understrege alvoren i det nuværende anspændte forhold mellem Rusland og vesten, sammenligner Preben Bonnen Rusland i dag med Weimar republikken i

20´ernes Tyskland. Han konkluderer, at vi i vesten nødigt skulle ydmyge Rusland så meget, at russerne bliver mere og mere modsatte og ekstremistiske. Og det undgår vi, konkluderer han, ved ikke i et og alt at føje USA. Hvor USA har ret, skal USA have ret, skriver han, men USAs trang til at tvinge andre stater til at indordne sig under Washingtons politik må ophøre - såvel i vores som i USAs egen interesse.

Behovet for anger, tilgivelse og forsoning efter den kolde krig
Jeg synes, vi har glemt nogle væsentlige aspekter af vores kristne arv i Europa og Nord Amerika. Anger, tilgivelse og forsoning er nogle af grundpillerne i den kristne tro i alle vore lande, i øst som i vest. Er det ikke på tide, at vi kom i gang med en forsoningsproces efter den kolde krig? Vi kunne lære noget af Sydafrika og sin erfaring med Sandheds- og Forsonings- kommissionen. Jeg tror, der findes de frygteligste psykologiske ar i sjælen hos mange mennesker i mange lande, og disse psykologiske sår er farlige, hvis ikke de læges, fordi de fører til vrangforestillinger og politiske fejlbedømmelser.

Især i Rusland og i USA synes de mange års kolde krig, og det dybe had mellem to politiske og økonomiske systemer, at have sat sine spor i mange menneskers psyke. Hadet og mistilliden er blevet til en livsstil for nogle. Også i Danmark synes en verbal krig af gensidige beskyldninger mellem venstre- og højrefløjen, om hvem der havde skylden for den kolde krig, at fortsætte i det uendelige. Men vi er nødt til at komme videre. I stedet for at foragte hinanden for fortidens fejltagelser, skulle vi hellere bruge vores kræfter på, at finde en vej ud af den nuværende atomvåbenkrise, fordi vore liv og vor fælles fremtid afhænger af det. Jeg tror, at kun et religiøst sprogbrug kan give udtryk for de store og stærke følelser, som vi i fællesskab er nødt til at bearbejde, før Rusland og vesten kan have et normalt forhold til hinanden. Vi har et kollektivt behov, for virkelig at konfrontere os selv med ondskaben i de systemer, vi har bygget op, for at myrde hundrede af millioner af forsvarsløse mennesker ved at trykke på en knap.

Her er en opgave for kristne kirker i alle berørte lande. At føre an i dialog mellem øst og vest, at bruge et religiøst sprog til at minde os om hvem vi allesammen er - Guds børn, med et desperat behov for blive normale igen, at falde ned igen, ligesom små børn efter et raserianfald. Fordi det raserianfald som hedder den kolde krig, og dens psykologiske eftervirkninger, er vanvittig ud over alle grænser, og er tegn på en form for kollektiv sindssygdom. Jo hurtigere vi allesammen indser og erkender, at vi kollektivt har været sindssyge, jo hurtigere kan vi finde modet, tror jeg, til at afmontere atomvåbnene, og love hinanden, at det aldrig vil ske igen. Og mon ikke den største forhindring til forsoning er stolthed? Lad kirkerne proklamere "salige er de barmhjertige" og "salige er de, som stifter fred" så vi atter forstår den gamle livsvisdom, at man skal lade sine modstandere tabe en krig med æren i behold, hvis man ønsker en varig fred. En klog sejrherre er ikke stolt og dominerende, men siger til sig selv - "jeg ved, jeg havde ret, men jeg ved også, at der vil gå mange år, før min modstander kan indse det." Derfor er der brug for mange års forståelse og tålmodighed før vi kan komme helt ud af den kolde krigs skygge. Jeg synes kirkerne skulle komme ud af busken - der er brug for dem som aldrig før.

Jeg vil afslutte ved at give General George Lee Butler de sidste ord, manden som ubestrideligt er blandt de største autoriteter på jorden m.h.t. atomvåben. I "The Case for Abolishing Nuclear Weapons" laver General Butler en afvejning af alle de gængse argumenter for og imod atomvåben (se www.thenation.com<>). Til sidst konkluderer han, som afslutning, at:

"Atomvåben er irrationelle anordninger. De blev retfærdiggjort og accepteret som en desperat forholdsregel under omstændigheder som var ubegribelige. I dag, som følge af verdenens hurtig udvikling, tror jeg, at det store flertal af mennesker på denne jord vil skrive under på, at sådanne våben ingen plads iblandt os har. Der findes ingen sikkerhed i atomvåben. De er en narresut."


//////Følgebrev
Til Atagu ved Anders Nilsson

Hermed et debatoplæg om den aktuelle Thule-sag, "2000 russiske atomvåben i højt beredskab kræver fortsat dansk og grønlandsk forsigtighed i raketskjoldsag". Jeg ved godt, det er meget langt. Men jeg sender det til dig/jer alligevel, i håb om at vi i Danmark og Grønland tager følgende emner op til fornyet og tilbundsgående debat:

1. Det er yderst vigtigt at Danmark og Grønland tager stilling til USAs raketskjolds- projekt, fordi uanset hvem der bliver den næste præsident, vil republikanerne utvivlsomt fortsat agitere for skjoldet, og ignorere faresignalerne fra Rusland og Kina - der står direkte i republikanernes partiprogram, at de "AGGRESIVT vil gennemføre en gennemgribende reorganisering af USAs atomvåbenprogram".

2. ISÆR BEFOLKNINGEN I MIDTJYLLAND OG NORDGRØNLAND, HVOR VIGTIGE NATO INSTALLATIONER LIGGER, KUNNE VÆRE I FAREZONEN, hvis ikke USA ændrer tonefaldet, fordi raketskjoldet lægger op til nye konfrontationer med Rusland og Kina. USAs krigsplan SIOP, et årti efter den kolde krigs "såkaldte" ophør, udpeger 2.500 mål for atomvåben i Rusland og Kina ( se vedlagt internet link inde i debatoplægget ).Skulle vi ikke interessere os for hvilke mål Rusland og Kina udpeger i NATO-landene som en "tak, i lige måde" kvittering? Tager vi vore børns - og vor egen - sikkerhed alt for givet?

3. Nye konfrontationer kan gøre det næsten umuligt, at fjerne risikoen for, at Karup eller Thule kunne blive mål for den tilsigtede eller utilsigtede affyring af atomvåben.

4. Og dermed kan det næsten blive umuligt, at fjerne risikoen for, at mange tusinde kvadratkilometer i Midtjylland og Nordgrønland kunne blive forurenet med dødeligt radioaktivt nedfald

5. Som kunne medføre, i værste fald, at 90% af den voksne befolkning i de værst ramte dele af Midtjylland og Nordgrønland ville dø, med endnu højere børnedødelighed

6. Medmindre vi begynder at tage farerne alvorligt, forlange af verdens ledere at de virkelig arbejder seriøst for atomnedrustning, og lære hvordan vi bedst kan overleve, hvis det værste alligevel skulle ske.

7. Derfor, på grund af situationens alvor, skal Danmark og Grønland ikke overilet give USA tilladelse til en udbygning af Thule-radaren, men skal forlange som en forudsætning for udbygning, at USAs udenrigspolitik lever op til nogle fornuftige krav, som skal sikre verdensfreden.

Nu ved jeg godt, at lige så snart man nævner faren ved atomvåben, siger mange - "hvad snakker manden om, faren fra atomvåben er for længst overstået!" Det er jo generelt det indtryk, man får, fra de danske medier. Men ude på internettet er der mange amerikanske eksperter, inklusiv generaler og admiraler, som siger det modsatte, eksempelvis General Lee Butler, som var øverstkommanderende for USAs atomstyrker i årene 1991 - 1994.

Og hvis mænd ligesom ham advarer os om faren for den utilsigtede affyring af atomvåben, skal vi bare ignorer advarslerne? Hvis mænd ligesom ham advarer os om faren for utilsigtet atomkrig, og TRYGLE os om at gøre noget, skal vi bare latterliggøre dem? Nej, jeg tror vi skal vågne op og tage militæreksperterne alvorligt - fordi disse mænd ved langt bedre end politikere, fra deres praktiske erfaring , at det en dag bliver for sent at gøre noget. Og gang på gang gentager militæreksperterne det samme budskab - at vi almindelige borgere skal engagere os i kampen for nedrustning. Ellers vil mange politikere, især i de store lande, fortsat være ligeglade med farerne. Disse politikere tror mere på abstrakte krigsteorier, at profilere sig selv som stærke og handlekraftige, og at købe stemmer ved at love gode penge til våben-aktionærer, forskere og fabriksarbejdere, end de gør på militæreksperternes advarsler.

Så derfor beder jeg kun om en ting. Læs venligst mit debatoplæg, og skaf dig adgang til internettet, hvis du ikke har det i forvejen, og FØLG SELV de website-links jeg vedlægger. Så vil du kunne konstatere med egne øjne, hvor stor faren er, samtidig med at du med egne øjne begynder at lære, hvad du kan gøre ved det. Jeg vedlægger debatoplægget som en Word fil - den er virus-fri, ifølge mit anti-virus program.

Som almindelig borger kan jeg naturligvis tage fejl i mine konklusioner om atomvåben. Jeg har ingen adgang til fortrolige, ikke-offentliggjorte oplysninger ligesom regeringer har. Egentlig håber jeg, at regeringen i København vil komme frem med noget hemmelig viden, som kan forsikre os, at Karup og Thule umuligt kan være mål for atombomber.

Men hvis jeg har ret i, at Karup og Thule kunne være i fare, så håber jeg, at regeringen vil delagtiggøre os i sin beredskabsplan, for hvordan vi bedst beskytter os mod radioaktivt nedfald. Fordi selvom mange tusinde kvadratkilometer kunne blive forurenet til dødelige niveauer, kan enkle forholdsregler sandsynligvis reducere dødeligheden med 80 %. Men vi holder aldrig rigtige civilforsvarsøvelser, og det er kortsynet efter min mening, da lidt viden og øvelse kunne redde mange liv - og bruges i andre nødssituationer oven i købet.

Jeg ved godt, at meget af det jeg skriver lyder meget dystert - og nogle vil sige anti-amerikansk. Men jeg vil gerne understrege, at mit budskab ikke er negativ, tværtimod. Jeg håber, efter folk har læst mit debatoplæg, at de vil få lyst til at kontakte og støtte nogle af de mange amerikanske NGOer, som gør et kæmpe stykke arbejde for nedrustning, i det land hvor det batter mest. Et godt eksempel er Washington National Cathedrals nystartede nedrustnings-bevægelse, hvor militære og religiøse ledere har fundet sammen, for at inspirere borgere af alle religioner og trosretninger til at tage kampen op mod atomvåben. Jeg håber, at disse amerikaneres engagement i fredsarbejdet vil inspirere til dannelsen af en dansk-grønlandsk støtte-organisation. Jeg tror i den sidste ende, at det bliver det etiske budskab om anger, tilgivelse og forsoning, som vil frelse os fra atomvanviddet ( mere om dette emne i debatoplæggets afslutning ).

Så lad os få en ordentlig debat om raketskjoldprojektet, også selvom den vil koste tid og anstrengelser. Lad os kigge realistisk på hvad de lokale følger af atombomber kunne være, så civilforsvaret og befolkningen er forberedt på det værste. Men lad os også kigge på de enestående muligheder, det danske rigssfællesskab har lige nu for at tjene verdensfreden, så vi kan håbe på det bedste.


David Longworth     10 september 2000
Thurøvej 18
8600 Silkeborg
Danmark