Atuarfitsialak - skal være endnu bedre

Højnelse af uddannelsesniveauet generelt i landet er forudsætningen for øget selvstændighed og uafhængighed, for grønlandiseringen af samfundet og for den økonomiske vækst

Fredag d. 15. september 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Uddannelse.

Den gode skole skal nu realiseres. Debatten sættes nu igang og handler i det væsentlige om struktur og indhold.

Der er mange gode tanker om den kommende skole i det debatoplæg som nu er offentliggjort.

Landsstyremedlem Lise Lennert sætter prikken over i'et, når hun mener, at der skal fokuseres på skolestarten, på udviklingen af undervisningsmateriale og på sprogundervisningen.

Det ville være en fordel for børnene, at skolen starter allerede for 5-årige, og at sprogundervisningen ligeledes starter så tidligt som muligt.

Desuden er det vigtigt, at Lise Lennert vil have sat fokus på sundhedsaspektet i skolerne. Her er rygningen det store problem. Det er så stort et problem, at man burde forbyde rygning på alle skoler. Hvis man ikke vil indføre det fra centralt hold burde man opfordre skolebestyrelserne på de enkelte skoler til at forbyde rygning på deres skole. Uddannelse er så vigtigt et element for landets fremtid, at samfundet bør satse mange flere ressourcer på folkeskolen, end der gøres i dag.

Højnelse af uddannelsesniveauet generelt i landet er forudsætningen for øget selvstændighed og uafhængighed, for grønlandiseringen af samfundet og for den økonomiske vækst.

Alle de væsentlige mål, som alle partier arbejder for.

Der er brug for mange flere gode lærere, bedre fysiske forhold og flere undervisningsmidler.

Selv om Ib Goldbach, den nye rektor på Ilinniarfissuaq oplyser, at der 195 studerende på seminariet, flere end nogensinde tidligere, er der brug for mange flere lærere.

Det vigtige i den kommende reform er, hvad der sker i den daglige kontakt mellem lærer og elev. Hvis det ikke fungerer, får vi ikke nogen god skole, og vi får ikke højnet det uddannelsesniveau, som er forudsætningen for alt andet.

Ib Goldbach sagde modigt nok på pressemødet om den gode skole torsdag i Nuuk, at han hellere vil have en god dansk lærer end en dårlig grønlandsk. Kvaliteten er alt afgørende for fremtiden.

Derfor skal man også kunne tiltrække de bedste unge mennesker til læreruddannelsen, og man skal helst tiltrække mange.

For at det kan lade sig gøre skal de have en gulerod, og det kunne for eksempel være at man i en periode til vi er ovre det her problem, giver en højere uddannelsesstøtte til lærerstuderende. Sikre at lærere får en højere status ved at give dem en bedre løn, bedre frynsegoder med videre.

Dette er ikke et indlæg i den igangværende overenskomstforhandling. Men et forsøg på at løse et meget stort samfundsproblem.

Tværtimod er det beklageligt, at lærerforeningen nu tager skolereformen som gidsel i en overenskomstforhandling.

Men der bør gøres en særlig indsats for at sikre kvaliteten i folkeskolen. Det er ikke en holdbar løsning, at man skal satse på ikke-læreruddannet personale. I visse kreative fag kan det måske være en fordel at bruge en faguddannet som har pædagogiske evner, men ellers må vi stole på, at Ilinniarfissuaq er den bedste til at sikre de nødvendige lærere til den grønlandske folkeskole.

For at folkeskolen skal løse sine mangeartede opgaver ville det være en fordel, at skolen er det lokale kulturcenter, der har åbent fra morgen til aften og giver tilbud om fritidsundervisning i kreative fag, idræt, lektiehjælp, voksenundervisning, efteruddannelse, pædagogisk børnepasning og det er her de kulturelle aktiviteter foregår, hvor de unge mennesker mødes og hører musik, spiller, synger. Her er den lokale internetcafe og så videre.

Skolen skal være det lokale, kulturelle samlingssted, hvor alle i lokalsamfundet nyder at komme