Kære Asii Narup

For at aflede opmærksomheden på den ubeslutsomme slingrekurs i uddannelsespolitikken har landsstyret taget et taktisk skridt ved at gå i offensiven med lancering af projekter om et Center for Uddannelse, Forskning og Dokumentation, i daglig tale universitets- eller forskerpark

Tirsdag d. 19. september 2000
Peter Brix Adsersen
Emnekreds: Politik, Uddannelse.

Tak for din opfordring til uddannelsesinstitutionerne om at blande sig i den politiske debat. Som institutionsleder ved Isumaginninnermi Siunnersortinngorniat Ilinniarfiat (ISI) - Socialrådgiveruddannelsen - finder jeg det naturligt at bidrage med nogle uddannelsespolitiske synspunkter.

På vores lille uddannelsesinstitution med 45 studerende og 10 ansatte har vi, som du ganske rigtigt skriver, en livlig debat blandt engagerede og kritiske studerende og undervisere. Med dette indlæg håber jeg at bidrage til at debatten og engagementet breder sig til verdenen uden for vores institution.

Uddannelse er næsten blevet et mantra for landsstyret, der øjensynligt finder det tilstrækkeligt alene at udtale det magiske ord - uddannelse - ved passende anledning

Jeg har imidlertid bemærket, at landsstyret ofte mener folkeskole og gymnasieskole, når der tales om uddannelse. Jeg nærer fuld respekt for initiativet med Den gode Folkeskole og en udbygning af gymnasieskolen. Dette er gode skolepolitiske satsninger, der kan danne fundament for en uddannelsespolitisk overbygning i snæver forstand. Uddannelsespolitikken drejer sig netop om, hvilke uddannelser landsstyret ønsker at prioritere.

Her vil jeg gerne spille bolden tilbage til dig og dine politikerkolleger, og spørge Jer, hvilke tanker I, og i særdeleshed landsstyret, gør sig om uddannelsespolitikken. Det er jo kun få måneder siden landsstyret havde alvorlige overvejelser om at nedlægge nogle uddannelsesretninger, herunder vores.

Tilskyndelsen hertil kom fra statsministerens rådgivende udvalg, der, så vidt jeg har forstået det, havde anbefalet landsstyret en revurdering af den samlede indsats (udgift) på skole- og uddannelsesområdet. Landsstyret besluttede, på den ene side, at opretholde de eksisterende uddannelser, men har, på den anden side, afvist alle udviklingsinititativer på området.

Nu hvor jeg har fået en utilsløret opfordring, får jeg lyst til at tage bladet fra munden og komme med nogle kritiske og provokerende bemærkninger, som måske kan få nogle politikere på banen: Den ovenfor beskrevne uddannelsespolitiske prioritering kan man kalde konsekvent og logisk, men den er hverken aktiv eller progressiv. Det er udtryk for en stationær og perspektivløs politik, hvor landsstyret modstræbende opretholder en vifte af uddannelser, som er dyre i drift, endnu dyrere at afvikle, men dyrest at nedlægge midlertidigt.

Om hjemmestyret skal drive en bred vifte af uddannelsesretninger i Grønland, er et spørgsmål, der kræver nøje overvejelser.

Det indebærer en række ulemper selv at drive uddannelserne, og jeg nævner i flæng:
  1. Med Grønlands beskedne befolkningsgrundlag kan en række uddannelsesretninger kun mønstre meget små holdstørrelser. Små hold er relativt dyre i drift og meget følsomme overfor sygdom og frafald.
  2. Gruppen af ansøgere med gymnasiebaggrund, der søger optagelse på de videregående uddannelser er mindre end institutionernes kapacitet. En konsekvens heraf er, at der optages (for) mange ansøgere på dispensation.
  3. Frafaldet på mange uddannelser i Grønland er meget stort. Dette forhold tilskriver jeg flere årsager, ofte et sammenfald heraf, men bl.a. traditionen for at uddanne sig, herunder holdning og støtte hos den studerendes familie, har stor indflydelse på gennemførelsesprocenten
  4. Lønniveauet hos undervisere halter ubehjælpsomt bagud for de skandinaviske lande, hvilket i øvrigt er et generelt problem med stillinger i den offentlige sektor. Det er svært at tiltrække undervisere med særlige kvalifikationer, hvis de skal imødese løntilbagegang ved ansættelse i Grønland.
Der er på den anden side en række uomgængelige fordele ved at beholde den brede vifte af uddannelser i Grønland:
  1. De enkelte uddannelser kan skræddersys til grønlandske forhold. Efter endt studium vil en sygeplejerske uddannet i Grønland kunne matche kravene i det grønlandske sundhedsvæsen, mens hun skulle gennem en omstillingsproces, hvis hun var uddannet i Norge.
  2. På de enkelte uddannelsesinstitutioner opbygges der en særlig viden, ikke alene om grønlandske forhold, men også om arktiske forhold i bredere forstand, samt en særlig viden om kulturelle og etniske forhold om inuit. Som du selv nævner, Asii, ligger der et stort forskningspotentiale på dette område.
  3. Med et selvstændigt uddannelsessystem er det muligt i langt højere grad at afsætte nationale og kulturelle fingeraftryk på de enkelte uddannelser. Hvis man tilmed var offensiv og visionær kunne Grønland profilere sig ude i verden indenfor særlige uddannelser.
  4. Mange grønlandske studerende ville næppe påbegynde en uddannelse, såfremt de skulle rejse til Danmark eller udlandet. De er ofte etablerede med familie og børn, hvilket vanskeliggør en flytning.
For at aflede opmærksomheden på den ubeslutsomme slingrekurs i uddannelsespolitikken har landsstyret taget et taktisk skridt ved at gå i offensiven med lancering af projekter om et Center for Uddannelse, Forskning og Dokumentation, i daglig tale universitets- eller forskerpark. Dette center, som kunne være et kreativt og visionært inititiativ, ligner i mine øjne mest af alt et skalkeskjul for en uddannelsespolitik uden perspektiv, og kunne derfor risikere at ende som et monument over en hensygnende uddannelsespolitik.

Det er dog endnu ikke for sent at besinde sig og rette ind på en beslutsom og langsigtet kurs i uddannelsespolitikken. Spørgsmålet er om politikerne i landsstyret og landsting ønsker det, eller om uddannelsesområdet fortsat skal være et bekvemt sparenemne, der skal vejes på guldvægten ved de årlige finanslovsforhandlinger?